(foredrag)
Indhold
A.Nu ved jeg ikke hvorfor I er kommet, om det er for at diskutere mænd eller det er for at høre om Batatille eller evt. for at høre mig. Dem der er interesserede i kønsproblematikken bliver måske lidt skuffede og dem, der forventer en læsning som den lovede med l'homme som mand ligeså. Undskyldning overfor dem, der venter en interessant Batailletolkning. Er der nogen? Den foreslåede var for langt ude som rimelig tolkning. Det var en strøtanke fra specialearbejdet, som ikke var god. Men I kommer både til at høre om Bataille og I kommer også til at høre en del til mig.
B.Batailles centrale emneområde befinder sig inden for det traditonelt mandlige handlefelt, krig, vold, kunst, perversioner etc.. ligesom de erfaringer og værdier, han behandler, ære, generøsitet, storhed. Men inden vi kommer dertil, vil jeg komme med nogle indledende bemærkninger. Derfeter vil jeg fortælle lidt om Bataille, for så - efter en kort pause (dem, der kender mig kender min forkærlighed for pauser) - at gå over til det mere teoretiske.
C.Det følgende er prøvende og måske vævende, fordi jeg absolut ikke er expert i kønsroller og deslige, men jeg tog dette som en anledning til mere systematisk at tænke over forskellige forhold omkring forholdet mellem det kønsbundne og det fællesmenneskelige.
D.Min interesse er forholdet mellem mennesker generelt, om hvorfor mennesker ikke kan finde ud af at behandle hinanden som de gerne ville behandles selv, hvorfor det næsten aldrig lykkes at få et fællesskab til at fungere og hvis det gør, hvorfor det kun holder kort tid.
E.Den interessante kategori er fællesskab, ikke individ eller samfund. Mennesket er aldrig individ, helt alene og isoleret; fra starten som foster og efter fødslen som barn er mennesket i et fællesskab. Men det er heller ikke altid politisk, i et samfund med en eller anden struktur. Fællesskab er det, der får en gruppe til at hænge sammen, en familie, et venskab, det, der gør det muligt overhovedet at have sådan noget som et samfund.
F.I fransk filsofi og sociologi har man spurgt sig selv, hvad der får et samfund til at hænge sammen, mens man i den tyske tradition har fokuseret på splittelsen. Den franske tradition har gået ud fra, at samfundet faktisk hænger sammen, og så spurgt hvorfor, altså hvad der ligger i dette fællesskab, mens man i Tyskland er gået ud fra at splittelsen og så har undret sig over, at samfundet kunne hænge sammen år efter år, når der var så mange modstridende interesser. Den eneste måde man har set fællesskabet på er som interessefællesskab.
G.I den sammenhæng er det interessant at se på forskellen mellem mænds forhold til hinanden og mænds forhold til kvinder, på hvilke samværsaspekter, der er bundet til kønnet og hvilke, der ikke er; hvilke man kunne tænke fuldstændigt anderledes og hvilke, der er begrænset i sådan en grad, at der ikke er meget at gøre andet end at acceptere situationen, som den er.
H.Meget få ting er i denne emnekreds imidlertid så endeligt afgjorte, at debatten har måttet slutte.
A.Vi skal bevæge os inden for det subjektive felt, ikke det videnskabelige. Men det betyder ikke, at det ikke er virkelige størrelser, men blot at de er knyttet til et subjekt som oplevede. Kærlighed, angst, stolthed er lige så virkeligt som en eller anden fysisk genstand eller en økonomisk relation på det samfundsmæssige plan.
B.Det er ikke en diskussion om arv og miljø, det drejer sig om, ikke hvordan det i virkeligheden er rent videnskabeligt, hvilke årsag-virkning relationer, der er tale om uafhængigt af vores erfaring; men hvordan vi oplever samvær med andre mennesker, hvilke oplevelser, der er knyttet til mødet mellem mennesker af samme køn og mennesker af forskelligt køn.
C.Det er tilbageskuende, fordi det bygger på erfaringer, og fordi jeg i første omgang ikke vil tage stilling moralsk eller politisk. På god gammel positivistisk-fænomenologisk vis vil jeg have syn for sagen for jeg fælder dom. Jeg siger ikke at det i sidste ende er muligt, hverken at få en rimelig forståelse eller fælde en dom; men hvis man vil forstå uden illusioner, så bliver man nødt til at prøve.
D.Jeg er altså ikke i gang med et forsøg på at reformere sociale kønsroller i retning af en økonomisk og politisk ligestilling eller omvendt interesseret i at fratage kvinder den sociale position, de på visse områder har kæmpet sig til. Min interesse er de intime relationer, der har en træghed, der ikke lader sig ændre så hurtigt som man kan lovgive om fx ligestilling, og som måske for nogle relationers vedkommende grundlæggende ikke står til at ændre.
