(Anmeldelse)
Storslået. En kraftpræstation. Et værk helt ud over det sædvanlige. Thyssen har gjort det igen, han har overgået sig selv, har ... sat en milepæl, en ... anmelderen kikker op på skærmen og ... en gravsten ... trætheden melder sig. Hvorfor er der ikke andre ord? Hvorfor er sproget så fattigt? Hvor det dog lyder!! Patetisk og fantasiløst! Hvorfor kan han kun finde de sædvanlige anmelderfloskler? Klichéer, der er drevet rovdrift på i årevis, klichéer, der kører efter helt andre logikker end penge, magt, sandhed og kærlighed, klichéer, der ikke vil informere, ikke bevise, ikke overbevise, klichéer, der kun vil vise, at her er en ven, her er der ly, når verden bryder sammen og alle er ude efter dig! NUTIDEN - det overfyldte rum, fyldt med markeder, medier og masker, systemer, forskelle og koder ... flimmer ... mennesket en maske, der handler strategisk i overenstemmelse med reglerne på det marked, det befinder sig på, lige her og nu, i overenstemmelse med de medier, der styrer, de koder, der giver værdi, de koder, der deler verden op i rigtigt og forkert, men alligevel ikke kan sige noget om, hvorfor det er rigtigt, hvorfor det er forkert, hvorfor noget overhovedet er, som det er, hvorfor der overhovedet kan gives grunde til at spørge om, hvorfor ... træthed, pletter for øjnene, blinde pletter ... hvordan kan han overhovedet skrive, Thyssen, når ingen kan læse, når ingen er i stand til at finde vej gennem informationssamfundets kaotiske rum, hidset op af information, innovation og performation, hidset op af ophidselsen selv, af alle de muligheder, der alligevel ikke er mulige, fordi de ikke kan finde deres marked, deres egne koder eller medier, fordi der er simpelthen ikke er nok medier ... hvorfor har han ikke skrevet et resummé?... ordene flimrer, øjnene flakker, tasterne forvandler sig til tangenter, der spiller deres eget spil hen over skærmen, med deres egne koder, styret af det medie, der er deres, tegnene, hvor alt kan siges og intet alligevel forstås, det semiotiske rum, hvor betydninger byttes ud med betragtninger uden meningsindhold, uden noget hold overhovedet, hverken i fakta eller fiktion. Hvad er det, han er ude på? Hvorfor er han sprunget ud af skabet, hvorfor har han forladt de sikre henvisninger, sovepuderne, som vi alle lægger vores videnskabelighed på? Hvor vover han ? Hvor tør han? Ved han ikke, at vi vil pille det fra hinanden og trampe på det, indtil det er fuldstændigt tværet ud? ... det kan ikke være rigtigt, en filosof, en rigtig filosof, der ikke gemmer sig bag skærmen, nej ... anmelderen går igen i stå, anmeldelsen går i stå, informationsteknikken modtager kun tøvende de manuelt betingede signaler ... hvorfor er Thyssens følelser ubegrundede? Hvorfor ser han kun lunefuldhed og dogmatisme, hvorfor kun fejlene, hvorfor ikke medlidenhed og medleven, solidaritet og fælleskab? Hvorfor kan vi kun stå alene i dette kaotiske rum, styret af systemer og subsystemer? Hvorfor går hans skrivemaskine ikke i stå, når han går fra samfund til individ? Økonomi er et system, bureaukrati et system, videnskab, kunst og kærlighed, alt sammen systemer, styret af medier midt i et kaotisk multimarked, hvor kun den fleksible kyniker og ironiker kan klare mosten, mens alle andre flovt må bøje hovedet i skam over deres gammeldags oprigtighed eller som Thyssen kritisere den svaghed, der får folk til at overleve gennem distance. Men hvorfra ser han selv? Hvor er hans egen blinde plet, hans forskel, bjælken i øjet, kæppen i øret? Hvad gemmer de signaler, der tegner et billede, hvor der ingen anstændighed findes mere, ingen viden, fordi alle mangler grund under fødderne, hvor alt er intet og ingenting kan stå for skud uden at falde sammen ved næste gadehjørne? Hvorfra kommer den moralske indignation over forfaldet, hvis ikke der er en kerne, der ikke er mediestyret, en kerne, der aldrig kan forgå, sålænge der er mennesker, fordi det netop er kernen i mennesket? Mennesket er moralsk, ikke bare formelt, men med et indhold, som giver kernen i civilisationen, den kerne, der gør uhæderlige justitsministre til dyrevenner, bolighajer og andre udbyttere til stiftere af fornemme priser og fanatikere til gode familiefædre, den kerne, der får forskere til at skrive side op og side ned om livsverden, civile samfund og community. Hvad er det ironikeren forsvarer, hvad er det, dette skrøbelige, men alligevel uendeligt kostbare og i sidste ende umistelige, som ikke kan sættes på spil i en hvilken som helst situation, men kun når det virkeligt betyder noget? Og hvordan kan man tale om engagement, hvis ikke der er noget at være engageret i, noget, der kan tillægges en værdi, som er forskellig fra blot at gå i Nettos eller sidde på wc? Thyssen har sin blinde plet, og det er den, der overhovedet gør, at han kan skrive, og vi kan læse det, han skriver. Thyssen har harmen, sorgen over tabet, indignationen over menneskets frivillige og alligevel tvungne degradering af sig selv, og det er denne moralske drive, der får hele maskinen til at køre. Men hvorfor må vi ikke høre om den? Hvorfor skal subjektet igen elimineres i saglighedens navn, i Thyssens forgæves kamp mod de æstetiske vindmøller? Vi er subjekter, subsistensløse, down and out, trætte ... trætte ... men Thyssen kører bare videre, bog efter bog, over and over, med en energi, hvis bærebølge er flugten fra den intethed, Thyssen selv for hver gang tegner mere og mere tydeligt, det tomme intet, der åbner sig under fornuftens stadig tyndere is, nemlig at vi også i sagligheden i sidste ende reagerer æstetisk. Men i selve æstetikken er det, vi søger, det almene og universelle, i sidste ende moralen. Tabet af fornuften er ikke tabet af alt, for bag fornuften ligger moralen. Men derfor skal du selvfølgelig ikke stå ikke af ræset, selvom det må være pisseanstrengende altid at være oppe og køre. Så, keep on going, gang i den ... vi venter på den næste bog! Stay cool, man!