Asger Sørensen 1999

Plejeforældre, bryd ikke sammen! Bryd ud!!

(kommentar)

Arbejde adler, arbejdet bærer lønnen i sig selv, arbejde er ... en velsignelse? Eller en forbandelse? Arbejde, det lever man af, det får man løn for; og er man heldig, ja, så er arbejdet også noget, man lever for. Og så er det selvfølgelig, at man glemmer det, man også lever af og for, nemlig ens kæreste, familien, børnene og vennerne. Og kommer man fra en fyldt hverdag, kan det måske godt være en god idé, at trappe lidt ned med et interessant kurophold; så bliver overgangen fra den målrettede aktivitet til intimsfærens passive nyden hinanden nemmere.

Men tyder en sådan tankegang ikke på, at arbejdet fylder for meget i dagligdagen, at man har glemt, hvad det vil sige at have fri? Familieplejere har sjældent fri; men er det fordi de er på arbejde hele tiden? Eller er det fordi, de har byttet om på det hele? Eller blandet det sammen?

Familieplejerne har et familieliv, men uden den fred i privatlivet, alle andre bruger til at genoplade hinanden efter arbejdets anstrengelser. Og deres hjem ligger åbent for alle mulige kontrol- og støtteinstanser. Skellet mellem reproduktion og produktion, mellem den private nydelse og den offentlig ydelse eksisterer ikke for plejefamilien. Arbejde og fritid flyder sammen, og hele tilværelsen er både privat og offentlig. Eller rettere: Aldrig rigtig hverken det ene eller det andet.

At bo sammen og gå hjemme med børn, der ikke er ens egne, børn, man har ekstra ansvar for, børn, der kræver ekstra opmærksomhed, og som man alt for ofte må forholde sig bevidst til, reflektere over, undskylde og behandle; det er anstrengende. Det ligner arbejde; men man har aldrig fri.

Måske er plejeforældre i virkeligheden for meget sammen med børn og for lidt sammen med voksne, både med hinanden og med andre voksne. Måske er det det, der tærer. Alle børn kan være urimelige fra tid til anden, og jeg er ikke i tvivl om, at nogle af de anbragte børn er endnu mere anstrengende. Så måske skulle plejeforældrene, i stedet for et kurophold hver femte år, se at komme lidt mere ud i det daglige, ligesom kvinderne i tresserne, ud og møde andre voksne mennesker, få lidt uansvarligt og ligegyldigt kollegialt samvær på en almindelig arbejdsplads.

82 % af familieplejerne har plejen som hovederhverv. Forhåbentlig dækker det tal over forskellige supplerende deltidsjob på fabrikker eller kontorer; ellers kan jeg godt forstå, at ferien må indledes med et kurophold. Men er det ikke bare at individualisere et alment problem? Burde man ikke - for alles bedste - kræve, at en plejefamilie havde et liv uden for familien?