(artikel)
Indhold
I læsningen af filosofi støder man ustandselig på vendingen 'de gamle grækere'. Man bliver imidlertid efterhånden klar over, at der i virkeligheden kun er tale om to grækere, nemlig Platon og Aristoteles - og så evt. Sokrates. Selvfølgelig er der filosoffer både før Platon og efter Aristoteles, men de betragtes kun som kuriøsiteter, som overgangsfigurer. De tidligste græske filosoffer samles under betegnelsen 'før-sokratikerne', og deri ligger allerede deres sekundære betydning. Tilsvarende betragtes tiden efter Aristoteles, den hellenistiske tid generelt som en forfaldsperiode, hvor forskellige filosofiske skoler kappedes om det intellektuelle publikums gunst, men uden at nå de højder i filosofisk refleksion, som vi finder hos Platon og hans ikke særlig loyale elev Aristoteles.
Hvorvidt dette billede er korrekt er i dag svært at afgøre, for desværre er både den før-sokratiske og hovedparten af den hellenistiske filosofi kun overleveret fragmentarisk og på anden hånd. Martin Heidegger har argumenteret for, at med Platon begyndte den vestlige filosofis forfaldshistorie. I virkeligheden beskæftigede før-sokratikerne sig med det filosofisk set mest væsentlige, nemlig med overvejelser over 'det værendes væren', hvorimod filosofien fra og med Platon typisk var karakteriseret af en omfattende 'værensglemsel'. Tilsvarende er der i dag en stadig større skepsis over for billedet af hellenismen som en intellektuel forfaldsperiode, og på det filosofiske område har det givet sig udslag i bl.a. en fornyet interesse for den stoiske sprogfilosofi.
Den stoiske sprogfilosofi har de sidste to hundrede år haft status af en filosofihistorisk gåde, som både filosoffer og klassiske filologer har forsøgt at løse. Men samtidigt har stoicismen også været et område, som man - p.g.a hellinismens lave status - først beskæftigede sig med efter grundige studier af netop enten Platon eller Aristoteles. Inden for den filosofiske og filologiske mainstream var stoikerne absolut outsidere, som man ikke kunne gøre til sin hovedbeskæftigelse, ikke mindst fordi tekstgrundlaget var - og er - meget begrænset.
I den sammenhæng har to forhold afgørende betydning. For det første er klassisk græsk et dødt sprog, som ikke længere tales, og forståelsen af de antikke tekster har derfor haft karakter af rebusser, fordi man ikke har haft nogle sprogbrugere, man kunne spørge om afgørende ords betydning. Så når man har lært at læse græsk ved at læse Platon eller Aristoteles, så går man ud fra den betydning af ordene, som de har givet dem. Og det fører hen til det andet forhold, nemlig at filosofi ikke just er karakteriseret ved at bruge ordene normalt. Filosofien tager sit udgangspunkt i dagligsproget; men ordene vrides og vendes, til de passer til det, man vil sige. Man kan således ikke være sikker på, at det er ordenes normale betydning, man finder i Platons og Aristoteles' tekster.
Disse to forhold betyder, at når man tolker den stoiske sprogfilosofi efter at have lært græsk ved læsningen af andre filosoffer, så kan det meget vel ske, at man kommer til at bruge et forkert begrebsapparat, og således går helt fejl af, hvad stoikerne egentlig ville sige, med deres helt egen prægning af antikkens græske dagligdagsbegreber. Og når man så kun har to forholdsvis pålidelige sekundære kilder, nemlig Diogenes Laertius og Sextus Empiricus - og de oven i købet tilsyneladende modsiger hinanden - ja, så er der ikke noget at sige til, at resultaterne af fortolkningsarbejdet lader meget tilbage at ønske.
Konfronteret med de to kilders modstridende udsagn har nogle forskere fra begyndelsen taget parti for enten den ene eller den anden. Andre - og det er langt størsteparten - har taget dels enkelte udsagn fra disse to, dels spredte bemærkninger fra andre i senantikken og så forsøgt at skabe et fornuftigt hele ud fra dette. Men ingen af delene har hidtil ført til en afklaring, der har kunnet få karakter af en standardtolkning.
Når så forholdvis mange alligevel har anset det for en vigtig opgave at få has på problemerne omkring den stoiske sprogfilosofi, så hænger det bl.a. sammen med den store respekt, der stod om stoicismen generelt i senantikken. Kejser Neros lærer og førsteminister, filosoffen og politikeren Seneca bekendte sig til stoicismen og den senere kejser Marcus Aurelius ligeså. Cicero omtalte den stoiske filosofi - og især den stoiske logik, hvorunder sprogfilosofien hører - med ærefrygt, og andre kommentatorer omtalte med beundring grundlæggeren Zenon og hans disciple, og blandt dem især Chrysippos. Han blev anset for at være forfatter til omkring 700 bøger om filosofiske emner, men det eneste, vi har, er bøgernes titler; ikke ét eneste af hans skrifter overlevede romerrigets fald. Så da forskere i nyere tid gav sig i kast med at analysere den stoiske logik, vidste de ikke præcist, hvad de skulle lede efter; men de havde en begrundet formodning om, at hvis de fandt det, så ville det også være af en vis værdi.
Når jeg som filosof har fundet tolkningsarbejdet interessant, skyldes det især to forhold. For det første finder man hos stoikerne en sprogforståelse, der afgørende bryder med den model, der har været dominerende i en stor del af dette århundredes angelsaksiske sprogfilosofi, nemlig at en sætnings mening er dens sandhedsbetingelse - d.v.s. at man for at forstå en sætning skal kunne forstå, under hvilke betingelser den kunne være sand - og at de eneste sætninger, der har mening, er påstande om noget, der kan afgøres v.h.a. erfaringen. Stoikerne nærmer sig sproget på en helt anden måde, og analyserer sproglige ytringer v.h.a. begrebsparret 'to semainon' og 'to semainomenon'. Direkte oversat betyder de to ord hhv. 'det betegnende' og 'det betegnede', men måske bliver betydning af dette tydeligere, hvis man oversætter begrebsparret til fransk; så bliver de nemlig til hhv. 'signifiant' og 'signi-fié'!
Men - og det er så det andet punkt - der er kun få (bl.a. Baratin & Desbordes), der systematisk har brugt dette til at forsøge at få mening og sammenhæng i den stoiske logik. Nogle nævner den påfaldende lighed med det semiologiske begrebspar, men afviser, at det skulle have nogen betydning for forståelsen af de stoiske tanker (fx Hülser). Men de fleste oversætter blot begreberne på en sådan måde, at ligheden slet ikke bliver til at få øje på.
Det usikre kildegrundlag giver mulighed for temmelig forskellige tolkninger, og der er en påfaldende tendens til, at forståelsen af stoicismen i høj grad bliver farvet af det på den pågældende tid og det pågældende sted herskende intellektuelle paradigme inden for hhv. filosofien og filologien. Fx er der meget idealistiske tolkninger, hvor sproget bliver hævet til en næsten hegelsk ånd (Pohlenz). Og i nyere tid har stort set alle forskere forsøgt at læse den ovennævnte meningsteori ind i den stoiske analyse af sproget.
En af grundene er, at mange fremstillinger af emner inden for den stoiske logik tager udgangspunkt i moderne discipliner. Spørgsmålet bliver så, om stoikerne har noget at sige på netop dette område: Formallogik? Jo, dér siger de helt sikkert noget, og det er endda ganske imponerende (Mates). Semantik? Jo, det ser ud som om, de har sådan en (Long). Grammatik? Jo, de har i hvert fald noget, der ligner (Frede).
Andre fremstillinger går ud fra et aktuelt og centralt sprogfilosofisk problem og ser så, om ikke stoikerne skulle have noget at sige i den sammenhæng: Overvejelser over sandhedsbetingelser? Tjah, det er en smule uklart (Annas). Mening? Jo da, men hvad de mener med det, det er heller ikke helt klart (Graeser). Fælles for dem alle er, at de ser på stoicismen ud fra deres egne kategorier og tilsyneladende glemmer, at stoikerne måske havde et helt andet perspektiv, at de måske var uinteresserede i formallogik, semantik og sandhedskriterier i sig selv, men anså analysen af dem dem for nødvendige i en helt anden sammenhæng.
