Asger Sørensen 1994
Noget om etik
(foredrag)
Indhold
Moral og etik. 2
Dilemmaers rolle i etikken. 2
Værdikrise. 3
Moral. 4
Teori. 5
Etik. 5
Grundkonflikter. 7
På sidste konference var jeg så uforskammet at sige, at socialpædagogerne blev nødt til at gå på skolebænken for at lære noget om etik. Hvis ikke de gjorde det, ville de blive ofre for alle mulige missionærer, charlataner, markedsgøglere og smarte sælgere, hver med deres hjemmegjorte etik, som angiveligt lige netop ville passe til socialpædagogikken.
Ganske kort tid efter konferencen blev så jeg spurgt, om ikke jeg ville medvirke ved tilrettelæggelsen af denne, den næste konference. Ved at kalde sidste konferences talere for amatørfilosoffer, var jeg selv kommet til at fremstå som en mere lødig og professionel filosof, og sådan én ville SL selvfølgelig gerne have i sit sold.
Det ironiske er, at opfordring til at lære noget om etikken, så man ikke blev offer for alt mulig smart salgssnak, fik de samme konsekvenser som en smart salgssnak, nemlig at de købte noget, nemlig det jeg ville sige om etik. Min hævdelse af filosofien som fag viste sig at være et fremragende salgstrick, som SL var helt forsvarsløs overfor, en så smart salgsteknik, at de købte varen ubeset.
Og nu står jeg så her og har chancen for at sælge jer en vare, VAREN, den ægte vare, den etik, I ikke vidste, I havde behov for, den etik, I altid har drømt om, men ikke turdet spørge til, den etik, som forklarer alt og ikke lader nogen uberørt, ETIKKEN.
Mit helt personlige problem er imidlertid, at jeg endnu ikke har nogen fiks og færdig vare at sælge. I mit liv med filosofien har jeg mødt mange etikker, og alligevel har jeg endnu ikke mødt en etik, som jeg syntes gav en tilfredstillende redegørelse for mine egne forestillinger om moral og etik.
Mit problem med etikken har imidlertid gjort, at jeg aldrig er blevet færdig med de helt grundlæggende spørgsmål, nemlig hvad det egentlig er, vi taler om, når vi taler om etik.
Det, jeg vil forsøge her, er derfor så vidt mulig en neutral beskrivelse af moral og etik, en beskrivelse, der ikke på forhånd tager stilling til, om etik-ultra er bedre end moral-plus eller om det tværtimod forholder sig lige stik modsat. Jeg vil forsøge at give jer en forståelse af moral og etik, som noget vi møder i vores liv, noget alle kender, uanset at det er hulens svært at forklare, hvad moral og etik er og hvorfor moral og etik er så vigtigt, som det er.
Det kan selvfølgelig godt være, at jeg uforvarende alligevel kommer til at sælge en ganske bestemt vare uden rigtigt at vide det, for det er ikke altid, man kan gennemskue alle de forudsætninger, man selv tager for givet. Det er imidlertid nogle vilkår, man altid er underlagt, når man tænker over ting, og det er der, at andres kritik spiller en væsentlig rolle. Det jo som bekendt meget lettere at se splinten i den andens øje end bjælken i ens eget. Men tanken er altså at præsentere jer for moral og etik som de er i sig selv.
Jeg vil til en start tale lidt om dilemmaer og deres rolle i forhold til etikken. Dernæst vil jeg sige nogle almene ting om moral, og endelig noget om etikken.
Moral og etik.
I grunden er der ingen forskel på betegnelserne moral og etik; de to ord har blot forskellige historiske rødder. Moral har latinske latinske rødder, etik græske rødder.
I dagens Danmark er der imidlertid efterhånden blevet en nogenlunde fast praksis, hvor moral er det, der styrer vores handlinger, mens etik i højere grad er den systematiske tænkning om moralen; men det hører med til at være moralsk en gang i mellem at spørge sig selv, om man nu har handlet rigtigt, og det er etikkens begyndelse.
