(essay)
Indhold
I de senere år har folk indenfor social- og sundhedsektoren i stigende grad følt et behov for at komme til en forståelse af etik og moral. Ikke at det som sådan er noget nyt, at arbejdet med mennesker i særlig høj grad giver anledning til etiske overvejelser - fx har lægegerningen altid haft sin etik - men den almindelige forvirring og uoverskuelighed i den moderne verden, plus de nye teknologiske muligheder i behandlingen af mennesker, har for mange også betydet en værdikrise, hvor fordums moralske sandheder lige så stille har mistet deres karakter af selvfølgeligheder.
Det er imidlertid - vil jeg hævde - ikke noget nyt og unikt, at man som en moralsk handlende menneske ikke ved, hvad man skal gøre i en given situation; det er tværtimod selve kernen i at være et moralsk væsen. Det har aldrig været sådan, at man havde en sammenhængende og entydig moral, som man blot kunne handle ud fra, og så var alt godt. Og det bliver aldrig sådan. Det betyder ikke, at vi ender i håbløshed, for det er heller ikke værd at håbe på. Men det er værd at stræbe efter, og vi kan ikke andet som de mennesker, vi er.
Filosofisk etik forsøger at systematisere, forklare og begrunde vores umiddelbare moral, det, som filosoffer kalder vores moralske intuitioner. I dagens Danmark er det efterhånden blevet en nogenlunde fast praksis at skelne mellem moral og etik, hvor moral er det, der styrer vores handlinger, mens etik i højere grad er den systematiske tænkning om moralen; men det hører med til at være moralsk en gang i mellem at spørge sig selv, om man nu har handlet rigtigt, og bliver man ved med det længe nok, ender man i etikken. Denne tvivl er etikkens begyndelse. Overgangen fra moral til etik er altså glidende, således at man gennem moralen nødvendigvis ledes til etikken. (1)
Etikken forsøger at skabe orden ud af moralens tilsyneladende kaos. Etik er som alle teorier præget af ønsket om at undgå modstrid mellem forskellige dele af teorien. Men etikken er ikke bare en teori om et stykke virkelighed som alle andre teorier. Etikken vil præge det, den tænker over. Den vil bortforklare forskellige tilsyneladende modstridende elementer inden for den moral, den tænker over, altså mellem moralens forskellige påbud og forbud, således at etikken kan give det moralsk rigtige svar på spørgsmålet om, hvad man skal gøre, og hvordan man skal leve.
Etikken vil også i praksis hjælpe os til at handle rigtigt. Etikken vil gerne sige, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, godt og ondt. Og fordi etikken ønsker sammenhæng, kan den ikke undgå at reformere og missionere. For den gældende moral er i modstrid med sig selv og giver ikke de klare svar, etikken ønsker. Etikken vil altså ændre moralen, idet den går ud fra, at der gives rigtige svar eller i det mindste, at nogle svar er bedre end andre. (2)
Men - og her er jeg i grel modstrid med det meste etik - jeg mener som nævnt ikke, at fjernelse af modstridende hensyn er et mål, der er værd at opnå. Det er måske nok værd at stræbe efter, men det er umuligt at nå, og hvis vi nåede det, ville det, vi endte op med, ikke være moral mere.
Anledningen til, at vi begynder at tænke mere alvorligt over vores moral er ofte, at vi bliver stillet overfor et dilemma. Det gælder ikke mindst inden for social- og sundhedsektoren, hvor det i den stressede dagligdag kan være svært hver gang at gøre det rigtige, at tage de rigtige hensyn og imødekomme alles ønsker. Men selv med den mest optimale ressourcefordeling ville man alligevel ikke kunne undgå at blive stillet overfor et dilemma.
Her må man først gøre sig klart, hvad den sproglige betydning af et dilemma er. Alt for mange opfatter et dilemma som blot et problem, og et dilemma er da også et problem; men et problem er ikke altid et dilemma. I den forbindelse kan det være nyttigt at skelne mellem mål og midler. Der kan være et problem i forhold til det mål, man har (sat sig), eller der kan være problemer med at finde passende midler til at nå eller realisere målet.
