(afløsningsopgave)
INDHOLD
EXKURS 1. ERKENDELSESTEORIEN I DIALEKTIKKEN
1.Pragma; 2.Lekton; 3.Videnskabelig Tale
EXKURS 2. TEGNET, DET BETEGNENDE OG DET BETEGNEDE
V. SEXTUS EMPIRICUS' FORSTÅELSE AF PRAGMA OG LEKTON
Man kan dele stoaforskerne op i to skoler, De Skråsikre og De Uvidende. Skolerne, der hverken er hjemhørende noget bestemt sted eller har noget fælles program, er egentlig kun, hvad man kunne kalde uformelle grupperinger af forskere, der slås med de samme problemer.
De Uvidende, hvis mest fremtrædende repræsentanter er folk som A.A. Long, A.C. Lloyd, K. Hülser og A. Graeser, bindes sammen af deres erklærede uvidenhed, og det endda netop om det, der er deres forskningsområde, Stoicismen. De Uvidende er kendetegnet ved mindst at bruge et par afsnit på at beklage de meget få og udelukkende sekundære kilder, vi har til forståelsen af den oprindelige stoicisme; det er nemlig grunden til deres uvidenhed. De er enige om, at den glemsel, der er blevet stoicismens lod, er et stort tab for filosofien; hvorfor det er så stort et tab, er der imidlertid nogen uenighed om.
Den anden gruppering, De Skråsikre lider slet ikke af den slags sentimentale følelser; de tager de beretninger, de har til deres rådighed og fælder så deres dom på det grundlag. Men det er også alt, de har tilfælles: Deres vurderinger af den stoiske logik går lige fra, at det var godt den blev glemt, men at den desværre var meget indflydelsesrig til, at den var uhyre original, men at den efterfølgende tid desværre ikke havde syn for det. Fremtrædende er her E. Zeller, C. Prantl, F.H. Sandbach og M. Baratin.
Mange fremstillinger af emner inden for den stoiske logik tager udgangspunkt i en moderne forskningsdisciplin og spørger så, om stoikerne har sådan en: Formallogik? Ja, helt sikkert, og den er endda ganske imponerende (Mates). Semantik? Jo, det ser sådan ud (Long). Grammatik? Jo, i hvert fald noget, der ligner (Frede). o.s.v. En anden type artikler går ud fra et aktuelt og centralt filosofisk problem og ser så, om ikke stoikerne skulle have noget at sige i den sammenhæng: Overvejelser over sandhedskriteriet? Tjah, det er en smule uklart (Annas). Mening? Jo da, men hvad de mener med det, det er heller ikke helt klart (Graeser). o.s.v.
Fælles for dem alle er, at de ser på stoicismen ud fra deres eget fagområde og tilsyneladende glemmer, at stoikerne måske havde et helt andet perspektiv, at de måske var ligeglade med formallogik, semantik og sandhedskriterier i sig selv. Det problem får jeg imidlertid ikke; jeg har nemlig slet ikke noget særligt fagområde, jeg kan kalde mit. Men det vil - tror jeg - vise sig at være en fordel; jeg bliver nemlig nødt til at tage det hele en gang til, ud fra de antikke kilder, og uden ret mange andre bagtanker end troen på, at der er system i den stoiske filosofi. Derigennem når jeg forhåbentlig en rimelig helhedsforståelse af den stoiske sprogopfattelse.
Alligevel vil jeg skrive som en sand skråsikker. Min pointe bliver nemlig temmelig radikal: Jeg vil hævde, at det kun er, hvis man arbejder inden for den semantiske tradition, stoikerne har noget, der kun vanskeligt lader sig indfange. Hvis man derimod prøver med en semiologisk tilgang, vil mange af problemerne forsvinde. Det betyder ikke, at stoikerne nu skal passes ind i en ny teoribygning, de slet intet havde med at gøre. Som det vil blive klart efterhånden, lader den stoiske sprogfilosofi sig hverken reducere til semantik eller semiologi.
Alt, hvad jeg håber på, er, at mine konklusioner vil forekomme velmotiverede; større ambition ville det være svært at sætte sig, når man - udover det ovennævnte handicap - desuden tilhører den fraktion indenfor De Skråsikre, der ikke engang læser græsk eller latin. Ikke fordi jeg tror, jeg generelt ville få en større forståelse ved at læse de klassiske tekster på originalsprogene; men svarene på de ovenstående spørgsmål kommer i høj grad til at afhænge af oversættelsen, og dermed fortolkningen, af de centrale tekniske begreber, og her er der ikke bestemt ikke enighed, hverken mellem de to skoler eller blandt skolernes elever indbyrdes. Heldigvis har jeg imidlertid haft mulighed for at sammenligne flere oversættelser af de mest centrale passager, (1) og det har givet mig en urokkelig tro på min egen fortolkning. (2)
Der bliver ikke megen indledning, før jeg i detaljer, ved hjælp af de klassiske tekster, jeg har haft til rådighed, går i gang med at gennemgå den stoiske dialektik. Min læsning er præget af hvad, jeg har kunnet finde i fragmentsamlingerne, mens perspektivet som nævnt ligger i forlængelse af Saussures sprogopfattelse. (3) Hvis man overhovedet kan tale om metode i denne forbindelse, så er det, jeg har gjort, nærmest at læse Diogenes Laertius' fremstilling af den stoiske logik (4) som en kriminalroman, hvor man stoler på, at alle trådene samles undervejs, at alle spor er relevante for løsningen af gåden. Resultatet er desværre blevet således, at jeg ikke har fundet nogle, der fuldt ud deler mine konklusioner.
Først giver jeg et lille rids af den stoiske filosofis systematik, så logikken bliver placeret rigtigt, og under den retorikken og dialektikken (II); derefter følger en nærlæsning af Diogenes' fremstilling af den stoiske dialektik, der falder i to dele følgende Diogenes, først om talen som sådan (III) og dernæst om hævdelser (IV). For at se, om der er hold i min læsning af Diogenes, sammenligner jeg med, hvad Sextus Empiricus har at sige derom (5) (V), og runder så af (VI).
Ifølge overleveringen, der desværre ikke kan regnes for helt sikker, (6) definerede Chrysippos filosofi som "das Streben nach Richtigkeit im Denken". (7) Uanset pålideligheden antyder citatet to vigtige træk ved den stoiske filosofi: Vigtigt er bare ikke viden som slutmål, men også processen tænkning som middel til at erhverve visdom. Derved får vi det andet træk, nemlig den store rolle stoikerne tildelte logikken og under den dialektikken:
Durch die logische betrachtungsweise würden nämlich alle Sachen ((pragmata)) (8) einsichtig gemacht, mögen sie nun zur Physik oder auch in das gebiet der Ethik gehören. (9)
Chrysippos var elev af Kleanthes, der igen var elev af Zenon, grundlæggeren af stoicismen. Samlet står de for det, man normalt kalder den ældste stoicisme, og det er den ældste stoicismes logik, som jeg i det følgende vil prøve at rekonstruere. Hvem, der præcist stod for hvad, kan ikke fuldtud opklares, men de fleste er i vore dage enige om at give Chrysippos en stor del af æren for den stoiske dialektik. (10)
Den stoiske filosofi bestod netop af tre dele,
nähmlich einen physichalischen (naturphilosophischen) (11) Teil, einen etischen und einen logischen. (12)
Men som Diogenes beskriver det, var der faktisk blandt stoikerne nogen uenighed, såvel om hvad delene egentlig var, som deres antal og rækkefølge. (13) Nogle kaldte delene "Topen (Örter)", andre - deriblandt Chrysippos - "Arten" og atter andre "Gattungen". (14) Det kunne se ud som om Chrysippos betragtede de tre dele som værende på samme niveau, som species inden for filosofiens genus. Men hos Plutarch finder vi et Chrysipposcitat, der vidner om, at rækkefølgen måske ikke er helt ligegyldig for stoikerne
... what should be ranked first of these ((philosophers theorems)) are the logical, next the ethical and third the physical; and what should come last in the physical theorems is theology (15)
Blandt de antikke kommentatorer finder man imidlertid andre forslag til deres indbyrdes ordning, men interessant nok står logikken aldrig i midten. (16) Logikken er altid enten forudsætningen for eller konsekvensen af overvejelser inden for etikken og fysikken. Alle tre dele forudsætter imidlertid hinanden; (17)
... kein einziger Teil (der Philosophie) von dem andren getrennt ((ist)), wie einige von ihnen sagen; vielmehr sind sie engstens miteinander verbunden. (18)
Logikken er en fuldgyldig del af filosofien og ikke som hos Aristoteles blot et redskab. Men en egentlig definition af logikken vil man lede forgæves efter; (19) vi får kun oplyst hvilke discipliner, der falder ind under logikken, og igen finder vi her uenighed blandt stoikerne. (20) Vi er imidlertid på nuværende tidspunkt ikke i stand til at gå ind i disse kontroverser. Logikken er, kan vi foreløbigt sige, alle undersøgelser, der har forbindelse med indre og ydre tale. (21)
Logikken deler man almindeligvis i retorik og dialektik. (22) Men igen fortæller Diogenes os om uenigheder;
nach manchen ausserdem in die Definitionslehre sowie in der Lehre von den Regeln und Kriterien. Nach andere streichen die Definitionslehre ganz heraus.Die lehre von Regeln und Kriterien übernehmen sie im Hinblick auf die Wahrheitsfindung; in ihr entwickeln sie nämlich die Regeln zur Unterscheidung unserer Vorstellungen. Ähnlich dient auch die Definitionslehre zur Erkenntnis der Wahrheit; durch die Begriffe werden nämlich die Sachen ((pragmata)) erfasst. (23)
"Die Lehre von Regeln und Kriterien" betragtes ofte som en del af det, vi i dag kalder erkendelsesteori. Om den falder ind under dialektikken eller udgør sin egen del af logikken vil afhænge af, hvilken forståelse, man har af dialektikken. Det må derfor vente, til vi har set nærmere på det, alle er enige om, falder under dialektikken, nemlig overvejelserne over talen.
Von der Rhetorik erklären sie, sie sei die Wissenschaft vom guten Reden ((logos)) bei zusammenhängenden Ausführungen, und von der Dialektik, sie sei die Wissenschaft vom richtigen Diskutieren bei Argumentationen ((logos)) in der Form von (Ja/Nein-) Frage und Antwort. Daher definieren sie die Dialektik auch so: sie sei die Wissenschaft von dem, was wahr, von dem, was falsch, und dem, was keins von beiden ist.Die Rethorik selbst ist, wie sie sagen, dreiteilig; sie befasse sich nämlich einerteils mit Beratung, anderenteils mit Rechtsprechung und drittens mit Lobpreisung. Ihre Einteilung erfolgt nach den Gesichtspunkten der Findung (von Argumenten), des Ausdrucks, der Anordnung und der lebendigen Präsentation. Der rethorische Vortrag gliedert sich in Einleitung, Darstellung, Entgegnungen auf die Opponenten und Schlusswort. (24)
Som Diogenes her beskriver den stoiske retorik, ser den ikke særlig interessant eller original ud; (25) men ser vi på Sextus Empiricus' karakteristik, bliver sammenhængen mellem de to områder mere tydelig. Retorikken beskæftiger sig med tale i form af fx et foredrag, dialektik med sam-tale (dialegesthai), d.v.s. udveksling af argumenter, altså videnskabelig tale. Dialektisk samtale er koncis og kortfattet, retorisk tale mere omfangsrig og udførlig. (26)
Vi nu er på et niveau, hvor det helt sikkert vil være forkert at tale om dele; det snarere sådan, at retorikken og dialektikken er studier af to forskellige aspekter ved en proces, nemlig samtalen. Retorik fokuserer på den ene side, om hvad der gør et foredrag eller et indlæg i en debat til god tale, mens dialektikken ser på selve processen mellem de to parter, d.v.s., hvad der kræves for at en samtale er en rigtig diskussion. (27) Derfor skelner Diogenes også mellem at tale korrekt, som er emnet for dialektikken, og det at tale godt i sammenhængende taler, der er retorikkens område. Skellet fremhæves af, at argumenteren, altså dialektisk samtale tilsyneladende har været en meget teknisk disciplin, nemlig "Argumentationen in Form von (Ja/Nein-) Frage und Antwort", mens retorikken for Chrysippos ifølge Plutarch omfattede studier i "appropiate kinds of delivery in relation to fitting tones of voice, facial expressions and gestures". (28) Alligevel må de to dele fastholdes som to synsvinkler på samme emne. Såvel strikt argumentation, logos i streng forstand, som et foredrag er både tale, udtrykt på en bestemt måde, og en samling af hævdelser og andet godt, der enten kan være sande, falske eller ingen af delene. Det er talen som sådan, vi undersøger; det er ikke sådan, at en del af talen falder under dialektikken hhv. retorikken. Retorik og dialektik er for stoikerne videnskabelige discipliner under logikken, der studerer talen under forskellige aspekter, med forskellige metoder og stil. (29) De er ikke kunstner eller håndværk, techne, men videnskab, episteme; (30)
dadurch gibt er ((Chrysippos)) zu, dass die ((rhetorischen)) Theorien der Stoiker nicht praktikabel und für das Staatswesen untauglich sind und dass ihre Lehren mit den Anwendungsbedingungen und der Praxis nicht zusammenpassen. (31)
Og Ciceros kommentar til Kleantes og Chrysippos afhandlinger om retorik illustrerer dette forhold; de var nemlig "so, dass jemand, der zu verstummen wüncht, nicht anders zu lesen braucht". (32)
Forholdet mellem retorik og dialektik fremhæver et grundlæggende træk ved den stoiske filosofi, nemlig at vi kan filosofere om virkeligheden uden at lægge os fast på en bestemt betragtningsmåde. Deres begrebsapparater afspejler ikke nødvendigvis skel i virkeligheden; (33) det er blot måder, hvorpå vi kan beskrive det foreliggende. De er m.a.o. ikke essensialister som fx Platon og Aristoteles. Ikke desto mindre kan disse beskrivelser være sande eller falske beskrivelser af det, vi møder i verden. Det afgørende er, at de sproglige beskrivelser lever op til et krav om videnskabelighed. De overordnede træk ved virkeligheden skal afspejles i de grundlæggende sondringer indenfor de sproglige beskrivelser. Detaljerne derimod er begrebsafledninger, der ikke er underlagt samme krav. Sondringen mellem retorik og dialektik afspejler dette grundlæggende træk, nemlig at noget, her talen, kan betragtes og udforskes som en selvstændig størrelse, hvorved vi får nogle hovedsageligt ydre træk frem, som fx i hvilke sammenhænge, der tales sammenhængende, hvordan en argumentation bygges op o.s.v.. Men hvis vi betragter talen som en relation, en proces, altså som kommunikation, ja, så får vi en langt større og dybere forståelse.
