Asger Sørensen 1998

Tilbage til familien - og alligevel ikke

(foredrag)

Indhold

I. Indledning 1

II. FD, dilemmaer og problemer 2

A. Etik og moral 2

B. Intet grundlæggende dilemma, kun problemer 2

III. Anbringelsesproblematikken 3

A. En moralsk vurdering 3

B. En etisk refleksion 6

C. Refleksion over FD som organisation 9

IV. Afrundning 11

I. Indledning

Familieplejen i Danmark har bedt mig være med til at forberede deltagerne på årets repræsentantskabsmødet på at tænke mere etik og moral ind i arbejdet med anbringelser af børn uden for eget hjem.

Selv har jeg overhovedet ingen konkrete erfaringer med anbringelser af børn. Min viden om området var indtil for nylig som den almindelige avislæser og fjernskigger. Med den bevågenhed, som anbringelser udenfor hjemmet har nydt i indeværende år - både i medierne og fra politisk side - har man imidlertid ikke kunnet undgå at forholde sig til problematikken, og jeg er derfor meget taknemmelig for at have fået denne mulighed for at sætte mig grundigere ind i forholdene på dette område.

Som erfarne praktikere ved I selvfølgelig alt for godt, at man slet ikke kan komme udenom at tænke over etik og moral i arbejdet med andre mennesker. Som uddannet filosof skulle jeg gerne have fået en skærpet sans for det specifikt moralske og etiske ved problemstillinger af den type, I dagligt konfronteres med. Og jeg har i hvert fald en del flere begreber til at diskutere dem med, end de fleste praktikere. Alligevel har jeg valgt ikke at gå ind i disse problemstillinger, for hvad angår konkrete råd og vurderinger, tror jeg ikke, en filosof kan fortælle Jer meget, I ikke vidste i forvejen.

I stedet har jeg valgt først at argumentere for, at Familieplejen i Danmark som organisation ikke har noget grundlæggende moralsk dilemma; FD har kun en opgave og den er klar nok, nemlig at gøre noget for truede børn.

Dernæst vil jeg give Jer min egen moralske vurdering af selve anbringelsesproblematikken, en etisk refleksion over denne vurdering og en refleksion over, hvilken betydning det har for FDs formål, at den har udviklet sig til en organisation.

Med dette er det mit håb, at jeg alligevel kan sige noget, som kan give erfarne socialarbejdere som Jer en smule grund til yderligere moralske og etiske overvejelser.

Først

II. FD, dilemmaer og problemer

Da vi begyndte planlægningen af dette etiktema forsøgte vi at udvikle en mere ambitiøs plan, hvor vi i fælleskab - gennem arbejde i grupper med forskellige opgaver - ud fra forskellige dilemmaer skulle sætte fokus på de moralske og etiske forhold inden for anbringelsesområdet. Det skulle bidrage til udviklingen af bevidstheden om etik og moral hos FDs medlemmer.

De tidsmæssige rammer for repræsentantsskabsmødet var imidlertid allerede lagt, og det gjorde det påtænkte projekt til en umulighed. I stedet valgte vi at udsende en introduktion til de grundlæggende begreber, der gøres brug af i sådanne diskussioner, dvs. etik og moral, dilemmaer og problemer.

A. Etik og moral

I dette nævnte materiale har jeg givet en uddybning af forholdet mellem etik og moral. Her vil jeg blot gøre det kort. I det følgende vil jeg således sondre mellem moral og etik på flg. måde:

Moral retter sig direkte mod at gøre det rigtige. Moralen er samlingen af konkrete og generelle vejledninger i at gøre det rigtige. Moralen består af reaktioner, forbud og anbefalinger.

Etikken er en del af moralen. Etikken opstår, når man mere systematisk overvejer eller diskuterer, hvad der nu er det rigtige, og hvordan vi kan være sikre på det. Etikken er resultatet af et forsøg på - alene eller i fælleskab - at få bragt orden og sammenhæng i de moralske forbud og anbefalinger.

