(essay)
INDHOLD:
Revolutionen er brudt ud. Nogle trækker i tøjet og stormer ud på gaden. Andre hænger ud af vinduerne for at få et glimt af kampene. Ude på landet tændes der for radio og tv. Alle følger fascineret med: Er politiet stærke nok, vil militæret blive sat ind, vil civilforsvaret holde sig udenfor, kommer hjemmeværnet, vil de værnepligtige adlyde officererne ...? Luften svirer med spørgsmål, og pludselig er alt andet ligegyldigt.
Men hvorfor er alt andet ligegyldigt? Ikke fordi alle samles om en fælles ide om et bedre samfund, ikke fordi ideen pludselig griber masserne, som Marx i sin tid skrev. Det eneste, der er fælles i dette øjeblik, er kampen, kampen mod det efterhånden forhadte statsapparat. Indtil dagen før diskuterede de revolutionære, som de altid har gjort, uforsonligt og hadsk, opslugt af at lave smågrupper, hvorfra de kunne ekskludere hinanden. Men i det øjeblik kampen begynder, går de fleste på gaden, tiltrukket af oprøret som alle andre, suget med i denne enorme kraftudfoldelse.
Alle har de et sted i baghovedet deres egen ideer om, hvordan det skal være bagefter, men i voldsudfoldelsen rives de med, og kun få får den ledende position, de i årevis har kæmpet for i partiet. Revolutionen skaber sine egne ledere, ligesom krigen sine helte. Ingen ved på forhånd, hvem det bliver, ingen ved på forhånd, hvad det ender med. Alligevel drages alle henimod kampenes centrum, nogle for at være med, andre blot for at se på.
Og de, der må blive hjemme, spørger andre folk i gaden og læser flyveblade, vægaviser, pamfletter, mens radioen går på fulde drøn.
Denne fascination ved voldsom død og ødelæggelse kunne ligesåvel beskrives i forbindelse med krige, vulkanudbryd, trafikuheld eller storbrande. Den kapitalistiske verden har lært, hvordan der kan spindes guld på disse nedre lag af bevidstheden, men socialister, økologister og andre idealister bliver ved med at stikke hinanden blår i øjnene og forsikre vidt og bredt om, at sådan ser det slet ikke ud, samtididigt med at formiddagsbladenes oplag stiger ved at appellere netop til alt det svinske. Og det er det, den revolutionære venstrefløj bliver nødt til at se i øjnene: Fascinationen ved overskridelsen, dragningen mod og lysten til at gøre det forbudte, både fordi det er forbudt og fordi det forbudte reelt rummer det, der er forbundet lyst og nydelse. Enhver, der prøver at forestille sig et bedre samfund, må tage med i betragtning, hvordan mennesker lever i virkeligheden; på glansbilleder kan intet bygges.
Vi må tænke døden med ind i livet for rigtigt at kunne forstå disse kræfter. Døden er i livet, fra start af som ægcellens og sædcellens død, undervejs hvor vi skifter hud, hvor bakterier slås med infektioner, hvor sygdommens trussel om død gør os stærkere i livet, indvendigt såvel som udvendigt, i kroppen og i kampen. På samme måde som den største nydelse, den sexuelle i sidste ende rummer smerte, hvor den sexuelle kraftudfoldelse - dér hvor kroppen lever allermest - går over i det uudholdelige, hvor skriget bliver forløsningen på det, nogle har kaldt den lille død, orgasmen.
Det virkelige liv er fuldt af modsætninger, som den kristne moral og den filosofiske rationalisme har skubbet til side til fordel for den logiske retlinethed. Livet i det mangflodighed rummer i ét og samme individ - omend i forskellige mål - både uhyggelig hensynsløshed og rørende medlidenhed, fejhed og utroligt mod, logisk kynisme og irrationelle idealer, borgerlig ordenssans og fornuftsstridige følelsesudbrud. Denne menneskets sprudlende inkonsistens kan ikke fanges af Marxs snævre filosofiske kalkyle, der lader det abstrakte fuldstændigt gå fra det konkrete for til sidst kun at udtale sig om problemer, den selv har opfundet.
Hos Hegel, Marx' store læremester, har kampen på liv og død en central betydning. Kun gennem at udsætte os for muligheden af at dø, kun ved at risikere os selv, kan vi vise os som souveræne personer, der kan kræve anerkendelse af andre. Det er døden, der får os til at erkende livets værdi, den tvinger os til at vælge mellem at være herre helt til det sidste og måske dø eller vælge livet som slave. Den logiske udgang for den kristne Hegel er slavens sejr. Han vælger livet og udfolder i stedet sin selvstændighed i bearbejdningen af det materiale, herren sætter foran ham. Herren derimod mister i bogstaveligste forstand jordforbindelsen og kommer til at svæve i sin magts tomrum.
