Filosofi

Filosofi er som ord en sammentrækning af filia og sofia, græsk for hhv. kærlighed og visdom; det oversættes derfor ofte til 'kærlighed til visdom'. Den filosofiske stræben efter visdom må betragtes som almenmenneskelig; dens konkrete udtryk er derimod historisk udviklede, og der er store forskelle på de tre store traditioner, den græske, den indiske og den kinesiske. Socialismens stamfader, kristendommen betragtes ofte som mødet mellem indisk frelselsesmystik og græsk rationalisme; alligevel drejer dette opslag sig kun om den græske tradition og dens videreførelse i den kristne verden.

I. Systematisk

Filosofi er begrebslig tænkning i videste forstand. Man søger sandheden spekulativt ved at kombinere sanseindtryk, erindring, fantasi, erfaring, håb og fornuft. I praksis betyder det, at man kan filosofere om hvad som helst; hele tiden må de filosofiske svar dog kunne stå for en filosofisk kritik, der kræver en vis logisk sammenhæng i begrebsanvendelsen og et nogenlunde reflekteret forhold til alment accepterede sandheder.

Store filosoffer er ofte kendetegnet ved at opbygge spekulative systemer, der antages at udtrykke sandheden. Et system opbygges ved først at reducere den foreliggende videns mangfoldighed til nogle grundlæggende principper, og dernæst udnytte disse principper til en rationel rekonstruktion af virkeligheden. Nogle filosoffer redegør direkte for deres system, mens det hos andre er op til eftertiden at rekonstruere det systematiske indhold.

Filosofien har dog også fra begyndelsen været præget af specialisering, både i emnevalg og i filosofisk tilgang til emnerne. Siden antikken har man talt om teoretisk filosofi (herunder logik, metafysik, naturfilosofi og psykologi) og praktisk filosofi (hovedsagelig politik) og poetik (om skabelse af kunst). Ud af disse udvikledes discipliner som etik, erkendelsesteori og ontologi (om det værende), og siden æstetik (om betragtning af kunst), retsfilosofi, historiefilosofi, videnskabsfilosofi og filosofisk antropologi.

Udviklingen af filosofi som et moderne universitetsfag har yderligere forstærket den filosofiske arbejdsdeling og i dag taler man om f.eks. sprogfilosofi, socialfilosofi, metaetik og anvendt etik, ligesom man inden for hver disciplin kan koncentrere sig om et utal af specifikke filosofiske problemer. Den historiske udvikling har dog også forvandlet en del af filosofiens traditionelle discipliner til mere eller mindre eksakte videnskaber som f.eks. matematik, astronomi, fysik, biologi, retorik, psykologi, historie, pædagogik, lingvistik, antropologi og sociologi.

Hvad der karakteriserer disse discipliner og problemer, og hvilke man anerkender som relevante afhænger af tilgangen til filosofien. De forskellige tilgange udtrykkes i dag ofte ved forskellige 'ismer', så som empirisme, (kritisk) rationalisme, idealisme, (venstre) hegelianisme, (historisk) materialisme, (logisk) positivisme, realisme, (empirio-) kriticisme, marxisme, eksistentialisme, strukturalisme, anti-realisme, feminisme, postmodernisme, social-konstruktivisme etc.. Alternativt taler man om navne på filosofiske gruppedannelser eller traditioner, som f.eks. hermeneutik, dagligsprogsfilosofi, analytisk filosofi, den skotske oplysning, fænomenologi og Kritisk teori.

I sin egen selvforståelse er filosofien som systematisk erkendelse ikke bundet af tid og sted. Filosofien går ud fra, at erkendelsen af sandheden er mulig, altså at man som filosof kan gennemskue virkelighedens indre logik i sin helhed, og at denne erkendelse kan gøre krav på universalitet og evig gyldighed. I stedet for at udvise religiøs ydmyghed og acceptere troen vil filosofien spørge helt ind til virkelighedens kerne og selv stå for fortolkning af svarene. For mange må en sådan selvtillid være udtryk for galoperende storhedsvanvid; for os filosoffer er det derimod så selvfølgeligt, at det slet ikke diskuteres, måske også fordi det lidt pinligt!

