(anmeldelse)
1992 var året, hvor det kom på mode i forlagsverdenen at indføje ordet 'livskvalitet' i titlerne, selvfølgelig ud fra den betragtning, at det også ville falde i bogkøberne smag; om det har været en succes, må fremtiden vise. Hvad man imidlertid allerede nu kan sige, er, at det ingenlunde er sikkert, at man får noget at vide om livskvalitet, selvom man køber en bog, hvor ordet 'livskvalitet' indgår i titlen. Køber man Bjarne Lenau Henriksens (BLH) bog Livskvalitet, får man en meget omfattende diskussion af menneskelig livskvalitet i forhold til forskellige sider af menneskets liv. Køber man derimod Hans Clausens (HC) Livskvalitet og Handicap, så får man hverken noget at vide om livskvalitet eller dets forhold til handicaps.
HCs bog er - hvad undertitlen Forsøgserfaringer fra SUM-programmet antyder - en sammenfatning af resultaterne i en større rapporteringsproces, der løbende har opsamlet erfaringer fra de projekter på handikapområdet, der er blevet støttet af Socialministeriet Sociale UdviklingsMidler, SUM-programmet. Erfaringsopsamlingen er også financieret af Socialministeriet. SUM-midlerne - i alt 250 mill. fordelt over to et halvt år (1988-90) - skulle anvendes til at "styrke det lokale initiativ og fremme omstillingen og den forebyggende indsats inden for det sociale område ...[og]... fremme løsning af sociale problemer på tværs af sektor-, forvaltnings- og faggrænser." (s.7) Blandt de prioriterede områder fremhæves forskellige "meget ressourcesvage grupper", deriblandt "mennesker med handicap". (s.8)
HC gennemgår på udemærket vis ansøgnings- og bevillingsproceduren og fremhæver nogle generelle træk ved de støttede projekter, før han mere detaljeret går ned i projekter inden for fem områder: Bolig, arbejde, fritid, selvhjælpsgrupper og kommunikation. Rapporten diskuterer projekterne og SUM-programmet i forhold til de generelle målsætninger om tværfaglighed og overskridelse af grænserne mellem offentligt og privat socialt arbejde, og gør status over projekternes videreførelse efter udløbet af SUM-bevillingerne. Endelig indeholder rapporten en perspektivering af SUM-programmet i forhold til tendenser i EF af Ole Hansen.
Konklussionerne er, at SUM-programet ikke har ændret meget på handikapområdet, omend nogle projekter kan tages som "tegn på en ny selvbevidsthed hos handikappede og udtryk for ændrede relationer mellem fagfolk og klienter/handikappede." (s. 159) Den manglende effekt skal selvfølgelig ses i sammenhæng med, at de 22,4 mill., som 150 projekter fik over tre år, kun udgør omk. 1-2 promille af de samlede årlige udgifter på handikapområdet. (s. 28), og at en del af disse midler allerede anvendes til udviklingsarbejde. (s. 29)
Selve SUM-programmet har imidlertid haft en social slagside, fordi det har gavnet de grupperinger, der har haft ressourcer og ekspertice til at lave de rigtige ansøgninger, og det vil især sige de offentlige institutioner og de store handikaporganisationer, der ikke drives af frivillige, men af fastansatte funktionærer. (s. 35) De små alternative projekter uden tilknytning det sociale områdes establishment er måske nok kommet i gang gennem SUM, men det er også dem, der først er gået i stå bagefter, fordi de ikke har kunnet forankre sig i et allerede etableret system. (ss. 159-60)
De virkelig svage handikapgrupper, der ikke nyder stor offentlig opmærksomhed og som ikke har en stor personalegruppe, der betjener dem, er de virkelige tabere i spillet, trods en bevidst (?) positiv særbehandling; for langt de fleste projekter er sat i gang inden for den offentlige sektor. (ss. 36-7) Dette kun alt for udbredte syndrom, at de stærkere bliver endnu stærkere på de svages bekostning, kalder HC "Mathæus-effekten". (s. 115 & 159)
Man kan ikke lade være med at tænke på den løbende debat om socialforskningens vilkår i Danmark, når man læser en bog som HCs, og især på forholdet mellem forholdsvis uafhængige institutioners 'frie' forskning og kontraktforskningen, hvor både forsker og emne er underlagt almindelige markedsmekanismer. For hvilke kriterier skal man lægge for videnskabelighed i en sådan bestilt, købt og betalt rapport? Kontraktforskning kan - især når udbuddet er større end efterspørgslen, eller hvis forskeren af andre grunde vil tækkes køberen - udvikle sig til rene bestillingsarbejder i stil med den famøse Malerrapport.
