Asger Sørensen 1999

Først alternativer, så supplement, derefter....?

(foredrag den 4. maj)

Jeg vil gerne takke for invitationen til at tale på dette landsmøde, og for lejligheden til at reflektere videre over nogle af de spørgsmål, der rejser sig i forbindelse med anbringelsen af børn uden for eget hjem, og her især selvfølgelig de opholdsteder, I kommer fra.

Jeg vil tage en omvej, og det håber jeg ikke er til for megen forvirring.

Præsentation....

I. Etik, virkelighed og forandring 2

II. 4. maj - NATOs krig 3

III. 4. maj - Frihedsmuseet 4

IV. Værdier og overtalelse 6

V. Kollektiver i kampen for det moderne samfund 8

VI. Det moderne samfund 11

VII. Kollektiv og opholdsted 13

VIII. Lovforslaget og etisk politik 14

IX. Afslut - kræv det umulige 16

I. Etik, virkelighed og forandring

Som filosof har jeg i de sidste 6-7 år beskæftiget mig med etik teoretisk og det er i vis forstand meget nemmere end at tage stilling til konkrete moralske og politiske spørgsmål. Når man ellers har vænnet sig til at arbejde med almene begreber - og det tager selvfølgelig noget tid - ja, så har de den fordel fremfor den virkelige virkelighed, at begreber er langt mindre uklare og tvetydige end den virkelighed, vi lever i til daglig.

Et vigtigt træk ved både etik og politik er nemlig, at man der principielt lægger afstand til virkeligheden. Etik og politik handler om, hvordan tingene bør se ud, i modsætning til, hvordan tingene nu engang er. Denne afstandstagen fra virkelighedens snærende bånd muliggør en dejlig ren begrebshåndtering, og det er denne logiske begrebsgymnastik, vi filosoffer har gjort til en del af vores metier.

Traditionelt har den filosofiske tænkning over etik og politik dog også haft et andet karakteristisk træk, nemlig at man anser det for praktisk filosofi, dvs. den del af filosofien, hvis reflektioner retter sig mod handlingslivet. I praktisk filosofi er man ikke bare tilfreds med at vide, hvordan tingene hænger sammen; man vil også vide, hvordan man skal indrette sig, altså hvad der er det rigtige at gøre i forhold til forskellige situationer.

Og her sniger virkeligheden sig så ind igen. For hvordan kan man vide, hvordan tingene bør være, og hvad, der er det rigtige at gøre, hvis ikke man har en nogenlunde rimelig forståelse af, hvordan tingene nu engang hænger sammen. Hvis man vil gøre det rigtige i en given situation, så må man også forstå, hvad det er for en situation, man står i. Det er disse grundlæggende karaktertræk, der bestemmer etikkens og politikkens særlige udformning i filosofien, nemlig at man reflekterer over virkeligheden, men med det mål for øje, at forandre den, at gøre noget ved den, så den bedre er i overenstemmelse med, hvordan den burde være.

Når jeg så i denne sammenhæng skal reflektere over opholdsteder og anbringelser uden for egent hjem, så inddrager jeg selvfølgelig den virkelighed, som jeg kender. Men jeg inddrager den ikke for blot at beskrive den neutralt og faktuelt. Jeg inddrager virkeligheden for at moralisere og politisere, for at overtale, overbevise og besnakke Jer til at acceptere min synsvinkel og handle derfter.

Igen sniger virkeligheden sig imidlertid ind. For hvis den synsvinkel, jeg lægger, overhovedet ikke vækker genklang hos Jer, ja, så er det næsten umuligt at fange Jer ind i mit net og besnakke Jer til noget som helst. Jeg kan mene en masse om, hvordan tingene burde være, men hvis jeg ikke har en fornemmelse af, hvordan I er, hvilke ting, der optager Jer og hvad I grundlæggende ville være tilbøjelige til at mene, så vil mine velmente forsøg på at overtale Jer ikke have megen effekt.

Og har min snak de næste tre kvarter ikke den tilsigtede effekt, så vil mine reflektioner være forfejlede, ikke bare som overtalelsesforsøg, men også som praktisk filosofi. For succeskriteriet for den praktisk filosofis reflektioner er, at reflektionerne bidrager til at forandre verden, at de bidrager til at tænkes og at de i sidste ende betyder, at der handles.

II. 4. maj - NATOs krig

Det er i dag den 4. maj, og det er en helt speciel dag for de fleste af os, og jeg håber derfor I vil tilgive mig, at jeg starter et helt andet sted, nemlig med nogle overvejelser over korstoge og hellige krige. Tanken bag disse overjelser er den enkle, at der altid er god grund til at have mistro til magthaverne. Magt er en fascinerende ting, magt er at kunne noget, og det er sjovt at kunne noget. Og derfor kan det let blive farligt i hænderne på hvem som helst. For der er altid nogen, der er genstand for magthavernes planlægning, nogen der ikke kan noget.

Jeg vil derfor opfordre Jer til at genoptage tidligere tiders hellige krig mod det etablerede samfund og ikke mindst det, man kan karakterisere som magthavernes korstog mod de vantro.