Diogenes giver os følgende definition af dialektikken og dens genstandsområde:
Die Dialektik ist, wie Poseidonius sagt, die Wissenschaft vom Wahren, vom Falschen und von dem, was keins von beiden ist; sie betrifft, wie Chrysipp sagt, das Bezeichende (das sprachliche Zeichen) ((semeinon)) und das Bezeichnete (die Bedeutung) ((semeinomenon)). (34)
De to bestemmelser giver de to væsentlige aspekter ved dialektikken. Målet er at finde betingelserne for det sande og det falske, altså skal vi undersøge, hvornår tale er sand hhv. falsk - eller ingen af delene. Men for at nå dertil må det først slås fast, hvilke typer tale, der kan være sande hhv. falske. Stoikerne argumenterer for, at tale primært er samtale, d.v.s. en gensidig overførsel og modtagelse af information. (35) Når man blot taler til folk, så taler man ikke rigtigt; tale er ikke bare et redskab i kampen for at overbevise og overtale tilfældige mennesker om tilfældige synspunkter. (36) Tale er i sin natur informativ, og det betyder for stoikerne, at tale bør være informativ, d.v.s. man kan stille krav til sprogbrugere: Når de bruger sproget informativt, altså når de (im- eller explicit) hævder at informere, så skal de også gøre det på en korrekt måde; de skal m.a.o. tale sandt. (37) Sand videnskabelig tale er en dialektisk argumentation. At tale i sin natur er informativ medfører for stoikerne en etisk forpligtelse til at tilpasse sin brug af talen derefter.
Dialektikken er altså videnskaben om, hvad der er sandt, falsk eller ingen af delene; men det, den omfatter, det, den har som genstand, (38) det er det betegnende og det betegnede, to semainon og to semainomenon. (39)
Tale (logos) er netop det, der på en gang er både betegnende, forstået som lyd og noget betegnet, nemlig den mening, lyden betegner. Tale er begge dele samtidigt, hele tiden; ellers er det slet ikke tale. Opdelingen i det betegnende og det betegnede skal strukturere en generel teori om (sam)talen, hvorfra vi så kan udskille den videnskabelige tale.
For at komme dertil må stoikerne imidlertid først se på lydsiden - Diogenes:
Ein eigenes Gebiet der Dialektik bildet die bereits genannte Lehre von der Stimme (dem Laut, dem sprachlichen Zeichen) ((phoné)) selbst. Darin wird der aufschreibbare Laut behandelt und gezeigt, welches die Redeteile sind; des weiteren erörtert man hier den Soloikismus und den Barbarismus, dichterische Verse, Mehrdeutigkeiten, sprachlichen Wohlklang, Musik und nach einigen auch Definitionen, Einteilungen und den Stil ((lexis)). (40)
Talen bestemmes doppelt, men det er bestemt ikke ligegyldigt, hvor man starter. Talen er nemlig mødestedet for det betegnende og det betegnede; målet for første del af analysen, om det betegnende, og samtidigt udgangspunkt for anden del, om det betegnede. Igen Diogenes:
Die meisten Stoiker sind sich darin einig, dass man in der dialektischen Theorie mit dem Kapitel über die Stimme (den Laut, das sprachliche Zeichen) ((phoné)) beginnen muss. Die Stimme (der Laut) ist erschütterte Luft oder dasjenige, was spezifisch für das Gehör wahrnehmbar ist ... die Stimme des Tieres (der Laut) ((ist)) Luft, die von einem Trieb in Erschütterung versetzt ist; dagegen ist die (der) des Menschen artikuliert und vom Verstand geäussert, und mit dem vierzehnten Lebensjahr erreicht sie (er) ihre (seine) Vollendung. Ferner ist die Stimme (der Laut) nach den Stoikern ein Körper ... Denn alles, was tätig ist, ist körperlich; die Stimme (der Laut) aber ist tätig, indem sie (er) zu den Hören hindringt, ausgehend von dem, der seine Stimme erhebt. Eine Phonemreihe (ein sprachlicher Ausdruck) (lexis) ist nach den Stoikern ... eine schreibbare Stimme, beispielsweise "Tag". Und eine Rede (logos) ist eine etwas bezeichende (etwas bedeutende) Stimme, die vom Verstand her geäussert ist, z.B. "Es ist Tag". (41)
Det sidste citat giver os på semainonsiden en scala naturae m.h.t. lyde (phoné), gående fra blot lyd, der er vibrerende luft bestemt for hørelsen, over dyrenes lyde, deres stemmer, der skyldes drifter, til menneskets lydlige udfoldelser, der er artikulerede og udgående fra forstanden. Specielt for den menneskelige stemme skelnes mellem artikulation og tale, lexis og logos. (42) Talen er en betegnende lyd; som tale kan den aldrig være uden mening. (43) Men en lyd kan sagtens - selvom den er artikuleret og kan bogstaveres - være meningsløs, altså uforståelig: "Blityri" er Diogenes' eksempel. (44) Enhver tale er en fonemerække, men ikke omvendt. Lige så er enhver fonemerække en artikulation, og enhver artikulation en lyd, men ikke omvendt.
For at forstå talen som tale må vi koncentrere os om talen som mening, altså det, der er betegnet. Det betyder imidlertid ikke, at talens semainomenonside er uafhængig af semainonsiden. Talen er netop det fænomen, der har de to sider; betragtet uafhængigt og hver for sig er de hhv. artikulation og tankeindhold, lexis og pragma, der kun er det, de er; lyden betegner ikke, og tankeindholdet er ikke betegnet, hverken med billede eller lyd.
Men talen, logos er ikke bare tale; logos har også en videre betydning, der ofte oversættes til fornuft, (45) både den menneskelige og den universelle, der styrer verden, altså Gud. (46) Men ligesom den menneskelige logos forstået som tale altid er inkorporeringen af det betegnede i det betegnende, af det ikke-kropslige i det kropslige, således er også den universelle logos verden som helhed, det kropslige såvel som det ikke-kropslige aspekt. Og her skal det understreges, at denne opdeling ikke falder sammen med den traditionelle mellem ånd og materie; for stoikerne omfatter det legemelige også sjælen. Men det afgørende er, at menneskets logos er tale, såvel indre som ydre. (47) Forbindelsen mellem den menneskelige og den universelle logos skabes i dialektikken; kun gennem studier i dialektikken finder vi grundlaget for sand tale, og sand tale, det er, når vi er i forbindelse med den universelle logos, når vi udtaler os sandt om verden som helhed.
Logikken drejer sig om logos, hidtil især forstået som tale. Men det er en bestemt type tale, der er målet, nemlig logos forstået som dialektisk argumentation, altså videnskabelig tale. Dialektikken er videnskaben om betingelserne for en rigtig samtale, en videnskabelig samtale, der har det sande som mål. En samtale er kommunikation, altså overførsel og modtagelse af mening v.h.a. artikulerede lyde - og gestikula! Der er forskellige typer tale, og ifølge Diogenes skelnede stoikerne mellem 10 forskellige:
... Aussage ((axiomata)), Entscheidungsfrage, Bestimmungsfrage, Befehl, Schwur, Wunch (Verwünchung), (hypothetische) Annahme, Ekthese, Anrede und Quasiaussage. (48)
Tale er noget, der siger noget, noget, der har mening og er forståeligt i sig selv, en hel og afsluttet mening. Tale er ikke bare et enkelt ord eller en samling af ord; et enkelt ord har ingen mening som sådan, det siger ikke noget om noget. Et substantiv kan højst betegne noget, men det har ligesom andre enkeltord ingen informationsværdi. "Dion" siger intet, hverken om Dion, hvis han findes, eller om noget andet. "Dion løber" eller "Dion, din idiot" siger begge noget; de er noget, der kan siges, noget meningsfyldt, nemlig hhv. en hævdelse og - alt efter sammenhængen - en besværgelse, en tiltale eller måske noget tredie. Talen er grundenheden i dialektikken. Ord er ikke noget i sig selv; de er kun artikulationer, ikke tale. Desværre er det kun Diogenes, der har fastholdt dette perspektiv (49).
Man kan kun tale om mening i forbindelse med tale; elementerne, betragtet som ord har ingen mening overhovedet. Kun som afhængige bestanddele bøjet i relevante fald og tider har ord mening, men stadig kun i forhold til helheden, talen. Det, der her skal pointeres, er, at semainon/semainomenon strukturen vedrører helmeninger, tale og udsagn; kun i afledet forstand kan man tale om ord som sproglige tegn. Logos er et sprogligt tegn, tale er meningfuld lyd. Lexis er ikke et sprogligt tegn; det udtrykker ingen mening, er ikke tegn på noget andet som sådan. Lexis er kun artikuleret lyd. Ordet taget for sig er eksempel herpå. (50)
Men logos er stadig en doppeltbestemt proces, hvor begge sider har betydning for overførslen og modtagelsen af information:
Deutlichkeit ist eine Stil ((lexis)), der das Gedachte auf verständlische Weise präsentiert; Kürze ist eine Stil, der gerade das umfasst, was zur Darstellung der Sache ((pragma)) notwendig ist; Angemessenheit ist ein Stil, der der Eigenart der Sache angepasst ist. (51)
Et vers er også et eksempel på lexis, for der er ordene sat sammen primært ud fra et lydligt perspektiv, rytme og metrik. Men stadig undersøger vi med logos for øje; vi er i overgangsfeltet mellem analysen af det betegnende og det betegnede, og her får poesi en speciel stilling.
Ein Gedicht (Vers) ist ... eine metrische oder rytmische Ausdrucksweise ((lexis)), die gemâss ihrer Gestaltung über die Prosaform hinausgeht ... Eine Dichtung hingegen ist ein Gedicht (Vers) mit Bedeutung, welsches eine Nachahmung göttlicher und menschlicher Dinge umfasst. (52)
I poesi har vers en mening, en mening, der gives ud fra den processuelle struktur på semainonsiden. Det betegnede er inkorporeret i selve det betegnendes struktur, i ordenes indbyrdes forhold i versene og i versenes struktur. Poesien siger noget, men det går ud over prosa, ud over almindelig tale. Poesi vil sige noget om menneskelige og guddommelig forhold på en måde, hvor formsiden, det lydlige billede giver en mening udover det snævert set betegnede. (53) Faktisk er poesi slet ikke tale, ikke noget mødested for det betegnende og det betegnede, men en artikulation med betydning. Betydningen gives i artikulations struktur, som afspejler en mere generel struktur. Poesi siger noget alment om logos, såvel den menneskelige som den universelle, men på en anden måde end logos, forstået som tale. For stoikerne er poesien ligesom sagn og myter kilde til sand erkendelse. Meningen ligger der, men udtrykt allegorisk. Forstået rigtigt, af den rette, altså Den Vise kan poesi oversættes til videnskabelig tale, men for de fleste af os forbliver denne sammenhæng skjult.