Hvis man sætter sig et mål, men ikke ved hvordan - altså med hvilke midler - man skal nå dette, så har man et problem. Man ved godt, hvad der er rigtigt, men man ved ikke, hvordan man kommer frem til det. "Hvad skal jeg gøre?" "Hvordan skal jeg gøre det?" er typiske spørgsmål i denne forbindelse. Problemet er ikke målet, men midlerne; problemet er løst, når man har fundet ud af, hvilke midler der passer til det pågældende mål.
Problemet kan imidlertid forekomme svært og volde uoverstigelige vanskeligheder, når man prøver at tænke det igennem, og det kan være fordi problemet dækker over et dilemma. Dilemmaer opstår, når der er klarhed over midlerne - altså hvad vi kan gøre - men uklarhed omkring målet, dvs. når man kan gøre to ting, der bidrager til realiseringen af to forskellige mål, der imidlertid er uforenelige, og som man ikke kan finde ud af at vælge imellem. Dilemmaer kan beskrives som problemer med at vælge ét entydigt mål.
Problemer omkring manglende ressourcer fx på et hospital er således netop problemer med at finde tilstrækkelige midler til at sikre realiseringen af målet, nemlig patienternes helbredelse. Men de manglende ressourcer kan for de enkelte ansatte betyde, at de bliver stillet over for langt flere svære valg i det daglige. Nogle af disse svære valg dækker over dilemmaer og nogle af disse dilemmaer er moralske.
Betegnelsen dilemma bruges ofte om situationer, hvor fx en læge skal vælge mellem to patienter, der begge har lige meget brug for behandling og har samme krav på det. Men dette er ikke et dilemma; det er et ressourceproblem. Det kan være meget svært og ubehageligt at skulle vælge, men der er ingen tvivl om målet; det er helbredelse. Problemet er, at lægen er alene på vagt; men han bør i den beskrevne situation ikke være i tvivl om, hvad han skal gøre. Han skal bare se at komme i gang med den første patient og så håbe på, at den anden overlever. Kommer lægen igen i denne situation, er svaret igen enkelt, nemlig at han beder sin overordnede om at sætte flere læger på vagt.
Her er der ingen grund til bagefter at føle skyld, anger eller nagende samvittighed. Man kan selvfølgelig være ked af og beklage, at det gik som det gik; men der var ikke noget valg i den beskrevne situation, lægen kunne ikke have gjort andet.
Hvis der ovenfra ingen reaktion er på de ansattes beretninger om ressourceproblemer, kan de imidlertid komme til at stå over for svære valg, der mere har karakter af dilemmaer, som fx når sygeplejesker skal afgøre, om de vil strejke, altså om de skal sætte patienternes kortsigtede interesser i højsædet eller kæmpe for at undgå forringelser, der rammer på lang sigt. Eller mere dagligdags, om de nu igen vil tage uanmeldt overarbejde og lade deres egen familie i stikken eller om grænsen nu er nået. Men det er her vigtigt igen at slå fast, at selv ikke det bedste bevillingssystem kan løse moralske dilemmaer.
I spørgsmålet om ressourcefordelingen opstår dilemmaer typisk på højere niveauer, nemlig i første omgang indenfor fx sundhedssektoren, om man skal prioritere forebyggelse eller behandling, få dyre behandlinger eller mange billige, som fx i det berømte eksempel med 30 hofter overfor ét hjerte. Men det er på det politiske niveau, at dilemmaerne bliver virkeligt alvorlige. Der skal man fx afgøre, hvordan man bedst tilgodeser befolkningen i et kriseramt område, om det sker gennem bevillinger til sundhedsvæsenet, til socialsektoren eller til uddannelseformål. Dette spørgsmål ville ikke sikkert kunne afgøres blot gennem tilstrækelige bevillinger. Her støder forskellige opfattelser af, hvad mennesker har mest gavn af, sammen, dvs. forskellige opfattelser af, hvad der bør være måket for den samfundsmæssige omfordeling af ressourcerne.