Filosofi er en luksus, der kræver fri tid. Filosoffer har altid været afhængige af at kunne financiere deres lediggang, og det har i størstedelen af historien betydet en forholdsvis tæt forbindelse mellem filosofien og magten. I den filosofiske selvtillid ligger også ønsket om praktisk handlen; får filosoffer ikke den forventede anerkendelse og indflydelse, har de en tendens til at blive kompromisløse kritikere af den etablerede orden.

Filosofisk tænkning har spillet en stor rolle for udviklingen af først kristendommen og siden socialismen. Den socialistiske idé har kun sjældent været realiseret i virkelige historiske samfund, og den har derfor hovedsageligt været henvist til at udvikle sig begrebsmæssigt. Dette gælder både den utopiske og den videnskabelige socialisme. Marx' videnskabelighed består således i hans rationelle rekonstruktion af logikken i den historiske udvikling, ikke i systematiserede erfaringer med en socialistisk virkelighed.

Filosofi dyrkes ahistorisk; men filosofien og idéerne har selvfølgelig deres historie, og fra dette reservoir af viden henter filosofien til stadighed inspiration gennem nyfortolkninger af enkelte filosoffer og den filosofiske tradition.

Filosofiens historie er aflejringens historie, hvor man ser bagud og ser på, hvad der har vist sig at efterlade spor i eftertiden. Historien er altid et udtryk for nutidens perspektiv, for hvad der i fortiden taler til nutiden, hvad der varer ved, efter min vurdering, lige her og nu.

Det følgende filosofihistoriske rids lægger hovedvægten på de politiske idéers og de filosofiske institutioners historie set i sammenhæng med den generelle udvikling af politik og samfund i den vestlige verden; de enkelte filosoffer og filosofiens begreber er behandlet i selvstændige artikler (omend de ikke alle er blevet klar til denne udgave).

II. Historisk

Opdelingen af historien i perioder et resultat af den historiefilosofi, den udvikledes i Europa i det 18. og 19. århundrede. For den vestlige filosofis vedkommende taler man typisk om antikken, hellenismen, middelalderen, renaissancen, det moderne gennembrud og oplysningstiden. Fra og med det 18. århundrede bliver den filosofiske udvikling imidlertid stadig mere kompleks, ikke mindst fordi filosofferne efterhånden foretrækker at filosofere på deres respektive nationalsprog og ikke på latin.

I stedet for en fælles periodeinddeling kan man fra det 19. århundrede tale om filosofiske tilgange eller grupperinger, hvis problemer og diskussioner udvikles forholdsvist uafhængigt i forskellige sprog- og kulturfællesskaber, men som også fra tid til anden krydser grænserne. Det 20. århundredes videreførsel af disse systematiske diskussioner er en del af den samtidige filosofi og indgår ikke under dette opslag.

A. Antikken (6.- 4. årh. f.v.t.)

Den filosofiske tradition i den vestlige verden kan føres tilbage til de joniske naturfilosoffer i det 6. årh. f.v.t., der forsøgte at reducere virkelighedens mangfoldighed til nogle få grundelementer og principper. For Heraklit (5. årh.) modsvares virkelighedens vedvarende forandring af et princip, hvor modsætningerne holdes sammen i en enhed. For Demokrit (5.-4. årh.) er alt en sammensætning af kompakte, udelelige atomer, der bevæger sig i det tomme rum; virkelighedens mangfoldighed skyldes udelukkende atomare forskelle.

Vor viden om disse tænkere er imidlertid udelukkende bemærkninger og referater i antikke skrifter, der er skrevet langt senere. Blandt de tidligste kilder er Platons dialoger om Sokrates og Aristoteles' forelæsninger fra 4. årh.. Da disse bemærkninger som oftest er kritiske og desuden udvalgt efter de senere filosoffers interesser, ved man ikke sikkert, hvad der var centralt for de før-sokratiske filosoffer.

Det 4. årh.s Athen var en rig handelsby med slaveøkonomi, men også med en demokratisk forfatning, hvor alle frie mænd - omk. 1/10 af befolkningen - kunne deltage i vedtagelsen og forvaltningen af lovene. Naturfilosofien kom nu til også at omfatte mennesket og samfundets natur, hvor bl.a. kynikeren Diogenes betragtede alle mennesker som lige og som del af et broderskab. Undervisning i politisk argumentation blev udbudt af demokratiets fortalere, sofisterne, og det er ofte disse, som Platon i sine mere end 20 fiktive dialoger lader Sokrates diskuterer med.

