(Tale den 1. maj; artikel)
Mennesket gør en forskel, alene og i fælleskab. Det er kernen i etikken og politikken - det er kernen i filosofien og i socialismen.
Fra Sokrates til Kant har filosofien erkendt, at det praktiske har forrang frem for det teoretiske. Det drejer sig om handling, det drejer sig om det gode liv.
"Hvorfor ville erkende noget, hvis ikke det er godt?" spurgte Sokrates retorisk. Uden anerkendelsen af den rene fornufts praktiske postulater, ingen teoretisk erkendelse, konkluderede Kant. Uden erkendelsesledende interesser, ingen erkendelse, som Habermas formulerede det i tresserne.
Filosofien er spørgsmålet om det gode liv, spørgsmålet om hvordan vi indretter verden efter menneskets målestok. Uanset om idealet er det godes idé, Guds visdom eller en utopi om det klasseløse og herredømmefri samfund, så er filosofien en anerkendelse af menneskets målestok. Det er mennesket der afgør hvilken målestok, det vil anerkende, hvilken målestok det vil underkaste sig.
Filosofien er båret af drømmen om forandring, om forbedring, om udvikling. Filosofien vil oplyse, argumentere og overbevise, fordi der i enhver filosof bor en verdenforbedrer. Forandring er mulig, og filosofien anerkender dette; at verden kunne være anderledes, at menneske kunne indrette sig anderledes, at livet er fuld at muligheder, som det står i menneskets magt at realisere.
Etikken og politikken er rammen for diskussionerne om en forbedring af den menneskelige verden, og kun i det lys er den kolde, neutrale, objektive sandhed interessant; for vil man forbedre verden, må man vide, hvordan den er skruet sammen, og det er udgangspunktet for den teoretiske filosofi. For at forandre verden må man vide, hvilke principper den er styret af - altså metafysik og ontologi - og man må vide, hvordan man nu kan vide det - altså erkendelsesteori. Men uden den praktiske ramme, er den teoretiske filosofi ligegyldig.
I filosofien stilles der spørgsmål ved nødvendigheder. Filosofien går ud fra, at mennesket ved fornuftens kraft kan indse, hvorledes verden er skruet sammen. Derfor stiller filosofien spørgsmål til ethvert dogme. Det er filosofiens antiautoritære, oprørske karakter. Men glemmer filosofien sin praktiske kerne, går det galt. Kritikken må aldrig glemme retningen.
Glemmer filosoffen drømmen om en bedre verden, afskriver filosoffen muligheden for at forandre verden i en mere menneskelig retning, så bliver filosofien farlig. Begynder filosofien at diskutere etiske og politiske spørgsmål som nødvendigheder, altså som om det drejede sig om uforanderlige metafysiske eller ontologiske sandheder, så forråder filosofien sig selv som sandhedssøgen og bliver til ideologi for det bestående samfunds ulighed og andre uhyrligheder.
Kun som drøm om forandring er filosofien sand. Verden er foranderlig. Og tilslører filosofien det foranderlige som naturgivent, som metafysisk eller ontologisk nødvendigt, så bliver filosofien til magtens legitimering og i sidste ende til løgn. Filosofien forudsætter at mennesket gør en forskel; ellers er der ingen grund til at filosofere.
Kun drømmen om en anden og bedre verden gør filosofien meningsfuld. Kun vedligeholdelsen af denne drømmen giver filosofien en funktion i forhold til resten af samfundet og menneskeheden i det hele taget. Kun pga. filosofiens intellektuelle afprøvning af mulighederne for en bedre verden kan man forsvare at modtage de penge, som i sidste ende er betalt med fysisk nedslidning af hårdtarbejdende mennesker over hele verden.
Glemmer filosofien drømmen om det gode liv, ville det være bedre for verden at glemme filosofien.
Filosofien er oprørsk i sin skepsis og båret af drømmen om en bedre verden. Totalitær bliver filosofien først når drømmen bliver til en urørlig teoretisk sandhed. Kun når etik og politik bliver behandlet som teoretiske spørgsmål, som om det var uforanderlige sandheder, bliver skeptikere til fjender. Gør filosofien politik og etik til spørgsmål om at indse nødvendigheder, er der ikke langt til udryddelse af anderledes tænkende. Overfor politisk og religiøs dogmatik og fanatisme, må filofien altid fremhæve, at verden er foranderlig, og at mennesket gør en forskel. Og ikke bare principielt, men i virkeligheden. Mennesker har skabt den verden, vi lever i og derfor kan mennesker forandre den.
Socialisme er drømmen om at sætte mennesket i centrum i den virkelige verden, at lade mennesker kollektivt skabe deres verden i stedet for blot at underkaste sig naturens og magtens luner.
Socialisme er drømmen om en menneskelig orden, skabt af mennesker for mennesker, en indretning af samfundet, hvor der er plads til alle mennesker og ikke blot de, der fra naturens og samfundets side allerede er priviligerede. Derfor kritiserer socialismen dem, der lader som om det eksisterende samfund er bestemt at love, som vi må underkaste os ligesom naturlovene.