Et gennemgående træk er også filologiens litterære tilgang til de antikke tekster, hvor man - snarere end at oversætte de enkelte ord direkte - faktisk parafraserer teksten. De tekniske udtryk oversættes ikke systematisk, men ud fra filologens idé om, hvad der giver den bedste mening det pågældende sted, hvad der passer bedst ind i hans forståelse af den pågældende teori og hvad der nu lyder bedst i hans eget sprog. Den klassiske filologis forkærlighed for litteratur og dannelse har gjort det svært for udenforstående - d.v.s. filosoffer, der som jeg ikke kan græsk - at finde ud af, hvad der helt præcist står i de tekster, tolkningerne skal bygge på, og man har hidtil kun kunnet gøre én ting, nemlig foretage en sammenligning mellem den græske tekst og forskellige oversættelser til fx dansk, engelsk, tysk og fransk.
Endelig har den klassisk filologiske tradition en påfaldende forkærlighed for den ene hovedkilde, Sextus, mens den anden, Diogenes behandles med stor skepsis. Sextus er erklæret skeptiker og udtalt negativ overfor stoicismen. Og han fremstiller udelukkende de stoiske tanker med det formål umiddelbart derefter at pille dem fra hinanden. Diogenes derimod skriver side op og side ned om stoicismen uden at gøre et stort nummer ud af, hvad han selv mener om sagerne. Og det er måske derfor, filologerne foretrækker Sextus; for det er jo langt mere i den moderne humanvidenskabelige ånd at være skeptisk og kritisk fremfor blot at referere.
Der er almindelig enighed om, at Diogenes sandsynligvis har haft adgang til at læse originale stoiske tekster eller i hvert fald pålidelige fremstillinger af dem; men samtidigt anses han traditionelt af filologer for at være så stort et fjols, at han sandsynligvis har misforstået store dele af indholdet. Hvor denne fordom stammer fra, aner jeg ikke, men resultatet har været, at kun få forskere har taget hans fremstilling så alvorligt, at de har taget udgangspunkt i den, når de ville finde ud af, hvad stoikerne egentlig mente.
Som en typisk marginal forsker - jeg er hverken klassisk filolog eller ekspert i den antikke filosofi - har jeg netop valgt at tage dette kætteriske udgangspunkt. Og min pointe bliver i forhold til den forskningsmæssige hovedtendens temmelig radikal: Jeg vil hævde, at det kun er, hvis man arbejder inden for den angelsaksiske semantiske tradition, den stoiske logik kun vanskeligt lader sig systematisere. Hvis man derimod prøver med en semiotisk tilgang, vil mange af problemerne forsvinde.
Det betyder ikke, at stoikerne nu igen skal passes ind i en ny teoribygning, de slet intet havde med at gøre. Den stoiske sprogfilosofi lader sig hverken reducere til semantik eller semiotik; men semiotikken giver en mere frugtbar tilgang for forståelsen af den stoiske logik end semantikken. Samme tilgang ligger også bag Hanne Roers oversættelse af Diogenes' beskrivelse af den stoiske logik (1) - der for øvrigt er den første samlede danske oversættelse af dette vigtige tekststykke siden Børge Riisbrighs fuldstændige oversættelse af alle Diogenes' ti bøger fra 1812 (2) - og vi indskriver os dermed i den meget lille kreds af forskere, der både betragter Diogenes som en pålidelig kilde til forståelsen af den stoiske logik og bruger en semiotisk tilgang i denne forståelse.
Det kræver selvfølgelig gode grunde, og derfor vil jeg undervejs i min fremstilling argumentere imod de vigtigste moderne opfattelser af den stoiske logik og de oversættelser, der er blevet konsekvensen deraf, nemlig Hülsers, Long & Sedleys og Baratin & Desbordes', (3) ligesom jeg vil inddrage andre indflydelsesrige fortolkninger. Jeg skitserer først logikkens placering i den stoiske filsofi og hovedindeling af logikken i retorik og dialektik (I.). Dialektikken deler jeg - som Diogenes - i et afsnit om det betegnende (II.) og et om det betegnede (III.). De vigtigste systematiske udtryk i Diogenes tekst har jeg angivet i en ordliste, ligesom der er en omfattende bibliografi for de specielt interesserede.
Den stoiske filosofi består af tre hoveddele, fysikken, etikken og logikken. (4) Logikken blev anset for en fuldgyldig del af filosofien på linie med fysikken og etikken og ikke blot et redskab. Men hvad man egentlig skal kalde de tre dele, hvilken status de har i sig selv og i forhold til hinanden, og om deres rækkefølge har betydning; alt dette er der stor uenighed om blandt såvel stoikere (39-41) og deres antikke kommentatorer (5) som nyere forskere.
Diogenes giver os ikke en egentlig definition på, hvad logik er for stoikerne, men fremhæver dens betydning: "Gennem den logiske betragtningsmåde bliver alle sager forstandige, hvad end de nu hører til fysik eller hører til etikkens område." (6) Derudover får vi kun et katalog over de emner, der behandles under logikken. 'Logik' kommer af 'logos', der bl.a. betyder 'tale', og den bedste bestemmelse giver - så vidt jeg kan bedømme - Zeller: logikken omfatter alle undersøgelser, der har forbindelse med indre og ydre tale. (7)
Long & Sedley bestemmer den stoiske logik som "alt hvad der har at gøre med rationel diskurs (logos)", (8) og det fremhæver samtalen. Men det gør logikken så snæver, at nogle af de områder, den faktisk indeholder, fx retorikken, bliver svære at få med. Baratin & Desbordes beskriver logikken som "analysen af sproget"; (9) men derved overser de den vigtige skelnen mellem sprog og tale, der er en afgørende forudsætning for at kunne forstå den stoiske logik i sin helhed.
Hülser hævder i en af sine tidlige artikler, at stoikerne slet ikke skelnede mellem sprog og tale. (10) Han afviser desuden, at en lingvistisk tilgang i forlængelse af Saussure skulle være en frugtbar tilgang, men det ligger i en alt for snæver forståelse af 'tilgang': At bruge samme tilgang betyder ikke nødvendigvis, at man når samme resultat. Så Hülsers bemærkninger om, at stoikerne stod i modsætning til Saussure på afgørende punkter, (11) rokker således ikke ved den mulige frugtbarhed af at anvende den lingvistiske tilgang.
I min rekonstruktion har jeg især støttet mig på Baratin, der netop tager udgangspunkt i det Saussure'ske begrebspar signifiant-signifié, (12) og det resultat, jeg er nået frem til, opfylder faktisk de krav, Hülser stiller til en fortolkning af den stoiske dialektik, selvom han betvivler, at det overhovedet skulle være muligt: (13) jeg bestemmer positivt de områder, der hører under dialektikkens første del, såvel de fonetiske som de poetiske, og fremlægger et homogent begreb om dialektikken, der indeholder idéen om en afrundet lingvistisk teori.
Den stoiske logik deler man almindeligvis i retorik og dialetik, (14) selvom Diogenes også her beretter om forskellige opfattelser. (41-42) Retorik er videnskaben om god tale (logos) i sammenhængende udførelser, dialektik er videnskaben om rigtig diskuterende tale (logos), altså argumentation. Retorikken og dialektikken er studier i to sider af en proces, nemlig samtalen. Retorik fokuserer på den ene side, om hvad der gør et foredrag eller et indlæg i en debat til en god tale, i betydningen en overbevisende fremstilling. Dialektikken ser på selve processen mellem de to parter, nemlig overførslen af information. Dialektikken skal vise, hvad der kræves, for at en samtale er en rigtig diskussion. Derfor er dialektikken også videnskaben om det, der er sandt, det, der er falsk, og det, der hverken er sandt eller falsk, (42-43) altså udsagn og de spørgsmål, der kan føre til udsagn.