Men hvorfor slås disse to mennesker? Det gør de på grund af et begær efter at forbruge, at fortære, at tilintetgøre lige så umådeholdent som dyrene, men også for at få anerkendelse og respekt af den anden som menneske. Disse to drivkræfter sætter kampen i gang, men døden tilfredsstiller ingen af dem; for efter tilintetgørelsen er der intet at tilintetgøre og døde kan ikke vise deres respekt overfor levende. Derfor lader herren slaven leve, så han via ham mageligt kan forbruge og få den respekt, han ønsker. Men, siger Hegel så, anerkendelse fra en slave er tom undergivenhed, og at nyde uden at yde er på samme måde uden indhold. Arbejdet er den aktivitet, der udfolder mennesket.
Hegels filosofi er måske historiens smukkeste eksempel på en filosofisk gennemtænkning af forholdet mellem mennesker, men den er samtidigt en fantastisk gang moralsk begrebsgymnastik. For godt nok kan det i længden blive kedeligt at være herre, kun henvist til slavens selskab, men også herren lever og det med bevidstheden om egen styrke og overlegenhed. Og han lever ikke alene; skyende slavens fornedrelse, finder han anerkendelse blandt sine lige. Historien er fyldt med eksempler på, hvordan de udfylder tomrummet, lige fra de gamle grækeres filosoferen og tibetanernes mediteren over romernes gladiatorkampe og orgier til englændernes klapjagt på australske aboriginals og prins Frederiks vilde bilkørsel. Tomrummet er reelt, men i overskridelsen finder herren mulighed for adspredelse, og det er ikke bare, fordi det er forbudt, det er sjovt.
Omvendt har slaven ifølge Hegel kontakt med den materielle verden og dermed indhold i livet. Men hvilket indhold!! Tidligt op, morgenmad, børn afsted til diverse institutioner, i kø på vej til arbejde, på arbejde og så igen i kø for at komme hjem, købe ind, hente børn, lave mad, se TV-avis, et træt bol og så godnat. Hvilken slave ville ikke hellere en gang i mellem lade au-pairpigen tage sig af børnene, tage til forretningsfrokost, spille tennis om eftermiddagen og gå en tur i byen om aftenen uden at tænke på næste dags slid. Det er ikke det daglige slid man udfolder sig, det er ikke dér, bevidstheden kommer til syne.
Arbejdet i kapitalismens massesamfund er helt forskelligt fra håndværkerens bearbejdning af et materiale. Pointen hos Hegel er imidlertid heller ikke bare slavens egen frigørelse; slavens arbejde er netop i fornedrelsen frigørende for de muligheder, der ligger i mennesket; det er slavens arbejde, der leverer grundlaget for kulturen, altså herrens kultur, og muliggør historiens fremadskriden mod Guds rige på jorden, hvor slaverne bliver herrer. Samme billede finde vi hos Marx, hvor det først er, når arbejderne er totalt fornedrede, når de ikke har andet end lænkerne at miste, at kommunismen bliver mulig.
Alligevel opretholder Marx Hegels idé om arbejdet som frigørende for det enkelte menneske, som dér, hvor mennesket viser sig i al sin pragt. Industrisamfundet er netop en forkrøbling af sjælen, fordi arbejderen bliver fremmed for resultatet af sit eget arbejde; slaven lægger ikke sin sjæl i arbejdet på samme måde som en fri håndværker. Det er kun i weekender og ferier, det er muligt at arbejde på den måde i industrisamfundet, og det kun hvis man tilsidesætter alle de andre ting, der gør livet værd at leve, nemlig alskens form for tant og fjas, fest og ballade.
At arbejde er sundt for sjælen, er selvfølgeligt for herren, men for den, der virkelig tvinges til at udføre kedeligt arbejde, er det frokostpauserne og ferierne, julefrokosten eller den vilde strejke, der redder sjælen fra forkrøbling, ikke håndteringen af det forhåndenværende materiale. Den revolutionære arbejdsromantik stammer fra folk, der aldrig har arbejdet på fabrik.
Men Marx' ungdomsdrømme om et ideelt liv, hvor man kunne jage om morgenen, fiske om eftermiddagen, drive kvæg om aftenen og filosofere efter middagsmaden ligesom hans bestemmelse af mennesket som et værktøjsskabende dyr viser, hvor lidt forståelse han havde for det virkelige menneskes mange måder at udtrykke sig på; hvorfor erotik er mere end bare forplantning, hvorfor krig begejstrer, hvorfor sex og vold, ofte i uskøn forening, drager frem for alt andet og ikke mindst hvorfor mennesker finder sig i fornedrelsen.
Hegel er tættere på med sit begær, hvor det netop er hæmningen af det dyriske begær, den kolde beregning, der både vil have mageligt forbrug og menneskelig anerkendelse, der muliggør arbejdet i den form, det har fået i industrisamfundet. Men i den virkelige verden forsvinder begæret ikke, således som det gør i de hegelske udredninger; begæret kan ikke tilfredsstilles gennem arbejde. Trangen til fortæring og tilintetgørelse lever stadig videre, men får også i form af sexuelle lyster en historisk udformning, der netop skabes gennem det udmattende arbejde og dets produkter; en inder har nok lidt svært ved at forstå vores fascination ved fransk undertøj og madlavning, lange sorte støvler og stramme cowboybukser. Men de følelser, de fremkalder; dem kender han!
