(anmeldelse)
Midt i anstrengelsen falder mit blik for jeg-ved-ikke-hvilken gang på det overstregede 'Gud er død. Nietzsche' og tilføjelsen 'Nietzsche er død. Gud'. De lokumspoetiske spor af denne verdenhistoriske dyst har som regel blot resulteret i lidt trækninger, i mundvigene, men i dag gribes jeg af lettelsens umiddelbare klarsyn; for idet jeg griber ud efter papiret, slår det mig, at i grunden har de jo begge ret, Gud og Nietzsche. For Nietzsche er død; og Gud... ja, ham er vi efterhånden også mange, der aldrig rigtigt nåede at lære at kende. Så meget er dog blevet hængende, om Gud, at jeg har svært ved at forestille mig Gud benytte samme WC som Nietzsche og mig. Toilettet er Nietzsches domæne, ikke Guds. Nietzsche er kroppens tænker, Gud er åndens, og Vor Herre på lokum... nej, det er utænkeligt.
*
Nietzsches skrifter er smudslitteratur, Moralens oprindelse et erklæret "stridsskrift", og som kun få filosoffer har han sin rette plads på institutionstoiletters vægge. For det, Nietzsche bestrider, er netop gyldigheden af de værdier, der udgør selve det etiske fundament for pædagogikken. Pædagogikken går ud fra at udvikling er mulig, at mennesker kan blive bedre, og at andre mennesker, altså pædagogerne kan bidrage til denne udvikling. Men hvad det egentlig betyder at være et godt menneske, og hvad det vil sige at udvikle sig til at blive et bedre menneske; det er etiske spørgsmål, pædagogikken ofte går alt for let hen over.
Etikken var fra begyndelsen i det antikke Grækenland beskæftiget med to spørgsmål, nemlig det teoretiske, hvad dyder er, og det praktiske, hvordan vi får realiseret disse dyder i den virkelige verden. Overvejelser over opdragelse, over hvordan vi opdrager mennesker til at blive gode eller 'hele' mennesker, var simpelthen en del af etikken, nemlig etikkens praktiske dimension. Den historiske udvikling af etikken betød imidlertid, at det oprindelige praktiske aspekt efterhånden måtte vige til fordel for det tilsyneladende mere konkrete spørgsmål, nemlig hvad jeg skal gøre her og nu. Den stigende fokusering på den konkrete handling i etikken efterlod et tomrum, og i dette tomrum opstod pædagogikken som et selvstændig felt for refleksion.
Pædagogikken kan betragtes som arvtager og viderefører af den antikke etiks praktiske dimension. Mere eller mindre udtalt bestemmes pædagogikken stadig af sit etiske grundlag, nemlig af viljen til at realisere det gode i den menneskelige verden i fælleskab med andre, og det er denne etiske ambition, Nietzsche retter sit mistænksomme blik mod i Moralens oprindelse.
Nietzsches perspektiv på den menneskelige tilværelse er erklæret biologisk og fysiologisk. Men det betyder ikke, at han vil lave en objektiv beskrivelse af mennesket på naturvidenskabeligt grundlag. For mennesket er også historisk og foranderligt. Nietzsche vil afsløre de herskende værdier som løgne, der dækker over og undertrykker en menneskelig natur, der er langt mere imponerende end den, vi ser til daglig. Mennesket er ikke en fredelig vegetar; mennnesket er et rovdyr. Vores natur viser sig ikke i den fredelige bonde, der lægger vægt på økologisk harmoni og dyrevelfærd; inde i os bor der en jæger og en kriger, der lader sig drive af livets vilje til magt.
Kristne værdier er for Nietzsche et udtryk for livslede og svaghed. Samvittighed, ydmyghed og medlidenhed, frihed, lighed og broderskab, alle de kristne, borgerlige og socialistiske værdier, der danner grundlaget for vores moderne kultur; dem har Nietzsche kun foragt til overs for. Demokrati, kvindefrigørelse, arbejderbevægelse; alt sammen udtryk for blødagtighed, pøbelvælde og helt igennem sygeligt. De gode hjerter, pædagogers medleven, indleven og medlidenhed, alt sammen forestillinger, der blot tilslører livets vilje til magt, forestillinger, der gør det muligt for et svageligt og sygt menneske at få magt over andre, løgne, der blot er en besmykning af menneskets lyst til grusomhed.
Det gør godt at se på lidelser, men endnu bedre at skabe lidelser - det er en hård sætning, men en gammel, mægtig, menneskelig-kun-alt-for-menneskelig hovedsætning
Almindeligt pædagogisk arbejde er, ville Nietzsche sige, i bund og grund en sygelig beskæftigelse, en lidelse, der kun er udholdelig, fordi den er meningsfuld. Mennesket lever fint med lidelse, både sin egen og andres; men ikke uden grund. Det, der giver tæmningen af mennesket mening, det "asketiske ideal" gør imidlertid ikke noget ved årsagerne til sygdommen. Idealet er blot den smertelindring, vi gennem århundreder har fået ordineret af præster, filosoffer og videnskabsmænd, en lindring, der imidlertid har gjort sygdommen værre. For accepten af det asketiske ideal betyder blot, at livsfornægtelsen antager endnu større dimensioner.