Poesien bliver altså, set i talens perspektiv, noget, der er kilde til misforståelser, og den behandles da også i forlængelse af beskrivelsen af, hvad der gør tale til korrekt hhv. fejlagtig tale. (54) Korrekt tale er altså først og fremmest prosa, hvilket følger helt af vores bestemmelse af talen som informativ. Derved kommer meningssiden også til at stå i centrum i den stoiske analyse af talen. Det, vi skal se på, er, hvad det kræves af prosa for at være korrekt videnskabelig tale. (55)
Tale er kendetegnet ved meningsfuldheden, og den nærmere bestemmelse af, hvad der gør tale til sand tale sker da også på semainomenonsiden. Men først får vi alligevel nogle krav til semainonsiden. Vi har allerede set, at tale skal være klar, tydelig og tilpasset emnet. De krav opfyldes netop af en definition. Videnskabelig tale skal vi altså finde i udsagn, der har form af definitioner. (56) Videnskabelig tale er tale, hvis sandhedsværdi kan afgøres bestemt. Det skema for inddelinger og underinddelinger, Diogenes giver os, (57) er et nødvendigt formskrav for en tale, der vil kunne hævde at være sand. Følger talen ikke skematikken, er den ikke videnskabelig og kan følgelig ikke gøre krav på at være sand. For stoikerne var dagligdags tale ikke præcis nok. (58)
Med analysen af lydsiden har vi nu indsnævret feltet for, hvilken form for tale, der kan være sand. Vi har fundet frem til, at sand tale i hvert fald skal være klar, tydelig, specifik prosa, der giver sig som definitioner med præcise inddelinger og underinddelinger. Inden vi overhovedet er begyndt på analysen af semainomenonsiden ved vi allerede, at sand tale findes inden for den forholdsvis snævre klasse, der har form som definitioner eller - set ud fra meningssiden - hævdelser, axiomata. (59) Af de ti typer tale, stoikerne regner med, er axiomata de eneste, der opfylder de krav, vi netop har opstillet.
Resultatet af den stoiske analyse af det betegnede bliver, at axiomata er den eneste form for tale, der lever op til det for sandhed nødvendige krav om videnskabelighed. (60) Anden del af analysen, om det betegnede skal så prøve at indkredse, hvornår vi har tilstrækkelig grund til at hævde et axiomas sandhed. Målet for dialektikken indkredsning af sand tale ud fra en generel teori om tale. Når vi går over til det betegnede har vi altså i første omgang ikke længere at gøre med tale, men kun med axiomata; kun de kan være sande.
Den stoiske filosofi om sproget indeholder derfor ikke som sådan hverken semantik, lingvistik eller grammatik. Men via overvejelser, vi i dag ville henregne til disse discipliner vil de nå frem til en generel forståelse af det sande, for det sande er i talen.
EXKURS 1. ERKENDELSESTEORIEN I DIALEKTIKKEN
Vi er nu i stand til at forstå nogle af de konsekvenser, der følger af den diskussion om placeringen af læren om regler og kriterier, som Diogenes beretter om. (61) Spørgsmålet er, om den skal placeres inden for dialektikken eller ej og i givet fald hvor. (62) Læren om regler og kriterier er læren om, hvordan man skal skelne mellem forskellige forestillinger, hvis målet er at afdække det sande. I første omgang placerer Diogenes den inden for dialektikken:
Die Dialektik gliedert sich nach ihnen in das Gebiet 'Über das Bezeichnete (die Bedeutungen)' und in das 'Über die Stimme (den Laut, das sprachliche Zeichen)'. Das Thema der Bedeutungen ((semainomenon)) wiederum gliedert sich einerseits in die Lehre von dem Vorstellungen und andererseits in die Lehre von den auf diesen beruhenden Lekta ... (63)
Placeringen af læren om forestillingerne, altså erkendelsesteorien under analysen af det betegnede ved talen er fuldt forståelig, for det er først der, vi har videnskabelige udsagn, der hævder at udtale sig om verden, som den præcis er. Ikke desto mindre fortæller Diogenes os lidt senere (64) - refererende en kilde, man normalt anser for mere pålidelig (65) - at stoikerne har fundet det mest passende at placere læren om forestillingerne først, altså før totrinsanalysen af talen som betegnende og betegnet. Derved opstår imidlertid netop den spaltning i det sande mellem det ontologiske og det domslogiske, man har betegnet som en uklarhed i den stoiske dialektik.
Ved at udskille læren om forestillinger får vi først en lære om, hvornår forestillinger er sande forestillinger isoleret betragtet; mens en sådan lære slet ikke giver mening, hvis man fastholder, at det kun er axiomata, der kan være sande; at det altså kun er blandt den del af forestillingerne, der kan formuleres som helmeninger, phantasia logiké - og dér endda kun blandt de, der kan udtrykkes som definitioner - at det sande kan komme på tale. Men det er ikke forestillingerne som sådan, der er sande hhv. falske; det er de hævdelser, der bygger på forestillingerne, der kan være sande. (66) Set i dette perspektiv har læren om forestillinger som mål at finde regler, så man kan udskille netop de forestillinger, der kan udgøre et sikkert grundlag for de videnskabelige udsagn; kriteriet for at en hævdelse kan være sand, er at den bygger på en sikker forestilling.
Kriterium der Wahrheit ist, so sagen sie, die erkennende Vorstellung ((phantasia kataleptiké)), welsche von etwas bestehende stammt, wie Chrysipp im 2. buch der 'Physikalischen Erörterungen' ... erklären. (67)
Derved bliver hele Sextus Empiricus' polemik mod den stoiske erkendelsesteori en - måske bevidst - misforståelse, der ingen vegne fører. (68) Stoikeren hævder ikke, at phantasia som sådan kan være sande. hvad end de er kataleptiké eller ej. En phantasia kataleptiké kan være logiké, altså formulerbar, ikke sand.
Skal man altså vælge, hvor læren om forestillingerne skal placeres, er der meget, der taler for, at det skal være under analysen af det betegnede. (69)
Vi skal nu - med Diogenes ord - i gang med
... den Kapitel über die Sachen ((pragma)) und das Bezeichnete (die Bedeutung) die Ausführungen über die Lekta, die Aussage ((axiomata)) und die Syllogismen, ferner die Ausführungen über die unvollständige Lekta, die Prädikate, die persönlich aktiven und die persönlich passiven Prädikaten. (70)
Vi har allerede bestemt, at definitionen er den eneste form for tale, der kan være sand. Det var resultatet af analysen af talens semainonside. Nu, hvor vi tager fat på semainomenonsiden, er det foreløbige mål sat, nemlig hævdelsen, axioma. Det er videnskabelig tales meningsside; betingelsen for sand tale er, at det er en hævdelse. (71) Analysens første del var om det betegnede med henblik på talen; anden del om det betegnede med henblik på den videnskabelige tale. Igen skal vi se på nogle almene træk, men nu ved tale som meningsfuld, altså forståelig. Vi skal igen igennem en udskilningsproces, denne gang på meningssiden. Men ikke parallelt med lydsiden, for som nævnt er logos, tale på en gang målet for semainondelen og udgangspunktet for semainomenondelen. Analysen af semainomenonsiden er uafhængig af de kategorier, semainonanalysen udviklede. (72) Det er nu logos, det drejer sig om, fra første generelle bestemmelse til den præcise bestemmelse som videnskabelig tale, nemlig dialektisk argumentation. Men det er stadig logos, vi har med at gøre.
Som dialektisk argumentation lever tale op til sin natur som informativ; for taler man ikke videnskabeligt, så er det ikke dialektik, og dialektik er videnskaben, der har det sande som mål. Kun i dialektikken er tale i sandhed informativ; at tale i overensstemmelse med talens natur er altså at argumentere, og således bør man også tale.
Ovenstående citat fremhæver pragma, tankeindhold (73) som et centralt begreb. At der består en tæt forbindelse mellem pragma og lekton, tankeindhold og det, der kan siges eller det sagte (74), fremgår af flg. citat: (75)
Auch unterscheidet sich das Reden (Sagen) (legein) von vorbringen (Aussprechen; denne vorgebracht (ausgesprochen) werden die Laute (Stimme) ((phoné)), gesagt aber die Sachen ((pragma)), die auch die lekta (das Gesagte, Sagbare) sind. (76)
Problemet med pragma er, at Diogenes intet sted giver en systematisk bestemmelse af det. Man er derfor henvist til at opspore de sammenhænge, hvori pragma optræder, for at finde belæg for dets systematiske betydning.
Det første, vi kan bemærke os, er, at alle de nævnte typer tale omtales som pragma, tankeindhold. (77) Ovenfor anførte citat giver imidlertid ikke megen anledning til at skelne mellem lekton og pragma. Men i det følgende - vi er stadig i afsnittet om det betegnede - optræder pragma i flere forskellige sammenhænge uden lekton. Vi får at vide, at tydelighed, klarhed og tilpassethed til tankeindholdet er artikulationer, lexis, der har til formål at få tankeindholdet frem på bedst mulige måde, så det samlet bliver god tale. (78)
Senere fortæller Diogenes os, at flertydighed er en artikulation, der betegner to eller flere tankeindhold, og giver et eksempel, hvor en række stavelser (på græsk) giver to forskellige helmeninger. (79) Igen ser vi, at det ikke er ord, det drejer sig om: Alle ord er nemlig fundamentalt ikke-entydige. (80) Alligevel er der principper for, hvordan de udledes af hinanden, enten p.g.a. fonetiske eller p.g.a. betydningsmæssige relationer. (81) Flertydighed i denne forbindelse er, når talens lydside kan betegne flere tankeindhold; tilpasset, klar og tydelig er tale, når artikulationen modsvarer tankeindholdet. Det er netop de to størrelser, der mødes i talen. Som artikulation og tankeindhold er de uafhængige størrelser, men i talen falder de sammen som to sider af samme sag, som hhv. det betegnende og det betegnede i talen.
Alle typer tale er som betegnede tankeindhold, men er alligevel ikke helt på samme niveau. Kun hævdelser og "Entscheidungsfrage" - der er spørgsmål, der kan besvares med Ja eller Nej - er fuldstændige tankeindhold. (82) Fuldstændig må betyde, at kun de kan være grundlag for det sande. Et spørgsmål, der er stillet, så Ja eller Nej er tilstrækkeligt til at besvare det, udtrykker tankeindholdet præcist og videnskabeligt, ligesom en hævdelse gør det. Set som tankeindhold er det altså blandt disse typer tale, vi skal finde det sande.
Lekton støder vi først på igen i afsnittet om det betegnede.