E.Det handler om opfattelsen af sig selv som menneske og mand, og opfattelser, der knytter sig til denne opfattelse, og opfattelser af forholdet til andre af samme eller den modsatte køn og opfattelser, der knytter sig til disse opfattelser.
A.Min grundtanke er, at der er forskel på mænd og kvinder fysiologisk og at kun en ekstrem dualist vil kunne hævde, at det ikke skulle have et mentalt sidestykke. At kvinder og mænd har forskelligt mentalt liv, forskellige opfattelses og erfaringsmønstre, forskellige værdier og adfærdsmønstre. Ligesom det vi være svært at hævde, at vi ikke opfatter kønnet på den person, vi står overfor, og at vores reaktion ikke har noget at gøre med dette og hvilket køn vi selv er. Det samme gælder for bøsser og lesbiske; deres reaktioner er blot anderledes end de flestes.
B.Samme grundtanke gælder, om end i mindre grad, på aldersgrupper, hvor de fysiologiske forskelle også må have et eller andet sidestykke mentalt, både i tankemønstre, selvopfattelsen og opfattelsen af andre. Mentalt her forstået i samme brede betydning som ovenfor, d.v.s omfattende alt i vores føleses- og bevidsthedsliv. Det er ikke usandsynligt, at visse adfærdsmønstre kan være genetisk bestemt, men alligevel først optræder sent i livet, ligesom skaldethed hos mænd og overgangsalderen hos kvinder. Men det er svært at skille den biologiske faktor ud fra kulturelle, sociale, historiske og økonomiske.
C.Men hvad med hudfarven? Tænker sorte - og nu siger jeg sorte blot for nemhed skyld; det afgørende er at der er tale om en anden hudfarve og forskellige andre ydre træk, hvad end det er afrikanere, asiater eller amerikanere af forskellig slags - tænker de anderledes end os? Det tror jeg ikke, men der er ingen tvivl om, at deres selvopfattelse og deres opfattelse af andre er anderledes i hvertfald i forhold til farven. Og konfronteret med den hvide mands dominans på de fleste områder, får det en betydning, at man er sort.
A.Tankegange i denne retning giver de fleste af os et vist ubehag og jeg har da også haft store problemer med at formulere dem, både for at få sagt det rigtige og få det sagt på en rimelig måde.
B.Ubehaget er godt, for det er et tegn på, at vi ikke bryder os om de følger, det ville have, hvis det var rigtigt, at de genetiske faktorer havde afgørende indflydelse. Vi bryder os ikke om diskrimination på grundlag af arvelige forhold, som vi ikke selv er herre over, så som køn, alder og race.
C.Ikke desto mindre oplever vi bestandigt disse forskelle og de spiller en stor rolle i vores måde at forholde os til andre mennesker. Men heldigvis forsøger mange - forhåbentlig de fleste, men det er ikke sikkert - ikke at lade deres bedømmelse af en person influere af, om vedkommende er mand eller kvinde, er ung eller gammel eller har en anden hudfarve.
D.Men der ligger i virkeligheden en høj grad af abstraktion til grund herfor, en forfinelse af den oprindelige afstand, der markerede forskellen til dyrene. Abstrahere er i sin etymologikse betydning - og det er den Hegel bruger - at tage noget ud af en sammenhæng, og det er hvad mennesket gjorde, da det trak sig ud af dyreriget, da det lagde den oprindelige forskel til alle andre dyr og resten af naturen.
E.Mennesket sætter en forskel, hvor civilisation står overfor den rå natur, og op i gennem historien har de store civilisationer haft deres respektive barbarer at hævde sig i forhold til. Inden for de forskellige samfundsdannelser har voxne kunne hævde sig over børn, ældre over yngre, mænd over kvinder, hjemfødte over tilflyttere, hvide overfor sorte; alle disse forskelle er forskelle i oplevet status, hvor nogle er finere, mere civiliserede, på højere menneskeligt stade end andre.
F.De af os, der føler dette ubehag ved at dele mennesker op efter køn, alder og hudfarve kan føle os som bedre mennesker end de, der lader den slags faktorer indvirke på deres bedømmelse af og forhold til andre mennesker og deres bevidste handlinger overfor andre. Vores opfattelse af mennesket lægger netop vægt på størrelser, hvor den slags er irrelevant.