Long & Sedley mener ikke, den stoiske retorik har noget interessant eller originalt at byde på; for dem er både retorikken og dialektikken videnskaben om at tale godt. (15) Fejlen ligger i, at de sidestiller så forskellige kilder som Aristoteles-kommentatoren Alexander fra Aphrodisias og Diogenes. (16) De to dele af logikken er to synsvinkler på samme emne. Såvel videnskabelig tale, argumentation, logos i streng forstand, som et foredrag er både tale, udtrykt på en bestemt måde, og en samling af udsagn og andet, der kan siges, som enten kan være sande, falske eller ingen af delene. De er hverken kunster eller håndværk (techne), men videnskab (episteme). (17)
Det er talen som sådan, vi undersøger; det er ikke sådan, at en del af talen falder under dialektikken og en anden under retorikken. Retorik og dialektik er for stoikerne videnskabelige discipliner under logikken, der studerer talen under forskellige aspekter, med forskellige metoder og stil. (18) Forholdet mellem retorik og dialektik fremhæver et grundlæggende træk ved den stoiske filosofi, nemlig at vi kan filosofere om virkeligheden uden at lægge os fast på en bestemt betragtningsmåde. Stoikernes begrebsapparat afspejler ikke nødvendigvis skel i virkeligheden; det er blot måder, hvorpå vi kan beskrive det foreliggende.
Christensen fremhæver, at stoikerne skelnede mellem fysiske elementer og logiske "bestanddele", der ikke nødvendigvis havde specifik reference, og 'lekton', som bliver et centralt ord senere, anføres som et eksempel på sidstnævnte. (19) Og Graeser fremhæver samme træk. (20) Stoikerne er ikke essentialister som fx Platon og Aristoteles. Ikke desto mindre kan disse beskrivelser være sande eller falske udsagn om det, vi møder i verden. Det afgørende er, at de sproglige ytringer lever op til et krav om videnskabelighed.
De overordnede træk ved virkeligheden skal afspejles i de grundlæggende sondringer inden for de sproglige beskrivelser. Detaljerne derimod er begrebsafledninger, der ikke er underlagt samme krav. Sondringen mellem retorik og dialektik afspejler dette grundlæggende træk, nemlig at noget, her talen, kan betragtes og udforskes som en selvstændig størrelse, hvorved vi får nogle hovedsageligt ydre træk frem, som f.eks. i hvilke sammenhænge, der tales sammenhængende, hvordan en argumentation bygges op, hvilket toneleje eller -fald man skal bruge o.s.v.. Men hvis vi betragter talen som en samtale, en relation, en proces, altså som kommunikation, ja, så får vi en helt anden analyse.
Samme træk møder vi i selve dialektikken. Dialektikken er videnskaben om, hvad der er sandt, falsk eller ingen af delene; men det, den omfatter, det, den har som genstand, (21) det er det betegnende (to semainon) og det betegnede (to semainomenon), (62) nemlig hhv. lydsiden og meningssiden af talen. Tale er netop det, der på en gang er både betegnende, forstået som lyd og noget betegnet, nemlig den mening, lyden betegner. Tale er begge dele samtidigt, hele tiden; ellers er det slet ikke tale. Opdelingen i det betegnende og det betegnede er logisk og skal strukturere en generel teori om (sam)talen, hvorfra vi kan udskille den videnskabelige tale, de sande udsagn og sammensætningen af dem.
Hanne Roer har ligesom Baratin (22) oversat 'to semainon' og 'to semainomenon' direkte. Hülser giver også den direkte oversættelse plus hans egen fortolkning, hhv. "det sproglige tegn" og "betydningen" i parentes. (23) Men for det første bruger han også 'det sproglige tegn' som oversættelse af 'phoné'; (24) for det andet er denne fortolkning i sig selv vildledende. De substantiverede verber 'det betegnende' og 'det betegnede' forvandles til rigtige substantiver, hhv. "det sproglige tegn" og "betydningen", altså referencen. En sådan oversættelse kommer imidlertid til at betyde, at 'semainon'/'semainomenon' så at sige falder fra hinanden. Det er ikke længere muligt at forstå dem som to aspekter ved en dobbeltstruktureret proces, nemlig talen.
Problemet genfindes hos Long & Sedley: 'Semainon' bliver til "betyderen" og 'semainomenon' til "betydningen". (25) Som 'betyder' og 'betydning' bliver 'to semainon' og 'to semainomenon' to klart adskilte størrelser. Hülsers og Long & Sedleys oversættelser betyder, at det bliver helt legitimt at betragte dialektikken som bestående af to adskilte dele, hvorefter man så kan kassere den første - om det betegnende - som filosofisk uinteressant, således som fx Zeller har gjort det. (26)
Filosofiens mål er sandheden. Dialektikken undersøger, hvornår tale er sand eller falsk - eller ingen af delene. Men for at nå dertil må det først slås fast, hvilke typer tale, der kan være sande eller falske. Når man blot taler til folk, taler man ikke rigtigt; tale er ikke bare et redskab i kampen for at overbevise og overtale tilfældige mennesker om tilfældige synspunkter. Ifølge Baratin & Desbordes er stoicismen, ligesom Platons og Aristoteles filosofi, udtryk for opgøret med sofisterne: "Hele den problematik, i hvilken den græske filosofi indskriver sin analyse af sproget, hænger sammen en spørgen til det videnskabelige udsagns mulighed og gyldighed." (27)
Dialektikkens mål er at nå frem til, hvilke betingelser tale skal opfylde for at være videnskabelig, d.v.s. for at kunne afgøres som sand hhv. falsk. Den formelle identitet af mening og lyd i tale (28) viser den vægt, de lagde på samtalen i erkendelsen; lyden er (sam)talens medium, ikke sansernes eller tankernes. Aristoteles' opfattelse, at tanken er formelt identisk med sin genstand, (29) gør derimod erkendelsen til en temmelig privat sag; samtalen privilegeres ikke som sikkert erkendelsesredskab. Tale indeholder for stoikerne i sin natur muligheden for sand erkendelse, fordi tale primært er samtale, d.v.s. en gensidig overførsel og modtagelse af information. Det medfører for stoikerne en etisk forpligtelse til at tilpasse sin brug af talen derefter.
Talen bestemmes dobbelt, men det er ikke ligegyldigt, hvor man starter. Talen er mødestedet for det betegnende og det betegnede. I Diogenes fremstilling er den målet for første del af analysen, om det betegnende, og samtidig udgangspunkt for anden del, om det betegnede. I analysen af det betegnende går stoikerne ud fra den mest almene bestemmelse af lydsiden, nemlig lyd som sådan (phoné), der er vibrerende luft bestemt for hørelsen, over dyrenes lyde, deres stemmer, der skyldes drifter, til menneskets lydlige udfoldelser, der er artikulerede og udgående fra tanken. Specielt for den menneskelige stemme skelnes mellem artikulation (lexis) og tale (logos). (55-56)
Hülser oversætter i denne sammenhæng - følgende Egli (30) - 'lexis' til "fonem-række", (31) men gør dog selv opmærksom på denne oversættelses begrænsninger. 'Lexis' optræder på forskellige niveauer i analysen; både musik og tale er lexis, idet de udgår fra tanken, men kun for talen, i anden omgang, giver det mening at tale om en 'fonemrække'. (32) Hülser betragter tydeligvis ikke 'lexis' som en teknisk term; i andre sammenhænge oversættes 'lexis' nemlig til "udtryksmåde", "stil" (33) og "(tale)vending" (34), hvilket ikke ligefrem bidrager til den systematiske forståelse. Det virker så meget mere besynderligt, eftersom Hülser selv nævner, hvor præcis den stoiske terminologi var, især - og det er nok der, hunden ligger begravet - i deres analyse af det betegnede. (35)
'Logos' oversættes først af Hülser til "tale" (36) og siden, i afsnittet om det betegnede til "argument", (37); og sammenligner man med andre oversættelser, er der intet kontroversielt i det. Problemet er imidlertid, at vi her igen ser et eksempel på en oversættelse, der slører sammenhængen mellem den stoiske sproganalyses dele. Når jeg bruger udtrykket 'videnskabelig tale' i stedet for 'argument', er det for at fremhæve, at det hele tiden er logos, altså tale, det drejer sig om; at den stoiske dialektik er én lang præcisering af, hvornår tale lever op til sin natur; hvornår tale er det, den bør være, nemlig sande udsagn.
Long & Sedleys oversættelse af 'lexis' til "tale" og 'logos' til "sprog", (38) forstår jeg ikke. For som Long selv tidligere har gjort opmærksom på, har stoikerne en vis forkærlighed for det, der kan udpeges, "objective particulars", (39) og det er tale et bedre eksempel på end sprog. Og i denne tidlige artikel oversættes 'logos' da også med "tale". (40)
Baratin har i sin oversættelse valgt at fremhæve, at det er det betegnendes side, vi befinder os på: 'Phoné' er "signifiant vocal", 'lexis' "signifiant prononcé" og 'logos' "signifiant énoncé". (41) Hans konsekvente fortolkning af de tekniske ord er klart en fordel for forståelsen - omend jeg ville have fortrukket 'logos' som "signifiant parlé" - men det er en fortolkning, ikke en oversættelse. Selv om betoningen tiltaler mig, er det for langt fra den normale betydning af ordene, og under alle omstændigheder er det alt for klodset på dansk.