Sie sagen, das Lekton (Gesagte, Sagbare) sei dasjenige, was sich nach Massgabe einer vernûnftigen Vorstellung ((phantasia logiké)) bildet. Weiter erklären die Stoiker, dass von den Lekton die einen vollständig und die anderen unvollständig sind. Unvollständig sind nun diejenigen, bei denen die zugehörige Äusserung unabgeschlossen ist, z.B. "schreibt"; da fragen wir nämlich zusätzlich: "Wer?". Vollständig sind andererseits diejenige Lekta, bei denen die zugehörige Äusserung abgerundet ist, z.B. "Sokrates schreibt.". Unter die unvollständigen Lekta gehören die Prädikate und unter die vollständigen Lekta die Aussage, die Syllogismen, die Entscheidungs- und Bestimmungsfragen. Das Prädikat ist das, was von Etwas ausgesagt wird, oder, wie die Leute um Appolodor sagen, eine Sache ((pragma)), die mit Bezug auf ein oder mehrere (Subjekte) konstruiert werden kann, oder ein unvollständigen Lekton, welsches mit einen Nominativ zusammengesetz werden kann, so dass dabei eine Aussage ((axioma)) entsteht. (83)
Eksemplerne på hvilke ytringer, der er Lekta - og ovenstående er de eneste, vi har fra Diogenes - tyder på, at lekta bestemmes i forhold til talens informationsværdi. Kun de typer tale, der er saglige og informative, kun den tale, der i egentlig forstand er tale, d.v.s. dem, der har form af en definition eller - via svaret - implicerer noget sådant, kan være lekton. Lekton er bestemt ud fra talens udsagnsværdi. Kriteriet er igen valgt med henblik på at afgrænse hævdelsen, og her tjener lekton til at udskille netop de typer tale, der kan indgå i en dialektisk samtale. Lekton sættes ikke i forbindelse med spørgsmålet om, hvornår tale er sand, kun hvornår ytringen er udgør en helhed. (84) Men dialektikkens mål er det sande, og en af betingelserne for at nå det er en klar, tydelig, tilpasset, utvetydig, ikke-poetisk videnskabelig samtale, der består af fuldstændige lekta, såvel spørgsmål og svar. Et fuldstændigt lekton er det, der kan siges, når målet er at nå frem til hævdelser, der er enten sande eller falske. Spørgsmål kan indgå i en dialektisk samtale, både "Bestimmungsfrage", der kræver en hævdelse som svar, og "Entscheidungsfrage". (85) Men - og det bliver det sidste, vi direkte hører til Diogenes - hvis vi igen ser på talen som pragma:
Die Entssheidungs- und Bestimmungsfragen sowie die ihnen ähnlischen sind weder wahr noch falsch, während die Aussagen entweder wahr oder falsch sind. (86)
Og derfor er de eneste lekta, der undersøges netop hævdelser. Hævdelsen består at et ufuldstændigt lekton og en nominativ, ikke af prædikat og subjekt. (87) Og i denne sammenhæng ligger ufuldstændigheden netop i, at det ufuldstændige ikke kan siges i streng forstand; det kan ikke siges i en dialektisk samtale, kun i daglig tale. På græsk ligesom på flere romanske sprog behøver man nemlig ikke bruge det personlige stedord 'han' ('hun'), for at talen er meningsfuld, altså forståelig.
For at nå frem til, hvilke type tale, der kan gøre krav på at være sand, har stoikerne ifølge Diogenes først set på talen som tankeindhold og artikulation, der næst som dialektisk samtale og så til sidst igen som tankeindhold. (88) Hver for sig peger de henimod hævdelsen som den eneste type tale, der kan komme i betragtning; mulighederne indsnævres efterhånden som analysen skrider frem. Men ingen af synsvinklerne afgrænser endegyldigt hævdelsen. Først med kriteriet, at talen skal kunne være enten sand eller falsk - i streng forstand - når vi frem til hævdelsen, som den eneste type tale, der er relevant i forbindelse med det sande. (89)
Efter at have bestemt dette, går Diogenes over til udelukkende at se på hævdelser, enkelte og sammensatte, og hvordan man sætter dem sammen, så man får sande argumenter, altså sand videnskabelig tale, (90) og her bliver spørgsmålet om talen er sand det afgørende kriterium; først nu kan der på afgørende måde tales om videnskabelig tale, først nu kan logos som sådan være sand, nu forstået som argument. (91) Vi bliver derfor præsenteret for analyser af argumenter (videnskabelig tale), hvor kriteriet er hvornår de er sande hhv. falske, og opstillinger af argumentskemaer, der viser de gyldige slutningsformer o.s.v. o.s.v. Alt det skal vi imidlertid ikke komme ind på her, da det som sådan er rimeligt ukontroversielt; det interessante spørgsmål er den systematiske opbygning af den stoiske dialektik, ikke de omstændige klassifikationer inden for udsagnslogikken, som analysen af hævdelsen fører til.
Det, vi altså er nået frem til ved analysen af det betegnede, er, at det kun er helmeninger, der kan være tale om, ikke ord. Tale er et tankeindhold inkorporeret i sin artikulation; som betegnet er talen tankeindhold. Målet for dialektikken er bestemmelsen af det sande, og lekton er netop det, der kan siges i en dialektisk samtale. (92) Men hverken det, der kan siges i en dialektisk samtale. altså en argumentation, eller fuldstændige tankeindhold afgrænser tilstrækkeligt hvilken type tale, der kan gøre krav på at være sand. Først når vi spørger, hvilke fuldstændige tankeindhold der er sådan, at de kan være sande, og sammenligner med hvad der kan siges i en dialektisk samtale, får vi resultatet, nemlig hævdelsen, axioma. Axioma er den videnskabelige tales grundlag; på den skal alt andet bygges, med den opbygger vi sand tale, dialektisk argumentation, logos. (93)
EXKURS 2. TEGNET, DET BETEGNENDE OG DET BETEGNEDE
Et punkt, der måske alligevel ikke er helt ukontroversielt, er spørgsmålet om tegnet, semeion og det forhold til talens doppeltbestemmelse som betegnende/betegnet. (94) Det første, man må slå fast, er, at Diogenes aldrig omtaler tale som tegn, hverken lyd eller meningsfuld tale. Faktisk nævner han slet ikke tegnet. (95) Alt, hvad vi ved om den stoiske tegnteori stammer hovedsageligt fra Sextus. (96) Tegn er hævdelser, der henviser til andre hævdelser, der ikke i første omgang er indlysende. (97) Tegn indgår i videnskabelige tale, i argumentation, og er dér en sand førstehævdelse i en sand logisk slutning, et bevis hvor sandheden af andenhævdelsen gives af førstehævdelsen. (98) Tegnet falder altså som hævdelse indenfor analysen af det betegnede, og er som sådan et lekton. (99) Sextus bruger så en masse krudt på at vise de forskellige modsigelser i den stoiske tegnopfattelse, og er her som andre steder optaget af modstillingen mellem legeme og ikke-legeme: Tegnet er således som lekton ulegemeligt, mens det betegnende er legemelig og det betegnede ulegemeligt.
Men stadigvæk er det ikke noget, vi kan finde bekræftet hos Diogenes. (100) Og hvis det er rigtigt, at tegnbegrebet slet ikke havde nogen plads i Chrysippos' udformning af den stoiske dialektik, (101) som jo er den Diogenes hyppigst refererer til, (102) så er der stærke indicier for, at Sextus og Diogenes har haft så forskellige kilder, at det er misvisende at samlæse dem, som man traditionelt gør. Det samme vil vise sig, når vi får set på Sextus behandling af pragma og lekton, og jeg er efterhånden stærkt i tvivl om Sextus' egen pålidelighed. Muligvis har han haft andre - og måske senere - kilder end Diogenes; men enten misforstår Sextus så meget med polemisk sigte, at hans kildeværdi alene af den grund er stærkt reduceret, eller også har han ikke forstået en disse af det hele. Der er altid den fare ved en radikal skeptisk kritik af enkelte teser, at det kritiserede fragmenteres i en grad, så det bliver umuligt at se, hvorledes det egentlig hænger sammen på sine egne præmisser. Og det er, så vidt jeg kan se, det, der er sket for Sextus; ved at være så skeptisk overfor stoikerne, som han er, har han frasagt sig muligheden for at forstå deres filosofi.
V. SEXTUS EMPIRICUS' FORSTÅELSE AF PRAGMA OG LEKTON
Den fortolkning af den stoiske logik, jeg hidtil har fremlagt bygger næsten udelukkende på en nærlæsning af Diogenes' fremstilling. Vi må nu se, hvordan resultatet bliver, hvis man sammenligner med Sextus fremstilling, der traditionelt regnes for en ligeså god kilde som Diogenes'. (103) Vi skal imidlertid ikke til at starte forfra med endnu en omstændig analyse, for sådan en finder man slet ikke hos Sextus. I stedet skal vi se på Sextus' brug af de begreber, der ifølge Diogenes var centrale i den stoiske dialektik, nemlig logos og lexis, pragma og lekton.
Først er det interessant, at det kun er lexis, der optræder i beskrivelsen af flertydighed; pragma og logos ser man ikke noget til i den forbindelse, (104) selvom det hos Diogenes netop var forholdet mellem disse, der gav den systematiske forståelse af flertydighed. Og leder man efter bestemmelsen af de forskellige typer tale som pragma, leder man forgæves; de bestemmes nemlig som fuldstændige lekta, og pragma optræder slet ikke i den forbindelse. (105) I det hele taget er pragma ikke et af Sextus' yndlingsord, og når det endelig optræder, er det for det meste i en ikke-diogenesk betydning som en genstand, der kan sanses. (106) Kun to steder har jeg fundet, hvor Sextus' brug af pragma peger henimod den betydning, det har hos Diogenes: (107)
Die herausregende Vertreter der ersten Auffassung sind die Stoiker mit ihre Lehre, dass sich dreierlei miteinander verbinde: das Bezeichnete (die Bedeutung, das Bezeichnende (das sprachliche Zeichen) und das Erlangende ((tygchanon)). Dabei ist das sprachlichen Zeichen ((semainon)) der Laut ((phoné)), z.B. das Wort 'Dion'; die Bedeutung ((semainomenon)) ist eben die Sache ((pragma)), auf die durch Laut hingewesen wird und die wir begreifen, da sie in Abhängigkeit von unseren Denken existiert, die aber fremdsprachige Leute nicht verstehen, so sehr sie auch den Laut hören; das Erlangende schliesslich ist dasjenige, was vorgängig ausserhalb zugrundeliegt (das äussere Substrat), nämlich etwa die person des Dion selbst. (108)
Sextus fremstiller udemærket sammenhængen mellem det betegnende og det betegnede, omend det havde været mere præcist at lade semainon siden være lexis, artikulation; men han beskriver forholdet, som om det drejer sig om en genstand, personen Dion, der omtales. (109) Så vidt jeg kan se, er der her både tale om upræcist sprogbrug, og en sammenblanding af områder, som stoikerne ifølge Diogenes holdt skarpt adskilt.
Sextus omtaler ikke talen i denne forbindelse, selvom det hos Diogenes netop er talen, der både er betegnende og betegnet. Følgelig bliver det legitimt at tage navnet Dion som eksempel, mens det hos Diogenes kun er en fra forstanden udgående artikulation, en skrivelig lyd. Det kan som sådan slet ikke bestemmes doppelt; det vil altid kun være artikuleret lyd. Og pragma er ikke et tankeindhold, lyden betegner, når lyd forstås som blot et enkelt navn; et navns lyd har slet ikke noget tilsvarende tankeindhold, for tankeindhold kommer kun på tale i forbindelse med helmeninger, der kan siges i tale. I forhold til Diogenes fremstilling virker Sextus altså noget upræcis. (110)
Det andet sted, hvor pragma optræder i noget, der ligner diogenesk betydning, er flg.:
Etwas zu sagen ((legein)) besteht nämlich, wie die Stoiker selbst erklären, darin das sprachlichen Zeichen ((phoné)) zu äusseren, welches die gedachte Sache ((pragma)) zu bezeichen vermag, z.B. den Gedanken des verses: "Singe, Göttin, vom Zorn des Peliden Achill" (Il. 1,1). (111)
Her knyttes pragma sammen med tanken i en helmening, en opfordring, og det er fuldt ud i overensstemmelse med Diogenes' sprogbrug. Igen ser vi imidlertid, at Sextus bruger lyd i stedet for artikulation, og selvom både lekton og axioma nævnes i denne forbindelse, så er logos igen glemt.
Der er, så vidt jeg kan se intet ved Sextus brug af pragma, der rokker ved vores hidtidige systematiske bestemmelse. Pragma ses kun sjældent, og som oftest betyder det genstand. (112) Det gives ingen systematisk behandling, men der er faktisk steder, hvor Sextus - uforvarende? - bruger pragma som Diogenes, selvom han måske ikke fuldt har forstået den sammenhæng, det indgår i.
Mens pragmas betydning nedprioriteres og kommer til at stå noget uklart mellem det sansbare og det ikke-sansbare og, som ikke-sansbart, mellem enkeltnavn og helmening; så giver Sextus lekton en langt mere central betydning, (113) men også den hænger mellem enkeltnavn og helmening. (114) Den systematik, vi så opbygget hos Diogenes, hvor man fx tydeligt kunne skelne mellem enkeltnavne og helmeninger, finder vi slet ikke hos Sextus; alt, hvad han giver os, er en rodet jongleren med forskellige begreber, han tilsyneladendeikke helt forstår. Flg. passage, hvor vi endelig får præsenteret logos, viser Sextus tankegang.