Den 4. maj er en af vores ikke-religiøse hellige aftener. Det er i dag 54. år siden, danskerne modtog budskabet om, at den tyske besættelse var ophørt. Anden verdenskrig var ovre for Danmarks vedkommende, og kort efter også for resten af Europa. Freden holdt længe. Politikere, der selv havde oplevet krigen sagde: Aldrig mere krig. Men nu er det slut. Der er krig i Europa, Danmark er i krig. Og denne gang som angriber.

For første gang siden 1848 er Danmark med til at angribe et andet land. I Koreakrigen deltog vi med et hospitalsskib, i Golfkrigen med et inspektionsfartøj under FNs kommando. Denne gang deltager vi i forsvarsalliancen NATOs første angrebskrig, en angrebskrig, som en tysk sociolog, Urik Bech passende har karakteriseret som et moderne korstog.

Politikerne taler nemlig ikke om krig. De taler om menneskerettigheder og omtaler NATOs bombninger i Kosova og Serbien som en 'humanitær intervention'. Men resultatet kender vi; en humanitær katastrofe. Flere hundrede tusinde mennesker er på flugt fra udrensninger og bomber. Regeringen vil modtage 1.500 flygtninge, og de bliver desuden alle underkastet en særlov, der stiller dem ringere end alle andre flygtninge.

Og så vil store dagbladsannoncer have os til at tænde lys for verdens flygtninge. Det lyder meget ærværdigt; men i betragtning af det officielle Danmarks politik, virker det usmageligt. Og det bidrager til at fjerne fokus fra, hvad den 4. maj virkelig betyder.

Den 4. maj er befrielsesaftenen, den aften, hvor krigen sluttede i Nord-Europa. Det er derfor, vi skal tænde lys i vinduerne. Vi skal mindes modstandskampen, kampen mod nazisterne. Vi skal mindes, hvordan nazisternes brug af militær magt til at påtvinge andre deres vilje led skibbrud, hvordan tvang blev afløst af idealet om demokrati og dialog. Vi skal mindes dem, der imod alle ods kæmpede for Danmarks frihed, dem, der stod op imod overmagten og kæmpede for en bedre verden.

Derfor er det virkeligt usmageligt at bruge befrielsesaftenens tradition til at tænde lys for ofrene i en krig, hvor det er os selv, der bruger militær magt, hvor det er os selv, der smider bomber, og hvor det er os selv, der laver særlove mod netop disse flygtninge. Det havde været mere anstændigt at demonstrere og protestere mod regeringens accept af, at NATO medvirker til at øge antallet af flygtninge eksplosivt. Det havde været mere anstændigt at sige: Danmark ud af NATO.

Den 4. maj er en speciel aften for os alle i Danmark. Det er blevet en hellig aften, hvor vi fejrer den sidste virkelige hellige krig i Europa, kampen mod nazismen. Korstoget mod kommunismen blev kun til en kold krig. Den 4. maj symboliserer sejren over ondskaben for os alle. Men det betyder ikke, at det officielle Danmark lader hvem som helst fejre denne aften.

III. 4. maj - Frihedsmuseet

For 16-17 år siden stod min kæreste og jeg foran Frihedsmuseet og lyttede til en hyldesttale til de danske frihedskæmpere. Det var den 4. maj om eftermiddagen, og taleren lagde vægt på, at mange af disse frihedskæmpere havde høje idealer. De kæmpede ikke blot for at få førkrigs-Danmark tilbage. Den etablerede magtelite havde vist sig alt for føjelig overfor den tyske besættelsesmagt, og derfor var frihedskampen også en kamp mod det etablerede politiske og økonomiske system, en kamp for frihed, lighed og broderskab.

Idealerne var høje. Derfor var skuffelsen også enorm, da frihedskæmperne så, hvordan det danske samfund blev genetableret efter befrielsen. Magteliten forblev stort set urørt og tilpassede sig bare igen de ændrede magtforhold. Men: Frihedskæmperne gjorde, hva' de ku', var budskabet. De gjorde det så godt, som de kunne; det var det officielle Danmark, der svigtede. Og, sagde taleren, i vores fortsatte kamp var det det, vi skulle skulle huske.

Og da vi så vendte os om, ja, så var vi omringet af politiet. Stor forvirring, 5-600 mennesker forsamlet til en lovlig anmeldt demonstration. Demonstrationen blev ikke opløst. Ingen fik lov at gå. Alle skulle have håndjern på, op i de ventende busser og fordeles på de københavnske politistationer. En del slap dog alligevel væk - før og under transporten - men over tre hundrede af os tilbragte frihedsnatten i politiets varetægt, det selvsamme politi, der også under krigen stod for beskyttelsen af det etablerede samfund og samarbejdspolitikken.

Nogle år og mange retsmøder senere fik vi selvfølgelig erstatning; men det kunne ikke fjerne den symbolske betydning af det skete: At blive arresteret ved en lovlig anmeldt demonstration den 4. maj foran Frihedsmuseet efter en hyldesttale til den frihedskamp, som også det officielle Danmark hylder ved enhver given lejlighed.

Arrangørene af denne hyldest til frihedskampen var godt nok en gruppe unge fra BZ-miljøet; men demonstrationen var fredelig og selve talen kunne være blevet holdt ved et officielt arrangement. Det var bare ikke et officielt arrangement, og det officielle Danmark tillader ikke hvem som helst at fortolke sine hellige aftener.