Mål-middeldistinktionen er én måde at analysere dilemmaet på. I stedet for konflikter mellem mål kan man betragte dilemmaer som udtryk for konflikter mellem pligter eller værdier eller som konflikter mellem forskellige hensyn, der indgår i det moralske felt, mellem fx en forpligtelse og en mere generel norm. Det afgørende er, at vi har at gøre med interesser eller værdier, der ikke har nogen fælles målestok, og som man derfor ikke kan afveje i forhold til hinanden, således at man kan finde et rimeligt kompromis. Men ingen af disse begrebsanalyser når ind til kernen i dilemmaet, det, der gør dilemmaet til et problem, det, der gør dilemmaet til et problem, der kræver en løsning, nemlig den vanskelige situation, som dilemmaet er.
I almindeligt sprogbrug bliver vi konfronteret med et dilemma, når vi står i en situation, der kræver handling af os. Vi står overfor et problem, der kræver en løsning, blot kan vi ikke afgøre hvilken løsning, der er den rigtige. Vi har to muligheder, der begge hver for sig er rigtige at gøre. Men valget er svært, for uanset hvilken mulighed, man vælger, udelukker valget af den ene mulighed den anden. Vi vil gerne gøre det rigtige, men kan ikke finde ud af det, fordi ingen af de to muligheder derfor er helt rigtig.
Af diskussionen af ressourceproblematikken kan vi se, at der er visse forudsætninger for, at man kan komme til at stå i et moralsk dilemma. Man skal i situationen som sådan være fri, dvs. ikke underlagt anden tvingende nødvendighed end den moralske, og man skal ville handle moralsk. Man skal altså både have magt, frihed og vilje til at gøre det bedste, ikke blot for en selv, men det bedste for alle implicerede.
Lad os tage et eksempel. Et menneske i ens varetægt eller i en af ens venner er i færd med at ødelægge sig selv ved at drikke, junke eller æde helt umådeholdent. Skal man gribe ind i et forsøg på at hjælpe og dermed krænke hans eller hendes autonomi, altså retten til selv at bestemme over sit liv, ved denne indgriben? Eller skal man respektere autonomien og undlade at hjælpe, men derved måske samtidigt svigte ham eller hende?
Stillet således op er det meget nemt at svare, at man selvfølgelig skal forsøge at hjælpe. Men hvis personen selv prøver at få styr på sit misbrug, men tydeligvis alligvel ikke kan, eller hvis personen ligefrem nægter at modtage hjælp, selvom situationen er alvorlig; hvornår overskrider man så grænsen for omsorg, hvornår bliver omsorgen til overgreb og krænkelse?
Stillet op på den måde er det ikke så nemt at svare på. Alligvel vil der stadig være nogle, der ikke er det mindste i tvivl om, hvad man skal gøre. Det viser at man ikke blot kan behandle moralske dilemmaer isoleret og adskildt fra, hvordan man i øvrigt ser på verden, altså fra de værdier, overbevisninger og teorier, som man har. Spørgsmålet om hjælp til en misbruger bliver først et dilemma, hvis man tror, at misbrugeren rent faktisk kan komme ud af sit misbrug, at de som sådan er selvbestemmende mennesker, og at der er en måde, man kan hjælpe dem på, selvom man måske ikke ved hvilken.
Endnu et eksempel kan tydeliggøre dette. En skolepsykolog får kendskab til, at et i øvrigt velfungerende børnehaveklassebarn fra en tilsyneladende velfungerende familie har været udsat for incest for nogle år tilbage. Skal hun påbegynde en behandling og dermed bevirke at familien går i opløsning eller lade det passere? For nogle vil svaret ikke være svært, men hvis man tror, at incestproblemet udløses af sociale problemer, som familien i dette tilfælde har lagt bag sig, at et barns traumer ved en dramatisk familieopløsning kan blive lige så alvorlige eller mere alvorlige end incesttraumerne, og at traumer er noget, man kan leve med, ja, så står man i et dilemma.