Als diese ((Rede, logos)) werden sie nämlich entweder der körperlichen Laut selbst oder ein unkörperliches Lekton ausgeben, welches sich von dem Laut unterscheidet. Aber das es sich um den Laut handelt, werden sie nicht sagen; denn wenn dieser geäussert wird, dann hören ihn alle, Griechen und Barbaren, Ungebildete und Gebildete, während die Rede und ihre Teile nur von den Griechen und von denen verstanden werden, die darin erfahren sind. Mithin sind die Rede und ihre teile nicht der Laut. Sie sind aber auch nicht das unkörperlichen Lekton. Denn wie kann es ausser den Körper und neben dem Lehren noch etwas anderes unkörperliches von dieser Art geben, wenn darüber bei den Philosophen ein grosser und endloser Streit aufgekommen ist? ... Aus diesem grund ergibt sich: wenn weder der Laut noch das von ihm bezeichnete unkörperliche Lekton die Rede ist und man sich keine Alternative zu diesen beiden denken kann, dann ist nichts die Rede. (115)
Her får man illustreret ad absurdum, hvorledes Sextus argumenterer: Enten er tale lyd eller også er den lekton. Men den er ikke lyd og heller ikke lekton. Altså er tale slet ikke. At tale ikke er hverken det ene eller det andet - eller et alternativ til disse - men netop begge dele, på en gang. samtidigt; det fatter Sextus ikke. Det, han ustandseligt pukker på, er modstillingerne mellem noget og ikke-noget, legemelig og ikke-legemelig. (116) Hele tiden præsenteres vi for samme enten-eller logik, der skal fremhæve de stoiske modsigelser. Men det er kun modsigelser, hvis man fastholder, at kun det legemelige er noget; for alt det, der er noget, det er til på en eller anden måde, enten i stærk forstand eller som afledet eller underordnet. Men både det legemelige og det ulegemelige er noget. (117) Talen er netop forstået som betegnende og betegnet både legemelig og ulegemelig, både artikulation og tankeindhold. Også her går Sextus i sin argumentationsiver galt i byen. Han prøver at bestemme talen ud fra fysiske kategorier, i stedet for at tage talen som det, den er, nemlig overførsel af mening via lyd, altså kommunikation.
Den stoiske systematik er ikke bare tom snak. Ved at læse hele Diogenes' beskrivelse af logikken ser man, at der er sammenhæng, og at Sextus' kritikpunkter må bygge på et helt andet grundlag. Desværre ser man også, at de mange, Uvidende såvel som Skråsikre, der har læst dem sammen, kun opnår at forvirre billedet, selvom nogle af dem i sidste ende når meget langt i den rigtige retning. Der er tydeligvis en modvilje mod at læse Diogenes fremstilling, i sin helhed. I stedet plukker man sætninger med relevant indhold ud af deres sammenhæng, som man så sammenligner med andres udsagn, og resultatet bliver derefter. Forståelsen af stoikerne bliver i bedste fald fragmentarisk, i værste fald helt forkert. Derfor har jeg også positivt kunne henvise til de samme forfattere, som jeg i samme åndedrag kritiserer. For de har alle fat i noget, men ingen har fattet det hele. Det påstår de imidlertid heller ikke, så jeg skulle være virkelig skråsikker, hvis jeg ikke i sidste ende overlod bedømmelsen til højere myndigheder. Så ...
Annas, J.: "Truth and Knowledge" i M. Schofield, M. Burnyeat & J. Barnes: Doubt and Dogmatism, Oxford: Clarendon Press, 1980
Baratin, M.: "L'identité de la pensée et la parole dans l'ancien stoïcisme", Langages, 16e Année, no 65, 1982
Baratin, M. & F. Desbordes: L'analyse linguistique dans l'antiquite classique. 1. les théories, Paris: Klincksieck, 1981
Christensen, J.: An Essay on the Unity of Stoic Philosophy, København 1962
Diogenes Laertius: Lives of eminent Philosophers, vol. II, (Loeb ed.), London: William Heinemann Ltd., 1965
Egli, U.: "Stoic Syntax and Semantics" i J. Brunschwig (ed.): Le stoïciens et leur logique, Paris: Vrin, 1978
Frede, M.:"Principles of Stoic Grammar" i J.M. Rist (ed.): The Stoics, Berkeley and L.A., 1978
Graeser, A.: "The Stoic Categories" i J. Brunschwig (ed.): Les Stoïciens et leur logique, Paris: Vrin, 1978
Graeser, A.: "The stoic Theory of Meaning" i J.M. Rist (ed.): The Stoics, Berkeley and L.A., 1978
Hülser, K.: "Expression and Content in Stoic Linguistic Theory" i R. Bäuerle, U. Egli & A. von Stechow (ed.): Semantics from Different Points of View, Berlin: Springer Verlag, 1979
Hülser, K.: "Einleitung" i R.T. Schmidt: Die Grammatik der Stoiker, Braunschwieg/Wiesbaden: Vieweg, 1979
Hülser, K.: Die Fragmente zur Dialektik der Stoiker, Band 1-4, Stuttgart-Bad Cannstatt: Fromann-Holzboog, 1987-88
Lloyd, A.C.: "Grammer and Metaphysics in the Stoa" i A.A. Long (ed): Problems in Stoicism, London, 1971
Long, A.A.: "Dialectic and the Stoic Sage" i J.M. Rist (ed.): The Stoics,London: University of California Press, 1978
Long, A.A.: "Language and Thought in Stoicism" i A.A. Long (ed.): Problems in Stoicism, London, 1971
Long, A.A. & D.N. Sedley: The Hellenistic philosophers, vol. 1, Cambridge: University Press, 1987
Mates, B.: Stoic Logik, Berkeley and L.A., 1961
Nuchelmans, G.: Theories of the Propositons, (North-Holland linguistic Series) Amsterdam: North-Holland Publishing Company, 1973
Pohlenz, M.: Die Stoa, Göttingen, 1970 (1959)
Prantl, C.: Geschichte der Logik im Abendlande, erster Band Graz: Akademische Druck- und Verlagsanstalt, 1955 (1855)
Schmidt, R.T.: Die Grammatik der Stoiker, (Schriften zur Linguistik, Band 12) Braunschweig/Wiesbaden: Friedr. Vieweg & Sohn, 1979 (BIBL.!)
Sedley, D.: "On Signs" i J. Barnes, J. Brunschwig, M. Burnyeat & M. Schofield (ed.): Science and Speculation, Cambridge: University Press, 1982
Weil, E.: "Sur le matérialisme des stoïciens" i E. Weil: Essais et conférences, tome I, Paris: Libraire Plon, 1970
Zeller, E.: Grundriss der Geschichte der Griechischen Philosophie, Leipzig, 1920 (1883)
Zeller, E.: Die Philosophie der Griechen in ihrer geschichtlichen Entwicklung, dritter Teil, erste Abteilung, Darmstadt: Wissenschaftliche Buchgesellechaft, 1963 (1909)
Barwick, K.: Probleme der stoischen Sprachlehre und Rhetorik, (Abhandlungen der sächischen Akademie der Wissenschaften zu Leipzig, Band 49, Heft 3), Berlin: Akademieverlag, 1957
Borgeaud, W., W. Bröcker & J. Lohmann: "De la nature du signe", Acta Linguistica, vol. III, fasc. 1, 1942-43
Brochard, V.: "Sur la Logique des Stoïciens", Archiv für Geschichte der Philosophie, bd. V, 1892
Brunschwig, J.: "Proofs Defined" i M. Schofield, M. Burnyeat & J. Barnes: Doubt and Dogmatism, Oxford: Clarendon Press, 1980
Delamarre, A.J.-L.: "La notion de ptôsis chez Aristote et les Stoïciens" i P. Aubenque (ed.): Concept et catégories dans la pensée antique, Paris: J. Vrin, 1980
Egli, U.: Zwei Aufsätze zum Vergleich der stoichen Sprachtheorie mit modernen Theorien, Bern Universitaet: Insitut für Sprachwissenschaft, 1970
Haller, R.: "Untersuchungen zum Bedeutungsproblem in der antikken und mittelalterlischen Philosophie", Archiv für Begriffsgeschichte, bd. 7, 1962
Hanke, M.: "G. Weltrings 'Semeion in der aristotelischen, stoichen, skeptischen und epikureichen Philosophie'", Kodikas/Code, vol. 9, no. 1/2, 1986
Koerner, E.F.K.: Ferdinand de Saussure (Schriten zur Linguistik, band 7), Braunschweig: Vieweg, 1973
Leroy, M.: "Théories linguistiques dans l'antiquité", Les Études Classiques, tome XLI, no 4, 1973
Lohmann, J.: "Über die stoische Sprachphilosophie", Studium Generale, vol. 21, drittes Heft, 1968
Long, A.A.: Hellenistic Philosophy, London 1974
Long, A.A. & D.N. Sedley: The Hellenistic philosophers, vol. 2, Cambridge: University Press, 1987 (BIBL)
Lukasiewicz, J.: "Zur Geschichte der Aussagenlogik", Erkenntnis, fünfter band, 1935
Melazzo, L.: "La teoria del segno linguistico negli Stoici", Lingua e Stile, Anno X, nr. 2, 1975 (BIBL.!)
Mueller, I.: "An Introduction to Stoic Logic" i J.M. Rist (ed.): The Stoics,London: University of California Press, 1978
Sandbach, F.H.: The Stoics, London: Chatto & Windus, 1975
Sextus Empiricus: In Four Volumes (Loeb ed.), London: William Heinemann, 1968
Vireux-Reymond, A.: La logique et L'épistémologie des Stoiciens, Chambery, 1949
Weltring, G.: "Das Semeion in der aristotelischen, stoichen, epikureischen und skeptischen Philosophie", Kodikas/Code, vol. 9, no. 1/2, 1986
1. Jeg har brugt flg. fragmentsamlinger: Hülser: Die Fragmente zur Dialektik der stoiker, hvis tekststykker jeg refererer til som fx Nr. 874; Long & Sedley: The Hellenistic philosophers, tilsvarende fx HP 31A og Baratin & Desbordes: L'analyse linguistique dans l'antiquité classique, her fx Texte 21. Derudover har jeg ind i mellem kikket lidt i The Loeb Classical Libarys udgaver af Diogenes Laertius' og Sextus Empiricus skrifter. Jeg har fortrinsvis brugt Hülser tekstsamling, da den netop er rettet mod forståelsen af logikken.
2. Opgavens barokagtige udformning, hvor ornamentikken næsten skjuler de store linier, skyldes at jeg har brugt den til at afprøve en anden måde at arbejde på med henblik på specialet; jeg vil anbefale, at man først skimmer selve teksten igennem, før man begynder at læse fodnoter.
3. At dette skulle være en frugtbar tilgang, afvises imidlertid af Hülser; men det ligger i en alt for snæver forståelse af 'tilgang': At bruge samme tilgang betyder ikke nødvendigvis, at man når samme resultat. Så Hülsers bemærkninger om, at stoikerne stod i modsætning til Saussure på afgørende punkter, rokker ikke ved den mulige frugtbarhed af at anvende samme tilgang. (Hülser: "Expression and Content in Stoic Linguistic Theory", p. 287) I gennemtænkningen har jeg især støttet mig på Baratin, der netop tager udgangspunkt i det saussureske begrebspar signifiant-signifié, (Baratin: "L'identité de la pensée et de la parole dans l'ancien stoïcisme", p. 10) og det resultat, jeg er nået frem til, opfylder faktisk de krav, Hülser stiller for fortolkningen af den stoiske dialektik: (op.cit., p.289f) Jeg bestemmer positivt de områder, der hører under dialektikken første del, såvel fonetiske som poetiske, og fremlægger et homogent begreb om dialektikken, der indeholder idéen om en afrundet lingvistisk teori.
4. Vitae Philosophorum, 7. bog, @@ 38-83, som i standardreference bliver til D.L. VII 38-83
5. Sextus' udsagn findes spredt rundt blandt paragrafferne i hans to værker, Adversus Mathematicos, bog 1-11, og Pyrrhoneae Hypotyposes, bog 1-2. Referencer vil fx se ud som de flg.: A.M. VIII 85, P.H. II 104-7
6. Hülser: Die Fragmente ..., p. 74f
7. Clemens Alex., Paedag. I 13, 101,2, p.151 (Nr. 3)
8. (( )) er noget, jeg har tilføjet.
9. D.L. VII 83 (Nr. 87)
10. Long: "Dialectic and the Soic Sage", p. 105
11. ( ) er Hülsers tilføjelser og fortolkninger.