Overgangen er altså glidende, således at man gennem moralen ledes til etikken. Om man gennem etikken ledes til moralen, altså om en beskæftigelse med etik kan gøre en til et bedre menneske, er derimod helt anderledes kontroversielt spørgsmål inden for etikken, som jeg foreløbigt vil lade ligge.
Dilemmaers rolle i etikken.
Anledningen til, at vi begynder at tænke mere alvorligt over vores moral er ofte, at vi bliver stillet overfor et dilemma. Et dilemma tvinger os til at stoppe op og tænke os om. Vi skal gøre noget, og vi har to muligheder, men ingen af dem virker umiddelbart som den helt rigtige løsning.
Vi kan blive konfronteret med et dilemma, når vi står i en situation, der kræver handling af os. Vi står overfor et problem, der kræver en løsning, blot kan vi ikke afgøre hvilken løsning, der er den rigtige. Vi har to muligheder, der begge har uønskede konsekvenser. Vi vil gerne gøre det rigtige, men kan ikke finde ud af det, fordi ingen af de to muligheder er helt rigtig.
Lad os tage et eksempel. Hvad man skal gøre, når et menneske i ens varetægt eller i ens nærhed har besluttet sig for at ødelægge sig selv ved at drikke, junke eller æde helt umådeholdent? Skal man i et forsøg på at hjælpe krænke hans eller hendes autonomi, altså retten til selv at bestemme over sit liv, ved at gribe ind. Eller skal man respektere autonomien og undlade at hjælpe, men derved måske samtidigt svigte ham eller hende.
Stillet således op er det meget nemt at svare, at man selvfølgelig skal forsøge at hjælpe. Men hvis personen nægter at modtage hjælp, hvornår overskrider man så grænsen for omsorg, hvornår bliver omsorgen til overgreb og krænkelse?
Stillet op på den måde er det ikke så nemt at svare på, og dilemmaer er netop problemer, hvor der ikke er nogen klar løsning. Man har to muligheder for at komme videre, men ingen af dem er nogen løsning på problemet. Trilemmmaer er tilsvarende problemer, hvor man har tre muligheder for at komme videre, men hvor ingen af dem giver nogen løsning.
Det afgørende er, at der ingen løsning er, men at situationen kræver, at man ikke desto mindre vælger. Man bliver nødt til at tage en beslutning, og det er det, der gør dilemmaet og trilemmaet til et problem.
I eksemplet ser man tydeligt, at selv når man ikke gør noget, så har det alligevel konsekvenser. Det er i den forstand, at situationen kræver et valg. Eksemplet viser derudover, at konsekvenserne af ikke at gøre noget og af at respektere personens autonomi, udefra set ser temmelig ens ud. Ikke at gøre noget får samme konsekvenser som var det en bevidst handling.
Vi har altså to muligheder, der begge rummer både tiltrækkende og utiltrækkende aspekter. Det er tydeligt, at den éne mulighed kræver aktivitet, altså at man griber ind overfor personens selvdestruktive tendenser, mens den anden mulighed ikke kræver nogen særlig handling, altså den mulighed, hvor man ikke kan skelne den blotte laden stå til fra den bevidst valgte passive handling, der udtrykker repekten for autonomi.
Dette er karakteristisk for det tvingende ved et dilemma. Det er det, der gør dilemmaer så forbandede, nemlig, at selv om man prøver at undslippe dilemmaet ved ikke at gøre noget, så har man alligevel gjort noget. Hvis man kan undgå dilemmaet ved ikke at gøre noget, så er det ikke et rigtigt dilemma.
Et dilemma fremprovokeres af noget i vores omgivelser, som vi møder, noget, vi ikke nødvendigvis selv har skabt, og som har sit eget forløb, hvis ikke vi griber ind. Problemet er, at når først vi er blevet konfronteret med dette forløb, så giver den blotte viden om det fortsatte forløb os en følelse af ansvar for dette forløb, også selvom vi ikke selv har sat forløbet i gang.
Tanken om, at man kender til noget forkert og alligevel ikke gør noget ved det, er svær at bære. Man kan opfinde utrolig mange gode og rimelige forklaringer på, hvorfor man ikke gør noget - fx at det ikke nytter noget - men alligevel slipper man ikke for at føle sig ansvarlig. Uden en forståelse af denne moralske ansvarlighed for det, vi møder i verden, kan man ikke forstå dilemmaets tvang.