Vi kan have mange forskellige meninger og holdninger, men i en given kulturkreds er der et vist fællesskab af holdninger og viden, og derfor vil mange dilemmaer også være fælles. Dilemmaer er problemer, hvor der ikke er nogen klar løsning, men hvor situationen kræver, at man vælger og handler.Man bliver nødt til at tage en beslutning, og det er det, der gør dilemmaet til et problem, der nager en i langt højere grad end andre problemer. I mange tilfælde - som fx i ovenstående - vil det være sådan, at selv når man ikke gør noget, så har det alligevel konsekvenser. Det er i den forstand, at situationen kræver et valg.
Vi har altså to muligheder, der begge rummer både tiltrækkende og utiltrækkende aspekter. Det er tydeligt, at den éne mulighed kræver aktivitet, altså at man griber ind overfor personens selvdestruktive tendenser, mens den anden mulighed ikke kræver nogen særlig handling, altså den mulighed, hvor man ikke kan skelne den blotte laden stå til fra den bevidst valgte passive handling, der udtrykker repekten for autonomi. Eksemplet viser, at konsekvenserne af ikke at gøre noget og af at respektere personens autonomi, udefra set ser temmelig ens ud. Ikke at gøre noget får samme konsekvenser som var det en bevidst handling.
Dette træk er karakteristisk for det tvingende ved et virkeligt afgørende dilemma. Det er det, der gør dilemmaer så forbandede, nemlig, at selv om man prøver at undslippe dilemmaet ved ikke at gøre noget, så har man alligevel gjort noget, og som oftest er det også galt. Hvis man kan undgå dilemmaet ved ikke at gøre noget, så er det ikke et dilemma i streng forstand. Et dilemma fremprovokeres af noget i vores omgivelser, som vi møder, noget, vi ikke nødvendigvis selv har skabt, og som har sit eget forløb, hvis ikke vi griber ind. Problemet er, at når først vi er blevet konfronteret med dette forløb, så giver den blotte viden om det fortsatte forløb os en følelse af ansvar for dette forløb, også selvom vi ikke selv har sat forløbet i gang eller i øvrigt gjort noget for det.
Tanken om, at man kender til noget forkert og alligevel ikke gør noget ved det, er svær at bære. Man kan opfinde utrolig mange gode og rimelige forklaringer på, hvorfor man ikke gør noget - fx at det ikke nytter noget - men alligevel slipper man ikke for at føle noget skyld eller dårlig samvittighed, fordi man føler sig ansvarlig. Uden en forståelse af denne moralske ansvarlighed for det, vi møder i verden, kan man ikke forstå dilemmaets tvang.
Dilemmaet er noget, vi tvinges ud i gennem at leve i en verden sammen med andre mennesker. Det ubehagelige ved dilemmaet er, at vi føler os ansvarlige, både for det, vi rent faktisk gør, og for det valg, vi træffer og som betyder, at vi vil gøre noget bestemt. Og ikke nok med det: I det øjeblik, vi står overfor et dilemma, og bliver bevidste om det, så klapper fælden. Vi kan ikke flygte fra dilemmaet, fordi den ene af de to muligheder netop har samme konsekvenser som vores flugt fra det, og fordi vi derfor ikke kan være helt sikre på, om vi bare lod stå til af umiddelbare bekvemmelighedshensyn, eller vi rent faktisk gjorde det af moralske grunde.
Dilemmaet er ofte udgangspunktet for den systematiske overvejelse over moralen, som er begyndelsen på etikken. Dilemmaer viser, at vores moral ikke altid giver klare svar på, hvad der er rigtigt og forkert. Mange mener, at oplevelsen af at stå overfor et dilemma er et typisk træk ved vores tid, hvor flere og flere mister orienteringen, og hvor man ikke er fælles om at tro på, at fremtiden udelukkende bringer fremskridt og forbedring.