Stadig er etikken dog moralsk; for ønsket om orden og sammenhæng i moralen er begrundet i et ønske om at få moralen til at fungere bedre, altså at nå til en bedre moral. Moralen er det mest omfattende fænomen; etikken kun en lille del af moralen.

B. Intet grundlæggende dilemma, kun problemer

FDs indfaldsvinkel har været, at man i anbringelses- og hjemgivelsessager ofte støder på moralske dilemmaer og problemstillinger, som det ville være passende for et Etisk nævn at se nærmere på og evt. udtale sig om. Specielt har tanken været at give anbragte børn, plejeforældre og FDs medarbejdere et forum, hvor deres synsvinkel kunne mødes med de biologiske forældres betragtninger, og man sammen kunne udvikle mere almene moralske og etiske overvejelser.

I sager, hvor socilaforvaltningen overvejer en tvangsanbringelse, synes det selvfølgeligt, at der er tale om et dilemma, nemlig om det er bedst for barnet at tage det ud af familien eller ej.

I det førnævnte introduktionsmateriale gør jeg rede for, hvordan man skal forstå dilemmaer i denne sammenhæng, og hvorfor jeg ikke mener, der er tale om et dilemma for FD. Muligvis har socialforvaltningen et dilemma med det nuværende system. Men FD kommer først ind bagefter, når der er taget en beslutning. For FD er der kun tale om et problem, en grundlæggende opgave, nemlig hvordan man bedst støtter et truet barn i dets videre udvikling, efter beslutningen om tvangsfjernelse er taget.

Der er i FDs grundlæggende virke ingen modstridende hensyn, således som det er tilfældet i et moralsk dilemma. Barnets tarv er det grundlæggende hensyn. Problemet i FDs arbejde er blot, hvordan man opnår det bedste resultat for barnet. Men et forstærket fokus på dilemmaer kan medvirke til at bevidstgøre de involverede om de faktorer, hvis samspil betyder, at man i hverdagen ofte oplever at stå i et dilemma. FDs virke udgår altså ikke fra et grundlæggende dilemma; men derfor er det alligevel vigtigt at diskutere etik og moral ud fra hverdagens dilemmaer.

III. Anbringelsesproblematikken

Så vidt om dilemmaer, etik og moral. I det følgende vil jeg se på, hvordan jeg som moralfilosof vurderer to aspekter ved FDs virke, altså hvad der i moralsk henseende springer mest i øjnene, når man ser på FD og hele anbringelsesproblematikken. Det falder i to adskildte dele, der er udtryk for to faser i min erkendelse; anden del er så at sige en refleksion over første del.

A. En moralsk vurdering

Nuvel. Med min baggrund som moralsk avislæser har jeg læst diverse årsberetninger fra FD og medlemsforeninger igennem, og især de gennemgåede cases er uhyggelig læsning. Børn, der i forvejen er svage, kastes i årevis frem og tilbage mellem hjem, institutioner, aflastnings- og plejefamilier.

Intet almindeligt menneske kan undgå at harmes over dette.

Tydeligvis fungerer systemet ikke efter hensigten. Forældre udnytter i stor udtrækning muligheden for at give tilsagn om frivillig tidsbestemt anbringelse af deres børn uden for eget hjem. Men resultatet er, at de - med advokaters hjælp - kort efter kan kræve deres barn hjem igen, og så starter det hele forfra.

Der kan kun være en vej frem, nemlig muligheden for mere permanente anbringelser, evt. suppleret med samkvemsret for de biologiske forældre. Man kan desuden forestille sig, at man kan stille en frist til den belastede familie, såldes at hvis de ikke inden en vis frist har fundet deres fælles familieressourcer frem, så mister de deres barn.

Denne konklussion nærmest lyser ud af de beskrevne sager.

Der er som nævnt for FD intet dilemma her. Det er alment accepteret, at samfundet kan gribe ind overfor forældres ret til frit at opdrage egne børn, og når FD kommer på banen, er denne beslutning truffet. Med sit virke i anbringelsesystemet har FD accepteret, at der er mennesker, der ikke kan administrere deres forældremyndighed forsvarligt. Samfundet skal tage mange hensyn, men for FD er der kun et, nemlig hensynet til barnets tarv.

