(foredrag)
Indhold
II. Moralens grundlag i følge Wittgenstein og i forhold til filosofisk etik
III. Emotivisme, følelser og moral
En filosofisk etik er en teori som enhver anden. Den kan være rigtig eller forkert som teori i forhold til dens genstandsområde, alt efter om den beskriver og forklarer det rigtigt eller forkert. Etikken forsøger teoretisk at få styr på moralen, på, hvad der er rigtigt og forkert at gøre i en given situation. Men den er ikke tilfreds med at beskrive og forklare, hvordan og hvorfor mennesker rent faktisk handler moralsk; den vil gerne begrunde, hvorfor denne handlen er rigtig hhv. forkert. Moral som sådan behøver selvfølgelig ingen begrundelse; moralen er altid rigtig. Men enkelte handlingers kategorisering som rigtige eller forkerte kræver begrundelse i forhold til moralen eller i forhold til dens rationelle rekonstruktion, etikken.
Som enhver anden teori er etikken en rationel rekonstruktion af erfaringer - af empiri - på det område, den undersøger, og ud fra denne rationelle rekontruktion af moralen vil den så bedømme, om en given kendsgerning - en given handling - falder ind under dens kategorier, hhv. rigtig og forkert, eller falder helt udenfor. Den er her helt på linie med fx botanikken, der spørger om det foreliggende stykke natur nu er en- eller tokimbladet, eller evt. slet ikke hører under botanikkens område.
Forskellen mellem etik og botanik ligger i, at grundkategorierne er afgørende på en helt anden måde end fx en- og tokimbaldet. At kalde en handling forkert på grundlag af den etiske teori betyder det samme som, hvis det var moralens forbud. Idet vi klassificerer en tidligere handling som forkert, har vi dermed allerede sagt, at alle fremtidige tilsvarende handlinger vil være moralsk forkerte.
Etikkens beskrivelse og forklaring påvirker os langt stærkere end botanikkens. To botanikere kan selvfølgelig godt komme op og slås om en eller anden beskrivelse - især hvis der står en eller anden bevilling på spil - men for de fleste mennesker vil sådanne slagsmål have begrænset interesse, fordi det ikke påvirker deres udfoldelsesmuligheder væsentligt. Det er imidlertid lige præcis, hvad en en filosofisk etik gør, fordi der allerede i kategorien forkert ligger en moralsk vurdering, nemlig en bebrejdelse. Selve de kategorier etikken arbejder med er moralsk vurderende.
En filosofisk etik vil begrunde sin vurderende kategorisering på forskellige måder, typisk under en eller anden axiomatisk hovedidé, der allerede indeholder en moralsk vurdering. Hvis muligheden for begrundelse altså ikke afvises gennem en opfattelse af moralen som udtryk for helt personlig følelser. Bentham ville bruge idéen om størst mulig lykke for størst muligt antal, Kant idéen om mennsket som fornuftsvæsen og fornuften som selvlovgivende, Aristoteles idéen om det gode liv etc. Andre vil operere med etiske størrelser med forskellig status som det godes idé, moralske egenskaber og kendsgerninger.
De førstnævnte undgår problemer i forhold til Hume, men får problemer med hovedidéens status. Hvis den blot er en hypotese, kan etikken ikke foreskrive noget, hvis ikke moralen allerede foreskriver det; hovedidéen kan ikke som hypotetisk axiom selvstændigt begrunde, hvorfor en handling skulle være enten rigtig eller forkert. De kan så søge hjælp hos de sidstnævnte, og tale om en særlig moralsk erkendelse af en moralsk størrelse, som begrunder at en handling falder ind under kategorierne rigtigt hhv. forkert. Men derved får de problemer med, hvorfor erkendelsen af disse moralske størrelser motiverer en handling. Etikken må kunne redegøre for, hvorfor man handler moralsk, hvorfor man ikke gør det, selv når handlingen er rigtig og hvorfor man handler forkert.
II. Moralens grundlag i følge Wittgenstein og i forhold til filosofisk etik
Wittgenstein beskriver - som konsekvent empirist - godt nok moralens grundlag. Han beskriver, hvordan vi har lært den moral, der gør, at vi handler, som vi gør, og deri ligger også hans forklaring på, hvorfor vi handler, som vi gør. Men han begrunder ikke, hvorfor det er rigtigt. Den filosofiske etik bliver et sprogspil, og et sprogspil har ingen begrundelse uden for dette sprogspil. Vi kan beskrive moralen og dens grundlag, ligesom vi kan beskrive ethvert ords mening gennem det sprogspil de indgår i; men vi kan ikke begrunde, hvorfor en handling er moralsk rigtig, på samme måde som vi ikke kan begrunde, hvorfor et ords mening er rigtig uden for dette sprogspil. For Wittgenstein mister den filosofiske etik det særlige, som gør den forskellig fra botanik, nemlig at selve den etiske kategorisering rækker ud over teorien og griber ind i alle menneskers gøren og laden.
