Asger Sørensen 1998

Kvalitet, etik og moral i arbejdet med børn og unge

Indhold

I. FiD-foredraget 1

II. Etikkens begyndelse 2

III. Kvalitet i familieplejen 3

IV. Socialt arbejde og moral 5

I. FiD-foredraget

For to måneder siden stod jeg på et andet møde, nemlig på Familieplejen i Danmarks repræsentantskabsmøde, og talte om etik og moral i forbindelse med anbringelser af børn og unge uden for eget hjem. I den anledning læste jeg en del materiale om anbringelsesområdet og blev i første omgang grebet af den samme moralske forargelse, som har grebet den danske offentlighed det sidste halve år.

Min moralske reaktion blev derfor i første omgang en anbefaling af flere og mere permanente anbringelser, for børnenes skyld. Da jeg kom dybere ind i sagerne måtte jeg imidlertid tage mine første moralske anbefalinger op til ny overvejelse, og resultatet af disse overvejelser blev en advarsel mod at give efter for den samme folkestemning, som jeg selv var blevet grebet af.

På mødet fremlagde jeg både min første reaktion og mine efterfølgende overvejelser. Pointen med at fremlægge begge dele var at give et konkret eksempel på forholdet mellem moral og etik, således som vi filosoffer typisk ser på det.

Moralen er umiddelbar og retter sig direkte mod at gøre det rigtige. Moralen er samlingen af konkrete og generelle vejledninger i at gøre det rigtige. Moralen viser sig således ved reaktioner, forbud og anbefalinger.

Etikken er en del af moralen. Etikken opstår, når man mere systematisk overvejer eller diskuterer, hvad der nu er det rigtige, og hvordan vi kan være sikre på det. Etikken er resultatet af et forsøg på - alene eller i fælleskab - at få bragt orden og sammenhæng i de moralske forbud og anbefalinger. Etikken viser sig ved moralske overvejelser og refleksioner.

Som en del af moralen er etikken selvfølgelig moralsk; for ønsket om orden og sammenhæng i moralen er begrundet i et ønske om at få moralen til at fungere bedre, altså at nå til en bedre moral. Moralen er det mest omfattende fænomen; etikken er kun en lille del af moralen.

Ved at indvie mødedeltagerne i både min første moralske reaktion og mine efterfølgende etiske overvejelser fik jeg vist, hvordan etiske refleksioner kan gøre en klogere i moralsk henseende, og at etik forudsætter viden. Etiske refleksioner kan ikke opstå ud af ingenting, men kan fremprovokeres af øget viden om de forhold, der vurderes moralsk.

De forhold, jeg var blevet opmærksom på, og som havde fremprovokeret mine etiske overvejelser, var især kvaliteten af den kommunale forvaltning i forbindelse med anbringelsessagerne. Af undersøgelser fra Socialforskningsinstituttet fremgik det nemlig, at der i alt for mange tilfælde ikke var blevet gjort det forarbejde, som loven foreskriver. Der manglede i langt over halvdelen af sagerne således enten en grundig undersøgelse af forholdene i det belastede hjem eller en udarbejdet handleplan eller begge dele.

Manglende eller dårlige undersøgelser betyder simpelthen, at børn risikerer at blive fjernet uden tilstrækkelig grund eller at blive fejlanbragt, ligesom de manglende handleplaner gør det svært at afgøre, hvornår opholdet har været en succes, og dermed hvornår opholdet kan afsluttes. Den manglende kvalitet i den kommunale sagsbehandling påvirker kvaliteten af familieplejeopholdet, uanset hvordan man definerer kvalitet i denne sammenhæng, og det gør det simpelthen umuligt at vurdere, om loven fra 1993 virker efter hensigten eller ej.

Denne nye viden gjorde mig tvivlende overfor det fornuftige i at give kommunerne endnu mere magt til at fjerne børn, når de hidtil ikke har kunnet forvalte den magt, de har, på en rimelig måde. Og det fik mig endelig til at opfordre Familieplejen i Danmark til - for børnene og familiernes skyld - at tænke sig om endnu en gang, før de støttede flere og mere permanente anbringelser af børn uden for eget hjem.