Der er desuden ingen tvivl om - hverken i samfundet som helhed eller i FD - at familien må være det bedste opvækststed for et barn. Og når så den biologiske familie ikke virker, ja, så må man tilbyde barnet en ny familie, og vel og mærke en rigtig familie.

Et sådant ræssonnement betyder, at FD må arbejde for, at man i højere grad anbringer børn permanent, en gang for alle. For at forhindre for mange fejltagelser og sikre den biologiske families retssikkerhed må man dog i sådanne sager kræve en retsag; permanent fratagelse af forældremyndigheden er en alvorlig ting, og når det drejer sig om resten af livet, kan man godt bruge nogle måneder på en ordentlig retssag. Og de biologiske forældre skal selvfølgelig have juridisk bistand som i dag.

De biologiske forældre udsættes for et overgreb. Men de får også muligheden for at begynde forfra. De skal ikke kæmpe i årevis og bruge alle ressourcer på at kæmpe mod systemet. De har mistet et barn, men sorgen over tabet kan bearbejdes, og de kan få et nyt barn. Blot ved de nu, at de må anstrenge sig mere, og evt. få råd og støtte, så det ikke går så galt igen.

Som så mange andre moralske mennesker er det for tydeligt, at det må være vejen frem. Men lige så tydeligt det er, lige så tydeligt er det også, at det betyder, at plejefamilien i sådanne tilfælde ikke skal have plejevederlag. Med en permanent anbringelse er der ikke længere tale om en ydelse eller et arbejde i almindelig forstand.

Plejefamilien skal i sådanne tilfælde tage stilling til, om de vil have et nyt familiemedlem, en gang for alle. Der er ikke længere tale om en midlertidig belastning af en familie, der ydes vederlag for; der er tale om en en familieudvidelse, en berigelse, der giver de glæder og sorger, det normalt giver, og omfatter de pligter og rettigheder, man normalt har inde for familien. Anbringelse i plejefamilie skal være alvorlig sag for alle parter; ikke blot billigt, midlertidigt anbringelsessted, en mellemting mellem en institution og en familie.

Situationen er selvfølgelig ikke helt normal; men - for at tage et gammelt slagord - lad os gøre det "så tæt på det normale som muligt". Plejefamilien kan evt. få økonomisk støtte i begyndelsen, men den skal fratages permanent vederlag, hvis anbringelsen er permanent. Flejeforældrene og børn kan få stillet rådgivning, vejledning og støtte til rådighed, som man kender det på området for psykisk og fysisk udviklingshæmmede; men ikke mere. Det anbragte barn skal være et nyt familiemedlem.

For at følge denne tankegang til dørs, må man stille begrænsninger i, hvor mange plejeforhold en familie kan få tilladelse til. En plejefamilie kan kun få ét nyt familiemedlem af gangen på denne måde. Men: Kommer plejefamilien igen et par år efter og gerne vil have et nyt barn - fx fordi de ingen egne børn har - ja så må de vurderes som en rigtig familie, efter de samme kriterier som andre plejefamilier.

Derved forsvinder mistænkeliggørelsen overfor plejefamilier, om det kun er pengene, der driver værket. Man får luget ud i de plejefamilier, der forvandler deres hjem til en discountinstitution, hvor indtil flere børn plejes på samlebånd, uden professionel viden og til skade for både de anbragte børn og plejefamiliens egne børn. Er hjemmet fyldt med truede og problematiske børn, kræves der professionel ekspertice; der er et godt familieliv helende dagligdag ikke tilstrækkeligt, ja, man kan spørge sig, om der overhovedet kan være et familieliv i en sådan plejefamilie.

Og jeg tror ikke, man på sigt vil mangle plejefamilier; for med udsigten til et rigtigt nyt familiemedlem, kan man i højere grad få fat på de barnløse familier, der har en masse kærlighed at give, men som hverken vil gå den teknologiske vej - hormoner, ragensglas mv. - eller have svingdørsbørn, altså de potentielle plejefamilier, der ikke henvender sig, fordi de er bange for at knytte sig for meget og så miste barnet igen. Sådanne familier bliver muligvis ikke helt normale; men hellere forkælede og forpylrede børn end børn, der udsættes for alle mulige former for svigt.

