(artikel)
Indhold
Nils Holtug (1) argumenterer for, at der ikke er den store moralske forskel på aktivt at aflive håbløst syge og passivt at lade stå til indtil døden indtræffer af sig selv. Hans argumentation retter sig også mod den uklare praksis, som den passive dødshjælp er, hvor spørgsmålet om liv og død afhænger af hvilken læge, man er underlagt. Men selv om Holtug er blevet misforstået og i BT uretfærdigt hængt ud som givende et ideologisk grundlag for nynazisme, så tager han alligevel fejl. Og hans tankegang viser det ekstreme resultat af en speciel forskningstradition indenfor moralfilosofien.
Formanden for Den Centrale Videnskabsetiske Kommite, Povl Riis (2) mener, at han kan uskadeliggøre Holtugs argumentation ved at betragte det som blot et forskningsnotat. Men forskning, hvad enten det er i etik eller gensplejsning, er ikke fri; den er hverken fri i forhold til forskellige værdier i forskningsfællesskabet eller fri for at tage ansvar for, hvad dens resultater kan bruges til. Uanset om Holtug har ret eller ej, kan han ikke undslippe ansvaret for, hvad hans tanker kan bruges til i vores virkelighed. Hvis han uforvarende når frem til resultater, som nynazister i en eller anden form kan bruge i deres ideologiske oprustning, så bør han afstå fra at publicere dem, på samme måde som forskere i genteknologi i visse tilfælde burde makulere deres resultater. Og hvis hans argumentation kan bruges til at svække modstanden mod nedskæringer på fx. plejehjemsområdet eller afdelinger for syge nyfødte, må han også tage et medansvar.
Men den virkelige fare ved denne diskussion er, at det bliver moralsk tilladelig overhovedet at diskutere, om vi skal aflive visse grupper af mennesker, der ikke lever op til standarderne for et normalt fungerende voksent menneske; det bliver moralsk tilladeligt at dele mennesker op i dem, vi kan lade dø, og dem, der bestemt ikke skal dø. Det er så meget mere uheldigt, fordi det sker i en tid, hvor vi er begyndt igen at dele mennesker op efter religion, nationalitet og hudfarve. Man diskuterer ikke, om det overhovedet er rimeligt, kun hvad man skal gøre ved "problemet". På den måde er der skabt en særlig kategori af væsner, som adskiller sig fra os, og som vi derfor har ret til at gøre et eller andet ved. Man har frataget dem deres retslige og menneskelige status og forvandlet dem til genstande, som man kan flytte rundt med efter forgodtbefindende.
Povl Riis beskylder Holtug for at foretage en sådan depersonifisering af nyfødte i sin argumentation; men Holtug's pointe er netop, at der er nogle mennesker, nemlig nyfødte, der ikke er personer, og at det betyder, at vi godt kan aflive dem, hvis de lider, ligesom vi gør det med dyr. Det primære moralske hensyn er at undgå smerten. Men den afgørende moralske kategori er ikke personen, men mennesket. Personen er en juridisk kategori, som moralfilosofien forsøger at give indhold. Menneskebørn er godt nok ikke sådanne personer, der er bevidste om deres eget liv og har præferencer for fremtiden; men de endnu mindre dyr. Forskellen mellem dyr og mennesker er en moralsk forskel; biologisk er forskellen ikke særlig stor. Søster Hildegard Madsen (3) kritiserer med rette den etiske debat for at være en skindebat, der forudsætter en accept af en bastant biologisk materialisme.
Holtug's argumentation angår de hjælpeløse lidende, der ikke kan forklare os, om de vil dø eller ej, altså hjernedøde, nyfødte, stærkt senile og psykiske handikappede. I dag har vi en stiltiende accept af, at det moralsk kan forsvares i visse tilfælde blot passivt at se til, men vi vil ikke acceptere det aktive medlidenhedsdrab. (Se fx (4) og (5)) Holtug vil begrunde, at der ikke er nogen moralsk relevant forskel på de to måder at gribe sagen an på, og at vi derfor kan tillade medlidenhedsdrab i samme tilfælde, hvor vi tillader, at døden går sin gang. I stedet for at overlade det til den enkeltes læges samvittighed bør vi i stedet som patienter kræve en klar lovgivning på området, der giver kriterier for, hvornår det er tilladeligt at begå aktivt medlidenhedsdrab, så vi får fjernet vilkårligheden i forbindelse med den passive dødshjælp.
Men moralen er i sidste ende ikke rationel og logisk, og det afgørende er ikke konsekvenserne, den andens død eller smerte. Moral er i første omgang knyttet til det at være menneske, og det, man står overfor, har kun sekundær betydning. Det afgørende er, om man kan være sig selv bekendt, om man med god samvittighed kan gøre, hvad man gør. En handling er moralsk forkert, hvis den, der udfører den, oplever den som forkert, uanset hvor mange positive følger af denne handling, der kan opregnes.