Værdikrisen betyder uden tvivl, at man i stigende grad vil opleve at stå overfor dilemmaer. Men det er ikke værdikrisen, der skaber dilemmaerne; dilemmaer har der altid været. Det er kun mængden af dilemmaer, der er tegn på en værdikrise. Vi er i dag usikre på, hvad der er det rigtige, vi er usikre på, hvilket mål vi skal vælge som det overordnede for vores tilværelse, og vi er usikre på, hvilke pligter, vi har overfor hinanden og os selv. Og derfor kan vi som de moralsk ansvarlige mennesker, vi er, ikke bare tilsidesætte nogle hensyn fremfor andre. Men sådan har det altid været, omend i varierende grad.
En sådan værdikrise er ikke blot negativ. Som enhver krise betyder den en rystelse, men denne rystelse åbner også op for nye synsvinkler. Dilemmaet betyder en øjeblikkelig handlingslammelse, men oplevelsen af at stå overfor et dilemma er tegn på en sund usikkerhed overfor lette svar, tegn på, at man tager sit moralske ansvar alvorligt, at man ikke handler ud fra blind lydighed, selvfølgelighed eller skråsikkerhed. Oplevelsen af at stå overfor et dilemma viser, at man er åben overfor en given situations mangfoldige aspekter, og at man selv vil tage stilling.
Vi kan som mennesker ikke slippe for dilemmaer. Dilemmaer er noget grundlæggende ved den meneskelige moral. Alle moralsk ansvarlige mennesker, alle mennesker, der har samvittighed - og det vil sige alle mennesker - uanset hvornår, hvor og hvordan de lever, vil opleve at stå overfor alvorlige dilemmaer.
Hvis dilemmaer på den måde ikke er til at komme uden om, hvis man lever som et menneske, og hvis dilemmaer fremprovokerer mere grundige overvejelser over moral, altså fremprovokerer en begyndende etik, ja, så vil ethvert menneske på et eller andet tidspunkt i sit liv nærme sig etikken, altså den mere systematiske overvejelse over, hvad der egentligt er rigtigt og forkert, og hvorfor det er det. Værdikrisen tvinger én til at tænke over moralen i en sådan grad, at man tvinges til i højere grad at tage ansvar for sine egne handlinger.
Moralske normer er ikke som juridiske love, hvor samfundet har udviklet et apparat til at lovgive, udøve og dømme. Vi sætter os ikke i en grundnormgivende forsamling og vedtager, hvordan vi skal udforme vores moralske normer, og vi har ikke på moralens område etableret institutioner, der håndhæver normerne. Overtrædelser af moralske normer er ikke genstand for politimæssig efterforskning og straffes ikke ved domstole.
Moralske normer er heller ikke som naturlove, hvor alt sker i overensstemmelse med loven. Vi kan ikke forudse hvad der sker, bare fordi vi ved, hvad den moralske norm er på området, ligesom vi kan forudse, hvordan en sten falder, når vi kender tyngdeloven. Vi kan handle og leve rigtigt og forkert i forhold til vores egen moral. Men vi kan også overveje, om vi vil gøre, som vi egentlig mener, vi bør gøre, eller vi i dette éne tilfælde vil se stort på moralen, fordi noget andet vejer tungere.
Moralen er noget, vi har, uden at have vedtaget det eller skrevet det ned, og som til en vis grad bestemmer vores handlinger, men også kun til en vis grad. Ethvert forbud kan overtrædes og bliver det jævnligt.
Moral er i visse sammenhænge et positivt udtryk, fx når man taler om at have en 'høj moral' eller en 'god (kamp)moral', og når man vender sig mod andres - og her er det altid andres - 'doppeltmoral'. På samme måde står moral som noget positivt, når man taler om 'moralsk forfald' eller anklager folk for at være 'umoralske'. Negativ er moral, når man vender mod 'moraliseren', anklager folk for at være 'åh så moralske' og benævner folk 'moralister'. Og når man afslører den herskende moral som de herskendes moral, som et tankesæt, en ideologi, der er med til at legitimere klassesamfundets undertrykkelse.
Udefra set er moral noget, der til en vis grad styrer vores adfærd, en slags sociale trafikregler. Moralen er med til at sikre en civiliseret omgang mellem mennesker. Moralen hindrer at vi støder for voldsomt sammen, når vores interesser støder sammen, og den hindrer den enkelte i at skeje for meget ud. Moralen holder sammen på samfundet og den enkelte.