Socialisme er solidaritet og tro på menneskelig ligeværd. Derfor vil socialismen kriticere de, der tror - eller foregiver at tro - at samfundets ulighed og verdens dårskab er udtryk for naturens orden.
Socialismen er troen på, at der intet er i den menneskelige verden, som ikke kan være anderledes, at vi sammen ved tankens og handlingens kraft kan skabe en mere retfærdig verden. Socialismen tror ikke på nødvendigheden af en naturgiven hierakisk orden, en Gudsgiven himmelsk retfærdighed eller en overnaturlig og usynlig hånd, der sikrer behovenes harmoniske opfyldelse.
Socialismen vil skabe Guds rige i den virkelige verden, og tror på muligheden for et sådant paradis. Derfor kræver socialismen altid, at der sættes etiske og politiske grænser for menneskers frie aktivitet, ikke mindst den økonomiske.
Socialismen er troen på menneskets kollektive muligheder. Symbolet på denne tro har de sidste to hundrede år været den franske revolution. Den franske revolution viste mennesket, at det ikke er Gud, naturen eller samfundet, der fastlægger menneskets natur. Menneskets sætter selv grænser, alene eller i fælleskab. Der er grænser for, hvad mennesker vil acceptere fra Gud, naturen eller det eksisterende samfund. Socialismen er troen på at mennesker kan og vil omstyrte en samfundsorden, der overskrider disse grænser.
Socialismen forudsætter, at mennesket kan sætte sig ud over naturen, både menneskets egen tilsyneladende natur og det eksisterende samfunds, troen på at vi sammen kan skabe både vores egen natur og samfundets i den historiske udvikling.
I stedet for kapitalismens junglelov kræver socialismen menneskelige love. I stedet for ulighed og udbytning kræver socialismen retfærdighed. I stedet for passiv lydighed og underdanighed kræver socialismen aktiv deltagelse og demokrati.
Socialismen er stærk som drøm og som oprør; som praksis er den stadig svag og tynget af eksperimenter, der har vist, at socialistiske proklamationer ikke er en garanti mod undertrykkelse, magtmisbrug og økonomisk udbytning.
Socialismen har i dette århundrede stirret sig blind på ligheden, fortolket broderskabet og solidariteten i dette lys og ofte glemt friheden og demokratiet. Men det skal ikke få os til at stirre os blind på friheden og kun kræve individuelle mennesekrettigheder og retten til forskellighed.
Socialismen kæmper ikke for et pluralistisk samfund, hvor enhver holder sig tilbage for at kritisere andre i respekt for den andens kulturelle og moralske integritet. Socialismen kæmper mod individualisering af ansvar og atomisering af fælleskaber. Socialismen kæmper for frihed, lighed og broderskab for alle mennesker, både som fælleskab og som individer. Socialismen accepterer ikke kultur som undskyldning for privilegier og udbytning.
Som socialister skal vi kæmpe ud fra et ideal om en bedre verden for alle mennesker. Som socialister må vi tro på, at vi faktisk kan mødes på tværs af kulturelle, sociale, seksuelle og alle mulige andre forskelligheder. Som socialister må vi tro på, at mennesker som sådan har mere til fælles end det, der skiller dem.
Vi skal være solidariske med undertrykte minoriteter, men ikke vige tilbage for at insistere på retten til at kritisere deres aktuelle praksis. Solidariteten med de undertrykte må ikke blive en ukritisk loyalitet.
Det samme gælder de, der fører os frem i kampen for et bedre samfund. Heller ikke de kan regne med ukritisk loyalitet, blot fordi de benytter alle de kendte fraser. Deres praksis må kunne forliges med socialismens idealer; og hvis ikke de kan leve op til testen, må de falde.
Socialismen har som praksis i dette århundrede lidt under antoritære ledelsesformer, teknokratiske løsninger og manglende respekt for solidarisk kritik og demokrati. Alligevel er der for filosoffen intet alternativ til socialismen. Filosofiens gode liv kan kun virkeliggøres, hvis socialismen bliver virkeliggjort. Socialismen er betingelsen for filosofien. Derfor må filosoffen være socialist.
Det gode liv er ikke MIT gode liv, det er VORES gode liv. Intet menneske kan klare sig alene; kun i samspil med mine omgivelser kan jeg udvikle mig og realisere mine potentialer. Hele samfundets samarbejde er nødvendigt for store projekter, og derfor skal det ikke bare være nogle få, der nyder frugterne af de samlede anstrengelser.
Kun som et helt samfund kan vi sammen virkeligøre drømmen. Og selv om vi ikke kan, så skal vi fastholde drømmen; for uden denne drøm, uden dette ideal, så er mennesket intet værd. Kun drømmen om det ideale samfund giver mennesket moralsk værdi. En individuel løsning på det gode livs problem er ikke bare forkert eller kortsigtet; den er simpelthen umoralsk.