G.En udlægning af det civiliserede menneskes selvforståelse kunne være, at mennesket grundlæggende lægger afstand til naturen som voldsom og lunefuld. Mennesket er roligt og rationelt planlæggende, arbejdende henimod et mål, som det selv har sat sig. Det forarbejder og bearbejder det naturligt givne og det overfalder ikke andre, hverken med direkte voldelige hensigter eller ud fra sexuelle motiver, men har omvendt ofte omsorg for og medlidenhed med de svage.
A.Efter disse indledende bemærkninger skal vi måske se lidt på Bataille, som ingen af jer sikkert kender ret meget til. Er der nogen? Hvad kender I til ham? Er der nogen, der vil høre lidt om manden, før vi går i gang med det teoretiske? O.K., så tager vi lidt biografisk stof, og så kan vi holde en pause, inden vi tager det teoretiske. Der vil komme en del navne, men jeg har forsøgt at begrænse dem til de mest kendte, således at de, der kender lidt til fransk tænkning kan placere Bataille i en sammenhæng.
B.1897-1962. Bibilotikar. Gift med Sylvia, som senere blev psykoanalytikeren Lacans kone. Levede sammen med Laure, Collete Peignot - tror jeg - som døde i 1938 efter lang tid sygdom. Fra midt i krigen sammen med og senere gift med Diane.
C.Læste Nietzsche allerede i begyndelsen tyverne og blev introduceret til Kierkegaard, som han senere læste. Følte fælleskab med Nietzsche fra starten af. Via venner fik han kendsskab til den franske sociologi og antropologi, Specielt Durkheim og Mauss.
D.I midten af tyverne i psykoanalyse, som udmøntede sig i første udgivelse, Historien om Øjet. Omgås på samme tid surrealister, men står i modsætningsforhold til Breton, som angriber Bataille i 2. surrealistiske manifest. Med udbrydere fra den surealistiske gruppe laver han i 1929-30 tidsskriftet Documents.
E.Efter det går ned kommer han med en uortodoks venstrefløjsgruppe, ledet af en gammel bolsjevik, Boris Souvraine, der allerede på det tidspunkt havde vendt sig mod Stalin som trotskist. Gruppen udgav tidsskriftet Critique Sociale, som blev genopdaget i slutningen af halvfjerdserne, da det franske kommunistparti og dets intellektuelle var under kritik efter udgivelsen af Solsjenitsyns Gulag Øhavet. Tidskriftet blev financieret af Laure, altså Colette Peignot, som boede sammen med Souvraine; men efter Bataille og Laure fandt sammen kom det til et brud og tidskriftet ophørte med at udkomme i 1934.
F.I samme periode gik Bataille til forelæsninger hos Koyré og senere Kojève om Hegel. Især Kojève forelæsninger fik betydning for Bataille, og han forblev resten af livet nær ven med Kojève, som for Bataille blev Hegel. Hegel fik stor betydning for Bataille, men han læste aldrig Hegel selv, kun i Kojèves udlægning, der kom i bogform i 1948.
G.Skal man sammenfatte Batailles teoretiske bagland, så står Nietzsche som makkeren og Hegel som sparingpartneren, der netop både er modstander og uundværlig. Ud over disse hovedfigurer finder vi Freud - positivt antaget som videnskabsmand - og Kierkegaard - antaget som formidler af nogle erfaringer. Og så man man ikke glemme den franske sociologi, især Mauss, som han henviser til gennem hele sit forfatterskab, og Marx på tidsåndsplan, d.v.s. i leninistisk udgave.
H.I de følgende år op til krigen arbejder Bataille i forskellige grupper, bla. sammet med Breton igen, og med forskellige tidsskrifter, der alle retter sig mod den fascistiske trussel, stadigvæk med det mål at forstå fællsskabets kraft i traditionen efter Durkheim og Mauss. Efter Laures død og især under besættelsen vender han i sig i stigende grad inad, for at afsøge den indre erfarings område, men - og det er min fortolkning - uden at slippe udgangspunktet.
I.I centrum for Bataille interesse stod hele tiden det enkelte menneske og forholdet mellem mennesker, hvad, der gør hvert enkelt menneske til netop noget helt enestående, noget helt forskelligt fra alle andre, subjektiviteten; og på den anden siden forholdet mellem enkelte mennnesker, hvad der gør en gruppe eller en masses fællskab muligt, hvordan det enkelte menneske forholder sig til andre enkelte mennsker, hvordan det forholder sig til den masse det indgår i og den person, der leder massen.
J.Bataille er ligesom andre i samme periode, fx Franfkurterskolen, optaget af muligheden for et bedre samfund og af at forstå fascismen. Walter Benjamin færdedes for øvrigt i de samme kredse som Bataille, men Benjamin mente at Bataille var teoretisk vildspor, omend han ikke var i tvivl om, at Bataille tilhørte venstrefløjen. Det har der ellers senere været en del debat om, men det skal jeg ikke komme ind på her.