Flere permanente anbringelser vil tillige betyde en omfattende afbureakratisering af området. Kommunen har ikke en familie som sag i årevis. Når barnet er anbragt, er sagen slut. FDs kontrol- og tilsynsrolle ophører også efter udvælgelsen af familien og anbringelsen af barnet. Igen, sagen er slut. FD rolle er derefter kun at være til rådighed for råd og vejledning, både for offentlige myndigheder og for de forskellige parter i en anbringelsessag, hvis de måtte ønske det.

Alle parter bliver i mindre grad klienter. Plejefamilien kan forblive en familie, blot med et nyt medlem. Der foregår ikke en behandling, men liden sættes til tidens- og det nye livs helende virkning.

Permanent anbringelse giver mulighed for at afslutte en sag, og lade alle de berørte begynde starte på en frisk. Der bliver ikke længere denne hær af sagsbehandler, socialrådgivere, psykologer, kuratorer, plejefamilier, advokater, der alle i årevis lever af en familiens undergang. Overvågningen af alle parter kan begrænses, der bliver mindre system, mere familie og individ.

Denne tankegang er helt i tråd med De danske plejehjemsforeningers oprindelige idégrundlag, der betød at man helt bevidst gennem årtier lod adoption være den naturlige udmundning på et længere plejeophold og desuden forsøgte at undgå at plejefamilier fik penge for de anbragte barn.

Kendt er selvfølgelig den udnyttelse og de overgreb, anbragte børn - de skaldte værgerådsbørn - kunne komme ud for dengang, og heller ikke i dag kan man forhindre fejlanbringelser. Men som systemet er nu bliver både børn og forældre tabere, og den præsenterede tankegang forsøger at tage fat i den sunde kerne i Familieplejens oprindelige grundlag. Dengang havde man nemlig et klart blik for modsætningen mellem at blive behandlet som klient og være fuldgyldigt familiemedlem, en modsætning, der under det nuværende system forbliver et uløseligt dilemma.

B. En etisk refleksion

Det var første del af min vurdering af området. Altså en moralsk vurdering fra en moralsk avislæser, der med sin filosofiske uddannelse forsøger at uddrage de implicitte følger af FDs seneste årskrifter, plus dilemmamaterialet og årsskrifterne fra medlemsforeningen i Frederiksborg Amt. Igen, det, der springer i øjnene er beskrivelserne af vanskelige cases, historier, der får et moralsk menneske til at kræve, at der må gøres noget, her og nu, hellere idag end i morgen; og umiddelbart kan man ikke se anden mulighed end flere og lænegere tvangsfjernelser.

zxz Og det er da også det hele offentligheden siger lige nu, lige op til socialministeren.

Når man så begynder at se på Graversenbetænkningen, de to nye undersøgelser af området fra Socialforskningsinstituttet - den kvalitative og den kvantitative - og andre mere grundige undersøgelser af anbringelseområdet ser sagerne noget anderledes ud, også selv når man kun læser sammenfatningerne.

Og det er her den etiske refleksion begynder. For det billede, der umiddelbart fremprovokerede en moralsk reaktion, begynder nu at krakelere. Modsætningerne bliver tydeligere og som moralsk menneske begynder man at blive i tvivl. Den moralske reaktion er ikke længere entydig.

Den første tvivl er om det i det hele taget nytter at anbringe børn uden for eget hjem. Omfanget af foranstaltninger overfor børn og unge relativt konstant i de sidste 50 år, og der er undersøgelser, der tyder på at selv med heldige og kontinuerte anbringelser, så har det været svært at bryde den social-psykologiske arv hos svært belastede børn.

Den tvivl kan man vælge at skubbe til side - for med de beskrevne forhold i de svært belastede familier må det være bedre for et barn at få en ny familie. Men man kan ikke komme uden om, at denne tvivl lægger op til nøje vurdering af hver enkelt tilfælde, så man ikke fjerner børn, hvor det ikke er nødvendigt.