Resultatet af disse etiske overvejelser var altså moralske anbefalinger, der gik i en helt anden retning end de anbefalinger, der var resultatet af den første moralske reaktion.

II. Etikkens begyndelse

Det, der i anden omgang gjorde mig moralsk forarget og satte gang i den etiske refleksion var opdagelsen af den manglende kvalitet i den kommunale forvaltnings indsats i anbringelsessager. Det var altså erkendelsen af noget moralsk relevant viden, jeg ikke havde i første omgang, der så at sige omstødte den umiddelbare moralske reaktion, fordi denne viden gav anledning til en ny moralsk reaktion, hvis fokus var et helt andet.

Den etiske refleksion sættes generelt i gang af konflikter mellem forskellige dele af moralen. Det kan som i det netop gennemgåede tilfælde være flere på hinanden følgende, men modsatrettede moralske reaktioner på det samme sagsforhold. Kilden til den etiske refleksion kan imidlertid også være moralske dilemmaer, hvor det ikke er til at se, hvordan man skal handle, fordi man allerede inden handlingen kan se de modstridende moralske hensyn. Og endelig kan samvittigheden med sin nagende tvivl, om man nu gjorde det rigtige, være det, der sætter gang i de etiske overvejelser.

Det hele foregår inden for det moralske felt, og derfor kalder man ofte etikken for moralens selvrefleksion. Kun hvis man har de moralske briller på render man ind i moralske konflikter eller får dårlig samvittighed; ellers ikke. Med de moralske briller på bestræber man sig på at gøre det gode i forhold til andre mennesker. Moral og etik handler generelt om forhold mellem mennesker, om handlinger, der berører andre mennesker, og om overvejelser over, hvordan vi får det gode liv til at lykkes sammen med andre.

Idéelt set skulle etiske overvejelser gøre os klogere på livet. For erfaringen af uløselige moralske konflikter og erkendelsen af ikke at have gjort det rigtige skærper bevidstheden om, at vi som moralske væsner må bestræbe os på at gøre det gode i dets allermest absolutte forstand, samtidigt med at vi som mennesker simpelthen ikke kan gøre det, givet vores egne mangler både i moralsk og erkendelsesmæssig fortand. Midt i vores stræben efter moralsk perfektion erkender vi det umulige i forehavendet - og alligevel fortsætter vi. For i selve denne stræben ligger vores menneskelige værdighed. Den etiske refleksions opgave er at modne mennesket henimod erkendelsen af, at etik og moral fortsat skal stræbe efter moralsk sikkerhed, selvom man ved, at denne sikkerhed ikke gives.

Ikke alle handlinger og overvejelser er imidlertid moralsk relevante. Drejer det sig om at frembringe eller bearbejde gode ting, så er der en masse tekniske og håndværksmæssige overvejelser og skrupler over ikke at have gjort det rette; men disse overvejelser og skrupler har intet med etikken at gøre direkte. Her handler det om at skabe et kvalitetsprodukt. Og da kvalitet generelt handler om bevidst frembragte ting og processer, så skulle opdagelsen af dårlig kvalitet ikke umiddelbart kunne fremprovokere en moralsk reaktion.

Når opdagelsen af den dårlige kvalitet i den kommunale forvaltning alligevel gav anledning til moralsk forargelse skyldes det ikke viden om, at man ikke levede op til de fastsatte standarder, altså lovgivningsmæssige krav. Den moralske reaktion kom af den umiddelbare slutning til de menneskelige konsekvenser af den dårlige kvalitet. For her - som i mange andre tilfælde - er ting og processer ikke ligegyldige i forhold til menneskeligt ve og vel, og viser man ligegyldighed overfor kvaliteten af forvaltningen, er det tegn på ligegyldighed overfor andre mennesker - og det er det, der giver grund til moralsk forargelse, ikke den dårlige kvalitet.

III. Kvalitet i familieplejen

Familieplejen er et forhold mellem mennesker, og det betyder, at man ikke uden videre kan overtage en kvalitetstankegang, der er udviklet ud fra menneskers forhold til ting. Som nævnt i første oplæg giver den politiske virkelighed imidlertid ikke det sociale område noget valg. Man bliver nødt til at acceptere kvalitetsdiskussionen med dens produktfikserede begreber.

