(anmeldelse)
Lars Gunnar Lingås præsenterer Etik for social- og sundhedsarbejdere som En grundbog, der vil være velegnet til at indgå i pensum på social- og sundhedsarbejderes grunduddannelse. Bogen er delt i fire dele. Første del beskæftiger sig med etik generelt, traditionel etisk tænkning inden for sygepleje- og lægegerningen og udviklingen inden for socialarbejderes fagetik i dette århundrede. Anden del opregner en række værdier og mål for professionelt arbejde med mennesker, mens tredie del ser på nogle dilemmaer, som man som social- og sundhedsarbejder typisk vil stå i. Fjerde del giver dels forfatterens syn på, hvordan nutidens samfundsmæssige forhold spiller ind på det sociale arbejde, dels en kritik af den manglende videns- og teoriudvikling omkring socialt arbejde.
Formålet med bogen er "at udvikle en ny tilnærmelse til fagetisk tænkning" inden for disse fag i stedet for de traditionelle sygepleje- og lægeløfter. Bagrunden for bogen anføres endvidere at være International Federation of Social Workers' vedtagelse af en ny deklaration vedr. etiske principper for socialt arbejde, som forfatteren har deltaget i udarbejdelsen af. Den nye deklaration er gengivet på engelsk bagerst i bogen; den gamle Code of Ethics - som belgiske socialarbejdere if. Lingås foretrak at holde fast ved - er derimod hverken gengivet eller refereret. Norsk Socionomforbund har inspireret af Lingås vedtaget en norsk udgave af deklarationen, og han er desuden "leder" af deres fagetiske råd.
Bogen er imidlertid ikke særlig velykket, hverken i forhold til præsentationen som fagbog eller i forhold til det angivne formål. Man kan kun se den som en bekræftelse på Lingås' egen konstatering af, hvor galt det står til med videns- og teorigrundlaget i social- og sundhedssektoren, og en påmindelse om ikke i etiske spørgsmål at lade sig lede af en tilfældig bog.
I første kapitel fortæller Lingås, hvad han vil forstå ved etik, moral og moralisme: Moral er en given gruppes traditionelle normsystem, der lægger autoritært pres på den enkelte. "Etikken skal derimod vejlede også i uforudsete og unormale situationer"; den er de værdibaserede normer, som en given gruppe bruger til at styre adfærd, der er uforenelig med gruppens værdier. Moralisme dækker over, at en person eller en gruppe forsøger at styre andre ud fra egne interesser.
Ud fra disse definitioner kan man danne begrebet 'eticisme'. Eticisme bliver da 'værdibaserede normer, som findes hos en person eller gruppe, der forsøger at styre andres handlinger og adfærd efter egne interesser og behov'. For eticismen har de værdibaserede normer ingen afgørende betydning; det, der styrer handlingerne, er interesser og behov. Eticismens forhold til etik er som moralismens forhold til moral.
I praksis betyder det, at 'eticisten' Lars Gunnar Lingås bruger ordet 'etisk' som et tillægsord i alle mulige sammenhænge, hvorved hans udsagn pr. definition er rigtige, mens andre menneskers synspunkter er 'uetiske' og derfor forkerte! Dette skema kender vi kun alt for godt fra religiøse, politiske og æstetiske diskussioner. Og netop i forhold hertil viser filosofien et af sine smukkeste træk, nemlig forsøget på at undgå denne koldkrigslignende situation gennem et universelt krav om, at det er de fornuftige argumenter, der tæller, når man vil skelne mellem rigtigt og forkert. Selv en opfattelse af disse områder som grundlæggende irrationelle, er forpligtet til at argumentere for rigtigheden af denne karakteristik; uden begrundelse har meninger ingen værdi. Umuligheden i opfyldelsen af kravet gør ikke forsøget mindre smukt, snarere tværtimod!