Som beskrivelse af moralens grundlag er jeg langt hen ad vejen enig med Wittgenstein, sådan som Sandøe udlægger ham: Vi lærer moralske vurderinger - ligesom æstetiske - gennem opdragelsen. Først forholdvist groft og mekanisk, siden med nuancer efterhånden som man bliver voksen og får en udviklet fornemmelse. Det, jeg kritiserer Peter og Nils for er i virkeligheden, at de tilsyneladende ikke har gennemgået denne udvikling, at de ikke har fået en fornemmelse for moralen eller måske på en eller anden måde har mistet den.
Denne fornemmelse af moral er netop dette, at rigtig og forkert ikke blot er beskrivende kategorier som de botaniske, men også noget afgørende for alle mennesker. Hvis man fx er tilfreds med udfaldet af et argument, fordi det er logisk sammenhængende - uanset at det strider mod almen accepteret moral - så har man mistet fornemmelsen for moralen som de fælles følelser, man har sat sig uden for det moralske fælleskab.
Det betyder selvfølgelig ikke noget, hvis den filosofiske etik blot er et sprogspil uden nogen betydning uden for dette sprogspil, men desværre er der mange - incl. mig selv - der ikke er tilfreds med etikken som et lukket og begrænset sprogspil. Den filosofiske etik rækker ud over sig selv: Det gør den, idet den udtaler sig om konkrete problemer, og det skal den også gøre, hvis den filosofiske etik skal være en meningfuld beskæftigelse og ikke blot en slags spil. Moralske bud er på en eller anden måde absolutte, sådan som også Wittgenstein mener det. Så dette sprogspil, det moralske må være hele menneskehedens sprogspil.
Derfor er det et problem, hvis den filosofiske etik kommer ud af trit med det moralske fælleskab, hvis den mister den fornemmelse for moral, som er karakteristisk for voksne mennesker. Dette fælleskab er for Wittgenstein en livsform med et sprogspil. For mig er denne livsform menneskets væremåde overhovedet og sprogspillet derfor universelt. I dette sprogspil har logisk argumentation ikke forrang over for erfaring og fantasi, hvis Peter har udlagt Wittgenstein korrekt. Men uanset om han har gjort det, så er jeg helt enig i betragtningen. Det drejer sig om at få den anden til at se, hvad man selv ser, og dertil kræves mere end logik. Logik er tvingende, men ikke nødvendigvis overbevisende. Og for at få en anden til at se, hvad man selv ser, skal man overbevise, ikke blot bevise.
Selvfølgelig kan man bevidst sætte sig ud over den almene moral, fordi man mener den er forkert og bør forandres, men så er man såvidt jeg kan se gået ud over den filosofisk etik som teori og over i et praktisk moralsk-politisk ærinde som samfundskritikker eller en slags samfundsreformator. En filosofisk etik sidste afprøvning består i en test, hvor man overvejer om de teoretiske konklussioner stemmer overens med moralen som den forefindes, med alle dens tilsyneladende indbyrdes uforenelige bud, samtidigt med at den kan give svar på mulige fremtidige handlingers rigtighed.
En filosofisk etik, der blot tager moralen, som den foreligger og mener at logiske selvmodsigelser også er moralske selvmodsigelser, hvor man konsekvent må vælge det ene hensyn fremfor det andet, fx fravær af smerte som altid havende større vægt end ikke at slå ihjel, går fejl af moralens komplexitet. En god regel for teoretisk arbejde er, altid at prøve at gribe et spadestik dybere, når man møder tilsyneladende selvmodsigelser, så som at det altid er forkert at slå ihjel og at vi alligevel gør det, at forbud er absolutte og alligevel overtrædes.
III. Emotivisme, følelser og moral
På det overordnede niveau er der hos Wittegenstein en modstrid mellem, at emotivismen skulle være en grov tilnærmelse til sandheden om vurderingsords mening samtidigt med at der findes en objektiv moral. Peter giver svaret, at mennesker gennem at dele sprog og kultur kommer til at dele følelser, men det er såvidt jeg kan se en fuldstændig omvending af forholdet. Den følelsesmæssige reaktion er grundlaget for kultur overhovedet, fordi det ikke er muligt at skabe en kultur overhovedet, hvis ikke vi har fælles følelser omkring en række grundlæggende forhold. Moralske vurdringer ligner ikke blot æstetiske, de er tæt forbundne.
Kultur er netop de fælles følelser overfor naturen, som benægter, at vi, mennekser er en del af naturen. Kultur er fornægtelsen af naturens princip om den stærkes ret, fornægtelsen af den umiddelbare sexualitet og forfinelsen til erotik, fornægtelsen af alle mulige former for materie, der ligner vores egne udsondringer. Det er stærke kræfter, der her skal undertrykkes, så undertrykkelsen må selv være stærk. Undertrykkelsen af det naturlige sker ikke som en rolig argumentation mod sexualiteten, men netop som en stærk følelsesmæssig undertrykkelse. Og det er grundlaget for, at vi overhovedet er mennesker. Uden disse følelser overfor naturen i os selv, kunne vi ikke stå imod naturen, og blive forskellige fra den.