12. D.L. VII 39 (Nr. 1)
13. D.L. VII 39-41 (Nr. 1) Se også P.H. II 12-13 (Nr. 17) og A.M. 20-22 (Nr. 20)
14. D.L. VII 39 (Nr. 1) Hhv. "topics", "species" og "genera" (HP 26B)
15. Plutarch, St. rep, 1035A (HP 26C)
16. Se fx Apulius: De interpr. p. 176, 1-4 (Nr. 14), Aëtius: Placita I Prooem. 2 (Nr. 15), Philo: Legum allegoriae I @57, Vol. 1 p. 75C-W (Nr. 16), P.H. II 12-13 (Nr. 17), Seneca: Epist. 89,9 (Nr. 18), A.M. VIII 16 (Nr. 20)
17. De billeder, stoikerne bruger til at illustrere forholdet mellem filosofiens tre dele, viser, at delene er intimt forbundne, men at der er forskel i rangfølgen. (Pohlenz: Die Stoa, p. 33f)
18. D.L. VII 40 (Nr. 1)
19. Hülser: Die Fragmente ..., p. 40
20. D.L. VII 41 (Nr. 33)
21. Zeller: Grundriss der Geschichte der Griechen Philosophie, p. 253 (Se også side 19.)
Long & Sedley beskrivelse af den stoiske logik som "everything to do with rational discourse (logos)" (op.cit., p. 188) gør logikken så snæver, at nogle af de områder, den faktisk indeholder, bliver svære at få med.
Baratin & Desbordes beskriver logikken som "l'analyse de la langue" (op.cit., p.48), men derved overser de den vigtige skelnen mellem sprog og tale, som Hülser godt nok hævder, stoikerne ikke havde, ("Expression ...", p. 287) men som jeg mener er forudsætningen for at forstå den stoiske dialektik. Mange overfører deres egen uklarhed m.h.t. begreber som ord, sætning, hævdelse, tale og sprog til stoikerne, men som vi vil se, så skelnede stoikerne helt klart.
22. Hülser: Die Fragmente ..., p. LXXXIII
23. D.L. VII 41-42 (Nr. 33)
24. D.L. VII 42-43 (Nr. 33)
25. Den konklusion når fx Long & Sedley til (op.cit., p. 189)
26. A.M. II 6-7 (Nr. 35)
27. Long & Sedleys fejlforståelse af retorikken ligger i, at de sidestiller så forskellige kilder som Alexander fra Aphrodisias og Diogenes. (31A og 31D) På den måde bliver både dialektik og retorik tilsyneladende videnskaben om at tale godt. (op.cit., p. 189) Men forskellen ligger i om det drejer sig om sammenhængende tale, "arguments which are set out in narrative form", (D.L. VII 42 (Long: "Dialectic ...", p. 103)) altså en tale holdt af en person, eller det er udveksling af argumenter, videnskabelig tale mellem flere i en dialektisk samtale, en diskussion.
28. Plutarch, St. Rep. 1047A-B (HP 31H)
29. Long: "Dialectic ...", p. 103
30. A.M. II 6 (Nr. 35)
31. Plutarchus, De Stoic. repugn. 5, 1034B (Nr. 54)
32. Cicero, De Fin.bon et mal., IV 2/3/4, 7 (Nr. 252)
33. Christensen mener, at stoikerne skelnede mellem fysiske elementer og logiske "constituents", der ikke nødvendigvis havde specifik reference, og lekton, som bliver et centralt begreb senere, anføres som et eksempel på sidstnævnte. (An Essay on the Unity of Stoic Philosohy, p. 14ff) Graeser fremhæver samme træk. ("The Stoic Theory of Meaning", p. 80)
34. D.L. VII 62 (Nr. 63)
35. At stoikerne lagde vægt på at mening og lyd i tale var formelt identiske, (Christensen, op.cit., 46) viser den vægt de lagde på samtalen; lyden er jo det medium, samtalen forgår i. Aristoteles opfattelse, at tanken er formelt identisk med sin genstand, (ibid.) gør erkendelsen til en temmelig privat sag; samtalen priviligeres ikke som sikkert erkenderedskab.
36. Ifølge Baratin & Desbordes er stoicismen, ligesom Platons og Aristoteles filosofi udtryk for opgøret med sofisterne: "Toute la problématique dans laquelle la philosophie grecque inscrit son analyse du langage tient à une interrogation sur la possibilité et la validité de l'énoncé scientifique."(op.cit., p. 13) Målet er at nå frem til, hvilke betingelser et udsagn skal opfylde for at være videnskabeligt, d.v.s. for at kunne være sandt hhv. falsk.
37. Long gør ganske rigtigt opmærksom på, at logos og sandhed er intimt forbundne. ("Dialectic ...", p. 115) Logos skal bruges for at finde det sande; at bruge logos for og imod en sag er imod dens natur. (pp. 110-11) Målet med dialektikken er at finde de betingelser, hvorunder man kan bifalde sansninger og hævdelser, (p. 112) og dér kræves der en forbindelse med logos. Kriteriet for sandhed bliver et koherenskriterium. (p. 115) Men logos er ikke "the rationality of human nature"; (p. 117) logos er tale, og forbindelse mellem bifald og logos består netop i, at hævdelsen er bifaldet som tale. Spørgsmålet om sandhedskriterium dukker altså slet ikke op. (Se også side 26 og 27.)
38. D.L. VII 62 (Texte 21)
39. For at undgå misfortolkninger vil jeg, ligesom Baratin (op.cit., p. 10) oversætte direkte. Hülser giver - som vi kan se ovenfor - oversættelsen, plus hans egen fortolkning i parantes. Long & Sedley derimod substantiverer verberne, så semainon bliver til "signifier" og semainomenon "signification". (op.cit., p. 491) En sådan oversættelse kommer imidlertid til at betyde, at semainon/semainomenon så at sige falder fra hinanden. Det er ikke længere muligt at forstå dem som to aspekter ved en doppeltstruktureret proces, nemlig talen. (Se næste afsnit.) Som signifier og signification bliver to semainon og to semainomenon to klart adskilte størrelser. Betegnende er da også, at Long & Sedley ikke gengiver den ovenfor citerede passage, men derimod D.L.VII 43 (HP 31A), hvori der skelnes mellem det betegnede og stemmen/lyden, semainon og phoné. Men alle andre udgivere anser Diogenes' beretning for mest pålidelig efter @49.(Hülser: Die Fragmente ..., pp. XLVIf) Long & Sedleys oversættelse betyder, at det bliver helt legitimt at betragte dialektikken som bestående af to adskilte dele, hvorefter man så kan kassere den første - om det betegnende - som filosofisk uinteressant, således som fx Zeller har gjort det. (Die Philosophie der Griechen in ihrer geschichtlischen Entwicklung, Dritter Teil, p. 70)
40. D.L.VII 44 (Nr. 474)
Det er denne liste, som er blevet betegnet som forvirret og tilfældig, (Lloyd: "Grammar and Metaphysics in the Stoa", p. 58) ja, det er endog blevet betvivlet, at der overhovedet gaves nogen forståelse af dialektikken, der kunne gøre rede for sammenhængen i den. (Hülser: "Expression ...", p. 288) Men det er netop det, jeg vil gøre i det følgende.
41. D.L.VII 55-56 (Nr. 476)
42. Hülser oversætter i denne sammenhæng (Nr. 476) lexis til "Phonemreihe" - følgende Egli (Hülser: "Note 31a" i Schmidt: Die Grammatik der Stoiker, p. 107) - men gør dog selv opmærksom på denne oversættelses begrænsninger; lexis optræder på forskellige niveauer i analysen. Således er både musik og tale artikulationer, idet de udgår fra forstanden, mens det kun for sidstnævnte, i anden omgang giver mening at tale om en fonemerække. (Hülser: Die Fragmente ..., pp. 546f, 559f) Hülser betragter tydeligvis ikke lexis som et teknisk udtryk på linie med logos, der konsekvent oversættes til "Rede"; i andre sammenhænge oversættes lexis nemlig til "Ausdrucksweise", "Stil" (Nr. 594) og "Redewendung" (Nr. 621), hvilket ikke ligefrem bidrager til den systematiske forståelse. Det virker så meget mere besynderligt, eftersom Hülser selv nævner, hvor præcis den stoiske terminologi var, især - og det er nok der, hunden ligger begravet - i deres analyse af det betegnede.(p. 790) Artikulation synes at være den bedste oversættelse. Hvad angår phoné, synes jeg det giver mere mening, hvis det konsekvent oversættes til lyd; både rumlen og tale er lyde, der netop kan sanses af hørelsen.
Long & Sedleys oversættelse af lexis til "speech" og logos til "language" (op.cit, pp. 490f), fx i HP 33A (D.L.VII 57), forstår jeg ikke. Måske er pointen, at de vil have fornuften (logos) til at være sproget og ikke talen; men som Baratin & Desbordes siger, "la langue elle-même n'est que l'ensemble des élément qui peuvent servir à constituer des énoncés" (op.cit., p. 53). Sproget er ikke noget i sig selv, og logos er ikke fornuft; i virkeligheden er kun talen. (Se også side 18.) For som Long selv tidligere har gjort opmærksom på, så har stoikerne en vis forkærlighed for det, der kan udpeges, "objective particulars", ("Language and Thought in Stoicism", p. 75) og det er tale et bedre eksempel på end sprog. Og Long oversætter da også i den nævnte artikel logos med "speech". (p. 84) Den nye oversættelse er et klart tilbageskridt, der lægger op til Prantls udlægning, hvor sproget i sidste ende skulle bestå af bogstaver, (Geschichte der Logik im Abendlande, pp. 414f) jf. D.L.VII 56 (Loeb ed., p. 165): "Elements of language ((lexis)) are the four-and-twenty letters." Men det kan vel ikke have været Long & Sedleys mening.
Baratin har i sin oversættelse valgt at fremhæve, at det er semainonsiden, vi befinder os på: Phoné er "signifiant vocal", lexis "signifiant prononcé" og logos "signifiant énoncé". (op.cit., p. 10) Hans konsekvente oversættelse af de tekniske ord er klart en fordel for forståelsen, og betoningen tiltaler mig, men jeg ville have fortrukket logos som "signifiant parlé". Under alle omstændigheder er det alligevel for klodset på dansk. Så jeg holder mig til de allerede nævnte: Lyd, artikulation og tale.
43. Lloyd nævner godt nok, at der er en intrinsisk forbindelse mellem ytring og mening, men argumenterer alligevel som om der ingen forbindelse er: Logos som betydningsfuld ytring er et tegn, men at studere hvad ytringen siger, lekton er også et studie i logos. Opdelingen mellem de to halvdele af dialektikken er derfor ustabil (op.cit., p. 60) og fordelingen af emner mellem tilsyneladende tilfældig. (p. 58) Med denne grundforståelse ser Lloyd på sætningen 'Dion går', først som ytring opbygget af bogstaver, lexis og dernæst som betydningsfuld ytring, logos, og konkluderer, at hvad angår talens dele, så er navneord og udsagnsord logos' elementer, mens resten er lexis', fordi deres mening afhænger af navne- og udsagnsord. (p. 61) Men 'Dion går' kan aldrig være en lexis for en, der forstår dansk; meningen kan ikke bare hægtes af. 'Dion går' vil altid være logos. Problemet er, at Lloyd som de fleste andre mener stoikerne studerer sproget og ikke talen. Når sproget er udgangspunktet, bliver 'Dion går' til en sætning, der enten kan skrives eller tales, og som skrift består 'Dion går' af bogstaver. Som tale derimod er mindstedelene ord, men de er kun artikulationer; de har ikke mening, sådan som Lloyd beskriver det. Mening har kun talen i sin helhed. (Se også side 19-20.)
44. D.L.VII 57 (Nr. 476)
45. Long: "Language ...", p. 84
46. Pohlenz har givet flg. karakteristik af den stoiske logos: "Im Erkennen und Aussagen erschöpft sich aber für die Griechen das Wesen des Logos nicht. Man kan nicht nur sagen, dass etwas ist, sonderne auch, dass etwas sein oder werden soll. Das logos erkennt nicht nur, sondern enthält auch den Impuls zum Wirken. ... Der Logos war ... auch das geistige Prinzip, das die ganze Welt vernunftgemäss nach festen Plane gestaltete und allen Einzelerscheinungen ihre Bestimmung zuwies." (op.cit., p. 35) Pohlenz betragter med god ret stoicismen som en logosfilosofi, men logos er ikke som i den tyske idealisme et åndeligt princip, der bestemmer de enkelte fremtrædelser; den form for væsenstænkning var netop det, stoikerne gjorde op med: Godt nok er den stoiske verden en aristotelisk substans, men den har ikke en eidos, der bestemmer fremtrædelsen.