K.Udgivelsen af Den Indre Erfaring i 1943 er ikke et brud, men et forsøg på at tænke nogle grundlæggende eksistentielle forhold igennem. Sartre anmelder han meget kritisk i en fyrre sider lang artikel, og det gør ham kendt for den bredere offentlighed. Under krigen deltaog han sammen med Sartre og Merleau-Ponty i forskellige intellektuelle sammenhænge. Efter krigen forsøgte Bataille igen at deltage i det politiske liv på venstrefløjen, men blev forhindret deri af bl.a. Sartre, der sammen med andre kommunister beherskede den intellektuelle venstrefløj.
L.Derefter levede Bataille i stigende grad som intellektuel uden for det politiske liv, som redaktør af tidskriftet Critique og skribent - og hele tiden som bibliotekar, men nu i Orleans. Også geografisk befandt han sig i periferien. Men ser man på, hvem der skrev i Critique, forstår man Bataille betydning. Blandt navnene finder man Foucault, Kojève, Descombes - ham med Moderne Fransk Filosofi - og i udkanten af kredsen finder vi Derrida og Levi-Strauss.
M.Jeg har med vilje kun nævnt de bøger, der er oversat til dansk. Bataille var produktiv i hele petioden fra begyndelsen af tyverne, og en del af hans artikler er oversat i den antologi, der heder Den Hovedløse. Jeg anbefaler artiklerne, ikke alle fortolkende kommentarer, der især går ud fra en litterær synsvinkel.
N.Men Bataille tænkte i bare i artikler; han planlagde hele tiden større værker, hvoraf ingen dog blev fuldendte. To af dem er imidlertid færdiggjort i sådan en grad, at man kan læse dem som en helhed. De blev begge planlagt under krigen, som to måder at sige det samme på, det ene aforistisk, det andet diskursivt-teoretisk. De to var hhv. Somme atheologia, hvori Den indre Erfaring indgik, og La Part Maudite, den forbandede rest, som blev til i årene under og efter krigen, men aldrig udgivet i sin helhed.
O.Min forståelse af Bataille bygger hovedsageligt på en læsning af dette værk, La Part Maudite, hvor første bind udkom i 1948 og andet i 1957, men som selvstændig bog, ikke som andet bind. Tredie bind, var færdigskrevet sammen med andet i 1954, men blev uvidst af hvilken grund ikke udgivet. Det udkom først med de samlede værker i 1976. Titlen på værket, La Part maudite er blevet hængende på første bind, mens andet bind blev til bogen L'Erotisme.
P.Første bind udkom for øvrigt som Den fordømda delen på svensk sidste år, og for dem der ikke har det så godt med det franske, så fortvivl ikke, for størstedelen af Bataille produktion er oversat til engelsk og tysk i firserne. Desværre er det den litterære tilgang, der har dominineret i USA, så der mangler nogle af de mere teoretiske arbejder. De findes til gengæld på tysk. Jeg har en del af min bibliografi med, hvor der er angivet, hvilke af Batailles arbejder, jeg har fundet interessant - for dem, der allerede kender ham - og diverse oversættelser, for dem der ikke kan fransk. Dem, der kan fransk, men ikke kender Bataille, må selv klare sig v.h.a. de bibliografier, jeg har anført.
A.Som jeg sagde, så er det mennesket, det enkelte menneske og forholdet til andre mennesker, der interesserer Bataille. Centrale begreber for Bataille bliver derfor subjektivitet - som han kalder Suverænitet - fællesskab og kommunikation. Bataille analyserer og kritiserer det moderne samfund, hvor vi lever for at arbejde og hvor vores forhold til andre mennesker bærer præg af den fremmedgørelse, som arbejdstvangen medfører.
B.I modsætning til min foredragskollega, Hans Jøregn Schanz, så mener jeg ikke fremmedgørelsestanken er forældet. Så vidt jeg forstår er han lige nu ved at sælge ideen om, at vi allerede længe har levet i det moderne samfund og vi alligevel ikke er fremmedgjorte. Nu kunne man jo spørge - lidt spydigt - om Schanz forsoning med samfundet måske er en projektion af hans egen forsoning med universitetsverdenen, nu hvor han netop har fået sit professorat. Hvorom alting er, for Bataille er fremmedgørelseskategorien afgørende, og især tingsliggørelsen.
