(artikel)
Indhold
I den moralske forvirring kræver man etikken inddraget i beslutningerne. Men etikken interesserer sig ikke længere for moralen. Derfor må vi vende os mod sociologien.
Etik har været et modeord i den danske debat snart nogle år, og især for den såkaldte bio-etik er det lykkedes at kæmpe sig frem til avisoverskrifterne. Provokerende har bio-etikerne spurgt: Hvad er problemet med dødshjælp? Staklen, der ønsker hjælp til at dø, be'r jo selv om det, fordi han har det ad pommeren til. Reagensglasbørn? Sku' det være et problem? Folk står i kø for at få dem, og lægerne synes, de er sjove at lave. Og genterapi; det er bare en behandling af sygdomme, som man ellers har svært ved at få has på. Så hvor er problemet?!
Alligevel er der mange, der synes, at der på en eller anden måde er noget ubehageligt ved alt det her, at der - uanset de mange gode argumenter - er noget galt; for hvis det var så klart, hvorfor synes vi så, det er vigtigt og nødvendigt at diskutere det?
Problemet er imidlertid, at disse diskussioner tilsyneladende ikke fører til noget, og det giver næring til den tanke, at der måske er noget galt med den måde, etikerne hidtil har grebet sagerne an på; at man måske hellere skulle prøve at gå mere traditionelt videnskabeligt til værks, og se på, hvad moral egentlig er, og hvorfor de moralske diskussioner forløber, som de gør, før man kaster sig ud i at fortælle folk, hvad de skal gøre. Det er denne tanke, der er udgangspunktet for den franske filosof og sociolog, Émile Durkheim (1858-1917).
Moralen er, for Durkheim, først og fremmest et socialt fænomen. Alle samfund har en moral, og at handle umoralsk har sociale konsekvenser. Ikke blot får man dårlig samvittighed; samfundet tildeler også én straffe, enten gennem retssystemet, fordi en del af moralen er indskrevet i lovgivningen, eller gennem det omgivende samfunds afstandtagen.
De fleste af disse sanktioner overfor umoralsk adfærd kan ikke direkte udledes af den umoralske handling i sig selv. Straffen for et mord kan ikke på nogen måde forstås som en logisk eller mekanisk følge af selve handlingen; sanktionen beror udelukkende på vores etablering af regler for, hvad man må og ikke må.
At handle umoralsk betyder således at overtræde moralske regler for god opførsel; at handle moralsk at følge dem. Og i denne sammenhæng handler man også, når man undlader at gøre noget. I begge tilfælde bæres reglerne oppe af konsekvenserne; sanktionerne, hvis man overtræder dem, anerkendelsen, hvis man overholder dem. Reglerne er obligatoriske og absolutte; som medlem af et samfund har man pligt til at følge dem.
Men moralen er ikke blot denne undertrykkelse af individet; moralen er også noget, der kan fylde et menneske med styrke og glæde, lyst til at gøre det gode for sin helt egen skyld, uanset konsekvenserne. Muligheden for virkeliggørelse af moralske værdier kan i visse tilfælde hensætte os i en tilstand af entusiasme, hvor vi, ude af os selv af glæde over at gøre det gode, gør vores pligt og mere til.
Moralen har disse to modstridende sider. Den er noget ved den, som eftertragtes i sig selv, og samtidigt er den undertrykkende. At have moral betyder på den ene side, at man har lyst til at gøre det gode; og på den anden side, at man af pligt gør det, man egentlig slet ikke har lyst til, eller, omvendt, undlader at gøre det, man har lyst til.
Moralens indre konflikt viser sig fx, når læger vil undersøge og sortere de æg, der skal bruges til reagensglasbørn. De vil kun det bedste, og samtidigt opfattes det af mange, også mange læger, som absolut forkert. Moralens tvetydighed giver anledning til uløselige dilemmaer; men at reducere den ene side til den anden, som mange moralfilosoffer gør, er, i følge Durkheim, uvidenskabeligt, når begge sider forefindes i en hvilken som helst givet moral.