Platons undersøgelser drejer sig bl.a. om sjælens udødelighed, kærlighed, moral, politik, sprog, skønhed, erkendelse og universets opståen. I Platons udlægning bliver den sokratiske spørgen dog efterhånden befordrende for udviklingen af en antidemokratisk og idealistisk tankegang, hvor den foranderlige virkelighed kun er en mangelfuld afspejling af perfekte evige idéer, i sidste ende det godes idé. Staten skal afspejle dette hierarki, hvorfor filosofferne bør være konger.

Med Platons filosofiske skole i Athen, Akademiet begyndte filosofien sit liv som institution. Akademiet fungerede fra ca. 385 f.v.t til 529 e.v.t., hvor det p.g.a. hedenskab blev lukket af den østromerske Kejser Justian.

Den vigtigste af Platons elever var Aristoteles, der på mere forskningsmæssig vis udviklede begreber, hvormed man kunne systematisere den foreliggende viden om virkeligheden. Visdom (sofia) kræver både teori og praksis. Teori er erkendelse af virkelighedens nødvendige sammenhænge, hvor fysikken redegør for genstandes forandring, mens logik angår det uforanderlige. Praksis sigter på viden og visdom om det, der kunne være anderledes, d.v.s. den menneskelige verdens politik og etik. Denne viden og skabelsen af det gode liv opbygges med de livserfaringer, der danner et menneskes karakterdyder; modenhed giver således et fortrin i politisk og moralsk henseende, og selve ordet 'demokrati' betegner for Aristoteles 'pøbelvælde'.

B. Hellenismen (5. årh. f.v.t.- 6 årh. e.v.t)

Med Aristoteles' elev, Alexander den Stores erobring af den antikke verden og mellemøsten, afskaffedes det athenske demokrati; erobringerne betød imidlertid også, at græsk i den hellenistiske periode blev filosofiens internationale sprog. Filosofien blev mere kosmopolitisk, men også mere teknisk og orienteret mod individuel sjælefred. Athen var dog stadig centret for de filosofiske skoledannelser, som f.eks. filosofferne ved søjlegangen, Stoa og livsnyderne i Epikurs have.

Stoicismen udviklede et helt filosofisk system, hvor fornuften i naturen var grundlaget for såvel en avanceret logik og en konservativ fortolkning af de kyniske idealer; den stoiske idé om menneskets naturret gav imidlertid ikke anledning til politisk engagement. Epikuræerne førte atomismen videre og fortolkede det gode liv som individets opnåelse af sanselig nydelse (hedonisme). Akademiet videreførte i begyndelsen Platons filosofi, men udviklede så en logisk begrundet skepticisme (2. årh. f.v.t.), for siden at vende tilbage til en platonisk idealisme.

Næsten ingen skrifter er overleveret fra den hellenistiske filosofi, men den levede videre i Romerriget, bl.a. i Ciceros (106-43 f.v.t.) statsteoretiske værker fra den demokratiske periode. I kejsertiden blev den moralske stoicisme blev udviklet af bl.a. af kejser Neros rådgiver, Seneca (ca. 4 f.v.t.-65 e.v.t.), den frigivne slave Epiket og af kejser Marcus Aurelius (121-80). Fra akademiets platoniske idealisme udvikledes en mere mystisk nyplatonisme (fra det 2. årh. e.v.t.), og den smeltede sammen med kristendommen hos kirkefaderen Augustin (4. årh.).

Mens hellenistiske filosoffer i Byzans og Alexandria bragte den græske tradition videre til arabiske og jødiske filosoffer, formulerede Augustin i Nordafrika - på sikker afstand af Det vestromerske riges opløsning - udgangspunktet for middelalderens kristne filosofi: Tro er forudsætningen for forståelse. Det er Guds lys, der giver os erkendelsen af de evige idéer og dermed bibringer os visdom og salighed; filosofien er blot er middel til uddybelsen af troen. I forlængelse heraf kan den menneskeskabte politiske orden, staten kun betragtes som underlegen i forhold til Guds evige rige; men en retfærdig stat øger muligheden for evig frelse.