C.Batailles civilisationskritik hænger sammen med en filosofisk antropologi og en mere generel metafysik, som jeg har fået karakteriseret som vitalisme, da jeg engang fortalte en medstuderende om Bataille. Vitalisme har jeg derfor slået op og det betyder en syn på verden, hvor det afgørende i virkeligheden er livet og en eller anden form for kraft, som er drivkraften i livets processer. Modsætningen er en mere mekanisk og fysisk verdensopfattelse, hvor kausale relationer står i centrum og kræfterne primært er forskellige former for massetiltrækning. Og så vidt jeg kan vurdere, så havde han ret i, at Bataille er vitalist.
D.Samtidigt har Sartre imidlertid beskyldt Bataille for en bizar blanding af eksistentialisme, mysticisme og scientisme, og så vidt, jeg kan se, så er det også rigtigt. Bataille forsøger at være realistisk i ordets mest vidtrækkende betydning, nemlig ved at anerkende ikke bare den fysiske og biologiske virkelighed, men også mindre håndfaste ingredienser i den verden, vi lever i.
E.Den videnskab, Bataille lod sig inspirere af var den dengang nyeste astronomi og biologi. Det mystiske bestod i Bataille anerkendelse af den indre erfarings mange aspekter, deriblandt mysiske erfaringer. Men det er erfaringerne, han anerkender som virkelige, ikke et eller andet overnaturligt væsens eksistens.
F.Som jeg nævnte i starten, så befinder vi os i det subjektive felt, inden for subjektets erfaringsverden, hvor oplevelsen af skræk og angst er virkelige, og på samme måde anerkender Bataille den indre erfaring - eller måske mere passende: oplevelsen - af fællesskab, sammen med andre oplevelser som det ækle, det ophøjede, det smukke, det frække og det religiøse.
G.Det har betydning for Batailles analyser af den sociale virkelighed som fx fascisme, hvor han ikke er tilfreds med en marxistisk forklaringstype, hvor fascismen kun forklares som en afart af den kapitalsitiske produktionsmåde. Bataille vil forstå, hvordan masserne slutter op om føreren i blind lydighed fremfor at vælge befrielsen af sig selv. Det er derfor han er interesseret i den indre erfaring, i oplevelsen.
H.Men Bataille er heller ikke tilfreds med en fejlteori i stil med den falske bevidsthed, hvor masserne ikke oplever deres sande behov. Så vidt, jeg forstår problemstillingen, er den som følger: Der må være noget på spil i fascismen, noget som drager masserne til i fællesskab at slutte op bag umenneskeligheden; det virker ikke teoretisk redeligt, som forskellige typer marxister og anarkister gør det, på den ene side at lade mennesket være med til at realisere en utopi, hvor alle skal leve og arbejde i et fornuftigt fællesskab; og på den anden side afskrive store dele af de samme mennesker som i besiddelse af en fuldstændig forvrænget forståelse af dem selv og deres verden. Hvordan skulle disse mennesker kunne deltage som selvstændige mennesker i et fornuftigt samfund, endsige skabe det, hvis de er så nemme at manipulere ud på et sidespor?
A.Vi må se nærmere på dette menneske, så lever i forkellige samfund gennem historien. Det er meget almindeligt at betragte historien som en civilisationsproces, hvor vi i dag både er på et teknologisk højere niveau og på et højere niveau af menneskelighed. Stærke kræfter som Kant, Hgel, Marx og Weber har talt herfor.
B.For Bataille er der imidlertid meget, der taler for, at det ikke er tilfældet, først og fremmest Ausscwitz og Hiroshima. Og med vores erfaringer i dag af racismens, fascismens og nationalismens genopstandelse, er der grund til at tage sagen op igen.
C.Bataille benægter ikke de teknologiske fremskridt, men vil kople graden af menneskelighed til en udvikling af det enkelte menneske. I ethvert samfund er der forskellige klasser, der netop adskilder sig ved, i hvor høj grad de har lagt afstand til naturens voldsomhed.
D.Bataille benægter heller ikke arbejdet en rolle i den menneskelige civilisation; tværtimod tildeler han arbejdet den helt centrale rolle. Men arbejdet som målrettet, fremtids- og resultatrettet aktivitet kræver en oprindelig hæmning af vores drifter. Vi kan ikke arbejde, hvis ikke der allerede er lagt en afstand til vores dyriske side, og denne afstand skal lægges i hvert enkelt individ.
E.Naturen er for Bataille kendetegnet ved sin voldsomhed og derfor må afstanden også lægges med voldsomme midler; vi kan ikke forestille os, at hvert enkelt menneske, så at sige, skal argumentere med sine drifter for at få dem til at holde sig i ro. Afstanden markeres ved de oplevelser af skræk, angst og ubehag, vi har ved forskellige sider af os selv, andre mennesker og naturen, og som gives videre far generation til generation.