Filosofien skal vedligeholde den drøm, der gør socialismen mulig. Filosofien skal kæmpe imod magthavernes ideologiske tilsløring af de faktiske forhold som nødvendige og uforanderlige. Filosofien skal holde fast ved, at mennesker har skabt deres egen verden, og at mennesker derfor også kan ændre den. Denne sandhed må filosofien ikke opgive, og i denne storkonflikt er det vores opgave som filosoffer bestandigt at minde andre om den.
Socialismen som projekt har brug for filosofisk opbakning til denne sandhed. Troen på en bedre verden forudsætter, at man overhovedet kan tro på, at forandring er mulig, at verden kan blive bedre; og det er denne mulighed magthavernes propaganda forsøger at tilsløre.
Socialismen håber på en bedre verden, og dette håb skal filosofien hjælpe til med at holde i live. Men ikke ukritisk. Filosofien må ikke gå på kompromis med sine idealer. Skepsis, refleksion og eftertænksomhed må altid have sin plads, blot man ikke glemmer drømmen om en bedre verden for alle mennesker. Filosofiens kritiske potentiale skal ikke bare slippes løs. Kritikken skal være solidarisk med drømmen om en bedre verden.
Filosofien og socialismen er begge drømme om det gode liv. De er måske begge umulige, men som mennesker kan vi ikke leve uden disse drømme. Socialisme og filosofi er eksistentielle nødvendigheder, der pålægger os et moralsk ansvar for at forsøge til det yderste; gør vi ikke det har vi fejlet, som filosoffer, som socialister og som mennesker.
Som filosoffer er vi individualister; men som socialister må vi aldrig glemme det Mao kaldte 'masselinien'. Det er er folket og kun folket, der er drivkraften i skabelsen af verdens historie. Vi er ikke som intellektuelle en avantgarde, der er foran et tungnemt folk. Socialismens idé er enkel og kræver ingen teoretisk uddannelse.
Vi ved, at mennesker er forskellige, har forskellige livshistorier, forskellige værdier og forskellige livsprojekter. Folket er helheden, menneskene er delene. Folket består af mennesker og er en sammensat helhed; og mennesker kan være svære at forstå hver for sig. Men: Vi må aldrig glemme helhedens dele, blot fordi vi ikke forstår dem. Og vi må aldrig gøre respekten af andre mennesker afhængige af, om vi forstår dem. Socialismen sætter mennesket i centrum, alene og i fællesskab.
Vi er som filosoffer en del af folket, en privilegeret del, og med dette privilegium følger et moralsk ansvar. Som filosoffer får vi viden og trænes i kritik. Som socialistiske filosoffer er vores opgave derfor at afsløre undertrykkernes løgnagtige udlægning af verden og kritisere de teorier, der bakker løgnen op.
Vi skal ikke gå foran. Men vi skal heller ikke gå bagefter. Vi skal gå med og gennem vores intellektuelle praksis bidrage til skabelsen af en stærk socialistisk bevidsthed, en bevidsthed, der kan overleve den aktuelle kamp.
Derfor skal vi ud og kæmpe med ved demonstrationer og blokader. Vi skal dele løbesedler ud og sørge for, at sandheden om magthavernes metoder når frem til en bredere offentlighed. Vi er ikke en del af produktionen og mange af os kan ikke slås. Men når politiet trækker kniplerne ved demonstrationer, skal vi ikke vende ryggen til eller løbe bort. Vi skal blive der og observere, huske hvad der sker, råbe op og benytte os af vores uddannelse i at kritisere, og vores muligheder for at få denne kritik publiceret.
Vi skal bakke de strejkende op i ord og i handling. Hvor vi end møder kritik af arbejdskampen, på universitetet eller i supermarkedet, skal vi forsvare og forklare. En strejke lever af åndelig styrke og det kan vi bidrage til. Og når strejkebrydere med politibeskyttelse bryder gennem blokader, skal vi protestere, argumentere og kæmpe for arbejderne.
Det er arbejdernes kamp, der har skabt det danske velfærdssamfund; kun ved at støtte deres kamp kan vi forsvare det.
Men vi skal heller ikke glemme, at når der engang nås en løsning, så vil det være et kompromis. Det betyder ikke, at vi har tabt, selvom Guds rige ikke blev etableret denne gang. Den kollektive kamp for bedre levevilkår styrker i sig selv det folkelige sammenhold. I kampen vil fagforeningernes organisering styrkes, så magthavere og udbyttere altid ved, at der er en samlet og kampberedt modmagt, hvis de igen skulle føle sig fristet til samme forhandlingstaktik.
Det skal vi huske i kampen, det skal vi huske bagefter, i hverdagen, når den aktuelle kamp er slut; og det skal vi huske lige nu, når vi går til Blågårds Plads og videre til Fælledparken.
Filosofien søger sandheden og sandheden er rød.
Publikationsliste (List of publications); Dansk c.v. (English c.v.)