Dilemmaet er noget vi tvinges ud i gennem at leve i en verden sammen med andre mennesker. Det ubehagelige ved dilemmaet skyldes, at vi føler os ansvarlige, både for det, vi rent faktisk gør, og for det valg, vi træffer og som betyder, at vi vil gøre noget bestemt.
I det øjeblik, vi står overfor et dilemma, og bliver bevidste om, at vi her har to muligheder, hvor ingen af dem er helt rigtig, så klapper fælden. Vi kan ikke flygte fra dilemmaet, fordi den ene af de to muligheder netop har samme konsekvenser som vores flugt fra det.
Værdikrise.
Dilemmaer er som nævnt ofte udgangspunktet for den systematiske overvejelse over moralen, som er begyndelsen på etikken. Dilemmaer viser, at vores moral ikke altid giver klare svar på, hvad der er rigtigt og forkert.
I en tid, hvor flere og flere mister orienteringen, hvor man ikke længere er fælles om at tro på, at fremtiden udelukkende bringer fremskridt og forbedring, vil man i stigende grad opleve at stå overfor dilemmaer.
Vi er usikre på, hvad der er det rigtige, vi er usikre på, hvilket mål vi skal vælge som det overordnede for vores tilværelse. Og derfor kan vi som moralsk ansvarlige mennesker ikke bare tilsidesætte nogle hensyn fremfor andre. Oplevelsen af i stigende grad at stå overfor dilemmaer er typisk for en tid, hvor værdier ikke længere er fælles og selvfølgelige.
Men en sådan værdikrise er ikke udelukkende negativ. Godt nok betyder dilemmaet en øjeblikkelig handlingslammelse, men oplevelsen af at stå overfor et dilemma er tegn på en sund usikkerhed overfor lette svar, tegn på at man tager sit moralske ansvar alvorligt, at man ikke handler ud fra blind lydighed, selvfølgelighed eller skråsikkerhed. Oplvelsen af at stå overfor et dilemma viser, at man er åben overfor en given situations mangfoldige aspekter og man selv tager stilling.
Det er kun mængden af dilemmaer, der er tegn på en værdikrise, ikke at der overhovedet er dilemmaer. Vi slipper ikke for dilemmaer. Dilemmaer er noget grundlæggende ved den meneskelige moral. Alle moralsk ansvarlige mennesker - og det vil sige alle mennesker - uanset i hvilken tid de lever og uanset hvilket sted de lever vil opleve at stå overfor et alvorligt dilemma.
Hvis dilemmaer på den måde ikke er til at komme uden om, hvis man lever som et menneske, og hvis dilemmaer fremprovokerer mere grundige overvejelser over moral, altså fremprovokerer en begyndende etik, ja, så vil ethvert menneske på et eller andet tidspunkt i sit liv nærme sig etikken, altså den mere systematiske overvejelse over, hvad der egentligt er rigtigt og forkert, og hvorfor det er det. Denne konference er et forsøg på at bringe Jer et par skridt videre i retning af etikken.
Moral.
Hvis etikken er vores mere systematiske overvejelse over moralen, hvad er så moralen? Det er - som man siger - 'et godt spørgsmål'. Det er godt spørgsmål i helt bogstavelig forstand, fordi det er værd at besvare. Men det er selvfølgelig især, fordi det er svært at besvare, at det er 'et godt spørgsmål'. Det er et spørgsmål, som filosoffer i mere end to tusind år har forsøgt at besvare, og det har selvfølgelig resulteret i mange gode iagttagelser, men også i et væld af teorier, der ofte har været direkte modstridende. I første omgang vil jeg derfor indskrænke mig til nogle almene betragtninger.
Moralske normer er ikke som juridiske love, hvor samfundet har udviklet et apparat til at lovgive, udøve og dømme. Vi sætter os ikke i en grundnormgivende forsamling og vedtager, hvordan vi skal udforme vores moralske normer, og vi har ikke på moralens område etableret institutioner, der håndhæver normerne. Overtrædelser af moralske normer er ikke genstand for politimæssig efterforskning og straffes ikke ved domstole.