F.De mest afgørende ting, der tages afstand til er død, sexualitet og urenheder. Det er de for mennesket afgørende forhold, de forhold, der gør os til mennesker. Mennesket bliver menneske ved at negere sin indre natur; men denne negation af naturen er ikke den eneste. Gennem arbejdet negerer vi den ydre natur, forandrer den i vores billede, efter vores hensigt.
G.Det er i arbejdet, at mennesket udfolder sin menneskelighed, ligesom det er i arbejdets logik vi skal finde roden til rationaliteten, til det Frankfurterskolen kaldte den instrumentelle fornuft. På dette punkt er Bataille helt i overensstemmelse med Horkheimer og Adorno, der i parantes bemærket også havde læst Nietzsche, noget Habermas har lagt meget vægt på i sin forståelse af Dialektik der Aufklärung.
H.Frankfurterskolen lod primært mennesket være bestemt af dyriske drifter, som en kold overlevelserationalitet undertrykkede m.h.p. fremtidige mål. I det dyriske, det driftsmæssige så Horkheimer og Adorno kun noget lavt, noget ustyrligt, som kunne fremkaldes af fascismens manipulationer. Når den fornuftige oplysning af menneske, når opdragelsen gennem historien var slået fejl, var der kun naturens voldsomhed tilbage.
I.Der, hvor Bataille adskilder sig, er i opfattelsen, at mennesket mennskelighed. For ham er der et lag bag ved rationaliteten, et lag der beskytter rationaliteten og gør den mulig, et med lige så stor voldsomhed som naturens, og det er dette lag, der gør at vi er mennesker, og derfor vil vi ikke synke ned i barbari, fordi den fornuftige oplysning slår fejl. Som mennesker har vi en gang for alle lagt afstand til naturen, men der er forskellige udformninger af denne afstand, denne negation.
J.Grunden til at det synes som om det teknologiske fremskridt følges af et fremskridt i menneskelighed, er den materielle velfærd i den vestlige verden, der har udviklet sig parallelt med den teknologiske udvikling. Materiel velfærd har gjort det muligt for et stadigt større antal mennesker at fjerne sig fra naturnødvendigheden, at forfine de træk, hvormed vi adsklider os fra dyrene.
K.Erotikken, der var et privilegium for kun overklassen, fordi den lægger et forfinet slør over den rå sexualitet, er blevet mulig for flere, fordi der er tid, kræfter og penge til at forlænge den smukke optakt til det sidste vilde ridt, der aldrig bliver særligt elegant og som er den dyriske kerne i det erotiske, som ikke kan elimineres.
L.Urenheder har vi kunnet fjerne os fra gennem forbedrede muligheder for hygiejne, og arbejdet har ændret karakter fra manuel bearbejdelse af et foreliggende materiale til mere servicebetonede og planlæggende funktioner.
M.Men den grundlæggende negation af naturen er fælles for alle mennsker til alle tider og de ædlere klasser har til alle tider kunnet forfine deres negation af naturen på de undertryktes bekostning. De har kunnet lægge afstand til naturen gennem deres undersåtter som vi gør det nu gennem vores redskaber og de økonomiske midler, der gør at vi kan få fattigere lande til at knokle for os. Menneskeligheden bliver ikke mere udpræget af, at flere får mulighed får at udvikle den, og det betyder heller ikke, at vi får bugt med voldsomheden , hverken den indre eller den ydre.
N.For Bataille følger nu den ubehagelige konklussion, at menneskelighed i dens forfinede udformning kræver forskelle mellem mennesker, forskelle i ædelhed. At klassesamfundet så at sige er indbygget i ethvert menneskeligt samfund, i enhver civilisation. Men det er ikke en enkel udbytning, der her er tale om, ikke et spørgsmål om at nogle stjæler fra andre for at kunne hæve sig over dem og blive mere ædle.
A.Ædelheden skabes ikke ud fra økonomiske klasseskel, men ligger forud for klasseskel. Ædelheden er forudsætningen for, at rigdommen tilfalder nogle fremfor andre, forudsætningen for, at nogle frivilligt giver til konger og forudsætningen for, at konger får lov at beholde det, de fra røver andre. Ædelheden er det, der anerkendes som retfærdiggørende rigdommen; er kongen ikke ædel - i dag kunne vi måske sige: Hvis kongen ingen stil har - så har han ingen ret til rigdom.
B.Ædelheden er en genskab hos den, der formår at forfine sin menneskelighed, men som ikke ligger under for den. Det arbejdende menneske kan forfine sin menneskelighed gennem materiel velfærd, men ligger samtidigt under for både naturens nødvendighed og den rationalitet, hvormed vi negerer naturen. Det fornuftige menneske lægger planer og tænker på fremtiden, hæmmer sig selv med henblik på et fremtidigt mål. Han gør sig selv til redskab for et givet mål, og på den måde er det fornuftige menneske kun en ting.