C. Middelalderen (7.- 14. årh.)

Den moderne gennembrud kunne legitimere sig selv ved at betragte middelalderen som en forfaldsperiode; i dette århundrede er det dog efterhånden blevet klart, i hvor høj grad den moderne filosofi bygger videre på den sammensmeltning af kristendom og græsk filosofi, der skete i middelalderens klostre og universiteter. Til denne syntese bidrog også middelalderens lange kamp mellem kristendom, jødedom og islam. Fælles for alle tre religioner var troen på én Gud og den græske kulturarv, og det gav mulighed for en frugtbar ideologisk udveksling af idéer.

I Konstantinopel (tidl. Byzans) oprettedes i det 9. årh. et nyt filosofisk akademi, hvor man på kristent grundlag studerede de græske originaltekster. Og i Toledo blev værker af græske, jødiske og arabiske filosoffer oversat fra arabisk til latin (11.-12. årh), der med etableringen af pavens kirkelige orden i Vesteuropa var blevet et internationalt filosofisk sprog, og det indførte bl.a. Aristoteles' filosofi i den kristne tradition.

Med kirkens voksende betydning i middelalderens Europa ændres også den kristne filosofis opfattelser af stat og menneske. I højskolastikken er staten for den kristne aristoteliker Thomas Aquinas (1225-74) således en afspejling af kirkens dennesidige eksistens og bør ledes i overensstemmelse med kirkens åndelige mål. Menneskets gudsgivne natur bestemmer ret og uret, men uden den af Gud bibragte erkendelse, ville intet menneske kunne indrette et samfund, hvori det gode liv kunne realiseres.

Denne underordning af praksis under teori er blevet accepteret af mange filosoffer helt op til vor tid. Allerede i slutningen af middelalderen finder man dog tendenser, der peger i den modsatte retning. William af Ockham (ca. 1300-50) argumenterer for filosofiens uafhængighed af teologien og statsmagtens selvstændiggørelse overfor kirken. Efter reformationen skærpedes dette i katolsk sammenhæng Francisco Suarez (1548-1617), der fandt, at statsmagten er givet af Gud gennem folket, og at denne relative folkesuverænitet mest naturligt kommer til udtryk gennem demokrati.

D. Renaissance (15.- 16. årh.)

Den Osmaniske erobring af Konstantinopel (tidl. Byzans) i 1453 bragte byens græske lærde til Italien og med dem Platons samlede skrifter, hvoraf de fleste var ukendte i Vesteuropa. I 1459 oprettedes i Firenze et nyt akademi, hvor Marsiglio Ficino (1433-99) oversatte Platon og andre græske filosoffer til latin. Med Platons tillid til menneskets muligheder for erkendelse og sondringen mellem tro og viden kunne filosofien sætte mennesket og ikke Gud i centrum, og det styrkede den gryende humanisme blandt intellektuelle og kunstnere. Genfødslen af den græske filosofi gav desuden øget ideologisk opbakning til den politiske uafhængighed af den romerske kirke, og det passede godt til den økonomiske styrke, italienske bystater som Firenze og ikke mindst det meritokratiske Venedig havde opnået.

Renaissancen betød en frisættelse af tænkningen, der udviklede sig i mange retninger. Uden kristne hæmninger kunne Machevelli (1469-1527) udvikle sine erfaringer med kynisk magtpolitik til refleksioner over menneskers magtbegær og ønske om sikkerhed. Den platoniske dyrkelse af de perfekte matematiske forhold og geometriske former kom til udtryk i de astronomiske teorier, hvormed Kopernikus (1473-1543) fik placeret solen i universets centrum. Erasmus af Rotterdam (1466-1536) fordrede med sin humanisme større ansvarlighed hos det enkelte menneske for efterlevelsen af den kristne etik, og Thomas More (1478-1535) skrev om landet Utopia, hvor alle - mænd og kvinder - er fælles om alt og får lige del i livets goder.