47. Tanker og lingvistisk kommunikation er for stoikerne det samme. (Long: "Language ...", p. 82) Der ingen tanker uden tale. (Baratin, op.cit., pp. 13, 19)
48. D.L.VII 66 (Nr. 874)
49. Baratin & Desbordes, op.cit., p. 27.
Som vi senere skal se, så analyserer Sextus Empiricus også ud fra ord, (Se side 41.) idet han antager, at en sætning bygges op af ord, at talens mening består i en sammensætning af elementernes, altså ordenes mening. Ved at samlæse Sextus og Diogenes opstår der megen forvirring omkring, hvad der egentlig står i den stoiske dialektik. Men en stoisk hævdelse består ikke af ord, således som flere hævder. (Graeser: "The Stoic Categories", p. 203; Lloyd, op.cit., p. 61) Den er heller ikke, som Long beskriver det, en kombination af, hvad ordene hævder. ("Language ...", p. 78) For hvad hævder fx 'som'? Ordene får kun mening ud fra den sammenhæng, de indgår i, nemlig tale, og så er de ikke længere ord, men dele af meningen. (Se også side 33.) Det er heller ikke rigtigt, når Long hævder, at forståelse består i at knytte forbindelse mellem det talte ord og objektet; (p. 79) for tale er andet end hævdelser, og når det endelig drejer sig om hævdelser er denne forbindelse sekundær i forhold til forståelsen.
50. Det forholder sig ikke som Pohlenz beskriver det: "Zum logos wird aber die Lexis erst, wenn sie als 'Zeichen' für ein Objekt dient." (op.cit., p. 43) Lexis bliver først logos, når lexis er forståelig, altså betegnende i bred forstand, og så er den ikke lexis, men logos. Logos er samtidigt betegnende og betegnet, logos betegner så at sige sig selv som betegnet; logos er ikke tegn for en genstand.
Problemet ligger i Pohlenz forståelse af logos: "Es kann das einzele 'bezeichnende' Wort, aber auch die Aussage, den logischen Schluss und den sinnvollen Satzzusammenhang bedeuten." (ibid.) Men logos kan aldrig være et enkelt ord, for et ord kan aldrig være betegnende; et ord er kun en artikulation, en lexis. Og hævdelser etc. er kun logos, hvis de ses som netop logos, altså tale, som både betegnende og betegnede; men hævdelser og logiske slutninger har som sådan ingen semainonside - de er kun karakteriserede som semainomena. Tale er altid doppeltbestemt, mens hævdelser bestemmes ensidigt. Det skulle blive klart i det følgende.
Som vi tidligere har set betragter Pohlenz logos som et åndeligt princip, og sproget er så dets udtryksform. (p. 37) Men sprog og ånd er ligeså abstrakte kategorier som de platoniske ideer, ligeså meget udtryk for den idealistisk tankeflugt, der netop if. Pohlenz (p. 54) var det, de hellenistiske filosoffer ville gøre op med.
51. D.L.VII 59 (Nr. 594)
52. D.L.VII 60 (Nr. 594)
53. Baratin & Desbordes, op.cit., p. 30
54. Hülser mener, at denne placering er problematisk; poesi har ikke noget med de øvrige, hovedsageligt grammatiske emner at gøre og burde jf. Aristoteles falde under retorikken. ("Expression ...", p. 287) I det hele taget mener han, at den stoiske dialektik er en forfærdelig rodebutik: Dialektikken er blot det, der ikke er retorik, (p. 292) og dialektikkens første del er blot det, der ikke falder under anden dels studie i meningsfulde tegn. (p. 299)
55. Logos oversættes af Hülser i afsnittet om det betegnede til "Argument", (se fx Nr. 1036 (D.L.VII 76ff)) og sammenligner man med andre oversættelser er der intet kontroversielt i det. Problemet er imidlertid, at vi her igen ser et eksempel på en oversættelse, der slører sammenhængen mellem analysens dele. Når jeg hidtil fortrinsvis har brugt udtrykket "videnskabelig tale", er det for at fremhæve, at det hele tiden er logos, altså tale, det drejer sig om; at den stoiske dialektik er en lang præcisering af, hvornår tale lever op til sin natur; hvornår tale er det, den bør være, nemlig sand.
56. Baratin & Desbordes, ibid.
57. D.L.VII 60-62 (Nr. 621)
58. Christensen, op.cit., p. 30
59. Nuchelmans har lagt mærke til, at der i forbindelse med definitioner bruges det samme ord for fuldstændighed, som senere bruges til at karakterisere visse lekta og pragmata, selvom det selvfølgeligt er forskelligt, hvori fuldstændigheden består. (Theories of the Proposition, p. 58) Definitioner kan karakteriseres som fuldstændigt betegnende tale; det rammer præcist det tankeindhold, artikulationen betegner.
60. Baratin giver denne elegante sammenfatning af den stoiske analyse på semainonsiden: "L'analyse du signifiant progresse ainsi de facon à cerner at à caracteriser ce type particulier de matière phonique qui est porteur d'un signifié; dans la classification stoïciene, c'est l'énoncé. L'énoncé est inclus dans l'analyse du signifiant: c'est d'abord et fundamentalement du signifiant, mais en tant qu'il est porteur d'un signifié. L'analyse du signifiant est donc assurément spécifique; il s'agit de caractériser de la matiere phonique, mais dans son rapport au signifié." (op.cit., p. 12) Problemet er imidlertid, at målet for analysen ikke er hævdelsen, men talen som sådan. Hævdelsen er kun inkluderet i semainonanalysen som definition. Som hævdelse kommer den først ind i anden omgang, på semainomenonsiden, når vi skal bestemme, hvilken tale, der kan være sand.
61. D.L.VII 41 (Nr. 33) - citeret side 10
62. Hülser mener, at en forståelse af den stoiske dialektik skal kunne redegøre for dette spørgsmål. ("Expression ...", p. 300)
63. D.L.VII 43 (Nr. 33)
64. D.L.VII 49 (Nr. 255)
65. Hülser: Die Fragmente ..., p. XLVIf
66. Afgørelsen af en phantasia, et indtryks sandhed ligger i om det bifaldes eller ej; den kan ikke være sand i sig selv. Og "we may assume that the speech act of axioun, from which the axioma got its name, is the verbal expression of a mental act of assenting." (Nuchelmans, op.cit., p. 78)
67. D.L.VII 54 (Nr. 255)
68. Se fx A.M. VII 227ff, 394ff (Loeb ed., pp. 123ff, 394ff)
Annas afviser, at spørgsmålet om sandhedskriteriet er et problem, skeptikerne har påført stoikerne, ("Truth and Knowledge", p. 84) og beskylder så stoikerne for at være uklare på, hvorledes kriteriet for en sand sætning forholder sig til kriteriet for sandhed. (p. 103) Hun diskuterer for og imod korrespondens og koherens m.h.t. begge, og finder førstnævnte mest i overensstemmelse med kilderne, mens sidstnævnte er mere filosofisk interessant. (p. 99) Konklusionen bliver, at koherens er kriteriet for sandhed som videnskorpus, mens korrespondens er kriteriet for en sand sætning, men at de ikke kædes sammen. (p. 103) Derfor uklarheden. Problemet er imidlertid netop, at erkendelsesteorien ses isoleret fra dialektikken. Diskusionen om sandhedkriterier forudsætter, at stoikerne på den ene side hævder, at kataleptiske indtryk alene skal kunne levere sandheden, mens de på den anden side hævder, at der kræves et bifald af indtrykket, for at det kan være sandt. Men begge dele er forkert: Bifaldet sker i form af en hævdelse, hvad end den er talt eller tænkt. For af få fat i det sande, skal vi tale videnskabeligt, og først idet tilfælde kan det afgøres, om det indtryk, der er bifaldet, har leveret grundlaget for en sand hævdelse. Men det er stadig kun grundlaget.
69. Med Lloyds ord: "Because dialectic was the science of true and false, study of the lekton covered quistions both of epistemology and of logic." (op.cit., p.58)
70. D.L. VII 63 (Nr. 696)
71. Nuchelmans har ikke kunnet finde nogen steder, hvor logos kaldes sand; kun for så vidt logos ses som pragma, tankeindhold kan den være sand, (op.cit., p. 77) og da kun som axiomata, hævdelser. (p. 79) Axiomata er netop tankeindhold, (p. 84) som vi senere skal se. (Se side 31.)Jeg vil derfor i det følgende udelukkende tale om videnskabelig tale, argumentation, hvor de indgående axiomata kan være sande.
72. Baratin & Desbordes, op. cit., p. 36
73. Hülser oversætter, så vidt jeg kan overskue, konsekvent pragma med "Sache". (Omvendt er der gange, hvor "Sache" tilsyneladende står for noget helt andet, se fx S.E.: A.M. IV 39 (Nr. 496)) Det virker som en rimelig oversættelse i forbindelse med hævdelser og "Entscheidungsfrage" (D.L. VII 66 (Nr. 874)), men er sværere at forstå, når det drejer sig om tiltale og besværgelser.
Long & Sedleys oversættelse til "state of affairs" (op.cit., p. 491, HP 33F) ville få sammen problemer, men det undgåes selvfølgelig ved kun at udvælge ganske små bidder af de foreliggende tekster.
Selv foretrækker jeg Baratin & Desbordes, hvis systematiske brug af "contenu de pensée" (op.cit., p. 31, Texte 22), jeg har overtaget direkte som tankeindhold. Det fremhæver forbindelsen til både forestillinger og mening.
Hülser og Long & Sedleys oversættelser lider under, at de deler analysen op og derefter definerer deres tekniske udtryk ud fra analysens slutning: I første del i forhold til logos som tale, i anden del i forhold til først hævdelsen, axioma og siden argumentation, igen logos. Derved forrykkes betydningen af centrale udtryk som fx lexis, pragma og lekton, så starten af analysen forekommer rodet og uforståelig, slutningen intetsigende og banal. Det vigtigste i analysen er ikke hverken starten eller slutningen, men den proces, der gennemløbes fra start til slut. Det er dér, den systematiske sammenhæng vises.
Den systematik, stoikerne efter sigende var så stolte af, findes faktisk indenfor analysen som beskrevet af Diogenes. Der kræves blot en læsning af hele teksten. Uvidende skeptikere som Long & Sedley gengiver kun små fragmenter, og skråsikre dogmatikere som Zeller afskriver fuldstændigt analysens første del som filosofisk uinteressant.
74. Graeser mener ligesom Hülser (Se citatet ovenfor.) og flere andre, at lekton kan betyde begge dele. ("The Stoic Theory ...", p. 87) I det følgende vil jeg foreløbigt lade lekton stå uoversat; en del af opgaven her er jo netop at bestemme, hvad der ligger i det stoiske lekton.
75. Long bemærker forbindelsen mellem tanker og lekton, ("Language ...", p. 82) men forstår ikke pragma som tankeindhold og giver lekton en udvidet betydning, jeg ikke mener, der er belæg for. (Se også side 32-33.) Blot som eksempel på den tilsyneladende bekræftelse på sine synspunkter, man ofte støder på.
76. D.L. VII 57 (Nr. 476)
77. D.L. VII 66-68 (Nr. 874)
78. D.L. VII 59 (Nr.594)
79. D.L. VII 62 (Nr. 621)
80. Baratin & Desbordes, op.cit., p. 28
81. Frede: "Principles of Stoic Grammar", p. 70
82. D.L. VII 66 (Nr. 874) Nuchelmans ser godt nok denne sammenhæng mellem "Entscheidungsfragen" og hævdelser, men karakteriserer dem ikke som fuldstændige pragma. (op.cit., p. 62) Hvorfor skal vi komme ind på senere.
83. D.L. VII 63-64 (Nr. 696)
84. D.L. VII 63 (Texte 21)
85. Nuchelmans, op.cit., p.63
86. D.L. VII 68 (Nr. 874)
87. Frede fremhæver, at både det ufuldstændige lekton og nominativen falder under det betegnede som dele af lekton. Der er ikke som sådan tale om et subjekt, der refereres til, og hvorom der siges noget. Det er hævdelsen, der analyseres, opdelingen får kun mening i forhold til hævdelsen. Nominativ er som del af en helmening en kasus, ikke et begreb, ikke et substantiv. (op.cit., p. 32) Se også side 36.
88. Jeg har i min fremstilling byttet om på rækkefølgen, fordi lekton normalt er den helt store gåde, mens pragma ikke giver anledning til mange overvejelser.