Som andre påtvungne omstændigheder ved samfundslivet behøver man imidlertid ikke acceptere kvalitetsdiskussion på dens egne præmisser. Hele diskussionen om effektivitet og kvalitet er en del af den private sektors ideologiske krigsførelse overfor den offentlige sektor. For den private sektor er den offentlige sektor blot en konkurrent på markedet, og kan man få trængt denne konkurrent i defensiven, åbner der sig et væld af muligheder. Den private sektor anerkender ikke den offentlige sektor påstand om at repræsentere samfundets fælles bedste.

For dem, der ønsker langsigtede investeringer i sikre aktiver er der fx privathospitaler, børnehaver, offentlige transportmidler, telekommunikation. Disse investeringer har ydermere ofte den fordel, at der følger en mængde akkumulerede, men nedskrevne værdier med overtagelsen af virksomheden, og det gør investeringen til en god forretning også på kort sigt. Og for dem, der ikke er i besiddelse af store store ressourcer og ser på lidt kortere sigt, så er muligheder inden for rengøring, hjemmehjælp og anden basisservice. For at komme ind på markedet, kræver det imidlertid at den offentlige sektor definerer sine kvaliteter. Først derefter kan den private sektor hævde, at den kan gøre det samme, blot billigere.

Med dette i baghovedet kan man med god ret tillade sig at forholde strategisk til kvalitetssprogbrugen og forsøge at omdefinere begreberne, så de passer til virkeligheden på det sociale område; og det er så vidt jeg kan forstå, det, SL forsøger. Man accepterer således selve sprogbrugen, men giver den en ny betydning. Og har man først vundet definitionerne og relationerne, så har selve ordene ingen betydning.

Første skridt i denne retning må være fastholdelsen af, at kvalitet nok kan vurderes i arbejdet med mennesker, men at en sådan vurdering kræver menneskelig modenhed og forståelse. En direkte måling i forhold til fastsatte standarder er meningsløs, ligesom troen på, at man kan bestemme den objektive og den subjektive kvalitet præcist nok til at måle den, er uden grund i virkeligheden.

Taler man om omsorg som kvalitetsmål, så kræver det, at man kan afgøre, hvornår målet er nået. Men hvornår der er tale om tilstrækkelig omsorg kan ikke måles ved nogen synlige tegn. Man kan tælle nok så mange smil, omfavnelser og ordvekslinger, men den nødvendige indføling, medfølelse og vedholdende ansvarlighed kan ikke måles.

Taler man om respekt som kvalitetsmål, gør noget tilsvarende sig gældende. Udefra set kan respekt for en anden persons integritet og individualitet være svær at skelne fra ligegyldighed. Hele forskellen ligger i holdningen hos det menneske, der viser respekt. Man kan selvfølgelig spørge de, der skulle være genstand for respekt og omsorg, om de føler dette; men selv hvis de ikke føler dette, kan man ikke gå ud fra, at der ikke udvises omsorg og respekt. For vi kommunikerer vores følelser forskelligt afhængig af vores opdragelse, uddannelse og øvrige kultur, og mulighederne for misforståelser er uendelige.

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi altid misforstår hinanden og at vi ikke kan tale os igennem opståede misforståelser og dermed forbedre kvaliteten i det sociale arbejde. Men en sådan gensidig forståelsesproces er noget helt andet end en måling af kvalitet ud fra fastsatte standarder eller ud fra brugertilfredshed.

Det betyder heller ikke, at vi ikke skal lave målinger af kvalitetsindikatorer som svartider og brugertilfredshed. Det vigtige er at fastholde, at hvis sådanne indikatorer skal være mål for kvalitet, så siger det ikke noget om kvaliteten af socialt arbejde som sådan. Resulatet af socialt arbejde kan ikke måles så firkantet og vil typisk heller ikke kunne måles på så kort sigt.