Det er grunden til, at vi i mit hjem fortsat sætter lys i vinduerne år efter år. Vi mindes dem, der kæmper mod magthavernes ret til at fortolke, hvad der rigtigt og forkert. Denne tradition er med til at minde os om, at demokratiet ikke er en selvfølge. Som i Serbien har vi et politi, der anholder og skyder på demonstranter, og ved at mindes den 4. maj vedligeholder vi samtidigt de idealer, der bestandigt må kæmpes for. Frihedskampen er aldrig slut.

Det officielle Danmark er nu igen følgagtig, ligesom Danmark var det overfor Tyskland i trediverne og fyrrene. Dengang var målet dog først at bevare en neutralitetspolitik, og siden at mildne en ufrivillig besættelse; nu går man så langt, at man optændt af den hellige ild selv går med i de stores korstog og sammen med resten af NATO kaster bomber mod de vantro.

Politikere, aviser, elektroniske medier, hele den etablerede elite har i årevis dæmoniseret serberne. Serberne er de vantro, inkarnationen af ondskab. Og resulatet viser sig nu: Alle støtter NATOs korstog, alle accepterer bombninger af et samfund, der allerede længe har måttet lide under Milosovitz udemokratiske styre. Og når der så kommer flygtninge ud af NATOs angreb på ondskaben selv, ja, hvem har så skylden; serberne selvfølgelig. Selvom NATO bomber tæt i Kosova.

Både NATOs bombninger og frihedskampen repræsenterer hellige krige. Men der er en forskel, ligesom der er forskel på Prins John og Robin Hood.

I NATOs moderne korstog er det verdens stærkeste regeringer, verdens stærkeste militærmagter, der bomber et lille land. Selvretfærdige politikere sidder langt væk og moraliserer om en virkelighed, de ikke kender. Og så fører de en fej krig. De vil ikke risikere, at NATO soldater dør. De er bange for, at deres sag ikke er stærk nok til at retfærdiggøre en masse døde herhjemme. Derfor laver de afpresning. De ødelægger så meget som muligt fra luften; men det betyder, at de ikke kan beskytte de albanerne, som ellers var undskyldningen for at føre krig.

Frihedskampen var en helt anden type hellig krig. Den var almindelige menneskers oprør mod undertrykkelse i deres egen dagligdag. Det var en kamp for det gode liv imod datidens stærkeste militærmagt. Modstandskampen blev ført af mennesker, der modsatte sig den officielle propaganda. Og det var mennesker, der risikerede deres eget liv for deres idealer. Det etablerede samfund kalder sådan noget for terrorisme, men for dem, der kæmper, er det en retfærdig krig, en hellig krig.

IV. Værdier og overtalelse

Som tidligere nævnt, drejer det sig for mig om at overbevise. Og der er min snak om korstog, hellig krig, modstandkamp og BZ-demonsrationer selvfølgelig en satsning; men den har jeg taget, fordi I har den historie, I har. For for at kunne overbevise må man tale til både logik, etik og følelser, og kun ved at sætte tingene på spidsen, kan jeg forene disse tre aspekter af overtalelsens kunst.

For at nå frem til hvordan man bør gøre, må filosoffen i den praktiske filosofi altid tage fat i, hvordan 'man' eller 'vi' egentlig mener, man bør gøre. Filosoffen tager altså fat i eksisterende værdier, normer og idealer, og reflekterer så videre over dem. Hvor disse værdier egentlig stammer fra, hvem der faktisk har dem, og hvem dette 'man' eller 'vi' egentlig er gør man normalt som filosof ikke så meget ud af. Filosoffen starter typisk fra de værdier, han selv efter bedste overbevisning anser for gældende og går så over til at systematisere og ordne dem.

Værdier, normer og idealer kommer imidlertid ikke ud af ingenting. De er opstået i det menneskelige og samfundsmæssige liv op gennem historien. Men selvom værdier, normer og idealer er historiske, og selvom mange af dem strider mod hinanden og synes uforenelige; så sigter alle værdier, normer og idealer på evig og universel gyldighed. Set udefra - dvs. set fra en person uden egne værdier - så er forskellige værdier karakteristiske for forskellige klasser, kulturer og epoker; set indefra - dvs. fra den, der hylder bestemte værdier - så er værdierne - her og nu - udtryk for den højeste visdom, rigtighed og sandhed. Det er dem, vi kæmper for, det er for dem, vi fører hellig krig.

Værdier er noget vi giver videre til dem vi holder af. Vi vedligeholder vores værdier på mange måder, fx ved at tænde lys i vinduerne i aften og mindes. Men den mest almindelige form for vedligeholdelse er snakken med andre mennesker. Dér søger vi at stemme vores idealer, normer og værdier af med hinanden. Vi bekræfter, hvordan tingene burde være, vi fremhæver, hvad vi selv har gjort for at leve op til idealerne, og vi brokker os over, hvordan andre ikke gør det.

Værdier er i deres renhed ikke nemme at realisere, men vi prøver at leve op til dem, og vi udveksler erfaringer om vores forsøg. Og vi fortæller historier, opbyggelige historier om dengang, da man faktisk kunne realisere sine idealer, om de agtværdige personer, der gjorde det og om de samfundsmæssige forhold, der muliggjorde sådanne tiltag. Og det er en sådan opbyggelig snak, jeg har tænkt mig at bidrage til i dag.