Alle samfund har en moral, alle mennesker har en moral. Men moralen er ikke umiddelbart den samme for alle. Andre kulturer har tilsyneladende andre moralske normer, og vores moral i dag er tilsyneladende anderledes end for blot nogel få årtier siden. I denne sammenhæng mener nogle, der er tale om en frigørelse fra fortidens undertrykkende moral fx på det seksuelle område eller i børns forhold til voksne, mens andre taler om 'moralsk forfald', hvor dyder som anstændighed og høflighed ikke længere tages alvorligt.
Etikken forsøger at undgå dilemmaer, men det er dilemmaer, der sætter gang i etiske overvejelser, og uden den uafgjorthed, som viser sig i dilemmaer, ville vi ikke være moralsk ansvarlige for vore handlinger.
Selvfølgelig skal vi stræbe efter moralsk entydighed, efter det helt rigtige svar. Det er det, der viser, at vi er moralske væsner. Vi kaster os ind i diskussioner om moralske spørgsmål med en kraft, som vi ikke ser i diskussioner om andre ting. Hvad der er rigtigt og forkert betyder mere for os end hvilken farve vi bedst kan lide. Moralen er altså ikke en ligegyldig ting for os. Men i visse tilfælde er det umuligt at nå en endelig afklaring, og sådan skal det også være.
For hvis vi hver gang nåede et entydigt resultat, ville det, vi endte op med, ikke være moral mere. Hvis man blot slavisk fulgte en etik uden indre modstrid, ville man med god ret kunne frasige sig at være ansvarlig for ens egne handlinger, fordi man blot adlød ordrer, dvs. blot gjorde blot som etikken påbød en at gøre. Og omvendt ville det at handle forkert være helt uundskyldeligt, fordi etikken i så fald klart foreskrev noget bestemt. Fordømmelsen - og den eventuelle straf - ville blive tilsvarende hårdere og mere uforsonlig.
En etik som fx den utilitaristiske anerkender slet ikke det moralske som noget særligt; det eneste, den tillægger værdi, er handlingers konsekvenser. Målet for enhver handling bør være at bidrage til at opnå den størst mulige lykke eller livskvalitet. Traditionelle moralske hensyn skal alle vurderes efter, hvor megen lykke, de leverer; hvis fx forbudene mod at slå ihjel eller lyve i nogle tilfælde forhindrer maksimeringen af den samlede lykke,ja, så må vi afskaffe disse forbud. Den konsekevnte efterlevelse af en sådan etik, der ikke tillader indre modstrid, tenderer mod snæversyn og fanatisme, mod umenneskelighed og ubarmhjertighed, og er med min moralske målestok, ganske enkelt umoralsk.
Vores stræben efter entydighed er begrundet i vores ønske om at gøre det helt rigtige, og denne moralske stræben er selve det moralske. Men ønsket om moralsk entydighed i den konkrete situation betyder ikke, at man så også må stræbe efter teoretisk entydighed, dvs. modsigelsefrihed mellem de generelle principper eller værdier. Alligevel hører det med til moral, at vi faktisk lader os overbevise af argumenter eller omvendt protesterer kraftigt mod et rammende argument eller omvendt protesterer kraftigt mod et rammende argument.
Vi anerkender altså, at der skal være en vis sammenhæng i vores moral, vi anerkender, at vi ikke kan gøre ét i en situation og noget andet i en anden tilsvarende situation. I værste fald kan man beskylde os for dobbeltmoral, og det er værre end ingen moral at have. Vi accepterer, at der bliver spurgt til vores grunde for at handle, som vi gør eller gjorde. At handle rigtigt er altså noget, man kan stille spørgsmåltegn ved, og som kan besvares gennem en begrundelse. Moral er ikke blot ubevidste vaner. Moral er noget, vi kan - og skal kunne - begrunde.
