(ved ph.d.-forsvar)
Indhold
IV. Sociologisk informeret etik
Den afhandling, jeg i dag skal forsvare, er en revideret udgave af den afhandling, jeg færdigjorde i 1997. Den oprindelige afhandling havde tre dele, og af disse er første og tredie del videreført i denne anden udgave. Førstedelen er blevet kraftigt revideret, trediedelen - der altså nu er blevet til anden delen - er derimod uforandret.
Afhandlingen består altså nu af to dele, hvor den første er en kritisk analyse mens den anden er en mere konstruktiv og fremadrettet reflektion.
Min kritiske analyse retter sig mod en type etik, der i dag går under navnet konsekvensetik. Denne type etik er er relativt udbredt blandt filosofiske etikere i den engelsktalende del af verden og i de filosofiske miljøer, der får deres hovedinspiration derfra, som f.eks. mit eget institut.
Denne analyse er for mig afslutningen på en refleksionsproces, der påbegyndtes allerede det første år, jeg læste filosofi, for snart 19 år siden. Mit udgangspunkt for at læse filosofi var nemlig en stor interesse for etik og politik, og i begyndelsen var jeg faktisk - og det vil måske overraske nogle af de tilstedeværende - overordentlig begejstret for den type etik, jeg i denne afhandling har forsøgt at mane i jorden.
Ret hurtigt afløstes den umiddelbare begejstring dog af en utilfredshed ikke bare med konsekvensetikken - eller utilitarismen, som den hed dengang - men med hele den måde, etikken blev behandlet på; men da jeg ikke rigtigt kunne sætte ord på utilfredsheden, lod jeg simpelthen etikken være og kastede mig over andre filosofiske discipliner.
Da så offentlighedens etik-interesse for små ti år siden begyndte at sætte sig spor i en forøget interesse for etik på det daværende Filosofisk Institut, var den udefinerlige utilfredshed med etikken der stadig. Provokeret af den selvfølgelighed, hvormed nogle af mine medstuderende godtog den præsenterede etik, begyndte jeg imidlertid at sætte ord på utilfredsheden, og førstedelen er resultatet af de diskussioner, det afstedkom.
Betydningen af en sådan intern filosofisk diskussion kan måske synes begrænset. Den drejer sig nemlig ikke så meget om, hvad der er rigtigt og forkert i moralsk henseende som om, hvordan man skal tænke over etik og moralske forhold i det hele taget.
De filosofiske diskussioner har det imidlertid med at sive ud i den offentlige debat - således har Bjørn Lomborg for nyligt erklæret sig som konsekvensetiker - og det er derfor ikke ligegyldigt, hvordan filosofferne strukturerer deres diskusioner om etik.
Den måde, hvorpå man tænker over etik og moral, lægger rammerne for, hvilke moralske konklussioner, man typisk vil nå frem til, og selve måden at tænke etik på har derfor betydning for, hvilken moralsk og politisk praksis, man får.
Det er på den baggrund, jeg har fundet det vigtigt at kritisere konsekvensetikken.
Vigtigere for mig selv er imidlertid de mere konstruktive bestræbelser i anden del af afhandlingen. Mit oprindelige ph.d.-projekt gik nemlig ikke ud på at kritisere, men på at nytænke. Det havde den ambitiøse titel "En ny etik", og første del af afhandlingen er derfor primært skrevet for at kunne komme videre med det, der egentlig var målet, nemlig at forsøge at tænke etikken på en ny og bedre måde.
Anden del forsøger således at fastholde en idé om etikken som en kontinuerlig moralsk selvrefleksion, der kan lade sig berige af de erfaringer og den viden om moralske forhold, man kan finde i humanvidenskaber som f.eks. antropologi, pædagogik, historie og sociologi.
Da jeg ikke på faglig forsvarlig vis har kunnet inddrage hele humanvidenskaben på én gang, har jeg til en begyndelse spurgt mig selv hvilken type sociologi, der ville kunne berige den etiske refleksion, og det spørgsmål forsøger jeg så at besvare ved at analysere en række sociologiske teoretikere og deres redegørelser for moralske forhold.