Moralske normer er heller ikke som naturlove, hvor alt sker i overensstemmelse med loven. Vi kan ikke forudse hvad der sker, bare fordi vi ved, hvad den moralske norm er på området, ligesom vi kan forudse, hvordan en sten falder, når vi kender tyngdeloven.
Vi kan handle og leve rigtigt og forkert i forhold til vores egen moral. Men vi kan også overveje, om vi vil gøre, som vi egentlig mener, vi bør gøre, eller vi i dette tilfælde vil se stort på moralen, fordi noget andet vejer tungere.
Moralen er noget vi har, uden at have vedtaget det eller skrevet det ned, og som til en vis grad bestemmer vores handlinger, men også kun til en vis grad. Ethvert forbud kan overtrædes og bliver det jævnligt.
Moral er i visse sammenhænge er positivt udtryk, fx når man taler om at have en 'høj moral' eller en 'god (kamp)moral', og når man vender sig mod andres - og her er det altid andres - 'doppeltmoral'. På samme måde står moral som noget positivt, når man taler om 'moralsk forfald' eller anklager folk for at være 'umoralske'.
I andre sammenhænge er moral noget negativt, som når man vender mod 'moraliseren', anklager folk for at være 'åh så moralske' og benævner folk 'moralister'. Og i politisk forstand kan man afsløre den herskende moral de herskendes moral, som et tankesæt, en ideologi, der er med til at legitimere klassesamfundets undertrykkelse.
Moralen er tilsyneladende noget, vi alle har. Udefra set er det noget, der til en vis grad styrer vores adfærd, en slags sociale trafikregler. Moralen er med til at sikre en civiliseret omgang mellem mennesker. Moralen hindrer at vi støder for voldsomt sammen, når vores interesser støder sammen, og den hindrer den enkelte i at skeje for meget ud. Moralen holder sammen på samfundet og den enkelte.
Alle samfund har en moral, alle mennesker har en moral. Men moralen er ikke umiddelbart den samme for alle. Andre kulturer har tilsyneladende andre moralske normer, og vores moral i dag er tilsyneladende anderledes end for blot nogel få årtier siden. I denne sammenhæng mener nogle, der er tale om en frigørelse fra fortidens undertrykkende moral, mens andre taler om 'moralsk forfald'.
Teori.
Vi har ét fænomen - her moralen - som vi forsøger at forstå teoretisk gennem forskellige begrebsapparater - altså etikker. Vi har alle en fornemmelse af, hvad moral er, men for de fleste er det svært at sætte ord på, hvad moralen er, og når man gør det, kommer man ofte til kort. Det er her etikken træder til og forsøger en redegørelse for moralen.
Hver for sig lægger de forskellige etikker vægten på forskellige sider af moralen. Det betyder, at de indfører forskellige begrebslige skel, og at de stiller forskellige spørgsmål, som kræver forskellige svar.
Man kan forstå begreberne i en given etik som de elementer, verden består af, altså virkelige ting, eller som aspekter ved en hel verden, som ikke nødvendigvis eksisterer for sig selv, altså forskellige synsvinkler.
Etik.
Filosofisk etik forsøger at systematisere og forklare vores moralske intuitioner. Den forsøger at skabe orden ud af moralens tilsyneladende kaos. Etik er som alle teorier præget af ønsket om at undgå modstrid mellem forskellige dele af teorien. Men etikken er ikke bare en teori som alle andre teorier.
Etikken er præget af en ønske om, at undgå modstrid inden for den moral, den tænker over, mellem de forskellige moralske påbud og forbud, således at etikken kan give det moralsk rigtige svar på spørgsmålet om, hvad man skal gøre og hvordan man skal leve. Etikken er altså moralsk. Etikken går ud fra, at der gives rigtige svar eller i det mindste, at nogle svar er bedre end andre.