Talen er en betegnende lyd; som tale kan den aldrig være uden mening. Men en lyd kan sagtens - selvom den er artikuleret og kan bogstaveres - være meningsløs, altså uforståelig: "Blityri" er Diogenes' eksempel.(57) Enhver tale er en fonemrække, men ikke omvendt. Ligeså er enhver fonemrække en artikulation, og enhver artikulation en lyd, men ikke omvendt. 'Artikulation' er den oversættelse af 'lexis', der giver den bedste systematiske mening. Hvad angår 'phoné', synes jeg, det giver mere mening, hvis det konsekvent oversættes til 'lyd'; både rumlen og tale er lyde, der netop kan sanses af hørelsen. 'Lyd', 'artikulation' og 'tale' står altså for hhv. 'phoné', 'lexis' og 'logos'. Hanne Roer oversætter konsekvent 'logos' til 'tale' og 'phoné' til 'lyd', men slører den systematiske sammenhæng ved at oversætte 'lexis' med både 'udtryk' (56), 'udtryksmåde' (59) og 'udtryksform' (60).
Pohlenz mener, at "logos først bliver til lexis, når det tjener som tegn for et objekt." (42) Men lexis bliver først logos, når lexis er forståelig, altså både betegnende og betegnet, og så er den ikke længere lexis, men logos. Problemet ligger i hans forståelse af 'logos': "Det kan betyde det enkelte betegnende ord, men også udsagnet, den logiske slutning og den meningsfulde sætningssammenhæng", (43) d.v.s. alt andet end 'tale'!
Tale er betegnende og betegnet, d.v.s., at den så at sige betegner sig selv som betegnet; men logos er ikke tegn for en genstand. Tegn (semeion) er udsagn, der henviser til andre udsagn, der ikke i første omgang er indlysende. (44) Tegn indgår i videnskabelig tale, i argumentation, og er dér et sandt førsteudsagn i en sand logisk slutning, et bevis, hvor sandheden af andetudsagnet gives af førsteudsagnet. (45) Diogenes omtaler i sin beskrivelse af talen slet ikke tegn. Hvad vi ved om den stoiske tegnteori, stammer hovedsageligt fra Sextus. (46) Men hvis Hülser gør ret i at tvivle på, om tegnbegrebet overhovedet havde nogen plads i Chrysippos' udformning af den stoiske dialektik, (47) som jo er den, Diogenes hyppigst refererer til, (48) så er her et indicium for, at Sextus og Diogenes har haft så forskellige kilder, at det er misvisende at samlæse dem, som filologer traditionelt gør.
Logos kan aldrig være et enkelt ord, for et ord kan aldrig være betegnende; et ord er kun en artikulation, en lexis. Og udsagn etc. er kun logos, hvis de ses som netop logos, altså tale, som både betegnende og betegnede. Hverken udsagn eller sammensætninger af udsagn, d.v.s. logiske slutninger, er som sådan betegnende; de er kun karakteriserede som betegnede. Tale er altid dobbeltbestemt, mens artikulationer og udsagn bestemmes ensidigt, på hver sin side af processen. Pohlenz betragter tillige logos som et åndeligt princip, og sproget er da dets udtryksform. (49) Men sprog og ånd er ligeså abstrakte kategorier som de platoniske ideer, ligeså meget udtryk for den idealistisk tankeflugt, der netop if. Pohlenz var det, de hellenistiske filosoffer ville gøre op med. (50)
I denne sammenhæng er logos tale, såvel indre som ydre. Tanker og lingvistisk kommunikation er for stoikerne det samme. (51) Der ingen tanker uden tale. (52) Forbindelsen mellem den menneskelige og den universelle logos skabes i dialektikken; kun gennem studier i dialektikken finder vi grundlaget for sand tale, og sand tale, det er i sidste ende, når vi er i forbindelse med den universelle logos, når vi udtaler os sandt om verden som helhed.
Vers er artikulationer, (62) for dér er ordene sat sammen primært ud fra et lydligt perspektiv, rytme og metrik. Men i dialektikken undersøger vi sproglige ytringer med videnskabelig tale for øje, og det giver poesi en speciel stilling. I poesi har vers en mening, en mening, der gives ud fra den processuelle struktur på den betegnende side. Det betegnede er inkorporeret i selve det betegnendes struktur, i ordenes indbyrdes forhold i versene og i versenes struktur. Poesien siger noget, men det går ud over prosa, ud over almindelig tale. (60) Poesi vil sige noget om menneskelige og guddommelige forhold på en måde, hvor formsiden, det lydlige billede giver en mening udover det snævert set betegnede. (53)
Faktisk er poesi slet ikke tale, ikke noget mødested for det betegnende og det betegnede, men en artikulation med mening. Meningen gives i artikulationens struktur, som afspejler en mere generel struktur. For stoikerne er poesien ligesom sagn og myter kilde til sand erkendelse. Meningen ligger der, men udtrykt allegorisk. Forstået rigtigt, af den rette, altså Den stoiske Vismand kan poesi oversættes til videnskabelig tale, men for de fleste af os forbliver denne sammenhæng skjult.
Poesien bliver altså, set i talens perspektiv, noget, der er kilde til misforståelser, og den behandles da også i forlængelse af beskrivelsen af, hvad der gør tale til korrekt eller fejlagtig tale. Hülser mener i den ovenfor nævnte tidlige artikel, at denne placering er problematisk; poesi har ikke noget med de øvrige, hovedsageligt grammatiske emner at gøre og burde, jf. Aristoteles, falde under retorikken. (54) Han fremstiller den stoiske dialektik som en forfærdelig rodebutik: dialektikken er blot det, der ikke er retorik, (55) og dialektikkens første del er blot det, der ikke falder under anden dels studie i meningsfulde tegn. (56) Lloyd mener ligeledes, at Diogenes' liste over de emner, der behandles i dialektikkens afsnit om det betegnede (44), er rodet og tilfældig. (57) Men begge tager fejl p.g.a. deres grundlæggende semantiske forståelse af sproget.
Korrekt tale er først og fremmest prosa, der er kendetegnet ved at være informativ, og den nærmere bestemmelse af, hvad der gør tale til sand tale, foregår som en analyse af det betegnede. Det betyder imidlertid ikke, at talens betegnede side er uafhængig af dens betegnende side. Betragtet uafhængigt og hver for sig er de to sider hhv. artikulation (lexis) og sag (pragma), der kun er det, de er; lyden (phoné) betegner ikke, og sagen er ikke betegnet, hverken med billede eller lyd. Men talen er netop det fænomen, der har de to sider samtidigt.
Derfor får vi nogle krav til tale som betegnende. Tale skal være klar, tydelig og tilpasset emnet. (59) De krav opfyldes netop af en afgrænsning (horos). Videnskabelig tale skal vi altså finde i udsagn (axiomata), der har som betegnende er afgrænsninger. (58) Videnskabelig tale er tale, hvis sandhedsværdi kan afgøres bestemt. Det skema for inddelinger og underinddelinger, Diogenes giver os, (60-62) er et nødvendigt krav til den type tale, der kan være sand, nemlig udsagnet. Følger talen ikke skematikken, er den ikke som artikulation tilpasset videnskabeligheden og kan følgelig som sag ikke gøre krav på at være sand. For stoikerne var dagligdags tale simpelthen ikke præcis nok. (59)
Med analysen af lydsiden har vi nu indsnævret feltet for, hvilken type tale, der kan være sand. Vi har fundet frem til, at sand tale i hvert fald skal være klar, tydelig, specifik prosa, der giver sig som afgrænsninger med præcise inddelinger og underinddelinger. Inden vi overhovedet er begyndt på analysen af talens betegnede side, ved vi allerede, at sand tale findes inden for den forholdsvis snævre klasse, der har form af afgrænsning. Hanne Roer oversætter konsekvent 'horos' til 'definition', hvilket som sådan er udemærket. Problemet er imidlertid, at horos optræder på lydsiden af analysen, mens en definition normalt i dag definerer et meningsindhold. Derfor har jeg foretrukket det lidt mere svævende 'afgrænsning'.
