Tanker efter to formandsløse uger.
(artikel)
Det kan ofte være svært for en udenforstående at forstå, hvad det egentlig er, der rører sig i hovedet hos mange kolonihaveejere. Frygten for fremtiden og angsten for det fremmede er tilsyneladende noget, der fylder meget i en kolonihaveejers bevidsthed. I hvert fald hvis jeg skal dømme efter den snak, jeg har deltaget i, overhørt og hørt om som bestyrelsesmedlem uden fastlagt portefølge i de to uger, der gik mellem sommerens to generalforsamlinger. Og hvis jeg skal dømme efter stemmefordelingen på disse to generalforsamlinger.
Nu kan det selvfølgelig være at det billede, jeg ridser op, er noget fortegnet. For ikke alle snakker med alle, og de, jeg har snakket med, har mestendels været Øbros toneangivende flok af midalderende og ældre mænd, dvs. dem der gennem de sidste mange år har trukket den største del af læsset i foreningen, både med det adminstrative og med det praktiske. Og snakken - både den jeg har hørt og den jeg har hørt om - har uden tvivl været bestemt at det forhold, at jeg af flere opfattes som en del af det, der står som den ultimative trussel for Øbros fremtid, nemlig Thylejr/Christania-kulturen, en trussel der kun overgåes af muligheden for en invasion af mere eller mindre eksotiske storfamilier.
Denne frygt for, hvordan det nu skal gå her i Øbro har fået forskellige konkrete udtryk. Mest udbredt er tilsyneladende frygten for en forening af pædagoger, enlige mødre, mappedyr, bøsser, lesbiske, akademikere og det, der er værre, dvs. folk, som man går ud fra ikke kan bidrage til det arbejde, der er nødvendigt for at få det hele til at fungere. Og der kan ikke være tvivl om, at det drejer sig om en dyb bekymring. Flere er tilsyneladende rede til, at lade en bestyrelse vælge de kommende haveejere efter deres eget forgodtbefindende, dvs. efter hvad de anser som det bedste for foreningen. Målet er at få folk ind, som kan noget, foreningen har brug for, og det uanset om man derved kommer til at forbigå dem, der ifølge ventelisten står for tur.
I de diskussioner, jeg har deltaget i, har jeg prøvet at imødegå denne tendens til at se stort på almindeligt anerkendte retsprincipper, men principielle betragtninger har tilsyneladende ikke den store vægt, når den konfronteres med en så dyb en bekymring. Det har heller ikke nyttet meget at påpege nogle helt almindelige forhold, der ideelt set burde kunne rokke ved præmisserne for de uheldige konklussioner. Overfor en sådan frygt og angst kommer moral, ret og almindelig logik ofte til kort.
At man er håndværker betyder f.eks. ikke at man også yder noget for foreningen; der er faktisk flere eksempler på det modsatte. Og omvendt, at man er enlig mor betyder heller ikke, at man ikke kan bruge hammer og sav. Og der er faktisk flere bogorme, der er endog blevet rigtig gode til også at håndtere et stykke værktøj, ligesom der er flere kontornussere, passer deres have endog særdeles godt. Og de bøsser, lesbiske og indvandrere, vi allerede har, opfører sig faktisk som almindelige mennesker. Men det er uden tvivl især én ting, der holder denne bekymring i live, nemlig at der nu er medlemmer af Øbro, der ikke holder deres haver, som man traditionelt har gjort det i Øbro, og som tilsyneladende ikke har til sinds at gøre det, ikke fordi de er alkoholikere, narkomaner eller på anden måde i uføre, men simpelthen fordi de er anderledes. Frygten er, at vi med accepten af disse Thy-Christiania tendenser kommer ind på en glidebane, der kun kan føre til anarki og kaos.
I de diskussionerne, jeg har deltaget i, har jeg prøvet at sandsynliggøre, at denne frygt for Øbros fremtid er stærkt overdrevet. Men jeg vil ikke påstå, at jeg har overbevist nogen. Muligvis skyldes det, at jeg som burgøjserbarn fra forstæderne simpelthen ikke forstår den danske kolonihavekultur, men det har ikke desto mindre været tankevækkende for mig at opleve, hvordan appelen til principper, som de fleste burde hylde, ikke har nogen effekt i diskussioner, og hvordan almindelig sund fornuft og logik ikke gør noget indtryk. Og en sådan vægring ved at se proportionerne i disse sager, den kan jeg kun se som udtryk for frygten for fremtiden, angsten for det ukendte.
I den forbindelse er det måske relevant at nævne en bemærkning, jeg flere gange har hørt i forlængelse af disse snakke, nemlig at "hvis det bliver sådan, ja, så vil jeg i hvert fald ikke lave mere". Når man har hørt bemærkningen tilstrækkelig mange gange, så kan den isoleret set ikke undgå at virke en smule komisk, som når et barn ikke kan få sin vilje, og derfor som et sidste træk i afmagt stikker en eller anden trussel ud. Og min første reaktion var da også at overhøre bemærkningen. Men så vidt jeg kan se passer den ind i billedet. Der er ikke blot en bekymring for Øbros fremtid, der er en lige så udtalt bekymring hos de aktive for, at det bliver Tordenskjolds soldater - altså dem selv - der skal stå for det hele. Det er en frygt for at stå med hele læsset, fordi de andre, "de gider sgu ikke lave noget".