Det er derfor jeg har talt om, NATOs bombninger, om frihedskampen og om arrestationen af over 300 mennesker ved højtideligholdelsen af den 4. maj. Og det er derfor, jeg i det følgende vil tale om den hellige krig, der foregik i den vestlige verden indtil for ganske nylig, nemlig tressernes, halvfjerdsernes og firsernes kamp mod den etablerede kapitalistiske verdensorden.

Denne hellige krig var en politisk kamp, ikke en etisk og moralsk kamp. Og det er vigtigt. En politisk kamp er en kollektiv kamp for kollektive mål og det er ikke sort eller hvidt. Politik kan forhandles; det kan etik og moral ikke.

Alligvel var de fleste hellige krigere så hellige, at de ligesom Gandi overlod det til det etablerede samfund at bruge våben. Der foregik godt nok en væbnet kamp, men mest i kapitalismens randområder, hvor udbytningen var stærkere. Men mange herhjemme opfattede sig som med i samme hellige krig, og blandt dem de kollektiver, som opholdstederne stammer fra. Kolektiverne var modstandslommer i forhold til det etablerede samfund, frirum, hvorfra kampen skulle føres, og det er dem, jeg vil tale om i det følgende.

Som en opbyggelig fortælling fra en tid, hvor almindelige mennesker i højere grad forsøgte at realisere de rene idealer, bliver det nærmest til et skønmaleri. I det lys kan de efterfølgende år kun ses som et forfald. Men netop fordi der har været tale om et forfald, så betyder det også, at nutiden - dvs. Jer - har en mulighed for at rette op på elendigheden.

Det bliver altså en historie med en helt klassisk struktur: Først et paradis, så en uddrivelse og så drømmen om det forjættede land. Jeg vil altså med klassike virkemidler forsøge at besnakke Jer til at dele min optimisme og kampånd og reflektere videre over, hvad Jeres rolle kan blive i den verden, vi skal i gang med at skabe.

Den kommende verden bliver måske ikke helt så ideel, som man forestillede sig for dengang, da man dannede kollektiver; men hvis ikke almindelige mennesker bestandigt forsøger at realisere deres kollektive idealer, ja, så accepterer vi en virkelighed, hvor idealer vedbliver at være uvirkelige. Idealer er uvirkelige, fordi de ikke er realisrerede, fordi de retter sig mod fremtiden. Men de er virkelige i den forstand, at det er dem, vi kæmper for, det er dem, vi dør for, om det skal være; idealerne er det, vi kæmper for i vores hellige krige.

V. Kollektiver i kampen for det moderne samfund

Lad os altså gå tilbage til dengang, der slet ikke var nogle opholdssteder, dengang, der kun var kollektiver. Kollektiverne var en del af tressernes og halvfjerdsernes kamp mod det etablerede samfund. Den tid har jeg godt nok kun set med en drengs øjne, men mange i min generation - jeg er 38 år - blev suget med i slipstrømmen efter det store sus, og vi flyttede med største selvfølgelighed i kollektiv i begyndelsen af firserne. Og så vidt jeg kunne se i Håndbogen for opholdsteder, så stammer en stor del af de ældre opholdsteder netop fra den tid.

På det tidspunkt var grundlaget for kollektivkulturen imidlertid allerede lagt. Modkulturen var etableret og derfor behøvede vi ikke at begynde forfra. Der var KoKoo - kollektiv koordineringen - der var rubrikken i Information, der var kollektiv bevægelsens lokale flagskibe Maos lyst, 100 blomster, Kana, og senere Svanholm. En del institutioner og kulturelle selvfølgeligheder var allerede etableret, og det er meningsindholdet i dem, jeg i det følgende vil forsøge at rekonstruere.

I kollektivtanken forenes kampen mod den private og den samfundsmæssige undertrykkelse. Man ville frigøre sig fra det bestående, men ud fra tanken om, at den enkeltes frigørelse kun er mulig, hvis alle samlet frigøres. Man ville udvikle sig ud over det traditionelle, men igen ud fra tanken om, at fælleskabets udvikling går hånd i hånd med individets. Overstået var 60'ernes desperate frigørelse og hæmingsløse selvudfoldelse.

Kollektiverne anfægtede selve skellet mellem det private og det offentlige. Man anfægtede den borgerlige kerne-familie, det kønsopdelte husarbejde, den traditionelle opdragelse af børn. Man lod det private blive politisk, man almengjorde det, der foregik inden for hjemmets fire vægge og eksperimenterede både hjemme og ude med kønsroller, mødekultur, økonomi, og personlig udfoldelse.

Intet forhold var for lille til at blive problematiseret, intet for stort til at blive diskuteret. En umådelig optimisme og tro på menneskelig kunnen kom til udtryk i disse eksperimenter. Vi troede på frie og lige parforhold trods generationers indlejrede kønsrolle mønstre; vi ville annulere opdelingen mellem håndens og åndens arbejde trods det fasttømrede status hieraki og århundreders tiltagende arbejdsdeling; vi ville forene struktur og anarki, uanset de rystelser denne konfrontation altid giver.