Nuchelmans bemærker, at der i forbindelse med afgrænsning bruges samme ord for fuldstændighed, som sidenhen bruges til at karakterisere nogle bestemte typer tale på meningssiden, nemlig fuldstændige sager (pragmata) og de fuldstændigt sigelige (lekta). (60) Afgrænsninger kan som tale karakteriseres som fuldstændigt betegnende, idet de rammer præcist den sag, artikulationen skal betegne.
Målet for dialektikken er indkredsningen af den type tale, der kan være sand, ud fra en generel teori om tale. Når vi går fra afsnittet om det betegnende over til afsnittet om det betegnede har vi altså ikke længere at gøre med tale som lyd, men kun med tale som mening; kun som sådan kan tale være sand.
Nu, hvor vi tager fat på talen som betegnet, er det foreløbige mål sat, nemlig det, der som betegnet hører til en afgrænsning. Og det er udsagnet (axioma). Et udsagn hævder noget meget præcist, som kan af- eller bekræftes. Udsagnet er den videnskabelige tales meningsside; afgrænsningen dens lydside. Tale som sådan kan ikke være sand i sig selv, (61) fordi den er en dobbeltstruktureret proces. Kun som udsagn kan tale være sand. (62)
Analysen af sproglige ytringer skete i første del, om det betegnende med henblik på talen; anden del om det betegnede sker med henblik på den videnskabelige tale. Vi skal nu igennem en tilsvarende udskilningsproces, denne gang på meningssiden. Men ikke parallelt med lydsiden, for som nævnt er tale på en gang slutpunktet for analysen af det betegnende, lydsiden og udgangspunktet for analysen af det betegnede, meningssiden. Derfor er de kategorier, der nu skal bruges uafhængige af dem, der blev udviklet i analysen af det betegnende. (63) Det er nu logos, det drejer sig om, fra første generelle bestemmelse til den præcise bestemmelse som videnskabelig tale.
Som dialektisk samtale lever tale op til sin natur som erkendelsesredskab; for taler man ikke videnskabeligt, så er det ikke dialektik. Dialektik er videnskaben, der har det sande som mål. Kun i dialektikken er tale i sandhed informativ; at tale i overensstemmelse med talens natur er altså at argumentere, og således bør man også tale.
Ifølge Diogenes (66-68) skelnede stoikerne mellem ni forskellige typer tale. Alle typer tale omtales som pragma, sag. Hülser oversætter konsekvent 'pragma' med "sag". Men desværre er der også tilfælde, hvor 'sag' tilsyneladende står for noget helt andet. (64) Long & Sedley oversætter 'pragma' til "tingenes tilstand", (65) og Baratin & Desbordes bruger systematisk "tankeindhold". (66)
Ifølge Troels Engberg-Pedersen er 'tankeindhold' for langt fra fra den normale betydning. (67) Normalt betyder 'pragma' 'ting' eller 'genstand', men vi må her forstå det meget bredt, som 'sag'. For tale kan - som betegnet, som mening - ikke være en håndfast ting. Sag kan både kan være en ting og noget ikke-legemligt, fx indholdet af en tanke. Samme bredde udnytter Hanne Roer i sine oversættelser af 'pragma', men igen har hun sløret den systematiske sammenhæng ved at bruge at væld af forskellige udtryk som fx 'ting' (49), 'sag' (57) "sager eller ting" (63), 'sagforhold' (65), 'udtryk' (66), 'forhold' (67), ligesom hun i ét tilfælde vælger en omskrivning, hvor 'saglighed' bliver kernen (46).
Fra analysen af det betegnende ved vi, at tydelighed, klarhed og tilpassethed til sagen er artikulationer, der har til formål at få sagen frem på bedst mulige måde, så det samlet bliver god tale. (59) På samme måde er flertydighed en artikulation, der betegner to eller flere sager. Diogenes giver et eksempel, hvor en række stavelser (på græsk) giver to forskellige helmeninger. (62) Det er ikke ord, det drejer sig om: Alle ord er fundamentalt ikke-entydige, (68) selvom der er principper for, hvordan de udledes af hinanden, enten p.g.a. fonetiske eller p.g.a. betydningsmæssige relationer. (69) Flertydighed er, når talens lydside kan betegne flere sager; tilpasset, klar og tydelig er tale, når artikulationen modsvarer sagen. Det er netop de to størrelser, der mødes i talen. Som artikulation og sag er de uafhængige størrelser, men i talen falder de sammen som to sider af det samme, som hhv. det betegnende og det betegnede i talen.
Alle typer tale er, som betegnede, sager, men er alligevel ikke helt på samme niveau. Kun udsagn og afgørelsesspørgsmål - spørgsmål, der kan besvares med Ja eller Nej - er fuldstændige sager. (66) 'Fuldstændig' må ligesom i forbindelse med afgrænsninger betyde, at det er blandt disse typer tale, vi skal finde det sande. Et spørgsmål, der er stillet, så Ja eller Nej er tilstrækkeligt til at besvare det, udtrykker sagen tilpasset, klart og tydeligt, ligesom en udsagn gør det. Set som sag er disse to typer tale fuldstændige.
Sextus bruger sjældent 'pragma' i sin udlægning af den stoiske logik, og når han gør det, (70) er betydningen ikke som hos Diogenes. Og Nuchelmans mener heller ikke, at Sextus' brug af 'pragma' i disse passager er i overensstemmelse med den stoiske brug. (71) Sextus beskriver sammenhængen mellem to semainon og to semanomenon og mellem phoné og pragma, som om pragma - ligesom hos Aristoteles (72) - var en ting og lyden et ord, navnet Dion; (73) men han kommer slet ikke ind på talen, selvom det hos Diogenes netop er talen, der både er betegnende og betegnet. Følgelig bliver det legitimt at tage navnet 'Dion' som eksempel, mens det i følge Diogenes kun er en fra forstanden udgående artikulation, en skrivelig lyd. Et ord kan som sådan slet ikke bestemmes dobbelt; det vil altid kun være artikuleret lyd. Og pragma er ikke en sag, lyden betegner, når lyd forstås som blot et enkelt navn; et navns lyd har slet ikke nogen tilsvarende sag, for sager står i forbindelse med helmeninger, der kan siges i tale.
Et andet sted (74) bruger Sextus både 'phone' og 'pragma' på samme måde som Diogenes, i forbindelse med udsigelsen af en sag. Men det havde været mere præcist, hvis han havde brugt 'lexis', altså 'artikulation' i stedet for 'phoné' ('lyd'), og igen kommer han ikke ind på logos (tale). I forhold til Diogenes virker Sextus enten upræcis, eller som om han fremstiller en helt anden teori. Det har imidlertid ikke forhindret, at hans manglende interesse for 'pragma' - der er et centralt systematisk begreb i Diogenes' fremstilling - lever videre i mange filologers og filosoffers udlægninger af den stoiske logik, dog med Hülser, Baratin & Desbordes som undtagelser.
I en dialektisk samtale kan også indgå bestemmelsesspørgsmål - spørgsmål, der kræver et udsagn som svar - som ikke er fuldstændige sager. Dialektikken er videnskaben om det, der er sandt, falsk eller ingen af delene (42 & 62), og dens mål er sandheden. Det fuldstændigt sigelige, fuldstændige lekta er netop det, der kan siges i en dialektisk samtale, altså de to typer spørgsmål, udsagn og syllogismer (63-64), som er slutninger fra et udsagn til et andet.
Lekton betragtes traditionelt som den mest gådefulde størrelse i den stoiske sprogfilosofi. Diogenes bruger kun begrebet i to passager, mens det hos Sextus optræder i flere forskellige sammenhænge. Diogenes' brug tyder på, at lekton bestemmes i forhold til talens informationsværdi. Kun den tale, der i egentlig forstand er tale, kan være et lekton; kun de typer tale, der er saglige og informative, d.v.s. de, der er fuldstændige sager (pragmata) eller - via svaret - implicerer noget sådant, kan være fuldstændige lekta. Lekton er bestemt ud fra talens udsagnsværdi. Kriteriet er igen valgt med henblik på at afgrænse udsagnet, og her tjener lekton til at udskille netop de typer tale, der kan indgå i en dialektisk samtale.