E. Det moderne gennembrud (16.- 17. årh.)

Renaissancen forberedte det moderne gennembrud i et Vesteuropa, der efter reformationen var præget af krige, borgerkrige og etableringen af enevældskonger. Filosofiens tro på den menneskelige fornufts muligheder kom i konflikt med de kristne universiteters ortodoksi. I stedet blev de moderne filosoffer understøttet finansielt først af kongemagt og adel, men efterhånden også af det fremvoksende borgerskab; til gengæld understøttede filosofien ideologisk kampen mod den katolske kirkes verdslige magt.

I det parlamentariske England skelnede Francis Bacon (1561-1626) skarpt mellem åbenbaret og rationel erkendelse, og med sin fremhævelse af den eksperimentelle naturvidenskab indenfor naturfilosofien gav han den systematiske empiri forøget betydning. Med en sådan empiri og Kopernikus matematiske astronomi kunne Gallilei (1564-1642) og Kepler (1571-1630) anfægte den aristoteliske fysik og ikke mindst kirkens indskrænkning af fysikken til den sublunare verden.

I et religiøst splittet Frankrig gav Jean Bodin (1530-96) med definitionen af suverænitet et traditionelt naturretsligt grundlag for et udelt magtcentrum. Under Trediveårskrigen udvikler Hugo Grothius (1583-1645) folkeretten gennem en sekularisering af Thomas Aquinas' og Suarez' naturret, således at fornuften nu anerkendes som kilden til ret og moral. Mennesket har naturlige rettigheder, og derfor bør den politiske orden hvile på en samfundspagt. Idéen om en samfundspagt blev under borgerkrigen i England brugt af Bacons sekretær, Thomas Hobbes til et empirisk begrundet forsvar for kongemagten. I naturtilstandens absolutte frihed ville alle mennesker strides; for at få fred og orden må mennesker derfor frivilligt overdrage deres suverænitet til en hersker med uindskrænket magt.

Systematisk empiri var ikke afgørende for René Descartes' (1596-1650) rationalisme. Med sin individuelle tvivl og søgen efter en matematisk enhedsvidenskabs evige sandheder radikaliserede han skolastikkens brug af intuition og rationel deduktion. Samme erkendelsesideal førte hos en fyrstelig minister som Leibniz (1646-1716) til en metafysik, hvor virkeligheden består af simple og uafhængige monader; den af Gud preetablerede harmoni betyder imidlertid, at vi lever i den bedste af alle verdener. Leibniz ven, kætteren Spinoza (1632-1677) opstillede et axiomatisk-deduktivt bevis for etikkens evige læresætninger, men argumenterede også ud fra naturretten for ytringsfrihed; uden fri meningsudveksling, kan fornuften ikke bibringe mennesker en selvstændig opfattelse af ret og moral.

Samme tillid til menneskelig fornuft udtrykte empiristen John Locke i forsvaret for parlamentets afsættelse af den engelske konge. Locke tænkte sig en naturtilstand præget af fredeligt samarbejde. Samfundets medlemmer afgiver kun deres suverænitet for at få løst nogle sjældne konflikter; hvis ikke magthaverne kan beskytte folks liv, frihed og ejendom, kan samfundspagten annulleres. Lidt anderledes så det ud i København, hvor Samuel v. Pufendorf (1632-94) var fængslet under krigen mod Sverige. Han forestillede sig en naturtilstand præget af stor usikkerhed, men fastholdt dog, at magten kun er legitim, hvis den bunder i en frivillig kontrakt mellem værdige mennesker og en suveræn.

F. Oplysningstiden (17.- 18. årh.)

Kapitalismens vækst havde givet det nord- og vesteuropæiske borgerskab magt til ikke kun at udfordre kirke, men også konger og kejsere. Den filosofiske udvikling flyttede med den politiske og økonomiske nordpå, hvor Storbritannien blev den nye stormagt, og de latinske diskussioner afløstes efterhånden af filosofi på de store nationalsprog.

En moralsk uddybning af Lockes liberalisme gav jarlen af Shaftesbury (1671-1713) med idéen om menneskets moralske sans og den naturlige sympati. Det sædelige er begrundet i menneskets æstetiske natur, og dermed er moral uafhængig af både religion og naturmekanik. Dette opgør med Hobbes videreførtes i den skotske oplysning hos den skeptiske empirist, David Hume (1711-76), og hos vennen, Adam Smith, hvor tilliden til menneskers gensidige sympati og Guds usynlige hånd betød, at forfølgelsen af egne interesser ikke medfører alles krig mod alle, men Nationernes Velstand.