Alt kunne diskuteres, alt kunne prøves, kollektivet var rammen om virkeliggørelsen og udviklingen af idealerne, både her og nu og i fremtiden. Kollektivet var det fællesskab, der skulle bære os frem mod det, vi dengang forstod som det moderne samfund. Kollektiverne var alternative i ordets stærkeste forstand. De var det andet, der skulle træde i stedet for samfundets etablerede institutioner.

I kollektiverne viste man foreningen af arbejde og fritid, privat og offentligt liv, ideal og virkelighed; væk var konservatismens højborge 'familien', 'traditionerne' og de klassedelte samfund, væk var liberalismens uansvarlige og egoistisk frihed til at udnytte og udbytte andre, væk med det ansvarsforflygtigende repræsentative demokrati. I stedet var dagsordenen sat af fælleskab, klasseløs fornyelse, solidaritet og direkte demokrati på fællesmøderne. Kort sagt: Frihed, lighed og broderskab, her og nu og i al fremtid.

Disse små samfund førte hellig krig på en ny og endnu mere radikal måde. De gik ikke først efter magten for at ændre ovenfra. Der skulle være ovenenstemmelse mellem mål og midler. De stræbte efter at virkeliggøre værdier, at realisere idealer i det daglige liv. De var levende alternativer til det bestående samfund. Og de var det i ordets stærkeste forstand.

Alternativerne var ikke blot et supplement til det etablerede samfunds institutioner. De var det ny samfunds institutioner i deres vorden, udviklingscentre for den ny tid, der var på vej. Forude ventede et moderne samfund uden disse onder og kollektiverne var de laboratorier, hvor vi skulle afprøve teorierne i praksis, godt nok i lille målestok, men alligevel i praksis.

Og det er her Jeres verden begynder. For modstanden rettede sig også mod de ideologiske og psykologiske undertrykkelsesmekanismer, og mod de samfundsinstitutioner, der håndhævede denne undertrykkelse, mod politi, fængselsvæsen, børnehjem, psykiatri, og andre undertrykkende samfundsinstitutioner i det etablerede samfund. Kollektiverne kæmpede mod den store udskildelse og indespærring af de utilpassede.

I de kollektiver, der rettede deres opmærksomhed på skellet mellem det normale og det afvigende, var der selvfølgelig en forskel på dem, der bevidst valgte den alternative vej, men alligevel forstod at arbejde og organisere sig på det bestående samfunds præmisser - det er sikkert nogle af Jer, der sidder her i dag - og så dem, der mere eller mindre uforvarende havde bragt sig så meget på kant med samfundets institutioner, at de allerede havde fået stemplet 'adfærdsvanskelige', 'sindsyge' eller 'kriminelle'. Men der var intet principielt skel mellem behandlere og behandlede.

Som et af slogansne fra dengang lød: Sindsyge var en sund reaktion på et sygt samfund. Alle var utilpassede, omend i variende grad.

Al denne snak om kollektiver betyder selvfølgelig ikke, at de var alene i denne kamp for det moderne samfund.

Også udenfor kollektivernes fire vægge var der en kamp mod undertrykkelse og udbytning. Det foregik det nære samfund, i forhold til den lokale kapitalisme og dens undertrykkende institutioner, det foregik over hele verden.

Kampen foregik på forskellige planer og med forskellige midler, lige fra universitetsforskning og traditionelle paneldebatter over gadeteater, demonstrationer, valgkamp og faglig kamp til RAF's og andre guerillaers væbnede kamp. Der var en generel modstand mod kapitalismens økonomiske klasseskel, mod politikkens indespærring i parlamentarismen, og den imperalistiske udbytning af den tredie verden.

Men de kæmpende udgjorde ikke et flertal; kampen var kun virkelig for et mindretal. Ligesom under krigen var der ikke særligt mange frihedskæmpere, hvis man ser statistisk på det i forhold til hele Danmark. Men det var et mindretal, hvis projekter fyldte meget i offentligheden, og som fik lov at fylde meget.

I vores selvforståelse var det en kamp for et moderne samfund, for en ny og bedre verden, og dette projekt fik lov at sætte dagsordenen, og sætte det etablerede samfund under pres. Mange troede på, at den hellige krig ville lykkes; og selv vi, der måske ikke troede helt så fast på, at det ville lykkes, ja, vi levede som om, det ville lykkes. For vi troede også på idealerne.

VI. Det moderne samfund

Og nu er vi så i det moderne samfund. Men det var ikke det moderne samfund, mange af os forestillede os dengang for tyve-tredive år siden. Det, der bl.a. er sket, er, at udtrykket 'det moderne samfund' i den mellemliggende tid har skiftet betydning i den offentlige debat.

Dengang rummede idéen om det moderne samfund en tro på frigørelse, ligestilling og fællesskab, troen på og håbet om et helt andet samfund, et alternativ. Det moderne samfund var indbegrebet af alt det, det stod i modsætning til det traditionelle samfund, dvs. alt det, der ville afløse kapitalisme, parlamentarisme, bureakrati, klasseforskelle og traditionel moral.

I dag efter firsernes højrebølge forstår man det moderne samfund helt anderledes.