Det kunne Lingås selvfølgelig være ligeglad med, hvis ikke det lige var fordi, hans bog indledes med et kapitel om filosofisk etik, hvori hans eget bud på en etik præsenteres. Lingås' "Flervinklede værdietik" er angiveligt inspireret af Jürgen Habermas' og Karl-Otto Apels diskursetik, men det er tilsyneladende kun slagordene, der i referatform har haft betydning. Hans behandling af filosofiske emner - både her i første kapitel og sidenhen - er fyldt med alt for mange elementære fejl, og man kunne ønske sig, at hans lovprisning af viden, teori, saglighed og tværfaglighed inden for sit eget fagområde havde fået ham til at konsultere en filosof, når det nu er filosofisk etik, han vil sige noget om.
Langt mere alvorligt er imidlertid spørgsmålet om, hvilken praktisk betydning en etisk tænkning, som den i bogen fremførte, kunne tænkes at have. Som klient og patient vil jeg personligt foretrække de klassiske edsaflæggelser fremfor denne nye progressive fagetik; jeg ville på ingen måde føle mig tryg i hænderne på folk, hvis etiske grundlag udsprang af denne bog.
Lingås' behandling af dilemmaer fra social- og sundhedsarbejdet er ikke præget af specielt varme følelser overfor klienter og patienter. Drivkraften er snarere en indædt eksistentiel vrede mod det "system", der producerer sociale klienter og i øvrigt fratager mennesker deres selvstændighed på en måde, forfatteren selv finder undertrykkende. Lingås fremsætter mange kritiske bemærkninger om "systemet", som han forstærker v.h.a. tillægsordene 'etisk' og 'uetisk', ligesom han ofte fremhæver, at social- og sundhedsarbejdere skal respektere de mennesker, der er overladt i deres varetægt.
Solidaritet ses som en "lige-for-lige-hjælp", som begrundes funktionelt i forhold til en rationel egoisme hos de svage grupper: "I dag dig, i morgen mig." Dette "skæbnefælleskab" gjorde det for arbejderklassen "meningsfuldt at hjælpe og støtte dem, der til enhver tid havde det værst." Uden dette skæbnefælleskab er det altså - må man slutte - meningsløst at hjælpe de værst stillede.
Solidarisk sammenhold forvandles således til et strategisk interessefællesskab mellem individer, der bruger hinanden i deres egen "selvrealisering". Selvrealisering er ligesom "menneskerettigheder", "personlig retsbeskyttelse", "selvbestemmelse", "selvhjælp" og "personligt ansvar" de afgørende værdier for Lingås. Alle disse værdier er imidlertid især vigtige, hvis man selv som individ vil - og kan - kæmpe mod "systemet". Men mennesker i social- og sundhedsarbejderes varetægt er netop, som Lingås selv fremhæver, ude af stand til at tage vare på sig selv. De opstillede værdier er simpelthen utilstrækkelige, når man skal står overfor afmægtige klienter, der er afhængige af "systemet"s hjælp.
Man skal if. Lingås inddrage værdier og mål i de faglige samtaler, der udgør den fagetiske bevidstgørelsesproces; men han giver ingen kriterier for deres udvælgelse, og han afviser at prioritere de forskellige værdier, som kan indgå i samtalerne. Traditionelle dyder som tavshedspligt eller loyalitet med klienten/patienten betragtes fx ikke som uomgængelige, og man kan derfor ikke utvetydigt bebrejde personalet på Rigshospitalet deres samarbejde med politiet om at identifisere patienter med skudsår m.h.p. udarbejdelse af sigtelser i dagene efter unionsafstemningen den 18. maj.
Solidaritet er først og fremmest medleven, hvor man sætter sig i den andens sted. Solidaritet er derfor også den medlidenhed med de svage, der viser sig i det, Lingås hånligt benævner "borgerlig velgørenhed". Denne medlidenhed er kernen i det sociale arbejde og for mange kilden til social indignation, ligesom det er derfor, "systemet" ikke er så gennemført undertrykkende, som det burde være i følge mange civilisationskritiske udlægninger. Kristen og socialistisk solidaritet er et værn mod liberalimens hensynsløse seen bort fra de værdier, der kommer til udtryk i menneskelig svaghed. Lingås hævder, at forskellen mellem den "borgerlige franske revolution"s værdier "Frihed, lighed og broderskab" og "marxistiske og socialdemokratiske værdier" faktisk er "minimal", men denne forståelse af solidaritet er udtryk for en 'foragt for svaghed', der netop i socialt arbejde er temmelig uheldig.