IV. Socialt arbejde og moral

Troen på, at man kan kvalitetsmåle socialt arbejde på samme måde som al andet arbejde viser en manglende forståelse for det sociale arbejdes særegne natur. Hensigten med det sociale arbejde at bidrage til at mennesker sammen skaber en bedre verden. man kan opfatte det som et bevidst konfliktdæmpende arbejde, som udtrykt for næstekærlighed eller som udtryk for solidaritet. Men uanset hvordan man ser på det, så ved man, hvor træge og uforudsigelige sociale og kulturelle processer er, og derfor er det galimatias at tro, at man kan måle kvaliteten af socialt arbejde som man måler kvaliteten af en elinstallation.

Kvaliteten af det sociale arbejde ligger i den moralske bestræbelse, der ligger bag arbejdet, ikke i arbejdets tekniske udførelse eller det resulterende produkt. Selvfølgelig kan man sagtens forestille sig socialt arbejde, der er så teknisk ubehjælpeligt, at det slet ikke fungerer som socialt arbejde. Men så er det ikke kvaliteten i sig selv, der klandres, men netop at den dårlige tekniske kvalitet gør den moralske bestræbelse bag det sociale arbejde meningsløs. Hvis man vil hjælpe folk med madlavning, er det således en god idé at vide noget om, hvordan man tilbereder et måltid og måske en smule om ernæring.

Familieplejearbejdet er som socialt og pædagogisk arbejde i øvrigt - og lægegerningen, sygeplejen, lærer- og præstegerningen - et arbejde, der er defineret ved det gode, det gør for andre mennesker. I denne tankegang ligger både selve det sociale arbejdes kvalitet og kimen til megen dårlig kvalitet i socialt arbejde. For det gode er noget, jeg gør af egen drift for dig. Du gør det ikke, og derfor er jeg bedre end dig, og når jeg er bedre end dig, så ved jeg bedre end dig, hvad der godt for dig.

Denne kortslutning kunne selvfølgelig være ligegyldig, hvis ikke netop relationerne mellem mennesker i familieplejen og de øvrige nævnte gerninger er så ekstremt ulige. Når jeg gør det gode for dig er du typisk udleveret til mig på godt og ondt. Du er svag, enten fordi du er syg eller fordi du er barn eller fordi du er fattig eller pga. noget helt syvende. Pointen er, at den, der gør det gode, har en frihed, som den modtagende ikke har. At kunne gøre det gode viser, at man har magt over tingene og dermed frihed til både at gøre godt og lade være med det; at være nødt til at modtage godgørenhed er derimod et udtryk for en afmagt og en afhængighed, som kan være eller mindre midlertidig.

Denne ulige relation mellem giver og modtager er et vilkår for alt socialt arbejde. Og kvaliteten i socialt arbejde viser sig netop deri, at det lykkes at opretholde respekten for modtageren, og at modtageren anerkender dette. Det er ikke en let opgave og mange er da også endt i den blindgyde, at modtageren - hvis han eller hun forsøger at bevare lidt selvrespekt - er utaknemmelig og ikke fortjener al den godgørenhed og omsorg.

Bestræbelsen på at opnå kvalitet i denne forstand i arbejdet med mennesker, bestræbelsen på at overvinde den givne ulighed i relationen, det er en moralsk bestræbelse. Man kan ikke have den som kvalitetsmål, for den kan aldrig nås fuldt ud, og man kan ikke sikre eller styre den i forhold til fastsatte kvalitetsstandarder. Det sociale arbejde drejer sig om mennesker, ikke om ting.

Kvalitetsudviklingen, kvalitetssikringen og kvalitetsstyringen inden for det sociale arbejde sker følgelig inden for det moralske felt, gennem den erfaring og klogskab den etiske refleksion bibringer. Det er oplevelsen af modstridende moralske reaktioner, at moralske dilemmaer og samvittighedkvaler, der sikrer kvaliteten af det sociale arbejde. Og særligt hvad angår familieplejen, er moralske skrupler den eneste kvalitetsikring, barnet kan stole på. Barnet er udleveret til plejeforældrene på godt og ondt, og kun plejefamiliens moral kan sikre, at forholdet lykkes.

Skal man sige det kort, så drejer kvalitetssikring inden for det sociale område sig i en vedligeholdelse af den moralske bestræbelse; uden den vil al anden kvalitetssikring være meningsløs.