Ideologisk betød højrebølgen nemlig, at samfundsdebatten langsomt ændrede karakter, og et af de afgørende skridt blev taget med debatten om det post-moderne samfund. Denne debat skabte en ny begrebslig modsætning mellem det postmoderne samfund og det moderne samfund. Postmodernister mente, at de selv var realister, og at den menneskelige verden realistisk set kun blev styret af hvert enkelt menneskes stræben efter magt og penge. I det moderne samfund var det lykkedes at skjule dette faktum bag ideologier, illusioner og store fortællinger. I det postmoderne samfund derimod anerkendte man ikke den uvirkelighed, som det moderne samfunds etik og politik tager for givet. Den postmoderne verden var realistisk, og som realist regnede man ikke med ekssistensen af kolektive værdier, normer og idealer, kun med rigtige levende mennesker og deres private ønske om magt og penge.

Denne tankegang holdt selvfølgelig ikke, men den var medvirkende til at ændre den måde, man i samfundsdebatten tænkte over idealer, normer og værdier. Den politiske tænkning, der drejer sig om samfund, kollektivitet og fælleskab, blev til en etisk tænkning, der forstår idealer, normer og værdier i forhold til hvert enkelt menneske.

Så da socialdemokraterne så kom til magten igen, talte de heller ikke om politik og kollektive dyder, men om moral og etik. Nyrup ville bringe moralen ind i indenrigspolitikken, Tony Blair i udenrigspolitikken; i det ene tilfælde er det endt i stramninger overfor arbejdsløse, indvandrere og andre socialt udsatte, i det andet i selvretfærdig krigsretorik.

Postmodernisternes kritik af det moderne samfund fik altså nogen til at tage til genmæle. Og her i halvfemserne er de kommet til magten. Men for dem, der påtog sig at forsvare idéen om det moderne samfund overfor postmodernisterne, var det moderne samfund ikke længere det uvirkelige ideal, det var før; for mange socialister betød skuffelsen over den såkaldte 'realiserede socialisme' øst for jerntæppet, at det moderne samfund blev synonymt med den eksisterende vesteuropæiske samfundsmodel.

Kampen for det moderne samfund ændrede sig altså fra en frihedskamp rettet mod det bestående samfunds til en forsvarskamp for det selv samme samfund; og for nogle blev det sågar således, at man gik direkte fra en hellig krig mod det kapitalistiske samfund over forsvaret for det etablerede til en hellig krig imod dem, der stadig forsatte den oprindelige hellige krig. De senere års korstog mod socialisme og kommunisme har i mange tilfælde været anført af sådanne sidste dags hellige.

For mange samfundstænkere og politikere er idéen om det moderne samfund stadig en kilde til håb og tro; men de fleste forstår i dag noget helt andet ved det moderne samfund, end man gjorde for tyve tredive år siden. Det moderne samfund er det samfund, vi lever i, ikke et samfund, der skal komme engang i fremtiden. Det moderne samfund er virkeligt, ikke en drøm.

Og hvad er det så for et samfund? Det er et samfund med stadig større rigdomme, stadig mere arbejde, stadig mere forbrug og stadig større klasseskel. Det er et samfund, hvor fælleskaber nedbrydes, hvor frygten for fremtiden sætter sig som angst, hvor hver enkelt prøver at klare sig igennem alene i stedet for kollektivt at organisere sig. Det offentlige system indfører styringsredskaber fra det private erhvervsliv, og det private erhvervsliv forsøger at overbevise om, at det har en højere mission end at tjene penge til aktionærer.

I et sådant samfund oplever hver enkelt sig alene i sin kamp for tilværelsen. Kollektivbevægelsens hellige krig var udtryk for fremskridtstro, optimisme og tillid til andre mennesker. Det var udtryk for troen på, at almindelige mennesker sammen selv kunne skabe en bedre verden. I dag tør ingen føre en sådan hellig krig. Vi er bange for hinanden og tør ikke kaste os ud i eksperimenter. Vi går efter det sikre, vi følger blindt magthaverne. For der er intet mellem os og magthaverne, der er intet menneskeligt fælleskab ved siden af staten. Vi står alene, med vores værdier, diealer og normer, vi står alene overfor det absolutte. Og vi er magtesløse.

At kæmpe politisk er udtryk for selvtillid, udtryk for tro på menneskers muligheder, troen, at vi i fællesskab kan definere rigtigt og forkert. At forholde sig etisk til verden er udtryk for mangelende tillid til fællesskabet. Det moderne samfunds etik antager, at jeg helt alene kan regne ud, hvad der er absolut rigtigt og forkert.

Derfor står etik og politik i det moderne samfund i modsætning til hinanden. Etik kan være lige så skånselsløs som realpolitik, for etikken fordrer absolutte værdier, ingen undtagelser, krig til den bitre ende. Politik anerkender derimod, at to parter begge kan have modstridende, men legitime interesser. Den hellige krig vi skal føre skal derfor igen være en politisk kamp, en kamp for at vi i fællesskab skaber vores verden; den hellige krig skal ikke et korstog, hvor vi underkaster os magthavernes definition af ret og uret og kræver total underkastelse af de vantro.