Hans Clausens evaluering er ikke en ny malerrapport, men man aner hele tiden et eller underliggende, som han gerne vil sige, men som kun sjældent kommer frem. Kun en enkelt gang tager HC virkelig bladet fra munden og argumenterer direkte - og overbevisende - mod den borgerlige regerings idé om markedsregulering som en mulig reguleringsmekanisme i den offentlige sektor; men først efter at have prist markedsreguleringens økonomiske effektivitet og gavnlige indflydelse på varers kvalitet i forbindelse med almindelige fobrugsgoder. (s. 113-14)
HC søger tilsyneladende at sikre rapportens videnskabelighed gennem næsten udelukkende beskrivende sætninger, og tilløb til kritiske forklaringer indledes fx med en sætning som "Der kan anlægges forskellige vurderinger af dette.", (s. 37) eller gives mindre vægt, fordi de formuleres som afsluttende retoriske spørgsmål. Eller han konkluderer, at "der er brug for en diskussion". (s. 72) Et par gange kommer det dog ud mellem sidebenene i nogle sætninger, der helt bryder med rapportens ellers temmelig kedelige - men måske meget videnskabelige - sætningskonstruktioner. (Se fx s. 72 og s. 112)
HC gør sig i første kapitel en del overvejelser over, hvilken status en projektevaluering har. Den skal danne baggrund for den politiske vurdering af et projekts succes eller fiasko, og evalueringer får størst opmærksomhed, når de bekræfter synspunkter, som administratorers og politikere allerede har. En evaluering kan aldrig være neutral, og de politiske konsekvenser ikke blot følge logisk ud af en beskrivelse af kendsgerningerne. (s. 14)
Fremstillet således kan en kritisk synsvinkel ikke støde nogen. Først når disse almene betragtninger konkret sættes i forhold til selve det stykke arbejde, man selv udfører, bliver der bid i dem. Men det sker bare ikke i Livskvalitet og Handikap. HC siger selv, at en evaluering er et redskab for beslutningstagere; men han gør også meget ud af at rokke ved denne status. Derfor bliver forventningerne til hans arbejde større end til den blotte rapportskrivning.
Livskvalitet er tænkt som en lærebog for "de forskellige udannelser i hjælperverdenen (social- og sundhedsudannelserne, pædagoguddannelsen, sygeplejeuddannelsen m.fl.)" (s. 7). Men på en sjælden måde er det lykkes BLH at forene et uddannelsesformål med idéen om menneskets dannelse til et helstøbt individ. Den varme, engagementet og den slet skjulte vrede, der strømmer ud af bogen, når langt ud over, hvad man ville forvente af en bog til undervisningsformål.
BLH er et af de mennesker i Danmark, der har størst erfaring med de forskellige facetter af menneskelig lidelse og socialt armod. Han har arbejdet i næsten tyve år med socialt udstødte, først som leder af Nikolajtjenesten, siden som sognepræst ved Mariakirken på Istedgade og leder af Mariatjenesten, og nu som leder for Kirkens Korshær. Og man ikke kan udføre socialt hjælpearbejde uden at forholde sig til de livsvilkår i samfundet, der er baggrunden for, at hjælpen er nødvendig. Det er for BLH ikke bare et spørgsmål om moral og politisk indstilling, men et fagligt krav: "Når hjælperne ... arbejder blandt underpriviligerede, undertrykte, diskriminerede, mistænkeliggjorte og uønskede mennesker, har de blandt andet en speciel forpligtelse: protesten." (s. 64) Og den forpligtelse har BLH levet op til med sin bog.
Bogen er bygget op som et argumenterende essay, der forsøger at indkredse betydningen af begrebet 'livskvalitet', både for sig selv - i forhold til sundhed, sygdom, fattigdom, normalitet, fælleskab, ritualer, arbejde etc. - og i forhold til socialt hjælpearbejde. Det er velskrevet og let læst. Men den er ikke let at få ud af hovedet igen. Måske især fordi den forståelse af livskvalitet, BLH giver, alligevel ikke kan indfange det, der foregår i de organisationer, han selv har været - og er - involveret i.
Et menneske har livskvalitet, når dets liv er værd at leve; (s. 14) et liv uden mening har ingen livskvalitet. (s. 16) I sidste ende kan kun det enkelte menneske afgøre, om dets liv har kvalitet (s. 20); forklaringer og definitioner fører let til bedreviden, formynderi og umyndiggørelse (s. 22). Afgørende for livets kvalitet er samfundets indretning og fællesskaber i det hele taget, (s. 23) men også følelsen af selvstændighed og uafhængighed. (s. 38)
Hjælp er et forhold mellem en stærk og en svag, og derfor kan det let fære til afhægighed og opgivelse af selvstændighed. (s. 39) Ideel hjælp er hjælp til selvhjælp, og hjælpearbejdet skal være et samarbejde med mennesker, ikke et arbejde med eller for mennesker. (s. 40) Hjælpeforholdet er en magtrelation, og det må hjælperen og den, der hjælpes, begge være klar over. (s. 45) Hjælpearbejdet er udtryk for ansvarlighed og solidaritet, hvor solidaritet er den stærkes tagen parti for den svage. (s. 63)
BLH insisterer på, at omsorgen for de allersvageste - som han kalder "social terminalpleje" (s. 129), d.v.s. omsorg for socialt døende - kan bibringe livskvalitet (s. 131), selvom den aldrig kan ske som en hjælp til selvhjælp. I forhold til den forståelse af det gode liv, han selv har udviklet i bogen, "forekommer deres liv tilsyneladende helt grotesk". (s. 127) "Det er svært at forbinde livskvalitet med et psykisk sygt liv kombineret med alkohol- og narkotikamisbrug, hjæmløshed og prostitution og kriminalitet. Men den er der, på en uforklarlig og modsætningsfuld måde." (s. 133)
Her ser vi bogens styrke. Det teoretiske apparat slår ikke til; men den erfarne praktiker lader sig ikke føre på vildspor, fordi han ved at han har fat i noget, uanset han ikke kan sætte det på et klart begreb. "Bogen formidler en kraftig usikkerhed over for færdige og skråsikre forståelser af, hvad livskvalitet er", (s. 7) og fordi den usikkerhed er begrundet i et langt livs erfaringer med menneskelig livskvalitet "på afmagtens vilkår" (s. 132), kan den ikke blot ignoreres. Bogen er både et vigtigt bidrag til debatten om, hvad livskvalitet er og - tror jeg - utrolig velegnet til at indgå i (ud)dannelsen af unge mennesker opvokset i det normale samfund til professionelle hjælpere på det sociale område. Måske burde den også indgå i pensumet på politiskolen!