Gennem empiriske studier af især det engelske styre udviklede Montesquieu (1689-1755) naturetten i retning af en samfundsvidenskab, hvor individets frihed bedst sikres af en balance mellem en lovgivende, en udøvende og en dømmende magt. I den amerikanske uafhængighedserklæring (1776) formuleres naturretten som menneskerettigheder, og magtens tredeling kodificeredes siden i USA's forfatning. Engelsk empirisme og liberalisme inspirerede også Voltaire (1694-1778) til kritik af Descartes' naturfilosofi; Rousseaus' civilisationskritik derimod fremhæver selvstyret i Schweiz' kantoner. Naturret og samfundspagt skal forstås kollektivt; statsmagten er kun legitim, hvis den er i overensstemmelse med folkets fælles almenvilje. De store samfunds ulighed og opdragelsens skadelige indflydelse undergraver den naturlige lighed og næstekærligheden.

Med rigmænds saloner og kongelige akademier fik filosofien nye institutioner uden for universiteterne, hvor man kunne udtrykke kritik af fordomme, overtro og standsmæssige privilegier. Et bidrag til oplysningen af folket om natur, videnskab, politik og menneskets naturlige evner var - efter engelsk forlæg - udgivelsen af den 35 bind store encyclopædi, som Diderot (1713-84) og d'Alambert (1717-83) redigerede i 1751-80. Bidragydere var både Rousseau og radikale ateistiske materialister som Holbach (1723-89) og Helvétius (1715-71), hvor kun fornuft og sanselighed er medfødte evner, ikke moral. For at opnå størst mulig menneskelig nydelse og frihed, må samfundet styres retfærdigt ud fra videnskabelige indsigter. Oplysningen betød efter den franske revolution etableringen af statslige eliteskoler, hvor de fleste franske filosoffer siden har fået deres uddannelse.

Materialismen kom i England primært til udtryk i Jeremy Benthams (1748-1832) utilitarisme, hvor en oplyst monark skulle kunne lovgive på grundlag af en kalkulation af samfundets lykke som summen af borgernes nydelse minus ubehag. For William Godwin (1756-1856) førte oplysningen derimod i retning af anarkismen, idet han kritiserede den korrumperende indflydelse af ejendom og autoritære institutioner som lovgivning og ægteskab. Og hans veninde, Mary Wollstonecraft indledte feminismen med sin kritik af Rousseau for ikke at udstrække ligheden til forholdet mellem mænd og kvinder.

I Tyskland herskede en oplyst monark, Frederik den Store, men også en spekulativ kristen metafysik. Alexander Baumgartens (1714-62) positive beskæftigelse med sanselighed, genialitet og entusiasme i æstetikken varslede nye tider, men bruddet med den latinske skolefilosofi skete først med Kants kritiske filosofi, hvor erkendelsesteorien forener Humes empirisme og Leibniz' rationalisme. I forlængelse af naturretten satte Kant den praktiske fornuft over forstandsmæssige kalkulationer, idet fornuftens almene lov bliver sædelighedens og rettens prøvesten. I hans liberalisme gives staten positive pligter, nemlig at sikre, at den enkeltes frihed kun begrænses af hensyn til andres frihed, og at der er tilstrækkeligt arbejde til skabelsen af velfærd.

Den romantiske reaktion på den rationalistiske individualisme blev hos Herder (1744-1803) en betoning af menneskets ekspressive og historiske væsen og idéen om folket som bærer af et sprogligt og kulturelt fællesskab. Hos Scleiermacher (1768-1834) blev det til en fortolkningslære, hermeneutikken, der med forståelsen af Biblen som model via panteisme og sammenstilling af helhed og del overvandt den historiske afstand mellem skribent og læser.

G. Det 19. århundrede

Den franske revolutions rystelse af de gamle regimer udviklede sig til en langstrakt kamp mellem nye og gamle klasser og flere omstyrtninger af den etablerede samfundsorden. Filosofien leverede fortsat ideologisk ammunition, både direkte i den praktiske filosofis politik og etik, og indirekte som teoretisk erkendelse. På et stigende antal læreanstalter og skoler udenfor universiteterne dyrkede man den rene refleksions selvstændighed i tilknytning til naturvidenskaben; men anvendt mod kristen tro og traditionel universitetsfilosofi blev også teoretiske filosofi en del af den ideologiske kamp for moderniteten.