VII. Kollektiv og opholdsted

I dagens moderne samfund er kollektivbevægelsen død. Der er godt nok stadig mange bofælleskaber, men de fleste er netop bofællesskaber, der er praktiske og økonomiske, når man er ung - eller når man er blevet pensionist - men de er ikke længere alternativer i den oprindelige forstand. Som del af en bred folkelig bevægelse for skabelsen af alternative leve- og arbejdsformer er kollektiv-bevægelsen død. Og det er mange af de øvrige alernative bevægelser også.

Kollektiverne med ambitioner om at forandre forholdet mellem normale og afvigere i samfundet, blev til behandlings-kollektiver, hvor nogle blev statsstøttede behandlere, mens andre blev behandlet mhp. at kunne fungere på det beståendes samfunds præmisser. Og i dag taler vi så om 'opholdsteder', defineret i forhold til en bestemt paragraf i den nu hedengangne Bistandlov.

Men: Det, vi i dag kalder opholdssteder, var ikke fra begyndelsen tænkt som steder, hvor man blot opholdt sig. Det var tænkt som steder, hvor man flyttede sig, steder hvor man kunne udvikle sig, steder som rykkede noget; og ikke bare for dem, der var der, men også for samfundet og verden i det hele taget. Og man flyttede sig ikke bare på stedet; man flyttede sig også med stedet og fra stedet. Stedet var selve udgangspunktet for det videre liv, ikke bare et opholdsted undervejs på livets rejse.

I den blotte accept af ordet 'opholdssted' har kollektiverne givet køb på de oprindelige idealer. Der signaleres ikke noget alternativt eller samfundskritisk med ordet 'opholdsted'. Ordet er tomt, og signalerer manglende mod til at stå frem som alternativer, hvis det altså er hvad man ønsker.

Men spørgsmålet er, om man overhovedet længere ønsker, at være alternative. Opholdsstederne har skabt en landsorganisation, der er blevet anerkendt i en sådan grad, at socialministeren taler på organisationens landsmøde. Og LOS har fået så gode vilkår, at den tiltrækker traditionelle familieplejere, der er utilfredse med de vederlag, som kommunerne tilbyder plejefamilier organiseret i Familieplejen i Danmark. LOS har med andre ord sejret ad helvede til, bl.a. fordi LOS som foreningen har defineret sig så bredt og indholdsløst, at man kan optage de plejefamilier, som man oprindeligt så sig som et alternativ til.

På den måde er LOS blevet en konkurrent til FD, og som sådan er der tale om et alternativ; men hvis indholdet er det samme, så er der jo bare tale om to næsten ens produkter - to biler - der slås om markedsandele, ikke om et alternativ til det bestående. Og det var vel egentlig det, der oprindeligt mentes med alternativ.

VIII. Lovforslaget og etisk politik

Men med Jeres stolte rødder går jeg alligevel ud fra, at I er anderledes. Derfor håber jeg, at der allerede er nogle her på landsmødet, der har sagt, hvad jeg nu vil sige, og jeg håber endnu mere, at mange af Jer deltagere allerede har tænkt det. Det lovforslag, Socialministeren har fremsat til - som det hedder - "styrkelse af den særlige støtte til børn og unge" er simplethen en skandale.

Jeg er simplethen rystet over den selvgodhed og selvretfærdighed, der lyser ud af forslaget, og tilsvarende rystet over den mistillid til forældre, lovforslaget er udtryk for. Her er simpelthen tale om et korstog i den forstand, jeg talte om tidligere, om magthavernes blinde tillid til, at kun de er de rette til at se hvad der er rigtigt og forkert. Kun de sociale myndigheder og de velmenende borgere i kommunernes børne og unge udvalg kan gøre det rigtige; forældre derimod kan kun tiltænkes de værste motiver.

Paragraf for paragraf strammes reglerne, paragraf for paragraf umyndigøres de biologiske forældre. Kommunerne får indberetningspligt, hvis en familie med truede børn flytter til en anden kommune, gravide inddrages i loven, støtten skal ydes " tidligt og sammenhængende", og målsætningen om, at børn helst skal blive i hjemmet, den udgår simplthen. Hvor der før skulle være "åbenbar risiko" for barnet, skal det nu kun være "overvejende sandsynligt", hvor det før skulle være "godtgjort" at der var risko for barnet, skal der nu kun være en "begrundet formodning". Og så har man indført en gummiparagraf, hvorefter de sociale myndigheder kan gøre hvad som helst, selvom tilfældet ikke skulle falde ind under de mere præcise paragraffer.

Og når man så ved fra Socialforskningsinstituttets undersøgelser, hvor mangelfuldt landets kommuner administrerer den nuværende lov, så bliver jeg i hvert fald bange. For hvordan kan Socialministeren give de sociale myndigheder endnu større beføjelser, når de endnu ikke har vist, at de kan administere deres nuværende magt tilfredstillende? Og når der ikke gives forøgede midler til at forbedre situationen? Det er simpelthen skræmmende i sin magtfuldkommenhed.

Problemerne på anbringelsesområdet er der, ingen tvivl om det. Det har bl.a. Børnerådet har peget på det i sin redegørelse fra november sidste år. I den peges der på forskellige løsningsmuligheder, hvoraf nogle absolut er udtryk for nytænkning. Men Socialministerens lovforslag indeholder kun traditionelle løsninger: Mere tvang overfor familier og mere magt til de sociale myndigheder.