De moralske dilemmaer, altså der hvor moralen ikke kan give os svar, er et afgørende træk ved moralen. Det er modstriden mellem forskellige dele af vores moral og vores ønske om moralsk entydighed, der tvinger os til at overveje, hvad der er rigtigt, d.v.s. det tvinger hver enkelt til at tænke etisk over sine handlinger. Moralske dilemmaer tvinger hver enkelt til at være ansvarlig for sine egne handlinger; der er ingen løsning, men der skal tages en beslutning, og den må man selv tage, helt alene.
Vores moral er som sagt selvmodstridende, fordi den tillægger flere uforenelige hensyn afgørende moralsk betydning, hensyn, der ikke eller kun svært kan afvejes i forhold til hinanden. Det, der i mange tilfælde støder sammen i et dilemma, er forskellige etiske grundpositioner, altså forskellige opfattelser af, hvilke begreber, der er mest velegnede til et forstå og begrunde moralen.
Vi har ét fænomen - her moralen - som vi forsøger at forstå teoretisk gennem forskellige begrebsapparater - altså etikker. Vi har alle en fornemmelse af, hvad moral er, men for de fleste er det svært at sætte ord på, hvad moralen er, og når man gør det, kommer man ofte til kort. Det er her etikken træder til og forsøger en redegørelse for moralen.
Hver for sig lægger de forskellige etikker vægten på forskellige sider af moralen. Det betyder, at de indfører forskellige begrebslige skel, og at de stiller forskellige spørgsmål, som kræver forskellige svar. Man kan forstå begreberne i en given etik som de elementer, verden består af, altså virkelige ting, eller som aspekter ved en hel verden, som ikke nødvendigvis eksisterer for sig selv, altså forskellige synsvinkler. Men uanset hvad, så eksisterer moral og etik for os i den forstand, at vi prøver at gøre det rigtige.
For at det overhovedet er meningsfuldt at diskutere etik, må der være noget, der er mere rigtigt end noget andet. Alle moralske udsagn kan ikke være lige gyldige. Moral er andet og mere end smag og behag. Derefter rejser spørgsmålet sig så om, hvad det er, der giver moralske udsagn deres gyldighed, hvad det er, der gør noget mere rigtig end noget andet, og det er her den filosofiske etik begynder.
Et grundlæggende skel går mellem dem, der mener, at moral i sidste ende er knyttet til den menneskelige fornuft, og dem, der mener, at moral er et spørgsmål om følelser. Dem, der lægger vægten på fornuften fremhæver det almene i fornuften og den subjektive i følelserne, mens dem, der lægger vægt på føleleser fremhæver, at følelser ikke kun er individuelle og at fornuften bliver så logisk og rationel, at den bliver umenneskelig og umoralsk.
Begge mener imidlertid, at moral er noget alment, der skal gælde alle mennesker. Her deles vandene så igen, nemlig mellem dem, der fastholder, at moral er relativ i forhold til den kultur, vi lever i, og dem, der mener at moral gælder for alle mennesker uanset kulturel baggrund. En løsning har været at betragte menneskets historie som en civilisationsudvikling, hvor vi i takt med vores historiske erfaringer er blevet bedre mennesker i en mere almen forstand, hvor de forskellige kulturelt bestemte opfattelser af rigtigt og forkert efterhånden samlede sig til én.
En anden og mere tiltalende måde at komme videre derfra er så at skelne mellem en mere grundlæggende almenmenneskelig moral og så de kulturspecifikke variationer, som skabes forskellige steder i verden og i forskellige perioder op gennem historien. Den grundlæggende moral gælder for alle mennesker, mens hver kultur udvikler normer for god opførsel, som kun er gyldige i den kultur. Dette giver mulighed for både at behandle alle mennesker som grundlæggende lige og acceptere de forskelligheder, som tilfældige omstændigheder har medført. Men hvad der så er grundlæggende, og hvad der er afledet, det er ikke nemt at besvare kort.
