(præsentation)
Tre år er der arbejdet med disse billeder, og det skal forstås helt bogstaveligt. Peter Kramer er ikke en kunstner af den slags, der går rundt og finder på smarte gimmicks, som kan få vennerne til at trække på smilebåndet ved ferniseringen; hans arbejder er blevet til på en måde, der - hvis han fortsætter - sagtens kan gøre ham til arbejdsinvalid. Bag denne udstilling ligger hans hidtil længste og mest koncentrerede arbejdsindsats.
Som en billedhugger tager Peter Kramer udgangspunkt i materialet og lader det være medbestemmende i arbejdets videre forløb. Materialet er papir, som han imidlertid selv forarbejder på en måde, så det både bliver stærkt og bestandigt, men også så det igen får karakter af organisk materiale. Selve tegnearbejdet er en utrolig monoton proces. Minutiøst dekorerer han i timevis papiret med sin tuschpen. På knæ, krampagtigt foroverbøjet med næsen helt nede i gulvhøjde, udfører han de samme bevægelser igen og igen, med sveden dryppende ned fra panden, ned på papirets ujævne overflade. Ganske små figurer, ofte kun tre-fire milimeter høje - mennesker, ansigter, tal, bogstaver eller cirkler - tegnes side om side, igen og igen til de til sidst danner en samlet hele, frit som en hvirvel, samlet i en kompostion af større figurer eller placeret indenfor en streng rammestruktur.
Den omstændige og langsommelige arbejdsproces, der ligger bag hvert enkelt værk, er udtryk for en meditativ indadvendthed, og dette træk viser sig også i billedernes stadige gentagelse af såvel temaer som figurer. Peter Kramer arbejder med det almene som en stadig gentagelse af det samme, der alligevel ikke er helt det samme, men altid noget særegent. Hans gentagelser er ikke en maskinel kopiering, men netop hver gang en ny gentagelse af det samme; en gentagelse, der hver gang er en genskabelse af det strengt individuelle. Han har ikke bare valgt et bestemt materiale. Han har ud af den almene ensartethed, papiret genskabt et organisk materiale med et stærkt præg af individualitet.
På afstand viser Peter Kramers billeder os en frygtindgydende retlinethed og tomhed, en livsvision, hvor vi arbejder fuldstændigt uden utopi. På nært hold trænger materialet og detaljen sig imidlertid på og overskygger fuldstændigt den struktur, hver enkelt figur er indpasset i. Man får lyst til at røre ved papiret, til at snuse til det og mærke den ru og uregelmæssigt bølgede overflade, de afbrændte og afrevne kanter og de små forhøjninger, dekorationen frembringer. Og man skal netop tæt på, lige så tæt på, som han selv var, da han lavede arbejdet. For det er dér, vi finder den særegenhed, der alligevel gør hvert enkelt menneske, hver enkel figur til noget helt specielt og uerstatteligt.
Peter Kramer maler ikke det, han ser, men det, han oplever. Hans arbejder er figurative, fordi hans oplevelser har deres oprindelse i hans liv her i denne verden. Det meste af hans 33-årige liv har han tilbragt uden for landets grænser, bestandigt på vej mod det nye og fremmede; men hans arbejde er ikke et forsøg på at være fremmedartet. Hans fokuseringen på det almene, hans bevidsthed om materialets betydning og hans skrækvison viser snarere tilbage til hans filosofistudier (exam.art., 1982), hans tid på Billedskolen (1984-85) og ikke mindst hans tilknytning til det københavnske punkmiljø midt i halvfjerdserne. Han kredser bestandigt om de mest grundlæggende træk ved det menneskelige, ved sexualiteten og symbolernes kommunikative betydning, men ikke for at finde mening. Der er ingen mening i det menneskelige, ingen fremtid.