Socialministerens lovforslag viser nogle af de træk, som er typiske for vor tid. Magthaverne opfatter sig selv som moralske og lader sig styre af etiske værdier. Det er etisk politik, når den er værst. Etik deler alting op i sort og hvidt, godt og ondt. Lige som i NATOs krig er der i lovforslaget tale om et magtens korstog, der selvretfærdigt overskrider alment anerkendte men svage grænser, nemlig familiens. Man dæmoniserer forældre som man dæmoniserer serbere. Der ydes ikke støtte til en truet familie; man straffer familien for dens magtesløshed, på samme måde som man bomber serberne for deres magtesløshed overfor Milosovitz.

Problemet med denne nye etiske politik er, at den ikke kan forhandles. Begynder man at tale om moral i konfliktsituationer, er der tale om en krigserklæring, som den tyske sociolog Niklas Luhman rigtigt har observeret. Moral og etik forholder nu om dage sig til, hvad der er absolut rigtigt; politik derimod er det muliges kunst, hvor man altid kan forhandle sig til rette.

Når den ene part - og til og med den stærkeste - mener at have moralen på sin side, så det derimod svært at tale sig til rette. For når noget er absolut rigtigt, ja, så kan man ikke give køb på selv den mindste del af det. Det er denne tankegang, der har vundet indpas hos magthaverne, og derfor kommer vi ud for den form for magtfuldkommenhed, vi ser eksempler på i den vestlige verden i disse år.

IX. Afslut - kræv det umulige

Min opfordring til Jer lyder derfor:

Kæmp imod Socialministerens forslag, kæmp imod ekstra magtbeføjelser til myndighderne. Sæt igen tillid til menneskelige udviklingsmuligheder højt. Tro på de udstødte, tro på kollektivets udviklingsmuligheder, og kæmp imod magthavernes selvgode korstog mod de svageste og mest magtesløse. Inviter de biologiske forældre med ind, hjælp dem med at udvikle sig sammen med deres børn og skab igen et alternativ til det etablerede forsorgssystem.

Tressernes, halvfjerdsernes og firsernes kollektiver var en del at oprøret mod det etablerede samfund. De var alternativer, de var selvbevidste og på nogle områder utroligt naive. Men en kamp for idealer, for værdier må være præget af en vis naivitet og troskyldighed. Man må tro på idealerne for at ofre noget for dem, og det kræver en vis protion troskyldighed. Det er den uskyld, der er gået tabt. Den kan ikke genskabes, men vi kan genfinde en bevidst troskyldighed, så vi igen tør tro på noget så meget, at vi vil ofre noget for det. For uden den drivkraft, der ligger i en sådan tro, så skabes der ikke noget afgørende nyt.

Den er troen, der bringer os videre, der er troen, der bringer os ud over virkelighedens tilsyneladende begrænsninger. Og det er denne tro, jeg gerne vil bidrage til at vække igen. For de idealer, som kollektiverne og mange andre dengang forsøgte at realisere, er ikke forkerte, blot fordi de er urealistiske. Rigtige idealer er urealistiske. Rigtige idealer skal være urealistiske. Som jeg nævnte i indledningen, så drejer etik og politik sig om det uvirkelige. Det drejer sig om det, der ikke eksisterer, altså om det, der kunne eksistere og det, der burde eksistere.

Det post-moderne krav om at være realistisk er ikke bare et neutralt krav om at tage virkeligheden alvorligt. Når man i de senere år i stigende grad har stillet krav om realisme, så er det ikke hele virkeligheden, man forsøger at tage alvorligt. At være realist betyder i dag, at man tager de briller på, hvor man kun kan se magt og kynisk egoisme, uanset om man umiddelbart ville tro at det derjede sig om noget helt andet.

Realisme er en ideologi, der omfortolker den del af den menneskelige og samfundsmæssige virkelighed, som etikken og politikken udspringer af. Realisme er forsøget på at fortolke alle menneskelige handlinger som udtryk for begær efter magt og penge. Realismen er den ideologi, der i dag beskytter de herskende magt forhold. Det er realismen, der fortæller os, at verdens uretfærdigheder ikke kan ændres, at de stærke altid vinder, at alle revolutionære ender som Pol Pot, at kampen om magt kun er en kamp om privilegier osv. osv.

Men: Det er ikke rigtigt. I sidder her som arvtagere til den del af den menneskelige virkelighed, der anfægter realismen. Udvikling er mulig, er et af de pædagogiske slagord. Et menneske er ikke tabt, selvom de første år var et helvede. Der er mønsterbrydere, det er muligt at gøre en forskel, både hjemme og ude.

Tressernes hellige krig skal genoptages. Og den skal rettes mod det korstog, selvretfærdige magthavere fører mod uskyldige, både sagesløse Jugoslaver og sagesløse familier. Den hellige krig føres nedefra, mod magtens privilegier og selvgodhed, mod magthavernes korstog mod de vantro. I er de vantro, og det skulle I være stolte af.

Så de mest passende ord til afslutning, jeg som filosof med hang til politik og etik kan finde på, er et af slagordene fra min ungdom, nemlig:

Vær realist! Kræv det umulige!

Tak for i dag.