På tværs af disse skel er der helt andre måder at skelne på, nemlig når man spørger, hvad der moralsk afgørende, uanset om det kun gælder for én kultur eller moralen skal gælde for hele menneskeheden. Hvis vi tager eksemplet igen, hvor en person udviser selvdestruktiv adfærd, så får vi her præsenteret et af de afgørende skel inden for moderne etik, nemlig om det afgørende moralske afhænger af det, der går forud for handlingen, altså her respekten for personens autonomi, eller handlingens moralske værdi skal måles i forhold til det, der kommer efter handlingen, altså konsekvenserne af det, man gør.
Det moralsk afgørende, der går forud for handlingen, opfattes forskelligt af forskellige etikker. Man kan her nævne den gode vilje, medlidenhed, respekten for den anden, pligt over for fornuftens morallov. Blandt de moralsk afgørende konsekvenser finder man lykke eller livskvalitet - for den enkelte eller for alle - frihed, retfærdighed, samvittighed, selvrealisering og fællesskab.
Eksemplet kan også bruges til at illustrere et andet skel, som især er et skel mellem antik græsk etik og moderne etik. Er det moralsk afgørende selve den handling, som man skal foretage her og nu? Eller er det afgørende udviklingen over et helt liv af en god karakter og det gode liv, man forsøger at realisere sammen med andre, og hvor handlingen skal passe ind i. Hvis enhver handling således ikke i sig selv skal være moralsk forsvarlig, er det lettere i dette tilfælde at gribe ind for at muliggøre den selvdestruktive realisering af det gode liv. Spørgsmålet er med andre ord om hensigten (målet) helliger midlet.
Der står vi i dag. Uden klare svar. Etikken har ikke som sådan gjort fremskridt op gennem filosofihistorien, og det er på tide, at filosofien besinder sig på deres egne og deres forgængeres lange og resultatløse diskussioner for derigennem at finde en ny vej frem. Der har i filosofien udkrystalliseret sig nogle forskellige grundpositioner, som er gået igen lige fra etikken fødsel i det gamle Grækenland - hvor den hørte under politikken - og op til i dag. Der er meget, der taler for at de mest sejlivede måder at se på moralen på, må have noget på sig, og at disse grundpositioner afspejler forskellige sider af moralen. Dilemmaer opstår, når de grundlæggende forskellige sider af moralen, der ligger bag disse opfattelser, støder sammen, når vi forveksler det praktisk krav om at nå til en afgørelse med det teoretsike krav om entydighed.
At visse måde at skelne på er blevet gængse op gennem historien, og at mange moderne præciseringer af moralske problemstillinger går igen i den gamle græske etik, er imidlertid ikke i sig selv begrundelse nok for, at det er den rigtige måde at forstå moralen på. Men det er begyndelsen til en anden måde at betragte moralen på, en betragtningsmåde, der ikke forudsætter, at moralen i sidste ende bør være entydigt rationel. (3)
1. Om man gennem etikken ledes til moralen, altså om en beskæftigelse med etik kan gøre en til et bedre menneske, er derimod helt anderledes kontroversielt spørgsmål inden for etikken, som jeg vil lade ligge.
2. Selvfølgelig er der radikale skeptikere og relativister, der fuldstændig afviser, at der er nogen som helst fornuft i moralen, men de føler sig ikke desto mindre kaldet til at argumentere for deres synspunkter, og det må implicere, at de i det mindste tror, at nogen - fx de, der i forvejen mener fornuften har betydning for etik og moral - vil lade sig overbevise. Og mange af de radikale relativister har da også begrundet deres kritik af den herskende moral i politiske overbevisninger, som de således ikke har været så skeptiske overfor.
3. Denne artikel bygger forskellige oplæg og foredrag holdt i forbindelse med Socialpædagogernes Landsforbunds (SL) projekt Etikkens Ansigter: "At kalde tingene ved deres rette navn - udpluk af en flue beretning", indlæg på konferencen "Etik og Retssikkerhed for psykisk udviklingshæmmede" den 23. februar 1994 (trykt i Dahlin mfl.: Etikkens Ansigter, København: SL, 1994), "Noget om Etik", oplæg til projektledere den 28. april 1994 og "Hvad er det vi taler om?", foredrag på konferencen "Etik i det Socialpædagogiske arbejde" den 16. maj 1994.