Bergson og den filosofiske tradition
(artikel)
Latter og filosofi virker umiddelbart som et par temmelig umage størrelser at sætte ved siden af hinanden. Og det er de da også. Men alligevel er overvejelser over latteren - og især det latterlige - klassiske inden for filosofien. En række af filosofiens største navne har faktisk brudt deres hoveder med, hvad det er, vi griner ad. Det skal imidlertid ikke forlede nogen til at tro, at der findes et væld af morsomme filosofiske bøger om latter - for det gør der ikke - eller at filosoffer som sådan er mere lattermilde end andre mennesker. For det er der bestemt intet, der tyder på! Det er snarere sådan, at latteren for filosoffer er noget, de i én forstand kender alt for godt, men som samtidigt er noget fremmedt, noget, de ikke rigtigt kan håndtere, og som de derfor nærmer sig med nogen ængstelse, måske en smule bange for selv at blive til grin.
En af dem, der trods dette har kastet sig ud i et grundigere studie af latteren er den franske filosof Henri Bergson (1859-1941). Bergson var før Første Verdenskrig Frankrigs mest berømte filosof, og folk fra hele den vestlige verden valfartede til hans forelæsninger, bl.a. pga. hans lille bog, Latteren fra år 1900. Den blev hurtigt oversat til adskillige sprog og kom i hans levetid i 47 oplag alene i Frankrig. I denne bog forsøger han at finde frem til komikkens væsen gennem et studie af komedier - først og fremmest Molières - karikaturtegninger og andre ting, vi griner ad. Komikkens kerne er if. Bergson oplevelsen af noget mekanisk eller automatisk dér, hvor man ville forvente smidighed og fleksibilitet. Dette tema kan varieres i det uendelige, men oplevelsen af det komiske kræver en stemning af ufølsomhed. Komikken taler til intelligensen, ikke til følelserne, men: "Man nyder ikke komikken, hvis man føler sig isoleret." Vi oplever bedst det komiske, når vi griner sammen med andre, og det komiske er, if. Bergson, noget specifikt menneskeligt; et landskab kan aldrig være komisk.
Et menneske er komisk, hvis det ikke er herre over sig selv. Uheld, ubevidste reaktioner, distraktion eller uopmærksomhed er tegn på mekaniske stivhed, på en sådan "bevægelse uden liv", som man forventer af maskiner og ting. Det menneskelige liv i samfundet kræver en anspændt men flexibel opmærksomhed, der er tilpasset enhver situation, og latteren har den funktion at straffe dem, der er vanskelige at omgås, dem, der udviser "stivnen overfor det sociale liv".
Latteren har, if. Bergson, ingen moral; men den er heller ikke ond. Den "polerer skikkene", som de er, og gør os bedre tilpassede til livet og samfundets krav om at handle bevidst m.h.p. noget nyttigt. Latteren er i livets tjeneste, ikke i moralens. Selv i et teater er latteren over det komiske ikke udtryk for en ren og uskyldig æstetisk nydelse, fordi den blandes med en ubevidst "bagtanke" om at ydmyge. Alligevel er latteren over det komiske først mulig fra det øjeblik, hvor samfundet og mennesket ikke længere behøver at tage hensyn til livets bevarelse, men kan betragte sig selv som et kunstværk.
Komedien er den eneste kunstart, der fokuserer på menneskers "fælles særegenheder". Komedien retter sig mod menneskearten og ikke individet, mod det generelle og ikke det specielle. Komedien taler til forstanden, mens al anden kunst taler til noget i os, som i vores daglige handlingsliv er skjult, nemlig "vores indre livs uafbrudte melodi". Komedien tydeliggør situationer, der giver indtrykket af "en mekanisme lagt oven på livet".
I fremstillingen af en komedie skal man således, if. Bergson, gøre brug af "Repetition, Inversion og Interferens mellem Serier". Repetition er den mekaniske gentagelse, der adskiller sig fra livets genskaben af det samme; for livet skaber aldrig to fuldstændig ens genstande, handlinger eller situationer. Inversion ligner meget repetition og er omvendingen af faktorernes orden og ombytningen af faste roller. Dette er kun muligt i et mekanisk univers; i livet er den skabende udvikling , og omvendingen sker ikke af sig selv.
Interferens mellem serier er den gensidige påvirkning mellem og sammenblanding af to uafhængige udviklingsforløb. Eller det kan forstås som ét udviklingsforløb, som har forskellige betydninger, alt efter hvorfra man ser det. Komikken kan f.eks. ligge i, at nogle roller i en komedie kun ser én del af en sammenhæng, som de så handler fornuftigt i forhold til. Tilskuerne derimod ser hele sammenhængen i komedien, og derfor synes de enkelte roller nærmest at handle mekanisk eller pr. automatik. Det er ved disse tre træk, det mekaniske adskiller sig fra livet, og latteren er som ovenfor nævnt tegn på, at vi har opfattet kontrasten mellem den kunstige stivhed og den naturlige smidighed.
Bergsons analyse af latteren ligger i forlængelse af den filosofiske tradition, men adskiller sig alligevel på væsentlige punkter fra, hvad der er gængst blandt filosoffer. Især fordi han sætter ordet 'komik' i centrum, hvor det oftest er 'det latterlige', man koncentrerer sig om. Komisk er som ord yngre end latterlig og giver ikke samme negative associationer. Derved bryder han med den blandt filosoffer udbredte ringeagt for latteren.