Anden del afsluttes med en skitsering af, hvilke moralske forhold en sådan sociologisk informeret etik ville lægge vægt på. Men da såvel kritikken i første del, som den fortale, der indleder afhandlingen, også har ladet sig berige af sociologiske indsigter, kan man tage hele afhandlingen som et udtryk for, hvordan en sociologisk informeret etik ville kunne ræsonere.
Det var godt nok ikke helt på den måde, jeg oprindeligt havde tænkt den ny etik på. For det første var den slet ikke tænkt som en sociologisk informeret etik, og for det andet har det vist sig, at den i sine grundlæggende tankegange slet ikke er så ny endda, men tværtimod trækker en linie tilbage til Aristoteles etik; men det er vel også netop idéen med forskning, nemlig at man bliver klogere undervejs.
Afhandlingens første del er altså en kritik af den såkaldte konsekvensetik.
Den grundlæggende tanke i konsekventialismen - som den også kaldes - er, at en handlings moralske betydning skal måles i forhold til dens konsekvenser mht. til den optimale fordeling af lykke, velvære, velfærd, livskvalitet eller hvad man nu mener har moralsk værdi.
Konsekventialismen er en reformulering af den utilitarisme, der blev udviklet af Jeremy Bentham og John Stuart Mill i forrige århundrede. Som etik har utilitarismen i dette århundrede været udsat for stærk kritik fra filosofisk side, og reformuleringen i termer af konsekventialisme kan ses som en imødekommelse af denne kritik.
Denne imødekommenhed viser sig dog at være et eksempel på det, jeg i afhandlingen kalder en 'imødekommende imødegåelse'. Reformuleringen er nemlig først og fremmest en analytisk opsplitning af utilitarismen i mindre dele, der så hver for sig kan diskuteres uden at rykke ved de grundlæggende struktur og antagelser.
Problemet er, at utilitarismen og dermed konsekventialismen ikke henter sine grundbegreber fra den filosofiske etik, men fra den liberalistiske nationaløkonomi. Reformuleringens inddragelse af traditionelle etiske problemstillinger og udviklingen af den filosofiske etik selv har godt nok bidraget til at sløre dette forhold; men de har ikke ændret det.
Etikken går ud fra, at man vil det gode i almen forstand, men blot er i tvivl om, hvad det mere præcist er. Nationaløkonomien regner med materielle goder og går ud fra, at enhver tilrettelægger sine handlinger rationelt for at opnå flest mulige goder selv, og det er den sidste aktøropfattelse, konsekventialismen går ud fra.
Etikken reflekterer over både, hvad retfærdighed og lighed egentlig er, og hvordan man realiserer det. Nationaløkonomien forsøger blot at regne ud, med hvilken samfundsmæssig fordeling af de materielle goder, man opnår den største mængde af dem, og det den sidste problematik, der optager konsekventialismen.
For at komme ud over de problemer, disse antagelser skaber for konsekventialismen som etik, har man udviklet en tankegang og et begrebsapparat, hvis flydende karakter gør konsekventialismen i stand til at hævde sig som etik, samtidigt med at man immuniserer sig overfor størstedelen af den etiske kritik.
Konsekventialismens mulighed for at hævde sig som en fuldgyldig etik er desuden som nævnt blevet forstærket af en udvikling i den filosofiske etik, hvor det praktiske aspekt i etikken i stigende grad er blevet underordnet det teoretiske. Den engelsksprogede etiks diskussioner er således ofte forstruktureret af erkendelsesteorien, og efterhånden taler man mere om etiske teorier end om etik som sådan.
Konsekventialister finder det således naturligt at forsøge at begrunde valget af en etisk teori i en videnskabelig metodologi, på samme måde som man i videnskabsteorien forsøger at begrunde valget af den rigtige fysiske teori.
Resultatet er, at en etik i dag snarere vurderes i forhold til dens teoretiske kvaliteter end dens moralske kvaliteter, og det styrker konsekventialismen som etik, fordi den netop lige siden dens undfangelse som utilitarisme har haft problemer med netop den konkrete handlingsvejledning.
Selve udviklingen af etikken i retning af en diskussion af etiske teorier er imidlertid problematisk for etikken som sådan. For etikken giver kun mening som en praksis orienteret refleksion, der ikke først og fremmest sigter på viden men på handling. Kriteriet for gyldigheden af en etik er derfor ikke sandhed, men moralsk rigtighed. Og det drejer sig om at gøre det rigtige, ikke blot at vide, hvad der er rigtigt.