Sextus giver lekton en central betydning i den stoiske logik, (75) men ligesom det var tilfældet med 'pragma', bruges 'lekton' også i forhold til både ord og helmeninger; jeg er endog stødt på en passage, hvor Sextus i starten bruger 'lekton' i forbindelse med helmeninger for så til slut igen at bringe Dion på banen. (76) Det er disse uklarheder, der får det til at se ud, som om stoikerne havde en semantik i Frege og Carnaps forstand.
Sextus giver som nævnt ordet 'Dion' som eksempel på en betegnende lyd. (77) Men 'Dion' siger intet, hverken om Dion, hvis han findes, eller om noget andet. 'Dion løber' eller 'Dion, din idiot' siger begge noget; de er sigelige, meningsfyldte, nemlig hhv. et udsagn og - alt efter sammenhængen - en besværgelse, en tiltale eller måske noget tredie, altså tale. (66) Talen er grundenheden i dialektikken. Ord er ikke noget i sig selv; de er kun artikulationer, ikke tale.
Long medgiver, at Sextus' eksempel er dårligt, men tolker så "Dion" som "Denne mand er Dion" (78) for at kunne sandsynliggøre sin egen semantiske tolkning. Lekton medierer ifølge Long mellem betydende ord og ting; "De Finibus' forfatter" og "Catalinas' konsulære opponent" har forskellig mening (Sinn), altså lekton, men samme reference (Bedeutung), nemlig Cicero. (79) At forstå bliver at knytte forbindelse mellem lyden og referencen, genstanden, hvilket får ham til at hævde, at tænkning for stoikerne kræver præsentationen af en genstand for bevidstheden. (80)
Graeser tager udgangspunkt i samme passage hos Sextus. (81) Også han holder sig til Frege-traditionen, når han spørger, hvordan mening forholder sig til virkeligheden. (82) Han hæfter sig ved, at kun påpegende stedord har direkte reference, mens egennavne og navneord altid betegner noget mere. (83) Mening, lekton bliver det lingvistiske indhold i både ord og sætninger; for sidstnævntes vedkommende er lekton det samme som semainomenon. (84) Graeser tager således Sextus på ordet i de passager, som jeg har kaldt uklare. Men lekton er ikke det lingvistiske indhold af ord og sætninger; lekton er det, der i streng forstand kan siges, det sigelige.
Lekton sættes af Diogenes ikke i forbindelse med spørgsmålet om, hvornår tale er sand, kun hvornår ytringen udgør en helhed. Men dialektikkens mål er det sande, og en af betingelserne for at nå det er en klar, tydelig, tilpasset, utvetydig, ikke-poetisk videnskabelig samtale, der består af fuldstændige lekta, såvel spørgsmål som svar. Et fuldstændigt lekton er det sigelige, når målet er at nå frem til udsagn, der er enten sande eller falske. Udsagn og spørgsmål kan indgå i en dialektisk samtale, både bestemmelsesspørgsmål, der kræver et udsagn som svar, og afgørelsesspørgsmål. (85) Men afgørelsesspørgsmål og bestemmelsesspørgsmål er hverken sande eller falske; kun udsagn kan være sande eller falske. (68) Og derfor er de eneste fuldstændige lekta og pragmata, det eneste fuldstændigt sigelige og de eneste fuldstændige sager, der kan bruges i den videnskabelige tale, netop udsagn, axiomata.
Baratin & Desbordes mener, at 'pragma', 'lekton' og 'det betegnede' er forskellige udtryk for det samme, set fra forskellige synsvinkler: Det er tankeindhold (pragma), når det ses uafhængigt af noget betegnende; lekton, når tankeindholdet er et virtuelt indhold i et udsagn; og det betegnede for så vidt tankeindholdet er realiseret i udsagnet, d.v.s. når det er inkorpoereret i noget betegnende. (86) Nuchelmans (87) og Frede (88) indsnævrer tilsvarende 'lekton's betydning til 'det mulige indhold i et udsagn'.
Men det er direkte i modstrid med Diogenes' beskrivelse, hvor ikke kun udsagn, men også begge typer spørgsmål er fuldstændige lekta. Skellet mellem fuldstændig og ufuldstændig betyder ikke nødvendigvis det samme i forhold til forskellige størrelser som fx pragma og lekton. Således er både afgørelsesspørgsmål og bestemmelsesspørgsmål som nævnt fuldstændige lekta, mens kun førstnævnte er et fuldstændigt pragma. Dette forklares netop ved, at begge typer spørgsmål kan gøre fyldest i en dialektisk samtale, mens kun afgørelsesspørgsmål rummer en fuldstændig sag, som man enten kan sige Ja eller Nej til. (66) Man bliver nødt til at skelne mellem fuldstændige sager og det fuldstændigt sigelige, altså det, der kan siges i en videnskabelig samtale.
Udsagnet består af et ufuldstændigt lekton og en nominativ, ikke af prædikat og subjekt. (64) Og i denne sammenhæng ligger ufuldstændigheden netop i, at det ufuldstændige ikke kan siges i streng forstand; det kan ikke siges i en dialektisk samtale, kun i daglig tale. På græsk ligesom på flere romanske sprog behøver man ikke bruge det personlige stedord 'han' ('hun'), for at talen er korrekt og forståelig. Men videnskabelig tale skal ikke blot være almindeligt forståelig; den må ikke rumme nogen må ikke rumme nogen muligheder for misforståelser.
Frede nævner, at både det ufuldstændige lekton og nominativen falder under det betegnede som dele af lekton. Der er ikke som sådan tale om et subjekt, der refereres til, og hvorom der siges noget. Det er udsagnet, der analyseres, og opdelingen af lekton får kun mening i forhold til udsagnet. Nominativ er som del af en helmening en kasus, ikke et begreb, ikke et substantiv. (89) Og Imbert konkluderer, at der ikke i den stoiske logik er nogen semantik som sådan. Sandhed findes i (sam)talen, ikke i koblingen af talens dele til den fysiske virkeligheds dele. (90)
Igen er det sandsynligvis den traditionelle parallellæsning af udsagn fra både Diogenes og Sextus Empiricus, der spiller ind. For når Diogenes kun bruger 'lekton' en i enkelt passage, så er det fristende at se nærmere på Sextus, der i langt højere grad bruger 'lekton'. Sextus karakteriserer alle typer tale som fuldstændige lekta, (91) mens de hos Diogenes som nævnt er pragma. (66) Og det er sikkert grunden til, at Hülser - selvom han har disponeret sin fragmentsamling efter Diogenes fremstilling - alligevel har sat Diogenes behandling af pragmata under overskriften "De fuldstændige Lekta", (92) selvom Diogenes - i modsætning til Sextus - intetsteds sidestiller fuldstændige lekta og pragmata. En af grundene til den megen forvirring omkring lektons natur er ifølge Nuchelmans netop, at man har lagt for megen vægt på disse udsagn fra Sextus. (93)
Hülser lader som mange andre 'lekton' stå uoversat i sine oversættelser, men giver ind i mellem forslag til oversættelse i parentes, nemlig 'det sagte' eller 'det sigelige'. (94) Som Hanne Roer har jeg valgt 'det sigelige', fordi det passer ind i systematikken. Talen er et fuldstændigt lekton, hvis den er sigelig i en videnskabelig, dialektisk samtale. Men af de typer tale, der kan være fuldstændige lekta, er det kun udsagn, axiomata, der kan være sande. For at nå frem til, hvilken type tale, der kan gøre krav på at være sand, har stoikerne ifølge Diogenes først set på talen som tankeindhold og artikulation, dernæst som dialektisk samtale og så til sidst igen som tankeindhold. Jeg har i min fremstilling byttet om på rækkefølgen, fordi lekton normalt er den helt store gåde, mens pragma ikke giver anledning til mange overvejelser.
Hver for sig peger de forskellige betragtningsmåder henimod udsagnet (axioma) som den eneste type tale, der kan komme i betragtning; mulighederne indsnævres, efterhånden som analysen skrider frem. Men ingen af synsvinklerne afgrænser endegyldigt udsagnet. Først med kriteriet, at talen skal kunne være enten sand eller falsk - i streng forstand - når vi frem til udsagnet, som den eneste type tale, der er relevant i forbindelse med det sande.