Nietzsche vil, at vi skal sige JA til livet, sundt og uden frygt, modsat det NEJ, der er kernen i "den europæiske syge". Nietzsche er ikke nihilist; de typiske ateister og nihilister er blot moderne afarter af sygdommen, den kristne morals sejr over kristendommen. Der er sande værdier, blot har slavemoralen gjort os blinde for dem. De sande værdier er de, der ikke hæmmer menneskets instinkter, men tværtimod tillader dem at komme fuldt til udtryk, værdier, der afspejler det stærke menneske sunde og naturlige overlegenhed, og ikke den svages forkrøblede livslede.
Herren er den, der fornem, i sin magt og vælde ser stort på andres små forseelser og gavmildt deler ud, uden at tænke på, endsige frygte, hvad morgendagen kunne bringe af ubehageligheder. Herren beslutter sig, her og nu, spontant; han beregner ikke konsekvenserne af sine handlinger eller lader sig drive af samvittighed eller pligt. Herren lader sig styre af sine sunde instinkter, i krig og kærlighed, i kamp med - og mod - andre herrer, i gerninger, der bestemmes af ædelhed og ære, dyder, der tilegnes på slagmarken. Kamp er en sport, som en jagt, der ikke betyder noget; for måltidet er allerede tilberedt, når byttet føres hjem. Storsindet og ligegyldig, fuldt af livsmod og lyst ridder herren gennem livet, kun optaget af at vinde ære og magt.
Det gode, vi almindeligvis hylder, er for Nietzsche ikke noget, der blot er givet i verden, og da slet ikke i menneskets natur. Den historiske opdragelse af mennesket til det resultat, vi kender i dag, er sket med en grusomhed, man næsten ikke kan forestille sig. I generationer har mennesker pint og plaget hinanden, i fuld offentlighed og til glæde for hinanden, og det har muliggjort det gode i verden, vi nu betragter som naturligt. Skam, skyld og samvittighed er resultatet af den grusomhed, der i det samfundsmæssige liv ikke kunne få afløb udadtil og derfor rettede sig indad. Samfundsborgerens slaveeksistens betyder, at menneskets naturlige grusomhed kommer til udtryk overfor svæklinge, fejlfarver, vantro, dyr, kvinder og børn, sygeligt, uværdigt og uden ære.
Det civiliserede menneske er for Nietzsche resultatet af en lidelseshistorie, uden lige og fortilfælde, en historie, der endnu ikke har nået sin slutning, og som måske aldrig når den. Forløsningen sker ved en "skabende ånds" pludselige komme, et "fremtidsmenneske", hvis "store kærlighed og foragt" bryder de usles herredømme. Men Nietzsche selv tør kun håbe på dette menneskes komme.
Énøjet og provokerende er Nietzsche. Men, som Nietzsche selv fremhæver, så er alle sandheder kun sandheder betragtet ud fra et bestemt perspektiv. Der er ingen ahistoriske, universelle sandheder om det menneskelige liv, og det må gælde såvel den moralske pædagog som den kritiske genealog, altså Nietzsche selv. Men Nietzsches kritik er skarp, klar og ætsende ond, og han rammer præcist. Der er ingen grund til at afvise ham som en irrationel, nærmest sindsyg 'digterfilosof'. Overfor alskens fanatisme maner Moralens genealogi tværtimod til besindighed, idet den viser vrangsiden af vores smukke idealer. Og det er ganske enkelt den bedste kur mod en alt for overdreven tiltro til pædagogikkens muligheder; for et alt for godt hjerte kan kun blive skuffet!
*
Hvis Gud overhovedet er der, så hænger han over toilettet, som et øje i det høje, men vender for et kort øjeblik blikket bort. Toiletbesøget er undtagelsen, bruddet, pusterummet midt i det pædagogiske arbejde; derfra kan jeg efter en stund, lettet og fornyet, vende tilbage til pligterne. På toilettet er jeg fri, fri for at være god, fri for at være forstående og tålmodig, disciplineret og disciplinerende; på toilettet kan jeg være mig selv. Mikroskopet er sat for det blinde øje, bevidst og med kun en smule skyldfølelse, og, kunne Nietzsche sige, midt i nydelsen af den skamfulde akt, er jeg her i sandhed sund og livsbekræftende.
Friedrich Nietzsche: Moralens oprindelse, Frederiksberg: Det lille forlag, 1995, 184 s. (Glimrende oversat af Niels Henningsen, der også har forsynet skriftet med en fin indledning og nogle nyttige noter.)