Det betyder imidlertid, at det næste forhold bliver så meget mere alvorligt, nemlig at kommunernes forvaltning af lovene på området i den grad udviser mangler. Og hvad skal man så gøre som moralsk avislæser, som bekymret borger? Den moralske indignation over børns vilkår krævede handling; men de der skal udføre handlingen, de kommunale myndigheder viser sig nu ikke at gøre det med det engagement, man kræver. Der viser den moralske reaktion sig som en blindgyde; for hvem skal man så sætte sin lid til?

Faktisk er sagsbehandlingen if. de nævnte undersøgelser i mange tilfælde så mangelfuld, at jeg nu - efter at have set lidt nærmere på forholdene - ikke ville tiltro de offentlige myndigheder den øgede magt, som jeg netop argumenterede for for et øjeblik siden. Den første argumentation var moralsk. Den anbefalede moralsk ud fra en umiddelbar moralsk reaktion og satte sin lid til at hvis der ikke var moral nok i den belastede familie, så var der det nok i socialforvaltningen og de ny familie, plejefamilien. Men den opståede tvivl er også moralsk betinget. Den er en moralsk reaktion på kendskabet til, at man alligevel ikke kan fæste lid til kommunernes forvaltning af lovene.

Der er alt for mange kommunalforvaltninger, der ikke har sat tingene i system og derfor ikke sætter ind med hjælpe- og forebyggelsesforanstaltninger for familien tidligt i forløbet. Og når det så er blevet helt grelt, så foretages der ofte ikke de grundige undersøgelser, der skulle begrunde en anbringelse uden for eget hjem. Man snakker simpelthen ikke tilstrækkeligt med forældre, børn og andre implicerede i familiens forhold.

Der udarbejdes desuden ofte ikke handlingsplaner for det videre anbringelsesforløb, der gives ikke støtte til familien under anbringelsen, der foretages ikke tilstrækkelige undersøgelser af plejefamilierne, de får heller ingen støtte, man undlader at bruge FDs ekspertise af sparehensyn osv. osv.

Og så betragter man oven i købet ofte anbringelse uden for eget hjem som et mindre indgreb!

Når alle disse ting ikke er i orden - dvs. når forløbene ikke sker som tiltænkt i Graversenbetænkningen og loven, ja, så er det også svært at vide, om man kunne have opnået bedre resultater med det nuværende system.

Så nu, ved nærmere eftertanke kan jeg altså alligvel ikke anbefale mine egne generelle moralske anbefalinger vedr. permanente anbringelser. Der vil uden tvivl være tilfælde, der skal behandles som jeg før argumenterede for, men jeg tror nu kun det vil være et fåtal.

Denne eftertanke, denne refleksionen er en etisk refleksion. Og vi får her fremdraget et vigtigt træk ved den etiske refleksion, nemlig at den ikke kan ske uafhængigt af viden. Det er den større viden om forholdene, der fremprovokerer eftertanken. Sigtet og reaktionen er stadig moralsk, men den etiske refleksion opstår, når den umiddelbare moralske reaktion ikke slår til, når der ikke er nogen entydig handlingsvejledning.

En etisk refleksion kræver ikke bare moral og viden; den kræver også erfaring, overblik og modenhed. Når man skal inddrage flere faktorer og tage stilling til spørgsmål vedr. menneskelige forhold, så spiller den menneskelige erfaring en vigtig rolle.

Ikke alle erfaringer er dog lige befordrende for den etiske refleksion. Nogle mener fx, at erfaringen viser, at man ikke kan stole på andre, eller at mennesker ikke kan forandre sig til det bedre. Denne måde at opsummere sine erfaringer på, kan kun spille en negativ rolle i forhold til moral, etik og intentionerne med det socialt arbejde overhovedet.

Erfaringer med menneskelige forhold er imidlertid sjældent entydige. De erfaringer, man gør sig, afhænger i høj grad af, hvad man tror på mere generelt. Vil man se det hele i sort, er det i høj grad muligt; men det er ikke nødvendigt, og det kan ikke forsvares etisk.