Efter at have bestemt dette går Diogenes over til udelukkende at se på udsagn, enkelte og sammensatte, og hvordan man sætter dem sammen, så man får sande argumenter, altså sand videnskabelig tale, og her bliver spørgsmålet, om talen er sand, det afgørende kriterium; først nu kan der på afgørende måde tales om videnskabelig tale, først nu kan tale som sådan være sand. (95) Vi bliver derfor præsenteret for analyser af argumenter (videnskabelig tale), hvor kriteriet er, hvornår de er sande hhv. falske, og opstillinger af argumentskemaer, der viser de gyldige slutningsformer o.s.v. o.s.v. Alt dette skal vi imidlertid ikke komme ind på her, da det som sådan er mindre kontroversielt; det interessante spørgsmål er den systematiske opbygning af den stoiske dialektik, ikke de omstændige klassifikationer inden for udsagnslogikken, som analysen af udsagnet fører frem til.
Det, vi altså er nået frem til ved analysen af det betegnede, er, at det kun er helmeninger, der kan være tale om, ikke ord. Tale er en sag inkorporeret i sin artikulation; som betegnet er talen sag. Målet for dialektikken er bestemmelsen af det sande, og tale er et fuldstændigt lekton, når det, den siger, er sigeligt i en dialektisk samtale. Men hverken det, der er sigeligt i en videnskabelig samtale, eller fuldstændige sager afgrænser tilstrækkeligt, hvilken type tale der kan gøre krav på at være sand. Først når vi spørger, hvilke fuldstændige sager, der er sådan, at de kan være sande, og sammenligner med, hvad der kan siges i en dialektisk samtale, får vi resultatet, nemlig udsagnet, axioma. Axioma er den videnskabelige tales grundlag; på den skal alt andet bygges, med den opbygger vi sand tale, videnskabelig argumentation (logos).
Den systematik, stoikerne efter sigende var så stolte af, kan altså rent faktisk læses ud af deres analyse, som den er gengivet af Diogenes. Der kræves blot en læsning af hele teksten. Hülser og Long & Sedleys oversættelser lider under, at de deler analysen op og derefter definerer deres tekniske udtryk ud fra delanalysernes slutning: i første del i forhold til 'logos' som 'tale', i anden del i forhold til først 'udsagnet' ('axioma') og siden 'argument' ('logos'). Derved forrykkes betydningen af centrale udtryk som fx 'lexis', 'pragma' og 'lekton', så starten af analysen forekommer rodet og uforståelig, slutningen intetsigende og banal. Det vigtigste i analysen er ikke hverken starten eller slutningen, men den proces, der gennemløbes fra start til slut. Det er dér, den systematiske sammenhæng vises. (96)
Annas, J.: "Truth and Knowledge" in M. Schofield, M. Burnyeat & J. Barnes (eds.): Doubt and Dogmatism, Oxford: Clarendon Press, 1980
Baratin, M.: "L'identité de la pensée et la parole dans l'ancien stoïcisme", Langages, 16e Année, no 65, 1982
Baratin, M. & F. Desbordes: L'analyse linguistique dans l'antiquite classique. 1. les théories, Paris: Klincksieck, 1981
Barwick, K.: Probleme der stoischen Sprachlehre und Rhetorik, (Abhandlungen der sächischen Akademie der Wissenschaften zu Leipzig, Band 49, Heft 3), Berlin: Akademieverlag, 1957
Borgeaud, W., W. Bröcker & J. Lohmann: "De la nature du signe", Acta Linguistica, vol. III, fasc. 1, 1942-43
Brochard, V.: "Sur la Logique des Stoïciens", Archiv für Geschichte der Philosophie, bd. V, 1892
Brunschwig, J.: "Proofs Defined" in M. Schofield, M. Burnyeat & J. Barnes (eds.): Doubt and Dogmatism, Oxford: Clarendon Press, 1980
Christensen, J.: An Essay on the Unity of Stoic Philosophy, København 1962
Delamarre, A.J.-L.: "La notion de ptôsis chez Aristote et les Stoïciens" in P. Aubenque (ed.): Concept et catégories dans la pensée antique, Paris: J. Vrin, 1980
Egli, U.: "Stoic Syntax and Semantics" in J. Brunschwig (ed.): Le stoïciens et leur logique, Paris: Vrin, 1978
Egli, U.: Zwei Aufsätze zum Vergleich der stoichen Sprachtheorie mit modernen Theorien, Bern Universitaet: Insitut für Sprachwissenschaft, 1970
Frede, M.: "Principles of Stoic Grammar" in J.M. Rist (ed.): The Stoics, Berkeley and L.A., 1978
Graeser, A.: "The Stoic Categories" in J. Brunschwig (ed.): Les Stoïciens et leur logique, Paris: Vrin, 1978
Graeser, A.: "The stoic Theory of Meaning" in J.M. Rist (ed.): The Stoics, Berkeley and L.A., 1978
Haller, R.: "Untersuchungen zum Bedeutungsproblem in der antikken und mittelalterlischen Philosophie", Archiv für Begriffsgeschichte, bd. 7, 1962
Hanke, M.: "G. Weltrings 'Semeion in der aristotelischen, stoichen, skeptischen und epikureichen Philosophie'", Kodikas/Code, vol. 9, no. 1/2, 1986
Hülser, K.: "Einleitung" in R.T. Schmidt: Die Grammatik der Stoiker, Braunschwieg/Wiesbaden: Vieweg, 1979
Hülser, K.: "Expression and Content in Stoic Linguistic Theory" in R. Bäuerle, U. Egli & A. von Stechow (ed.): Semantics from Different Points of View, Berlin: Springer Verlag, 1979
Hülser, K.: Die Fragmente zur Dialektik der Stoiker, Band 1-4, Stuttgart-Bad Cannstatt: Fromann-Holzboog, 1987-88
Imbert, C.: "Theorie de la représentation et doctrine logique dans le stoïcisme ancien" in J. Brunschwig (ed.): Le stoïciens et leur logique, Paris: Vrin, 1978
Kerferd, G.: "The Problem of Synkatathesis and Katalepsis in Stoic Doctrine" in J. Brunschwig (ed.): Le stoïciens et leur logique, Paris: Vrin, 1978
Leroy, M.: "Théories linguistiques dans l'antiquité", Les Études Classiques, tome XLI, no 4, 1973
Lloyd, A.C.: "Grammer and Metaphysics in the Stoa" in A.A. Long (ed.): Problems in Stoicism, London, 1971
Lohmann, J.: "Über die stoische Sprachphilosophie", Studium Generale, vol. 21, drittes Heft, 1968
Long, A.A.: "Dialectic and the Stoic Sage" in J.M. Rist (ed.): The Stoics, London: University of California Press, 1978
Long, A.A.: Hellenistic Philosophy, London 1974
Long, A.A.: "Language and Thought in Stoicism" in A.A. Long (ed.): Problems in Stoicism, London, 1971
Long, A.A. & D.N. Sedley: The Hellenistic philosophers, vol. 1-2, Cambridge: University Press, 1987
Lukasiewicz, J.: "Zur Geschichte der Aussagenlogik", Erkenntnis, fünfter band, 1935
Mates, B.: Stoic Logik, Berkeley and L.A., 1961
Manetti, G.: "Perception and Encyclopedia in Stoicism", VS (Versus), 50/51, 1988
Melazzo, L.: "La teoria del segno linguistico negli Stoici", Lingua e Stile, Anno X, nr. 2, 1975
Mueller, I.: "An Introduction to Stoic Logic" in J.M. Rist (ed.): The Stoics, London: University of California Press, 1978
Nuchelmans, G.: Theories of the Propositons, (North-Holland linguistic Series) Amsterdam: North-Holland Publishing Company, 1973
Pohlenz, M.: Die Stoa, Göttingen, 1970 (1959)
Prantl, C.: Geschichte der Logik im Abendlande, erster Band, Graz: Akademische Druck- und Verlagsanstalt, 1955 (1855)
Riisbrigh, B: Diogen Laërtes filosofiske Historie, eller: navnkundige Filosofers Levnet, Meninger og sindrige Udsagn, i ti Bøger, Bind 1-2, København, 1812
Sandbach, F.H.: The Stoics, London: Chatto & Windus, 1975
Schmidt, R.T.: Die Grammatik der Stoiker, (Schriften zur Linguistik, Band 12) Braunschweig/Wiesbaden: Friedr. Vieweg & Sohn, 1979
Sedley, D.: "On Signs" in J. Barnes, J. Brunschwig, M. Burnyeat & M. Schofield (eds.): Science and Speculation, Cambridge: University Press, 1982
Sextus Empiricus: In Four Volumes (Loeb ed.), London: William Heinemann, 1968
Sløk, J.: Stoikerne, (De store Tænkere), København: Berlingske Forlag, 1966
Vireux-Reymond, A.: La logique et L'épistémologie des Stoiciens, Chambery, 1949
Weil, E.: "Sur le matérialisme des stoïciens" in E. Weil: Essais et conférences, tome I, Paris: Libraire Plon, 1970
Weltring, G.: "Das Semeion in der aristotelischen, stoichen, epikureischen und skeptischen Philosophie", Kodikas/Code, vol. 9, no. 1/2, 1986
Zeller, E.: Die Philosophie der Griechen in ihrer geschichtlichen Entwicklung, dritter Teil, erste Abteilung, Darmstadt: Wissenschaftliche Buchgesellechaft, 1963 (1909
Zeller, E.: Grundriss der Geschichte der Griechischen Philosophie, Leipzig, 1920 (1883)
axioma - udsagn
episteme - videnskab
horos - afgrænsning
to lekton - det sigelige
lexis - artikulation
logos - tale
phoné - lyd
pragma - sag
semeion - tegn
to semainomenon - det betegnede
to semainon - det betegnende
techné - kunst(håndværk)
1. Diogenes Laertius: "Om den stoiske Dialektik", Almen Semiotik, nr. 6, 1993
2. Riisbrigh: Diogen Laërtes filosofiske Historie, eller: navnkundige Filosofers Levnet, Meninger og sindrige Udsagn, i ti Bøger
3. Hülser: Die Fragmente zur Dialektik der Stoiker, hvis tekststykker jeg refererer til som fx Nr. 874; Long & Sedley: The Hellenistic philosophers, tilsvarende fx HP 31A og Baratin & Desbordes: L'Analyse linguistique dans l'antiquité classique, her fx Texte 21.