For Platon (ca. 428-348 f.v.t.) er det latterlige ganske utvetydigt knyttet til dårligdomme og uforstand. I Platons sidste værk, Lovene, fortæller en klog gammel mand fra Athen sine to tilhørere, hvorledes alvor er en dyd, som er knyttet til idéen om det gode. Dog må den, der vil være sikker på at bevare sin dyd og gøre det gode, selv kende til det latterlige; hvis ikke, kan han uforvarende at komme til at gøre eller sige noget latterligt. Den dydige må altså studere de komedier, som folket griner ad, så han ikke kommer til at dumme sig. Bedst var det dog, fastslår den kloge mand fra Athen, hvis der overhovedet ingen komedier var; men når de nu er der, bør man overlade opførelsen af sådanne forestillinger til slaver eller til formålet hyrede udlændinge. "Intet frit menneske, hverken mand eller kvinde, bør lære sig disse kunstner."
Platons ikke særlige loyale elev, Aristoteles (384-322 f.v.t.) griber filosofien an på en noget anden - mere systematisk - måde, men i forhold til komedien er han holdningmæssigt helt på linie med sin læremester. Aristoteles' værk Om digtekunsten falder i to dele, én om tragedien og én om komedien. Kun første del er bevaret, men ud fra de spredte bemærkninger om komedien i den, kan man sagtens danne sig et klart billede. Digterne deler sig if. Aristoteles i to grupper, hvor de alvorlige, der beskriver de ædles handlinger, giver os tragedien, mens de jævne, der gør grin med de dummes handlinger, giver os komedien. Men de dumme er ikke bare dumme; de er også grimme. Det latterlige hører nemlig for Aristoteles under den mere omfattende kategori Det Grimme. Det latterlige er ganske enkelt "en mangel eller en deformitet, der dog hverken volder smerte eller bringer os i fordærv".
Aristoteles' overvejelser over latteren retter sig især mod det, man ler ad, det latterlige, og denne indfaldsvinkel betyder, at studiet af latteren kommer til at høre under æstetikken, hvor det latterlige kan sammenlignes med andre æstetiske kategorier så som det skønne, det grimme og det sublime. Den romerske filosof og politiker, Cicero (106-43 f.v.t.) gør derimod studiet af latteren til en vigtig del af retorikken; for hvis man vil overbevise en forsamling alene med sin talekunst, så er en af teknikkerne at få sin modstander til at fremstå som latterlig.
Disse to måder at betragte latteren på suppleres senere i filosofihistorien med en vinkel, der nærmere hører til antropologien, altså læren om mennesket. Den engelske filosof Thomas Hobbes (1588-1679) ser i En afhandling om den menneskelige natur latteren som en "navnløs følelse", der et udtryk for en følelse af overlegenhed hos den, der ler, overfor den, man ler af, og det er netop det, der giver latteren dens snært. Fremhævelsen af dette træk og den frygt, man derfor har for at forekomme latterlig og underlegen, finder man også hos den franske moralist La Rochefoucauld (1613-80).
Hos den tyske oplysningsfilosof, Imannuel Kant (1724-1804) bliver det antropologiske endnu tydeligere, ligesom han også markerer en ændret holdning til latteren. Han taler i bogen Antropologi i pragmatisk henseende om latter som en menneskelig følelse, en affekt, hvorigennem naturen sørger for kroppens harmoni og sundhed. Latteren forårsager "en svingning af de muskler, der hører til fordøjelsen" og holder dermed organerne i ligevægt. Denne "hjertelige lyst" opstår af "den pludselige forvandling af en spændt forventning til intet".
Denne sidste karakteristik findes i kimform hos Cicero, der beskriver latteren som et udtryk for "skuffet forventning". Men i Kants udgave er det mere tydeligt, at det drejer sig om oplevelsen af en kontrast, og denne måde at forklare latteren på finder man hos tyske filosoffer som f.eks. Hegel (1770-1831) og Schopenhauer(1788-1860). Man kan faktisk dele de antropologisk orienterede teorier om latteren i overlegenhedsteorier - som Hobbes' - og kontrastteorier. Hos begge typer koncentrerer man sig om den subjektive oplevelse af det komiske eller det latterlige, mens man i de antikke teorier - og også flere senere - snarere fokuserer på det objektive aspekt af latteren, altså det, man griner af.
Bergson bygger - uden at gøre noget særligt ud af det - sin teori om latteren på denne filosofiske tradition. Han inddrager alle de nævnte aspekter af latteren og det, man ler af, og tilføjer så yderligere overvejelser, som kunne falde inden for sociologien eller udviklingsbiologien, nemlig at latteren i reglen er fælles for en gruppe, at den retter sig mod afvigere fra normen og at det gør os bedre rustede som art til at klare livets tilskikkelser. Bergson samler trådene i den filosofiske tradition og har ikke samme foragt for latteren som f.eks. Platon, Aristoteles og mange af deres filosofiske efterfølgere.
Alligevel føler Bergson sig ikke så godt hjemme i latteren, som Kant tilsyneladende gør. Men Kant - der ellers er kendt for at være tør og kedelig - er en undtagelse. Som en god filosof føler Bergson sig fremmed for latterens umiddelbarhed. Ligesom de to grækere finder han det nødvendigt at studere det latterlige, som det fremtræder i komedien; kun derved kan han få en idé om hvem der griner hvor meget af hvad og under hvilke omstændigheder. Bergson udtrykker i Latteren tydeligt en vis frygt overfor for latteren; men han er ikke desto mindre velvilligt indstillet overfor dem, der griner af komedierne, og han forstår i høj grad, hvad det er, de griner ad. Den "lille perle af en bog" er faktisk en af de bedste og mest helstøbte redegørelser for latteren i filosofiens historie.