Lægen frigøres heller ikke moralsk, hvis en patient selv ønsker at blive slået ihjel; det vil altid være forkert at slå ihjel, og gerningen vil volde samvittigheden problemer, hvor "Jamen, han ville jo selv!" ikke fjerner de moralske skrupler. Med den lægelige vurdering følger det lægelige ansvar. Patienten kan have ulidelige smerter og ønske at dø. Men det er kun lægen, der kan have en formodning om, hvorvidt smerterne vil fortsætte resten af livet eller gå over. Og en uvildig tredie instans vil også være afhængig af det lægelige skøn. Det kan derfor kun være lægen og ikke patienten, som Klemens Kappel (6) mener, der skal tage beslutningen om evt. dødshjælp.
Der opleves en stor forskel på at lade stå til og gribe aktivt ind, og den er ikke moralsk irrelevant. Det er ikke kun, som Holtug og Kappel (7) antager konsekvenser og intensioner, der er moralsk relevante. De begår den fejl, som er grundlæggende i den forskningstradition, som de tilhører, nemlig at lade sig føre på vildspor af rationaliteten, at lade sig overbevise om noget moralsk gennem en logisk analyse og en konsekvensberegning. Men moralen er ikke som en matematisk teori, som man kan behandle ganske nøgternt og regne på. Moralen er noget helt andet, nemlig det fundament, som vores sociale virkelighed bygger på. Spørgsmålet om en handlings mere eller mindre gavnlige konsekvenser opstår netop, fordi vi i visse situationer ikke kan handle moralsk, fordi vores moral ikke entydigt kan afgøre, hvad der er rigtigt og forkert. I en situation, hvor valget står mellem at gøre en ende på lidelserne gennem at yde aktiv dødshjælp, og gøre sit bedste for at redde patientens liv er der intet moralsk rigtigt svar.
Det er forbudt at slå ihjel, men alligevel tillader vi det under visse omstændigheder, fx i forbindelse med krig, der per definition altid er et forsvar for højere idealer. Ikke desto mindre er det stadig forbudt af slå ihjel, og dette forbud retter sig ikke kun mod de liv, som vi vurderer som leveværdige. Og smertes betydning for leveværd er et uafklaret spørgsmål. Vi ved alle at blot et smil fra en fremmed på gaden kan gøre en rigtig sur dag til til den mest strålende af alle, og at lidelse omvendt ikke forudsætter smerte.
Moralske forbud er absolutte, men er samtidigt i sig selv åbne for overskridelse under bestemte omstændigheder. Den offentlige moral synes fuld af modsigelser og hykleri, men vi kan ikke bare vælge en moral, som vi vælger en eller anden teori. Vi er moralske; ellers var vi ikke mennesker. Og det mest grundlæggende i vores moral er de forbud, som vi omgiver døden og seksualiteten med. Vores forhold til disse forbud er ikke rationelt betonede, ja, ofte strider de imod enhver form for rationalitet. Men disse forbud er grundlaget for, at vi overhovedet kan leve sammen som civiliserede mennesker, at vi kan arbejde og føre en fornuftig diskussion uden straks at kaste os over hinanden, enten fordi vi bliver seksuelt tiltrukkede af den anden eller bliver irriterede over et eller andet. Og disse forbud er indre, i hvert enkelt menneske.(8)
Det, Holtug piller ved, er noget så grundlæggende menneskeligt, at det ikke kan undre, at han blev hængt ud i BT. Hans intention var afhjælpningen af lidelse, men ved at prioritere rationaliteten over hans egen moralske intution brød han med moralen overhovedet.
1. Holtug N. Eutanasi på nyfødte. Ugeskr Læger 1991; 153: 3429-31.
2. Jungersen D. Danske læger ikke klædt på til behandlingspres fra forældre. Information 28 nov. 1991.
3. Madsen H. Skyggespil. Information 12 dec. 1991.
4. Gøtrik JK. Kommentar. Ugeskr Læger 1991; 153: 2860-1.
5. Dahl S. Om begrebet Dødshjælp. Ugeskr Læger 1991; 153: 3577-8.
6. Kappel K. Aktiv og passiv Dødshjælp. Manus tilsendt Ugeskr Læger 15 dec. 1991.
7. Holtug N, Kappel K. Det Etiske Råd og aktiv dødshjælp. Ugeskr Læger 1991; 153: 2859-60.
8. Bataille G. L'Érotisme. Paris: Minuit, 1957. (Collection Arguments, 1985).