Det problematiske ved etikkens skred i retning af det teoretiske forstærkes af de stærke platoniske begreber om sandhed og viden, man arbejder med i erkendelsesteorien. For kræver man sikker viden i etikkens reflektioner i samme forstand som i erkendelseteorien, så når man i situationen aldrig frem til en moralsk velbegrundet konklussion og dermed heller aldrig til en etisk begrundet handling. I sidste ende tvinges man altså til at se stort på etikken og gøre, som man nu synes. Det er derfor med god grund, at nogle kan få det indtryk, at filosofiens etiske reflektioner er spild af tid.
Denne generelle udvikling afspejler sig i konsekvensetikken, hvor forsøget på at give videnskabelig legitimitet til valget af konsekventialismen som etisk teori alligvel ikke lykkes, trods udnyttelsen af tvetydige begreber om videnskab og teori. I stedet bliver valget af konsekventialismen begrundet i konsekventialisternes egne moralske intuitioner og en æstetisk forkærlighed for simple teorier. Konsekvensetikken er således et eksempel på en udvikling indenfor den filosofiske etik, der truer med at fratage den etiske reflektion enhver moralsk legitimitet i forhold til det menneskelige handlingsliv. Skal etikken forsat kunne tages alvorligt, må den tænkes på en anden måde.
Min kritik af konsekvensetikken gennem en blotlægning af dens grundstrukturer og stiltiende antagelser afdækker altså nogle grundlæggende problemer ved måde, man i moderne engelsksproget filosofi typisk opfatter etikken på. Disse problemer finder imidlertid deres oprindelse i nogle generelle træk ved den type filosofi, der blev udviklet i oplysningstiden, og som i dag stadig dominerer den filosofisk tænkning, ikke mindst indenfor etikken.
Skal man finde en bedre måde at tænke etik på, må man derfor prøve at finde nogle alternativer til oplysningsfilosofiens måde at strukturere etikken på. En mulighed er at sætte oplysningsfilosofien i parantes, vende tilbage til Aristoteles' eller Thomas Aquinas' etik, og så tænke videre derfra. En anden mulighed er at spørge, om der ikke er sket noget i de mere end 200 år, der er gået siden oplysningstiden, som kunne være relevant for etikken.
Og det er så her, humanvidenskaberne kommer ind.
Humanvidenskaberne har nemlig siden oplysningstiden undersøgt den menneskelige virkelighed på kryds og tværs, og tanken er den enkle, om ikke denne viden kunne berige etikkens reflektioner, således at etikkens moralske vurderinger kunne få et bedre grundlag end tilfældige menneskers tilfældige moralske intutioner.
Virkeligt lovende bliver denne tanke så, når man opdager, at det faktisk var i de nye humanvidenskaber, den aristoteliske tradition for reflekteret moralisme overlevede efter oplysningstiden i både Tyskland, England og Frankrig.
For Wilhelm Wundt, Herbert Spencer, Auguste Comte og Emilie Durkheim var målet fra begyndelsen etisk. De ville realisere det gode liv ved at forbedre det eksisterende samfund, og derfor ønskede de en bedre forståelse af samfundet som sådan, herunder ikke mindst samfundsmoralen.
Mindre lovende bliver tanken dog, når man opdager, at sociologien siden har lagt afstand til den etiske tankegang og i stedet forsøgt at udvikle en metodik, der skulle sikre sociologiens videnskabelige objektivitet.
Første skridt blev taget af Max Weber, hvis sociologiske metode foreskrev, at man rekonstruerede komplekse samfundsfænomener i termer af sociale handlinger, der ville være meningsfulde for individuelle rationelle aktører. Det gjorde det illegitimt at beskæftige sig med kollektive størrelser som sådan, herunder også et samfunds moral, og etikken blev igen den enkeltes ansvar.
Andet skridt tog Talcot Parsons, der fortolkede Webers kløft mellem værdier og kendsgerninger som et krav om en værdifri socialvidenskab og desuden indsnævrede den individuelle rationalitet til blot at være en egoistisk aktørs instrumentelle rationalitet. På dette grundlag kunne dette århundredes amerikansk dominerede sociologi ikke længere give mening til en moralsk aktørs handlinger.