Disse følelser er fælles, og derfor har emotivismen ret i, at etiske domme udtrykker følelser. Blot er det ikke subjektive følelser, men objektive følelser, følelser uden hvilke, vi ikke kunne være mennekser. Disse følelser er fælles for alle mennekser. Det er den mekaniske og grove indlæring, stokkemetoden om man vil. Den fornemmelse for moral, man siden udvikler, så man kan tage stilling til et væld af moralske spørgsmål, hviler på dette grundlag.
På dette grundlag får mennesket den disciplin, som gør arbejde og rationalitet mulig som målrettede midler til at fuldende vores fornægtelse af naturen. Via vores rationalitet kan vi overveje om forskellige handlinger falder ind under de moralske kategorier ligesom vi botaniser og passer vores fund ind under botanikkens kategorier. Men fordi de grundlæggende kategorier, rigtigt og forkert er pisket ind i selve menneskehedens grundlag, så har etikken den afgørende betydning for os alle. Hvis jeg siger du har gjort noget forkert, så er det simpelthen som at trykke på en knap og alle følelserne vælter frem: Forsvar, anger, angst, aggresivitet etc.
Naturen er altid tilstede, både i os og uden for os, og forholdet mellem natur og kultur bliver aldrig et afklaret forhold. På forskellige måder vil naturen sætte sig igennem i os som en voldsom kraft, mere eller mindre formet og formidlet af kulturen. Overskridelse af de kulturelle forbud er til stede i vanvittige kunstværker, der bryder alle normer for, hvad et menneske kan tillade sig. Den er også tilstede i den hysteriske og rasende fordømmelse, som retfærdig harme kan udvikle sig til. Her forstærker naturen kulturen ud over dens egne grænser, som er bestemt af de forbud, som fornægtelsen af naturen indebærer; men overskridelsens udtryk er formet af kulturen, som den samtidigt tager afstand fra. I overskridelsen tages der afstand fra det menneskelige på en menneskelig måde. Overskridelsen gør den overskridende forskellig fra det fælles. Overskridelsen er den forskelssætten, som skaber subjektet.
Overskridelsen er netop en overskridelse, fordi der er et forbud. De kan simpelthen ikke tænkes uden hinanden. Spørgsmålet er så, om denne logiske forbindelse også er en reelt eksisterende forbindelse, således at forbudet på en eller anden måde forårsager eller betinger overskridelsen. Man kan i hvert fald sige, at forbudet om slå i hjel giver os vores kategori om mord som noget forkert. Forbudet udpeger, hvad der ville være en overskridelse. Forbudet gør på den måde en bestemt handling særlig synlig, og giver den en særlig afgørende betydning. Mord er en betydningsfuld handling; den er aldrig ligegyldig for nogen mennekser. Og hvad mere er, så kunne man aldrig begå et mord, hvis der ikke var et forbud mod at slå ihjel. Man ville højst kunne tage livet af et eller andet, men det er ikke nær så overskridende, selvom det selvfølgelig smager lidt af mord. Men det er ikke mord, at tage livet af en høne. Aflivning af dyr er ikke en overskridelse af forbudet om at slå i hjel; det er kun mord.
På den måde forårsager forbudet på en vis måde overskridelsen, på samme måde som det er arbejdet, der skaber fritiden, og påbudet om at være ren, der gør visse dele af ens naturlige krop beskidt.
Dette blot for at give Wittgensteins opfattelse af moralens grundlag mere substans som beskrivelse. Moralen begrundes ikke, fordi moralen altid er god. Begrundelsen for at kategorisere bestemte handlinger rigtifge hhv. forkerte mangler imidlertid stadig. Men hvad er det, man kræver, når man vil have en begrundelse? Vil man man have en autoritet som kan godkende kategoriseringen, altså Gud. Eller er man tilfreds med mindre, som fx gode argumenter? Elises spørgsmål specifiserer det derhen, om man kan begrunde etikken rationelt. Jeg vil sige, at man selvfølgelig teoretisk kan rekonstruere moralen rationelt til en filosofisk etik, men at denne etik ikke har nogen rationel begrundelse som sådan. Hvis det er en rationel begrundelse for hvorfor en handling er rigtig eller forkert, der efterlyses, så vil jeg afvise Kants idé om fornuften som sin egen lovgiver og påstå, at vores rigtige handlinger er begrundet i angsten for ikke at være menneskelig. De forkerte i angsten for blot at være et menneske og ikke et subjekt. Det er - synes jeg - gode grunde til at handle moralsk rigtig og forkert, men måske er de ikke særlig rationelle.
Publikationsliste (List of publications); Dansk c.v. (English c.v.)