Venstrefløjen må huske på sine egne dårlige sider, på al den undertrykkelse af det anderledes, den i hellige idealers navn har været medskyldig i, og ikke bare undskylde dem med en frustrerende opvækst i den kapitalistiske verden. De aggressioner, man retter mod hinanden er også selvudfoldelse, ligesom arbejde og teoretiske udredninger. Militant optræden, følelsen af styrke, kasten med brosten er udfoldelse af kræfter, som vi alle har, og som, hvis de ikke får afløb på rette sted, kommer til at gå ud over kæreste, familie og de medkæmpere, vi ekskluderer fra partiet. At ødelægge, slås, grine, danse, lege, bolle og sove giver følelsen af liv på en anden måde end arbejde og lange diskussioner, hvor disciplinen forkramper det kreative livsoverskud, hvor bordet skærer mødedeltagerne over, så de ingen underkrop har og frustrerer ønsket om at rejse sig op og blive herre over situationen.
Det forbudte er sjovt; det er dér, alle lysterne retter sig hen. Og hvorfor? Fordi det er kroppen, der er forbudt. Den kropslige udfoldelse er underlagt moralske forbud, hvor især nydelsen ved de kroplige udtømninger, ved alt det sølende og beskidte, ved at tisse, side på WC, lade menstruationsblodet flyde, svede, have udløsning fornægtes på samme måde som revolutionens ødelæggelses-og blodrus. Alt det, der ikke kan genbruges, alt det, der spildes, alt det, som forstyrrer den rationelle tanke undertrykkes af kristendommen, af den kapitalistiske arbejdsmoral og forskellige puritanske idealister for at samle kræfterne om arbejdet, slavens påtvungne arbejde, der alene sikrer herrens selvudfoldelse, herrens vælten sig i alle overskridelsens forbudte lyster, i kropslighedens og sanselighedens mangfoldighed.
Overklassens rige i dag bruger ikke friheden på kunst og filosofi, men på underholdning, sport, fester, mode og umådeholdent forbrug. Finkulturen leveres af middelklassen som et tilbud blandt mange andre til adspredelse for en overklasse, der har droppet dette anstrengende arbejde og kun lever livet for nydelsens skyld. For middelklassen er kulturen derimod det, hvormed de kan lægge afstand til den rå underklasse, der ikke gemmer den kropslige udfoldelse bag en glitrende facade og en pæn omgangsform.
Den, der har jaget om morgenen, gider ikke bare filosofere efter maden; han vil også ryge og drikke, feste og slås, nyde stilheden og lege med sine børn for at forbruge det overskud, livet har givet ham. Men tvinges han til at sidde ved et kasseapparat eller køre bus resten af dagen, så kan det være svært at finde det overskud, selvom lysten til at forbruge det stadig er der.
Igen er det kapitalismen, der har forstået dette; blade med reportager fra store fester og de riges skandaløse familieliv går som varmt brød, fordi også arbejderne gerne vil leve livet, fordi også de er fascinerede af overskridelsen, af bare at slå sig løs og føre sig flot frem. Kun middelklassens idealistiske puritanere undslår sig og holder panisk fast ved idealerne for orden og mådehold, som de alligevel ikke kan leve op til, og hvis tomhed får parforhold og kollektiver til at gå i opløsning.
Men kapitalismen på vore breddegrader kan efterhånden kun overleve ved at appellere til netop den del af livet, den har undertrykt for at kunne vokse, nemlig trangen til voldsomme kraftudfoldelser, nydelsesfuld lediggang, nytteløs ødelæggelse og hæmningløs erotik. Deri ligger kapitalismens indre modstrid i dag; spørgsmålet er om verden overlever den. Nytteløs destruktion af gode fødevarer, lange ferier og et stadig mere sexualiseret gadebillede er de sidste resultater af en økonomisk orden, hvor den kalkulerede afsætning hæmmes af dens utrolige evne til at koncentrere overskudet i verden blandt ganske få lande; hvor skævheden er blevet så graverende, at vi faktisk må forære de fattige de resourcer, de skal bruge for at arbejde for os bare for at komme af med dem. Herrerne har udviklet langt mere forfinede beherskelsesmekanismer under kapitalismen end på noget andet tidspunkt i historien.
Ved at give den vestlige verdens slaver små smagsprøver på herrenes liv i luxus og lediggang, for deres kun alt for menneskelige nydelse ved forbrug og samtidigt overbevise dem om, at kun dette system kan levere varen, tvinges de over i at forsvare den verden, der udbytter dem stadig hårdere. Herrene har lært af virkeligheden, men som Rosa Luxemburgs skrev: "Vi er ikke fortabte og vil sejre, hvis ikke vi har glemt at lære."