Tager man konsekvensen af sine dårlige erfaringer, må man helt holde op med at være et moralsk menneske, helt holde op med at reagere på godt og ondt, og det kan intet menneske. Erfaringen med livet blandt andre moralske mennesker gør, at man umiddelbart tiltror andre mennesker den moral, man selv har. Ikke alle føler moralen lige stærkt, og nogle familier har åbenlyse mangler i den retning. Men alle mennesker er moralske, og uanset ens dårlige erfaringer må man som menneske handle og tænke moralsk; ellers mister man sin værdighed, sin værdi som menneske. Et menneske uden moral er umenneskeligt.

Og moralen stopper ikke der. Man er moralsk forpligtet til at følge op på en sag og skaffe sig viden om den. Og hvis denne viden skaber tvivl om det rimelige i den første moralske reaktion, må man kalde den tilbage og tænke sig om endnu en gang.

Erfaringer kan gennem en sådan etisk refleksion blive til modenhed, og denne modenhed kan sætte dårlige oplevelser i perspektiv. Det modne og erfarne menneske skuffes ikke over, at der ikke er hurtige og nemme løsninger på alvorlige sociale problemer. Det modne menneske ved, hvor svært det er at vende den socialpsykologiske arv efter flere generationer på bunden af samfundet.

Erfaringen kan således spille den rolle i etikken, at den hjælper til at fastholde det moralske engagement i de perioder, hvor det moralske engagement frustreres af dårlige oplevelser og udelukkende giver grund til mismod.

Vi ser også et andet træk ved etikken, nemlig at den naturligt leder til at vurdere samfundet i større målestok, at etikken ikke er uafhængig af politik. Den etiske refleksion bygger på moralske reaktioner og moralske vurderinger, der forsøges tænkt sammen til en moralsk stillingtagen på forholdene i deres sammenhæng; og det leder direkte til en politisk stillingtagen.

C. Refleksion over FD som organisation

Når jeg har valgt at fortælle om mine første reaktioner - som moralsk avislæser, konfronteret med de af FD præsenterede cases - er grunden både, at jeg tror reaktionen er typisk, og at den rummer nogle faremomenter, og det er dem, jeg vil trække frem nu.

Min moralske reaktion var nemlig foranlediget at netop den type cases, FD har valgt at fokuserer på og præsentere, og det giver anledning til en ekstra etisk overvejelse. For ethvert moralsk væsen vil reagere på sådanne historier, og mange vil som jeg umiddelbart kræve indgreb. Men er det virkeligt sådan, man bedst varetager de truede børns tarv?

Når vi taler om moral og etik i forhold til FDs arbejde, så bliver et afgørende spørgsmål, om FD har præsenteret problemstillingerne på en tilstrækkeligt ansvarlig og afbalanceret måde. FD sidder inde med stor viden om dette område, og FD har derfor en moralsk pligt til at fortælle om problemerne ved det nuværende system bedst muligt.

FD vil som forening børnenes bedste; men FD er også blevet en professionel organisation, og som organisation vil FD være mere synlig. Selvom FD måske ikke selv er blevet så synlig, så er det i høj grad lykkedes at få anbringelsesområdet sat på den offentlige dagsorden; spørgsmålet er så, om den måde, det sker på, faktisk er til børnenes bedste.

Synliggørelsen af anbringelsesområdet er altså lykkedes. Såvel de skrevne som de elektroniske medier har fortalt historier af samme type, som de cases FD præsenterer, og selv socialministeren har for nyligt udtalt, at der må gøres noget. Problemet, som jeg ser det, er imidlertid, at FD ved at bruge ekstreme cases til at synliggøre de generelle problemstillinger, risikerer at skævvride hele debatten, så de eneste mulige svar bliver tidligere, flere og længere tvangsanbringelser.