4. Diogenes Laertius, Vitae Philosophorum, VII bog, paragraf 39 (D.L. VII 39); henvisninger til numre på paragraffer, som indgår i det af Hanne Roer oversatte uddrag, vil herefter blive givet i parantes i teksten. Sextus' udsagn om stoikerne findes spredt rundt blandt paragrafferne i hans to værker, Adversus Mathematicos, bog 1-11, og Pyrrhoneae Hypotyposes, bog 1-2. Referencer vil fx se ud som de flg.: A.M. VIII 85, P.H. II 104-7. Alle de følgende noter - bortset fra den allersidste - indeholder udelukkende litteraturhenvisninger.
5. Cf. e.g. HP 26C & Nr. 14-20
6. Nr. 87: D.L. VII 83
7. Cf. Zeller: Grundriss der Geschichte der Griechen Philosophie, p. 253
8. Long & Sedley, op.cit., p. 188
9. Baratin & Desbordes, op.cit., p.48
10. Cf. Hülser: "Expression and Content in Stoic Linguistic Theory", p. 287
11. Ibid.
12. Cf. Baratin: "L'identité de la pensée et de la parole dans l'ancien stoïcisme", p. 10
13. Cf. Hülser, ibid., pp. 288ff
14. Cf. Hülser: Die Fragmente ..., p. LXXXIII
15. Cf. Long & Sedley, op.cit., p. 189
16. Cf. HP31A & HP31D
17. Cf. A.M. II 6-7 (Nr. 35)
18. Cf. Long: "Dialectic and the Stoic Sage", p. 103
19. Cf. Christensen: An Essay on the Unity of Stoic Philosohy, pp. 14ff
20. Cf. Graeser: "The Stoic Theory of Meaning", p. 80
21. Cf. Texte 21: D.L. VII 62
22. Cf. Baratin, op.cit., p. 10
23. Cf. e.g. Nr. 63: D.L. VII 62
24. Cf. e.g. Nr. 893: A.M. VIII 80
25. Cf. Long & Sedley, op.cit., p. 491
26. Cf. Zeller: Die Philosophie der Griechen in ihrer geschichtlischen Entwicklung, Dritter Teil, p. 70
27. Baratin & Desbordes, op.cit., p. 13
28. Cf. Christensen, op.cit., p. 46
29. Ibid.
30. Cf. Hülser: "Note 31a" in Schmidt: Die Grammatik der Stoiker, p. 107
31. Cf. Nr. 476: D.L. VII 56
32. Cf. Hülser: Die Fragmente ..., pp. 546f, 559f
33. Cf. e.g. Nr. 594: D.L. VII 59
34. Cf. Nr. 621: D.L. VII 62
35. Cf. Hülser, ibid., p. 790
36. Cf. e.g. Nr. 33: D.L. VII 41ff
37. Cf. e.g. Nr. 1036: D.L.VII 76ff
38. Cf. Long & Sedley, op.cit., pp. 490f; e.g. HP 33A: D.L.VII 57
39. Long: "Language and Thought in Stoicism", p. 75
40. Ibid., p. 84
41. Baratin, op.cit., p. 10
42. Pohlenz, Die Stoa, p. 43
43. Ibid.
44. Cf. A.M. VIII 245 (Nr.1029)
45. Cf. Sedley: "On Signs", p. 256
46. Cf. Long: "Language ...", p. 85
47. Cf. Hülser: Die Fragmente ..., p. 1325
48. Cf. Long: "Dialectic ...", p. 105
49. Cf. Pohlenz, op.cit., p. 37
50. Ibid., p. 54
51. Cf. Long: "Language ...", p. 82
52. Cf. Baratin, op.cit., pp. 13, 19
53. Cf. Baratin & Desbordes, op.cit., p. 30
54. Cf. Hülser: "Expression ...", p. 287
55. Ibid., p. 292
56. Ibid., p. 299
57. Cf. Lloyd: "Grammar and Metaphysics in the Stoa", p. 58
58. Cf. Baratin & Desbordes, op.cit., p. 30
59. Cf. Christensen, op.cit., p. 30
60. Cf. Nuchelmans: Theories of the Proposition, p. 58
61. Ibid., p. 77
62. Ibid., p. 79
63. Cf. Baratin & Desbordes, op. cit., p. 36
64. Cf. e.g. Nr. 496: A.M. IV 39
65. Cf. Long & Sedley, op.cit., p. 491, HP 33F
66. Cf. Baratin & Desbordes, op.cit., p. 31, Texte 22
67. Samtale med mig.
68. Cf. Baratin & Desbordes, ibid., p. 28
69. Cf. Frede: "Principles of Stoic Grammar", p. 70
70. E.g. P.H. I 116 (Nr. 1126), II 144 (Nr.1042), II 209-12 (Nr. 623) & A.M. VIII 301 (Nr.1039), IX 353 (Nr. 869), XI 9 (Nr. 629)
71. Cf. Nuchelmans, op.cit., pp. 65-66
72. Cf. Long: "Language ...", pp. 80, 107
73. Cf. A.M. VIII 11-12 (Nr. 67)
74. Cf. A.M. VIII 80 (Nr. 893)
75. Cf. Long, ibid., p. 90
76. Cf. A.M. VIII 69-77 (Nr. 876)
77. Cf. A.M. 11-12 (Nr. 67)
78. Cf. Long, ibid., pp. 77f
79. Ibid., pp. 79f
80. Ibid., p. 84
81. Cf. Graeser, op.cit., p. 78
82. Ibid., p. 80
83. Ibid., p. 83
84. Ibid., p. 87
85. Cf. Nuchelmans, op.cit., p. 63
86. Cf. Baratin & Desbordes, op.cit., p. 31
87. Nuchelmans, ibid., p. 67
88. Cf. Frede, op.cit., p. 30
89. Ibid., p. 32
90. Cf. Imbert: "Theorie de la représentation et doctrine logique dans le stoïcisme ancien", p. 241
91. Cf. A.M. VIII 69-77 (Nr. 876)
92. Cf. Hülser: Die Fragmente ..., p. 1086
93. Cf. Nuchelmans, op.cit., p. 68
94. Cf. e.g. Nr. 696: D.L. VII 63-64
95. Cf. D.L. VII 79
96. Tak til Per Aage Brandt, Troels Engberg-Pedersen, Karsten Friis-Johansen og Hanne Roer for vejledning, kommentarer og kritik undervejs i arbejdet med stoikerne.