Det er denne aktørmodel, Niklas Luhmann accepterer, Jürgen Habermas kæmper med og Zygmunt Bauman lader sig overvælde af.
Det er altså ikke al sociologi, der umiddelbart kan bringes i dialog med etikken, og det er baggrunden for min lange refleksion over, hvilke typer sociologi, der ville kunne berige etikken i retning af en sociologisk informeret etik. For at afklare dette spørgsmål, må man imidlertid læse de sociologiske undersøgelser af moralen, og derfor bliver selve forsøget på at nå til en afklaring i forhold til forskellige typer moralsociologi i sig selv en berigelse for den etiske refleksion.
IV. Sociologisk informeret etik
Allerede nu kan jeg derfor skitsere nogle af de træk, en sociologisk informeret etik vil have.
En sociologisk informeret etik vil således vide, at et menneskes udvikling fra en blot fornemmelse for det moralske til et mere bevidst begreb om det moralske er en erfaringsproces, der forløber over tid, og som præges af både de kulturelle, sociale og økonomiske omstændigheder, disse erfaringer gøres under, og de reflektioner, den enkelte gør sig i forhold til disse omstændigheder.
Den vil vide, at denne moralske dannelsesproces er en kollektiv proces, der både sker ubevidst og bevidst, og at den har betydning for, både hvad der opfattes som moralsk relevant, og hvordan forholdet mellem de forskellige aspekter af moralen forstås. Den vil også vide, at denne dannelsesproces ikke bare påvirker selve indholdet af de moralske intutioner, men også hvordan man i det hele taget opfatter, tænker og handler i forhold til moralen.
En sociologisk informeret etik vil fastholde, at der er forskel på rigtigt og forkert, at den etiske reflektion kan gøre en klogere på disse sager, og at man dermed kan lære at blive et bedre menneske. Den vil dog også vide, at den etiske reflektion forstået som den moralske selvreflektion blot er en del af den moralske dannelsesprocess.
En sociologisk informeret vil derfor afvise tanken om, at man blot ud fra en simpel rationalistisk teori kan afgøre, hvad der er absolut rigtigt og forkert i en enhver given situation. Den vil afvise, at en sådan etisk teori ville kunne sikre upartiskhed og videnskabelighed, ja, en sociologisk informeret etik ville slet ikke ønske etikken tænkt i forhold til etiske teoriers upartiskhed og ahistorisk videnskabelighed.
Den ville påpege, at denne tankegang er udtryk for en fejlagtig tro på, at det i etikken først og fremmest drejer sig om at erkende nødvendige sammenhænge og evige moralske sandheder. Teori fetichismen hos moderne etikere viser, at man har glemt, at etikken fra begyndelsen har været en praktisk orienteret reflektion, at etikken reflekterer moralsk i forhold til det, der kunne være anderledes.
For etikken er sandheden derfor ikke noget, der blot kan erkendes en gang for alle ved at kombinere teori og empiri. Moralske sandheder ændrer sig, fordi de skabes i den individuelle og kollektive bevidsthedsdannelse, der tager sigte på at realisere det gode liv. En sådan realisering kan kræve samfundsmæssige forandringer, og sådanne forandringer har som regel både tabere og vindere. Derfor bliver de moralske sandheder, hvad end de legitimerer forandringer eller de bestående forhold, genstand for strid.
En sociologisk informeret etik er derfor ikke upartisk, og det har den filosofiske etik da heller aldrig været. Trods erklæringer om upartiskhed og universalisme har den filosofiske etik generelt været kendetegnet ved at tage parti for samfundets top, og dette gælder også konsekvensetikken.
Den filosofiske etik har som oftest haft den ideologiske funktion, at få de herskendes moral til at blive den herskende moral. Den etik, jeg forsøger at udvikle, tager derimod parti for samfundets bund. Om dette projekt kan lykkes er svært at sige. Den filosofiske etiks traditionelle struktur stiller sig noget i vejen. Men det er i hvert fald derfor, jeg har givet afhandlingen titlen Sandheden er rød - og gid etikken var ligeså!
Tak for nu!