Og det er så vidt jeg kan se ikke en rimelig konklusion, når man ser på området i sin helhed. Ser man på de nævnte undersøgelser fra Socialforskningsinstituttet, så er der også tale om mange reelt frivillige støtteforantaltninger, altså forløb hvor forældre selv henvender sig og faktisk bliver hjulpet, ligesom der også er mange mindre radikale indgreb, der tilsyneladende virker - selv med manglerne i den kommunale forvaltning.

Som et led i arbejdet med etik og moral bliver FD altså nødt til at overveje, hvorledes anbringelsesproblematikken bedst præsenteres overfor offentligheden, såvel overfor medierne som overfor politikerne.

Når man præsenterer problematikken så ensidigt som FD gør det, altså når foreningens materiale i den grad lægger op til flere anbringelser og mere permanente ophold, ja, så kan mistanken rettes mod FD, at der er sket en sammenblanding af på den ene side FDs organisatoriske og økonomiske interesser og på den anden side de moralske værdier, man sætter højt, nemlig hensynet til barnets tarv. For FD lever af anbringelser, både som paraplyorganisation og i de enkelte medlemsforeninger. Over 80 % af familieplejerne har pleje som hovederhverv, der er et utal af ansatte over hele landet, og længere, betalte anbringelser er umiddelbart til dem og deres fagfællers fordel.

Det er muligt - og for de fleste er det nok også sandsynligt - at det faktisk kun er barnets tarv, der ligger FD på sinde. Men: Der må ikke kunne rejses tvivl om, hvorvidt FD sætter sine egne interesser i højsædet. Blot sammenfaldet mellem FDs interesser som organisation og det, man mener er barnets tarv, svækker foreningens troværdighed.

Og når FD så ydermere undlader virkeligt at gå i rette med kommunernes forvaltning af området, så kan denne mistanke kun blive forstærket. For kommunerne er FDs kunder. Kommunerne leverer de børn, som plejefamilierne lever af, og den måde, det sker på, gør dem til hovedansvarlige for mange af de nuværende problemer på området. FDs alt for svage kritik af kommunernes rolle svækker yderligere foreningens troværdighed.

Og når man så endeligt slår følge med mediernes hetz mod de biologiske forældre - den i forvejen svage part - og efterlader det indtryk, at de belastede forældre faktisk ikke kan hjælpes, at man lige så godt kan opgive dem - vel vidende at kommunerne svigter forældrene under anbringelserne - jå så mener jeg FD har et alvorligt moralsk problem i forhold til både præsentation af anbringelsesproblematikken og foreningens aktuelle politik på området.

En etisk refleksion kan ikke blot rette sig moralsk udadtil, mod andre; den må i lige så høj grad rette sig indadtil, dvs. man må rette moralen mod ens egen praksis og stille spørgsmålet, om man nu faktisk udelukkende har arbejdet for foreningens officielle formål; eller foreningens økonomiske og organisatoriske interesser er kommet til at fylde for meget i foreningens politik.

IV. Afrundning

Jeg har her forsøgt at argumentere for,

A. at man i FD ikke bliver hængende i en dilemmasnak, der har en tendens til at fokusere på det individuelle. I stedet bør FD bruge opmærksomheden på dilemmaer til at bevidstgøre om de forhold, der skaber svære valg, og fortsat påtage sig ansvaret for at medvirke til at ændre disse forhold, hvad de er familiemæssige, samfundsmæssige eller direkte politiske

B. at man i FD fastholder børnens tarv som foreningens værdigrundlag; men at man ikke blot bekræfter hinanden i, at FD kun vil det bedste for børnene. Der er grund til at overveje, om FD sammenblander sine moralske anbefalinger med sine interesser som organisation og medlemmernes økonomiske interesser. Og der er grund til at overveje, om FD lever op til sit ansvar, når man fremstiller anbringelsesområdet overfor offentligheden, således som man gør.

Det er dertil, jeg som moralsk avislæser og filosof er nået i mine etiske overvejelser over anbringelsesområdet, altså efter jeg har rettet den etiske refleksion mod min egen umiddelbare moralske reaktion; og jeg håber mine reflektioner kan bringe Jer videre i Jeres. Tak for nu!