C.Det ædle menneske er ikke en ting, ikke et redskab, men et mål i sig selv. Ædelheden samler værdier som storhed, det smukke, generøsitet, storsind og mod til at trodse døden. Det ædle menneske underkaster sig ikke arbejdets logik af frygt for døden, fornedrer sig ikke under nødvendigheden, men står op imod nødvendigheden uden tanke for eget liv og fremtid. Det ædle menneske er den Herre, som Hegel beskriver i Herre-slavedialektikken, den rene subjektivitet.
D.Men hos Bataille er den rene subjektivitet ikke en skikkelse, der er dømt til at gå under. Den rene subjektivitet er det, der gør hvert enkelt menneske til netop hvert enkelt menneske. Arbejdet og forbudene, som vi omgiver død, sexualitet og urenheder med, bestemmer mennesket som art, men de kan ikke forklare subjektiviteten, hvorfor vi hver især er forskellige.
E.Forskellene mellem os kommer netop til syne i den grad vi siger nej til blot at være menneske, blot at adlyde forbud og arbejde rationelt hen imod et mål. I det vi overskrider det blot menneskelige vinder vi vores selvstændighed, vores suverænitet. Vores suverænitet er vores ukrænkelighed, det område, hvor vi ikke vil tillade overgreb far det kollektive pres, som forbuds- og arbejdssamfundet er. Kollektiviteten er nødvendigvis forbuds- og arbejdsbestemt, nødvendigvis hæmmende og fornuftig.
F.Kongen producerer ikke, men lever højt på andres arbejde; hans omgang med rigdomme består først og fremmest i at give dem ud, kun i mindre grad at skaffe dem. Og det er netop dette materielle forhold, som giver ham mulighed for at forfine den ædelhed, han - eller hans forfædre - har vundet i kamp.
G.Kampen er grundlæggende, fordi der altid vil være en undertrykkelse i at leve i et samfund. Accepteres uselvstændigheden, lever man som slave, arbejdende og dukkende hovedet for måske at kunne realisere sig selv senere, senere. Den eneste mulighed for at markere sig som subjekt, er at sige nej til denne tvang.
H.Men det betyder også at subjektiviteten er grundlæggende asocial, at overskridelsen af det kollektivt forbudte ikke nødvendigvis antager socialt acceptable former. Overskridelsen af forbud, afvisningen af arbejde kan komme til udtryk i forskellige former for kunstnerisk aktivitet, men også i forbrydelser, i vold af forskellig karakter, i sexuelle udskejelser.
I.Deri liger også det umulige i subjektiviteten, fordi den overskrider selve vores menneskelige fundament, selve det, der gør det muligt for os at betragte os selv som mennesker. Subjektiviteten er mulig som en undtagelse eller kun i øjeblikke. Kongen er en undtagelse i et samfund, men den undtagelse, der som mål i sig selv giver mening til hele det arbejdende samfund. I kongen udfoldes subjektivitetn i al dens stråleglans, deri kan det arbejdende menneske så at sige deponere sin subjektivitet.
J.Men hvert enkelt menneske har sin subjektivitet, men den er kun mulig i den grad mennesket er frigjort fra arbejdets logik, i den grad det ikke styres af angst, at frygt for fremtiden og frygten for at falde tilbage i naturens vold, den angst for at dø og for ikke at have styr på sig selv, som er baggrunden for arbejdet og rationaliteten. Subjektivitetn er mulig som overskud, men hvert enkelt menneske har et som dyrisk væsen dette overskud inden i sig.
K.Hvert enkelt menneske er hele tiden denne splittelse mellem den tingsliggørelse, som arbejdet medfører, og den subjektivitet, som aldrig helt kan undertrykkes
A.Efter en sådan bestemmelse af mennesket må vi igen se på det, som foredraget egentlig skulle handle om, nemlig mandlig kønsidentitet, forholdet mand og mand imellem og forholdet mellem mand og kvinde.
B.Batailles beskrivelse af subjektivitet, som aktivt udfordrende den kollektive nødvendighed, ja, nødvendigheden overhovedet, dødens og naturens inklusive, passer til et traditionelt billede af manden og hans værdier. Arbejdets formålslogik passer på produktion af varer og redskaber, ikke på det traditionelt kvindelige arbejdsområde, hvor det er reproduktionen, den aldrig afsluttende proces med at at lave mad og ryde op, der domininerer
C.Værdier som mod, storhed, generøsitet og ædelhed, ligesom den asociale seen bort fra alle andre end sig selv, for at udfolde sit eget jeg også er traditionelle mandlige værdier. Kvinder har så haft den rolle, at stå bag og være støtter og opsamlere, når det hele faldt fra hinanden, eller sole sig i manden, når det lykkedes.