89. Hülser afviser en tolkning, hvor dialektikkens to dele ses som en undersøgelse af sproget set ud fra to synsvinkler, og mener systematikken må forklares på en anden måde. ("Expression ...", p. 286) Men Hülsers model fører kun til negative bestemmelser, såvel af dialektikken som helhed, som af dialektikkens første del. (Se side 23.) Kun afsnittet om det betegnede bestemmes positivt som omhandlende lingvistiske fænomener med speciel ontologisk status, altså lekta: De er noget, en slags qvasiting, men i og med de er ulegemelige existerer de ikke. (p. 298) Afsnittet om det det betegnende omhandler de tilfælde, hvor meningen, lekton er adskilt fra tegnet, og er forholdvis tilfældigt opbygget (pp. 296, 299) Hele dialektikken er bestemt ud fra spørgsmålet om at kunne godtgøre sætninger, og derfor behandles især hævdelser. (p. 297) Hævdelsens mening konstitueres af nominatoren og prædikatets, der betegner forskellige ting på forskellige måder. Begge sætningdele kaldes ufuldstændige meninger, altså lekta. (p. 296) Men det mindstekrav, Hülser stiller til en tolkning, (Se side 5.) lever han ikke selv op til; han bestemmer ikke positivt de områder, der behandles i afsnittet om det betegnende. Jeg har på fornemmelsen, at Hülser også her er under indflydelse af Egli, der netop har beskrevet lekta, som idealiserede semantiske størrelser. ("Stoic Syntax and Semantics", p. 138) Om han er blevet klogere i de forløbne ti år, har jeg ikke kunnet afgøre
90. Som tidligere nævnt står tale og argumentation i de oversættelser, jeg har set, for det samme græske ord, nemlig logos.
91. D.L. VII 79
Når Nuchelmans som nævnt tidligere ikke havde fundet steder, hvor logos blev betegnet som sand, må det være fordi han på dette sted læser logos som 'argument' og ikke som 'videnskabelig tale'.
92. Desværre gør Baratin & Desbordes som mange andre, fx Nuchelmans (op.cit., p. 67) og Frede (op.cit., p.30), idet de generaliserer lekton til det mulige indhold i en hævdelse, altså det, der kan siges i en hævdelse som sådan: "Ainsi, selon le point de vue, les Stoïciens parlent de centenu de pensée (pragma), quand celui-ci est envisagé indépendamment de son incorporation dans un signifiant, d'énoncables (lekton) en tant que ce contenu de pensée est le contenu virtuel de l'énoncé, de signifié (semainomenon) enfin quand le contenu de pensée réalise dans l'énoncé, c'est-a-dire quand il est in corporé dans une signifiant." (op.cit., p. 31) Derved kommer der imidlertid til at mangle en forklaring på, hvorfor både "Entscheidungsfrage" og "Bestimmungsfrage" er fuldstændige lekta, mens kun førstnævnte er et fuldstændigt pragma. Forklaringen er, som ovenfor beskrevet, at begge typer spørgsmål kan gøre fyldest i en dialektisk samtale, mens kun "Entscheidungsfrage" rummer et fuldstændigt tankeindhold, som man enten kan sige Ja eller Nej til. Heller ikke Nuchelmans har fæstnet sig ved at kun nogle pragmata er fuldstændige, selvom han en enkelt gang rigtigt benævner dem som "complete thoughts". (ibid.) Han har nemlig traditionen tro læst Diogenes sammen med Sextus Empiricus, hvor alle typer tale benævnes som fuldstændige lekta, mens de hos Diogenes som nævnt er pragma. At det er en alvorlig - men uhyre udbredt fejl - skulle blive tydeligt efterhånden.
93. Dialektikken to dele drejer sig ifølge Frede om, hvad der kan siges, lekton og hvordan det siges, lexis. (op. cit., p. 46) Lexis forstår Frede som diktion, (p. 38) og den har betydning for argumenter, logos' gyldighed. (p. 61) Med udgangspunkt i denne brede forståelse af lekton, analyserer han hævdelsen grammatisk. Lekton konstitueres af kasus og prædikat, der begge er noget betegnet. Navne- og udsagnsord indgår ikke i et lekton; (p. 31f) teorien om lekton er ikke en teori om sætninger. (p. 35) Men at konstruere en sætning er at kombinere sprogelementer på en måde, så de tilsvarende lekton elementer udgør et fuldstændigt lekton. (p. 56) For at et udtryk skal være et ord, skal det have en tilsvarende taledel. (p. 59) Der er korrespondens mellem sprogelementer og lektonelementer; sprogets syntax er parallel til lektons syntax. (p. 56) Forstår vi talen, logos' syntax, kan vi bruge fornuften, logos rigtigt, og derfor er studiet i talen og dens syntax relevant for dialektikken, (p. 60) der jo undersøger, hvad der er sandt. (p. 45) Fredes meget skarpsindige analyse bygger desværre på en for bred lektonforståelse og forståelsen af den menneskelige logos som både tale og fornuft. Jeg siger desværre, fordi analysen indeholder mange vigtige indsigter og pointer.
94. Se fx Mates: Stoic Logic, p. 13f
95. Hülsers forslag til phonés betydning, "das sprachliche Zeichen", der, som vi skal se, især bruges i oversættelsen af Sextus Empiricus' tekster, er derfor mere forvirrende end oplysende. Phoné er lyd, og som lyd er det ikke tegn på noget; som tale er lyden, eller rettere artikulationen, den betegnende side af talen, men ikke et tegn. Det afgørende er at fastholde, at det er en processuel doppeltbestemmelse af talen, ikke to størrelser, det sproglige tegn og betydningen, der sættes sammen.
96. Long: "Language ...", p. 85
97. 2 A.M. VIII 245 (Nr.1029)
98. Sedley giver flg. karakteristik af tegnet: "Only the 'peculiar' sign is regarded as valid. It is an infallible guide to what it reveals ... It implies the truth of what is signified with the full logical necessity of the Chrysippos conditional. A sign in the strict sense is more than a clue or a hint; it is a watertight guarantee." ("On Signs", p. 256)
99. P.H. II 104-7 (Nr. 1030)
100. Ifølge Long var Sextus med sit polemiske sigte selv årsag til forvirringen. ("Language ...", p. 86)
101. HÜlser sår nemlig tvivl derom. (Die Fragmente ..., p.1325)
102. Long: "Dialectic ...", p. 105
103. Sådan ser fx Mates på det. (op.cit., p. 18) Men ikke alle er enige om prioriteringen. Weil prioriterer klart Diogenes højest: "le qui n'ait pas cherche á lutter pour telle cause ou contre telle autre." ("Le 'Materialisme' des Stoïciens", p. 115-6) Baratin & Desbordes ligeså: "...la fidelité de ce résummé paraît d'autant plus grande que ce personage s'abstient de toute intervention personelle. De ce fait, les thèses souci de précision dans la formulation et dans la succession des définitions , qui destinque les Stoïciens." (op.cit., p. 26) Og som det skulle være fremgået af, hvad jeg hidtil har skrevet, så tilslutter jeg mig skråsikkert deres vurdering. Problemet med Sextus fremstilling er netop, at det ikke er en fremstilling, men en kritisk argumenteren imod forskellige stoiske teser.
104. P.H. II 256 (Nr. 634)
105. A.M. VIII 69-77 (Nr. 876)
Det er netop samlæsningen af denne passage hos Sextus med den tilsvarende hos Diogenes, der er skyld i den uklarhed i forholdet mellem pragma og lekton, man finder hos de fleste stoaforskere. Det må fx være grunden til, at Hülser har sat Diogenes behandling af pragmata under overskriften "Die vollstândige Lekta" (Die Fragmente..., p. 1086), selvom Diogenes intetsteds benævner dem som lekta; det gør derimod netop Sextus. Nuchelmans gør det samme, (op.cit., p. 63) og hos ham kan man følge, hvorledes pragma efterhånden kun associeres med axioma, hvorfor "the thing thought" (p. 67) bliver bedste bud på betydningen, mens lekton "becomes a synonym af sémainomenon, indicating the incorporal thought expressed." (p.71) Trods megen grundighed og et utroligt overblik over kilderne - eller måske netop derfor?! - får Nuchelmans ikke fat i skellet mellem pragma og lekton; det er nemlig begrundet i en systematik, der går langt forud for de passager, hvori lekton optræder. Det gør det heller ikke bedre, at han som nævnt overser, at kun nogle typer pragmata betegnes som fuldstændige, og at de ikke svarer til de fuldstændige lekta.
106. Se fx P.H. I 116 (Nr. 1126), II 144 (Nr.1042), II 209-12 (Nr. 623) og A.M. VIII 301 (Nr.1039), IX 353 (Nr. 869), XI 9 (Nr. 629) At Sextus brug af pragma i disse passager ikke er stoisk, skulle være sikkert. (Nuchelmans, op.cit., p. 65-66)
107. Der er godt nok to tekststykker til, hvor Sextus muligvis bruger pragma i Diogenes' betydning, (A.M. VIII 126-27 (Nr. 968), 301 (Nr. 1039)) men de er noget uklare; jeg forstår i hvert fald ikke helt, hvad der foregår.
108. A.M. VIII 11-12 (Nr. 67)
109. Det er passager som disse, der får det til at se ud som om stoikerne havde en semantik i Frege og Carnaps forstand. Long medgiver, at det er et dårligt eksempel, men "hjælper" så Sextus ved at tolke 'Dion' som 'Denne mand er Dion'. ("Language ...", pp. 77f) Lekton medierer mellem betydende ord og ting; "writer of De Finibus" og "consular opponent of Cataline" har forskellig Sinn, altså lekton, men samme Bedeutung, nemlig Cicero. (p. 79f) At forstå bliver at knytte forbindelse mellem lyden og referenten, genstanden (p. 77), hvilket får ham til at hævde, at tænkning for stoikerne kræver præsentationen af en genstand for bevidstheden. (p. 84) Long oversætter godt nok her logos til tale, men er upræcis i sit sprogbrug: "Every proposition needs to be 'signified' by language; a lekton must be expressed in words." (p.86) En axioma skal betegnes af en lexis; som tale er den imidlertid hele tiden betegnet. 'skal' er altså noget upræcist. Og lekton bruges i Sextus' udvidede betydning, som vi kommer ind på i det følgende.
Det samme er tilfældet hos Graeser, der netop tager udgangspunkt i den ovenfor citerede passage. ("The Stoic Theory ...", p. 78) Også han holder sig til Fregetraditionen, når han spørger, hvordan mening forholder sig til virkeligheden. (p. 80) Han hæfter sig ved, at kun påpegende stedord har direkte reference, mens egenavne og navneord altid betegner noget mere. (p. 83) Mening, lekton bliver det lingvistiske indhold i både ord og sætninger; for sidstnævntes vedkommende er lekton det samme som semainomenon. (p. 87) Men lekton er ikke det lingvistiske indhold af ord og sætninger, uanset at Graeser ligesom Long - men i modsætning til Hülser (Se side 34.) - fremhæver, at lekton kun existerer i talen, (p. 89), at det ingen ekstralingvistisk eksistens har (p. 95) og at subjektet ikke er et ufuldstændigt lekton. (p. 90) Graesers tilgang får ham til at se en konflikt mellem etymologien og meningsteorien, (p. 98) men der er ingen konflikt; etymologien vedrører ords dannelse, meningsteorien - hvis man skal kalde den det - udelukkende helmeninger, hvis dele som nævnt ikke er fx substantiver og verber, men ptosis og kategorema, kasus og prædikat. Baratin gør udemærket rede for, hvorledes orddannelsen passer ind i forståelse af talen som den, jeg har fremlagt her. (op.cit., p. 16)
110. En af grundene til den megen forvirring omkring lektons natur er ifølge Nuchelmans netop, at man har lagt for megen vægt på disse udsagn fra Sextus. (op.cit., p. 68)
111. A.M. VIII 80 (Nr. 893)
112. Dette er betydningen hos Aristoteles, men ikke hos stoikerne. (Long: "Language and Thought in Stoicism", pp. 80, 107)
113. Long: "Language ...", p. 90
Det er denne brede betydning, der går igen i størstedelen af sekundærlitteraturen, hvis ikke den sammenholdes med den mere snævre hos Diogenes i et uskønt kompromis.
114. Se fx A.M. VIII 69-77 (Nr. 876), hvor lekton i starten sættes i forbindelse med helmeninger - parallelt til Diogenes brug af pragma - mens vi til slut igen får Dion på banen.
115. A.M. I 155-158 (Nr. 514)
116. Se fx A.M. I 15-18 (Nr. 710), 20-28 (Nr. 707), 156-57 (Nr. 706); VIII 258-264 (Nr. 704, 700); X 215-27 (Nr. 720), 234 (Nr. 719); XI 224-231 (Nr.708) og P.H. III 52 (Nr. 1045)
Denne modstilling har også stor betydning for folk som Graeser, Hülser, Weil og Lloyd.
117. Nuchelmans, op.cit., p. 52
Publikationsliste (List of publications); Dansk c.v. (English c.v.)