Etikken er fra gammel tid blevet kaldt praktisk filosofi, i modsætning til teoretisk filosofi. Praksis er græsk for handling, teoria anskuelse (på afstand). Etikken skal hjælpe os til at handle rigtigt. Etikken vil gerne sige, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, godt og ondt. Og fordi etikken ønsker sammenhæng, kan den ikke undgå at ville reformere og missionere. For det gældende moral er - og har tilsyneladende altid været - i modstrid med sig selv og er derfor ude af stand til at give de klare svar, etikken ønsker.
Men - og her er jeg i grel modstrid med det meste etik - jeg mener ikke, at fjernelse af modstridende hensyn bør være et mål for etikken. Etikken forsøger at undgå dilemmaer, men uden dilemmaer ville der ikke være behov for etiske overvejelser, og uden dilemmaer ville vi ikke være moralsk ansvarlige for vore handlinger.
Selvfølgelig skal vi stræbe efter moralsk entydighed, efter det helt rigtige svar. Det er det, der viser at vi er moralske væsner. Men i visse tilfælde er det umuligt at nå en endelig afklaring, og hvis vi nåede det, ville det, vi endte op med, ikke være moral mere. Vores stræben efter entydighed er begrundet i vores ønske om at gøre det helt rigtige, og denne moralske stræben er selve det moralske.
De moralske dilemmaer, altså der hvor moralen ikke kan give os svar, er et afgørende træk ved moralen. Det er modstriden mellem forskellige dele af vores moral, der tvinger os til at overveje, hvad der er rigtig, d.v.s. det tvinger hver enkelt til at tænke etisk, og det tvinger hver enkelt til at være ansvarlig for sine egne handlinger.
Hvis man blot slavisk fulgte en etik uden indre modstrid, ville man med god ret kunne frasige sig at være ansvarlig for ens egne handlinger, fordi man gjorde blot som etikken sagde. Og omvendt ville det at handle forkert være helt uundskyldeligt, fordi etikken var klar. Fordømmelsen og straffen ville blive tilsvarende hårdere. En etik uden indre modstrid ville være umenneskelig og ubarmhjertig, og altså med min moralske målestok, umoralsk.
Men det hører med til moral, at vi faktisk lader os overbevise af argumenter eller omvendt protesterer kraftigt mod et rammende argument. Vi anerkender altså, at der skal være en vis sammenhæng i vores moral, vi anerkender at vi ikke kan gøre ét i en situation og noget andet i en anden tilsvarende situation. I værste fald kan man beskylde os for doppeltmoral, og det er værre end ingen moral at have.
Og vi accepterer, at der bliver spurgt til vores grunde for at handle, som vi gør eller gjorde. At handle rigtigt er altså noget, man kan stille spørgsmåltegn ved, og som kan besvares gennem en begrundelse. Moral er ikke blot ubevidste vaner. Moral er noget, vi kan - og skal kunne - begrunde.
Endelig kaster vi os ind i i diskussioner om moralske spørgsmål med en kraft, som vi ikke ser i diskussioner om andre ting. Hvad der er rigtigt og forkert betyder mere for os end om hvilken farve vi bedst kan lide. Moralen er altså ikke en ligegyldig ting for os.
Der står vi i dag. Uden klare svar. Etikken har ikke som sådan gjort fremskridt op gennem filosofihistorien, men der har udkrystalliseret sig nogle forskellige grundkonflikter, som er gået igen lige fra etikken fødsel i det gamle Grækenland og op til i dag. Der er med andre ord en vis stabilitet i dilemmaerne, og det er det, der for mig er blevet afgørende for forståelsen af etik og moral.
Grundkonflikter.
Det, der støder sammen i et dilemma, er forskellige etiske grundpositioner, altså forskellige opfattelser af, hvad der er det moralsk mest afgørende. Vores moral er som sagt selvmodstridende, fordi den tillægger flere uforenelige hensyn afgørende moralsk betydning, hensyn, der ikke eller kun svært kan afvejes i forhold til hinanden.
For at det overhovedet er meningsfuldt at diskutere etik, må der være noget, der er mere rigtigt end noget andet. Alle moralske udsagn kan ikke være lige gyldige. Moral er andet og mere end smag og behag.