D.I forholdet mellem mand og kvinde har man i de senere år fokuseret meget på det arbejdsmæssige og økonomiske, ikke så meget på deres relationer som mennesker. Som den arbejdende lægger sin subjektivitet i kongen, kan man med god ret sige, at den traditionelle kvinderolle har været at lægge sin subjektivitet i manden. Det var mandens udfoldelser, der stod stråleglans om, uanset at det ofte ville være umuligt uden kvinden. Og det var kun manden, der kunne opnå denne suveræne position, kun ham, der kunne være genstand for beundring.
E.Men denne beundrende relation, denne fascination ved stærke ytringer og stor kraft, ved suveræne, subjektive livsudfoldelser er udelukkende set som undertrykkelse og ikke som frivillig underkastelse, d.v.s udelukkende som magtudfoldelse overfor en uvillig modpart. Men ikke alle ægteskabelige forhold har gennem tiden været slagsmål og magtkampe, ligesom ikke alle kongeriger.
F.Problemet består tilsyneladende i, hvis der ikke er nogen stråleglans at beundre, ikke nogen subjektivitet at se sig selv i. Bataille forstår det afgørende punkt i rvolutionen som der, hvor Kejserens nye klæder falder, der hvor stråleglansen forsvinder og kongen bliver et menneske som os andre.
G.Tilsvarende i ægteskabet, hvor kvinden i et moderne samfund ser manden falde ned fra sin piedestal. Der er ikke noget at respektere, intet at beundre hos en mand forvandlet til et redskab uden subjektivitet. Den moderne arbejder i højerer og højere grad blot er en funktion, et udskifteligt led, som en reservedel, og hvem kan blive forelsket i et tandhjul, som ligner alle andre tandhjul.
A.Men hvorfor kunne man spørge er relationen ulige, hvorfor er det kvinden, der har fået den beundrende rolle? En mulighed kunne være at se på det kønsrollefordelte arbejde, hvor det er manden der i højere grad har kunnet frigøre sig fra naturens tvang, gennem arbejdet og dermed i højere grad har kunnet opnå høj mennskelig status.
B.Kvinden har i højere grad været underkastet naturen gennem sin krop, sine cykler og graviditet, fødsel og amning. Naturens urenhed er konstituerende for mennesket oplevelse af sig selv som menneske, og kvinden har først sent i den teknologikse udvikling fået redskaber til at frigøre sig i højere grad fra naturens voldsomhed, og således i sin selvforståelse har hun måske fået højere status, en status, der er vokset i samme grad som mandens er faldet, både i egne øjne og i kvindens. Mandens stigende tingsliggørelse på arbejdsmarkedet har været modsvaret af kvindens stigende uafhængighed, at hendes stigende suverænitet.
C.Grundlæggende må man også sige at ædelhed kræver styrke, i de mest primitive former kropslig styrke. Den er kun den stærke, der kan vise storsind, kun den rige, der kan være generøs. Manden er stærkere end kvinden, rent fysiologisk. Han kan være beskyttende overfor den voldsomme natur. Hvis det skal give høj status, kræver det selvfølgelig, at naturen har været truende eller oplevet som truende. Men mennesket er netop hele tiden truet af naturen, den indre såvel som den ydre, hvor kun forbudene og arbejdet adskilder dem.
D.I det sexuelle forhold må man sige, at det for mennesker aldrig er noget primært fysiologisk; der er måske nok en stimulans, men hvad der virker stimulerende og hvem, der gør det, er afhængig af i hvilken kultur, man befinder sig. Erotikken, den menneskelige sexualitet, er primært i den indre erfaring, hvor forskellige tegn opleves som antydende et muligt sexuelt forhold.
E.Antydningens fortolkning er afgørende og især for manden, traditionelt i hvert fald, og måske også grundlæggende. Begge køn virker tilrtækkende og æggende på hinanden, men der er den grundlæggende forskel, at manden kan voldtage kvinden, mens det omvendte kræver mere rafinement. Kvindens sexualitet er måske ikke mindre voldsom end mandens, men den må antage andre former, fordi kvinden nødvendigvis må vække manden til dåd.
F.På det sexuelle område får kvinden en hel anden forfinende funktion end manden, hvis sexualitet og styrke kan forenes i brutalitet og vold. Kvinden må gøre sig tiltrækkende, hun må byde sig til, omend det kan komme til udtryk på et utal af måder. Havd der virker på en mand er bestemt ikke afgjort eller bestemt til alle tider.
Publikationsliste (List of publications); Dansk c.v. (English c.v.)