Revolutionen gav i Frankrig næring til forskellige former for utopisk socialisme. Saint-Simon (1760-1825) drømte om at realisere et industrisamfund, rationelt planlagt og centralt styret af de produktive klasser. Fourier (1772-1837) derimod ville frigøre mænds og kvinders naturlige drifter i storkollektiver; arbejdet skulle minimeres og være så afvekslende som muligt.

I et Tyskland uden demokrati taltes der om frihed, især indenfor universiteternes mure, hvor filosofi og videnskab blomstrede. Dette afspejledes i Hegels historiske dialektik og hans filosofiske system, hvor retsfilosofien gør staten til åndens virkeliggørelse og en forudsætning for friheden. Udforskningen og forståelsen af historien var et gennemgående tema, både i selve hegelianismen, i den historiske skoles relativering af naturretten og senere hos Wilhelm Dilthey (1833-1911), der sætter et skarpt skel mellem naturvidenskaben og de nye åndsvidenskaber, hvis metode, hermeneutikken han udviklede i livsfilosofisk retning.

Udenfor universiteterne gav unghegelianeren Feuerbach en antropologisk fortolkning af de kristne dogmer, mens Marx radikaliserede oplysningens ideologikritik, så Hegels dialektiske dannelse af bevidstheden forvandledes til den historiske materialisme, hvor klassemodsætninger og samspillet mellem produktivkræfter bestemmer den virkelige verden udvikling henimod kommunismen.

Individualistisk Hegelkritik førte hos Max Stirner, hos franskmanden Proudhon og senere hos russeren Bakunin til anarkisme, mens det hos Schopenhauer betød udviklingen af en pessimistiske etik med vilje og medlidenhed som fundament. Kierkegaard foregreb med sin insisteren på den enkeltes Gudsforhold og det frie valg eksistentialismen; og Nietzsche fremhævede i sin genealogiske ideologikritik aristokratiske græske dyder overfor Hegels kristne slaveetik.

Respekten for videnskabelig empiri levede videre hos Kants efterfølger i Königsberg, Johann Friedrich Herbart (1776-1841), hvis realisme også betød udviklingen af en erfaringsbaseret psykologi, der forenet med etikken blev til pædagogik. Et erklæret realistisk og naturalistisk system, hvor filosofien er den generelle videnskab, der omfatter alle erfaringsvidenskaber, finder man hos Wilhelm Wundt (1832-1920), hvor endog etikken udvikles i retning af en moralvidenskab. Dominerende blev dog efterhånden nykantianismen, hvis respekt for naturvidenskab gjorde erkendelses- og videnskabsteori til filosofiens grundlag; formuleringen af den praktiske filosofi i form af værdier betød, at idealet blev den værdifri videnskab, et ideal, som også Max Webers nye socialvidenskab underkastede sig.

I Frankrig havde Saint-Simons sekretær, Auguste Comte (1798-1857) udviklet en historisk positivisme, hvor abstrakt matematik er nederst i videnskabshierarkiet, mens sociologi er øverst, da dens genstand, samfundet både er konkret og ekstrem kompleks. Over sociologien står dog den positive moral. I England udviklede antiimperalisten Herbert Spencer (1820-1903) en empiristisk sociologi på grundlag af den skotske moralfilosofi, og den førtes videre i sociologien i USA. I Frankrig blev sociologien videnskabelig gennem Durkheim, der med inspiration i Wundts moralvidenskab forenede Spencers og Comtes sociologi til et forsvar for den moderne velfærdsrepublik.

Storbrittaniens imperiale magt afspejledes i genopblomstringen af utilitarismens statsræson, der dog hos den socialliberale John Stuart Mill (1806-73) radikaliseredes i kampen mod arveret og kvinders undertrykkelse. Mere grundlæggende var dog den kritik af engelsk empirisme og individualisme, som Bradley (1846-1924) leverede med inspiration fra bl.a. Hegel. Det var i kritikken af disse filosoffer, det 20 årh. analytiske filosofi tog sit udgangspunkt.

A.S.