Når det er accepteret rejser spørgsmålet sig så om, hvad det er, der giver moralske udsagn deres gyldighed, hvad det er, der gør noget mere rigtig end noget andet, og det er her den filosofiske etik begynder.
Et grundlæggende skel går mellem dem, der mener, at moral i sidste ende er knyttet til den menneskelige fornuft, og dem, der mener, at moral er et spørgsmål om følelser. Dem, der lægger vægten på fornuften fremhæver det almene i fornuften og den subjektive i følelserne, mens dem, der lægger vægt på føleleser fremhæver, at følelser ikke kun er individuelle og at fornuften bliver så logisk og rationel, at den bliver umenneskelig og umoralsk.
En ting kommer ud af dette, nemlig at moral er noget alment, der skal gælde alle mennesker. Her deles vandene så igen, nemlig mellem de, der fastholder at moral er relativ i forhold til den kultur, vi lever i, og de, der mener at moral gælder for alle mennesker uanset kulturel baggrund.
En måde at komme videre derfra er så at skelne mellem en mere grundliggende moral og så de kulturspecifikke variationer, som skabes forskellige steder i verden og i forskellige perioder op gennem historien. Den grundlæggende moral gælder for alle mennesker, mens hver kultur udvikler normer for god opførsel, som kun er gyldige i den kultur. Hvad der så er grundlæggende og hvad der er afledet - og om man overhovedet skal skelne - deler imidlertid også filosofferne.
På tværs af disse skel er der helt andre måder at skelne på, nemlig når man spørger, hvad der moralsk afgørende, uanset om det kun gælder for én kultur eller moralen skal gælde for hele menneskeheden.
Hvis vi tager eksemplet igen, hvor en person udviser selvdestruktiv adfærd, så får vi her præsenteret et af de afgørende skel inden for moderne etik, nemlig om det afgørende moralske afhænger af det, der går forud før handlingen, altså respekten for personens autonomi eller handlingens moralske værdi skal måles i forhold til det, der kommer efter handlingen, altså konsekvenserne af det, man gør.
Det moralsk afgørende, der går forud for handlingen, opfattes forskelligt af forskellige etikker. Man kan her nævne den gode vilje, medlidenhed, respekten for den anden, pligt over for fornuftens morallov. Blandt de moralsk afgørende konsekvenser finder man lykke eller livskvalitet - for den enkelte eller for alle - frihed, retfærdighed, samvittighed, selvrealisering og fællesskab.
Eksemplet kan også bruges til at illustrere et andet skel, som især er et skel mellem antik græsk etik og moderne etik. Er det moralsk afgørende selve den handling, som man skal foretage her og nu? Eller er det afgørende udviklingen over et helt liv af en god karakter og det gode liv, man forsøger at realisere sammen med andre, og hvor handlingen skal passe ind i.
Hvis enhver handling ikke i sig selv skal være moralsk forsvarlig, er det lettere i dette tilfælde at gribe ind for at muliggøre den selvdestruktive realisering af det gode liv. Spørgsmålet er med andre ord om hensigten helliger midlet.
At visse måde at skelne på er blevet gængse, at nogle præciseringer af moralske problemstillinger går igen er imidlertid ikke i sig selv begrundelse nok for at det er den rigtige måde at forstå moralen på. Men den filosofiske etik har en samtalekultur, hvor der er mulighed for udvikling, en samtalekultur, hvor man principielt kun tager det sagte for pålydende. Hvis man vil gå bag om det sagte - eller skrevne - kræver det gode argumenter. I filosofien ser man ikke ytringer som symptomer på noget psykisk, men diskuterer sætningernes meningsindhold.
Afslutningsvis er det vigtigt at bemærke, at etik oprindeligt var tæt forbundet med politik, som behandlede spørgsmål om den gode og rigtige indretning af samfundet. I de sidste hundrede år har denne forbindelse ikke været så tæt, og politikken har stået i centrum for diskussioner om godt og ondt, rigtigt og forkert. Nu tyder meget på at etikken er ved at tage revanche, at den er ved at overtage politikken, der så reduceres til organisation og administration.