Denne tankegang glider ofte sammen med frygten for fremtiden, men så vidt jeg kan forstå har den dybere rødder, nemlig i de hidtidige erfaringer med livet i Øbro. Tanken er måske nok fremprovokeret af den nye bekymring, men den passer sammen med en udbredt brokkultur, hvor nogle påtager sig en masse arbejde og så som modydelse udøver deres ret til at brokke sig over de, der i deres øjne ikke laver noget. Arbejdet gøres ikke af lyst, men udelukkende af pligtfølelse. Men den stolthed arbejdet for fælleskabet burde give kommer til at hænge snævert sammen med følelsen af, at det er en sur pligt, et offer, som ingen respekterer og anerkender. Derfra er vejen til martyrrollen kun kort, og man kan se sig bekræftet i, at man ikke skal have tillid til andre generelt, men kun til de få, der tæller. De andre, de skal bare have pisken, ellers laver de intet.
Frygten for Øbros og ens egen fremtid og den almindelige usikkerhed ved det anderledes slår altså over i ønsket om orden og en fast hånd, i ønsket om ikke at skulle tage stilling, men blot at følge en bestyrelse, man kan have tillid til, og som man tildeler uindskrænket myndighed til at udskrive folk til pligtarbejde, til at skælde ud over uorden og til at vælge og vrage blandt de, der ønsker en have. Ofte udtrykkes der desuden et ønske om, at Øbro skal stå sammen bag en stærk leder, at der skal tales pænt til bestyrelsen, at man skal lægge en hård linie og deslige.
I andre sammenhænge ville man blive skræmt over at høre noget sådant, og indtil for få år siden kunne man normalt mane den slags snak i jorden ved at henvise til forskellige historiske fejltrin; men i Øbro kan det tilsyneladende nævnes ganske uden at blinke. Når det drejer sig om at sikre orden i haverne, hylder man ledelsesprincipper, der godt nok især er tænkt i forhold til de nye og fremmede (Thy-Christinia-folket), men som i virkeligheden udtrykker en generel mistillid til alle foreningens nuværende og fremtidige medlemmer.
Måske ligger grunden til denne mistillid i erfaringer med autoritet og frihed i forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager, hvor frygten for at miste jobbet kan betyde, at man siger og gør ét, når mester er der, og noget andet, når han ikke er der. Sådanne forhold er ikke befordrende for udviklingen af tillid og ansvar; der kan man i bedste fald højest stole på de andre svende, i værste fald kun på sig selv.
Problemet er, at man ofte bekræftes i mistilliden til andre, ikke fordi mennesker i almindelighed er uansvarlige, men fordi den faste hånd gør dem uansvarlige. For med fratagelsen af ansvaret, gives der også mulighed for at fralægge sig ansvaret. Man får frihed til at brokke sig over mester, bestyrelse eller alle mulige andre uden at det betyder, at man selv skal komme i svingninger. Når man ikke er med i beslutningerne, så er man fri til at kritisere fuldstændigt uden hæmninger. Og så kan sladderen ellers fortsætte sin gang, som den ofte gør i Øbro, højrøstet men uden forpligtelser.
Men med denne fratagelse af ansvaret følger også en anden uheldig virkning, nemlig den åbne konflikt. Hvis bestyrelsen i sin selvgodhed ikke udviser tilstrækkelig respekt for sine medlemmer, ja, så vil der altid være nogle medlemmer, der heller ikke respekterer betyrelsen. Og uden respekt, ingen myndighed, i hvert fald ikke uden trusler om udsmidning. Når en haveejer så ikke retter sig efter be-styrelsen eller direkte stiller sig på bagbenene, så reagerer mange med ønsket om endnu mere orden og en endnu fastere hånd. Man tænker slet ikke på, at det faktisk er yderst rimeligt som voksent menneske at reagere mod umyndiggørelse og vilkårlig magtudøvelse, mod at blive frataget det personlige ansvar og blive talt til som børn blev det i sidste århundrede.
En fortsættelse af denne traditionsrige kultur, hvor autoritetsdyrkelse og flugt fra frihed, fratagelse og fralægning af ansvar går hånd i hånd, kan ikke undgå at give mere kiv og ufred i Øbro. Vejen må i stedet være at tildele flere og flere ansvar, at uddelegere begrænsede opgaver til flere og flere personer, så alle føler, de er med i foreningens arbejds- og beslutningsprocesser, ikke blot ved de årlige generalforsamlinger, men også i det daglige. For når man får et ansvar, så bliver man også mere ansvarlig. Når man vises tillid, viser man sig som regel også tilliden værdig; og skulle den smutte enkelt gang, så pyt... Men når man ikke viser mennesker tillid eller betragter dem som uansvarlige, ja, så kan det ikke undgå at gå galt.