Noget tilsvarende til denne moralens indre modstrid finder Durkheim i det religiøse, hvor hellige ting er omgivet af strenge forbud og regler for, hvordan man omgås dem. Overtrædelse er helligbrøde og giver anledning til stærke reaktioner overfor synderen. Samtidigt er disse ting imidlertid gode i sig selv og genstand for tilbedelse. Moralen kan kun forstås ved at inddrage det religiøse; igen, det ville være uvidenskabeligt andet, når de i alle samfund altid har været nært knyttet til hinanden.
Det moralske er ligesom det religiøse forlenet med en særlig kraft, og oprindelsen til den finder Durkheim i det kollektive, det, der samlet er stærkere end den blotte samling af individer. En fest får sin specielle energi ved det kollektive samvær, og historien har tilsvarende perioder med stor kollektiv energi, som fx reformationen, renaissancen og det 19. århundredes revolutioner. I disse perioder indstiftes de moralske idealer. Idealerne får den kraft, som moralen baserer sig på, når samfundene igen vender tilbage til hverdagslivet, og det er disse perioder, man siden mindes gennem fortællinger og ved særlige højtideligheder.
Længere går Durkheim ikke. For ham er sociologien en videnskab, der studerer sociale fænomener, en eksakt videnskab på linie med naturvidenskaberne, med samme strenge krav til nøje studier af kendsgerningerne. Men sociologien er moralsk interessant, fordi en forbedring af samfundet kræver en bedre forståelse af de sociale fænomener, herunder især moralen.
Durkheim bebrejder datidens "moralister", altså moralfilosofferne, at de ikke ser på de moralske kendsgerninger, som de er, men at de, ud fra generelle forestillinger om menneskets natur og hvad de nu selv finder for godt, opstiller teorier for, hvad der i absolut forstand er godt for alle mennesker.
Durkheims argumenterer imod tre moralistiske hovedretninger, nemlig det, vi i dag ville kalde henholdsvis pligtetik, nytteetik og etik med rødder i Aristoteles filosofi. Kritikken virker forbløffende nutidig, såvel i sit udgangspunkt som i sin argumentation; for disse tre retninger er stadig de dominerende, og argumenterne optræder jævnligt i diskussioner mellem vore dages repræsentanter for de nævnte retninger.
Durkheim understreger imidlertid, at hans intentioner med de moralvidenskabelige studier ikke adskiller sig fra moralisternes; blot vil han mere systematisk undersøge, hvad moralen er, før han opkaster sig til dommer. Uden sociologi vil etikken aldrig kunne blive til andet end grundløs moraliseren.
Sin egen tid beskriver Durkheim som en overgangstid, fra en moral til en anden, og i sådanne kriser spiller det gode en større rolle end pligten, fordi det endnu ikke er til at se hvilke pligter, den nye moral vil medføre. Igen en beskrivelse, der minder os om vore dages moralske problemer, bl.a. med at tage stilling til de muligheder, den nyeste medicinske og biologiske teknologi tilbyder os.
For bio-etikerne lægger netop vægten på det gode. Med en næsten religiøs iver kalkulerer de gode og dårlige konsekvenser, med en rationalitet som andre experter har svært ved at afvise; for, som Durkheim siger, at være videnskabelig er at være rationel.
Denne rationalitet er imidlertid selv et ideal, der især har fået sin moralske kraft i oplysningstiden. Rationaliteten æres i sig selv som noget helligt, og anfægtes den, er reaktionen voldsom, næsten ligeså voldsom, som når bio-etikerene i deres rationelle reduktion af moralen anfægter idealer med religiøse rødder.
Men med vores viden i dag, kan vi ikke som Durkheim sætte vores lid til den videnskabelige rationalitet som grundlag for en ny og samlende moral, som vi alle med selvfølgelighed vil tilslutte og underlægge os. Diskusionerne vil fortsætte, for vi ved, at moralen ikke blot behandler hver og én ligeligt, men ofte tjener til at fastholde nogle gruppers herredømme over andre, ligesom vi ved, at det gode kan forvandle sig til noget meget kedeligt, hvis dets forkæmpere får magt, som de har agt.